Ngo’er i klemme

Verden har fået øget fokus på sikkerhedspolitik. Samtidig er der en stigende tendens til at donorerne kanaliserer deres bistand gennem u-landenes regeringer. Disse to trends kan betyde, at der bliver meget lidt plads til ngo’erne, advarede Fowler under et besøg i Danmark.

Tekst og foto: Sine Schack Vestergaard
Det civile samfund er et plusord i udviklingsbistanden. Overalt ønsker regeringer og beslutningstagere at styrke det folkelige engagement. Men når det kommer til den politik, der faktisk føres, trækker to tendenser i den modsatte retning: sikkerhedspolitikkens stigende betydning og udviklingsbistandens koncentration omkring regeringerne i u-landene.

     Analysen kommer fra professor Alan Fowler. Han leder et internationalt forskningscenter om udvikling og er en central figur i CIVICUS, en global ngo, der arbejder for retten til politisk indflydelse for det civile samfund. Han deltog i april i et særdeles velbesøgt debatmøde arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke om de overordnede perspektiver i international udviklingsbistand.

     For Fowler at se er ngo’erne i øjeblikket under pres fra to sider. Han leverer i et hæsblæsende tempo en skitse af, hvordan ngo’erne i dag er presset:

     - På den ene side er der sikkerhedsdoktrinen. Den gør det muligt for regeringer at gøre noget alene på grund af sikkerhedshensyn. Der bør altid være en legitim plads til civile organisationer, der kæmper for deres egne interesser, men sikkerhedsdoktrinen skaber usikkerhed om, hvem der risikerer at blive klassificeret som terrorister.

     Ifølge Alan Fowler er denne problemstilling relevant for ngo’er både i nord og syd. I USA skal ngo’er, der ønsker at modtage penge fra staten, for eksempel skrive under på, at ingen af deres partnere – eller partneres partnere – er terrorister.

     - Det er der jo ingen, der kan reelt kan garantere, siger Fowler ivrigt.

     En anden tendens, der formindsker ngo’ernes spillerum, er overgangen inden for international bistand fra at støtte enkeltprojekter til i stedet at støtte store sektorprogrammer og aktiviteter administreret af u-landenes regeringer.

     - Hele arkitekturen inden for international bistand er i øjeblikket med til at bringe ngo’erne tættere på regeringerne. Bistandsmidler bliver i stigende grad givet direkte til de lokale myndigheder, der så kan fordele dem videre. Derfor risikerer ngo’erne at ende som entreprenører for regeringerne, det vil sige som organisationer der leverer sundhed, uddannelse og anden service for regeringernes penge.

Ændret rolle

Ifølge Alan Fowler må ngo’er i nord fremover skabe kontakt mellem de bredere civilsamfunds-bevægelser i nord og syd. Hvad angår ngo’erne i syd er han ikke den store optimist.

     - De vil uundgåeligt blive service-leverandører for regeringen, for eksempel inden for sundhedssystemet. Det hænger også sammen med privatisering af de offentlige ansvarsområder – her kan ngo’erne gå ind og byde på opgaver. Men de skal ikke forvente, at regeringer i

u-landene vil begynde at give tilskud til ngo’er som de gør i nord. For dem er ngo’er nogle, der skaffer penge til landet, ikke nogle der koster penge, siger han.

     - Der vil være nogle få ngo’er, som kan rodfæste sig så stærkt i lokalsamfundet, at de vil kunne blive stærke politiske aktører, ikke at forstå som parti-politiske, men som fortalere for forskellige interesser. De vil få en slags tænke-tank-rolle.

     På internationalt plan ser Fowler dog ikke de store muligheder for ngo’ers lobbyarbejde og fortalervirksomhed.

     - Spørgsmålet er, om vi ikke har høstet alle de gevinster, der er at høste, siger han.

     - Vi har fået landminer på dagsordenen, og de fattige landes gæld er blevet et stort emne. Men trods ngo’ernes pres er det ikke lykkedes for os at ændre på, hvordan Verdensbanken og IMF bliver ledet. Jeg tænker på, om de ting vi har nået, måske er det maksimale vi kan forvente inden for en horisont af fem år, lyder Fowlers analyse.

     Selv om ngo’erne om ti år måske ikke vil se ud som vi kender dem, så holder Fowler fast i, at der altid vil være behov for et civilt samfund:

     - På længere sigt må vi presse på for en global, økonomisk omfordeling. Hele verden vil kunne drage fordel af ikke at have grupper, der er økonomisk ekskluderede. Lige nu drejer debatten sig om fri handel, men der er grænser for, hvad fri handel kan levere. Der vil være brug for omfordeling mellem rige og fattige, globalt lige såvel som der er det inden for det enkelte nation, slutter Fowler.

Sine Schack Vestergaard er journalistpraktikant i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed. sinves@um.dk