Nyt fra Danidas Styrelse 

En fisk ved navn Pangasius

Af Bo Simonsen
Diskussionerne i Danidas Styrelse kan nogle gange blive meget konkrete.

     Tag nu for eksempel Styrelsens seneste møde i april. Pludselig midt i drøftelserne om budgetstøtte, kapacitetsudvikling og tværgående hensyn, introducerer et styrelsesmedlem en fisk ved navn Pangasius. Fisken er en hajmalle, den smager lidt hen i retning af søtunge. Fint nok, men hvorfor optræder sådan en krabat på et møde i Danidas Styrelse? Jo, Pangasius eksporteres blandt andet fra Vietnam, der, som det vil være læsere af Udvikling bekendt, er et af de danske programsamarbejdslande – altså et af de udviklingslande, der får mest direkte bistand fra Danmark. Og nu kan den vietnamesiske Pangasius så købes fileteret og dybfrossen i Danmark. Den er efter sigende velsmagende og slår ikke bunden ud af husholdningsbudgettet.

Pangasius er med på rollelisten i succeshistorien om Vietnams eksport af fisk og skaldyr, hvor Danmark har en ikke ubetydelig finger med i spillet. Danida har i årevis støttet fiskerisektoren i Vietnam blandt andet for at sikre kvalitetsforbedring, eksport og markedsføring af seafood. Og det er ikke gået så ringe endda. Bare i perioden 1999-2004 steg Vietnams samlede eksport af fisk og skaldyr fra 1,5 milliarder dollars til 2,4 milliarder dollars.

     Men det var nu ikke den danske støtte til fiskerisektoren i Vietnam (som ifølge Danidas årsberetning 2003 har "opnået betydelige resultater"), der var på Styrelsens dagsorden og fik Pangasius til at sprælle på mødebordet.

     Dagsordenspunktet var en ny handlingsplan for dansk støtte til erhvervsudvikling i udviklingslandene. I udkastet til handlingsplanen kan blandt andet læses at: "Udfordringen er uden tvivl størst i Afrika. Trods nogenlunde tilsvarende udgangspunkt er Afrika sakket langt bagud i forhold til Asien".

     Det er der rigtig mange grunde til: Blandt andet er vietnamesere bedre uddannede end befolkningen i for eksempel Uganda, vejene er bedre end i Burkina Faso og som udenlandsk investor sover man roligere ved at have placeret sine sparepenge i en virksomhed i Hanoi end i Congo. Bare for at nævne nogle eksempler på forskellene på erhvervsklimaer.

Tiden er endnu ikke oprundet for et synligt afrikansk eksportboom i amerikanske eller europæiske supermarkeder – endsige afrikanske. For handlen på tværs af landegrænser i Afrika er ikke imponerende, og også de enkelte landes hjemmemarkeder kan det være svært at slå igennem på. Et supermarked i Tanzanias hovedstad Dar es Salaam bugner af varer fra Sydafrika og Europa, mens der er længere mellem varer, der står ’Made in Tanzania’ på.

     Så behovet for en saltvandsindsprøjtning er til stede. En livskraftig erhvervsudvikling, ikke mindst i Afrika, er derfor et af målene i den nye danske handlingsplan.

     ’Erhverv, vækst – udvikling. Handlingsplan for dansk støtte til erhvervsudvikling i udviklingslandene’  vil til maj blive præsenteret af udviklingsministeren, så mere skal ikke røbes på denne plads.

På sit møde den 13. april tiltrådte Danidas Styrelse følgende bevillinger:

  • Landbrugssektorprogram i Kenya ( 198 mio. kr.)
  • Makroøkonomisk støtte, Burkina Faso (136,5 mio. kr.)
  • Tematisk program for god regeringsførelse og demokratisering i Zambia (109,3 mio. kr.)
  • Støtte til konflikthåndtering, antikorruption, menneskerettigheder og ligestilling i Bolivia (55 mio. kr.)
  • Genopbygningsbistand til Indonesien som følge af tsunami-katastrofen (50 mio. kr.)
  • Media Institute of Southern Africa (15 mio. kr.)
  • Southern African Media Training (10 mio. kr.)

Bo Simonsen er journalist i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed. bosimo@um.dk

Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde er rådgivende for udviklingsministeren. I praksis forelægges Styrelsen bilaterale og multilaterale projekter og programmer på over 10 mio. kr. samt oplæg til nye strategier og handlingsplaner. Læs mere om blandt andet Styrelsens medlemmer og tiltrådte bevillinger på http://www.um.dk/menu/Udviklingspolitik/OmDanida/StyrelsenRaadet/Styrelsen.




Denne side er kapitel 2 af 38 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1 af 30-04-2005
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/5053/index.htm

 

 
 
 
 
  © | www.um.dk  
 

 

 

 

ign="l‚+