Af Kjar og Kati´c
- Har du haft tid til at overveje dine visioner for jobbet som Udviklingsminister?
- Først og fremmest er jeg utrolig glad for, at udviklingsbistanden ifølge regeringsgrundlaget nu ikke kan komme under 0,8 procent. Det står mejslet i granit lige som skattestoppet. Det kan sætte en stopper for taldiskussionen, og det er et udtryk for, at regeringen prioriterer området højt. Det er også et udtryk for en opprioritering, at området nu igen har fået sin egen minister.
- Hvad betyder det, at den multilaterale udviklingsbistand ifølge det nye regeringsgrundlag skal underkastes et kritisk eftersyn?
- Vi har sat en analyse i gang af den multilaterale bistand, som jeg nu afventer. Det er sket ud fra den betragtning, at vi har et mål om at få mest mulig bistand for pengene.
- Men det ligger i kortene, at man skal skære i den multilaterale bistand?
- Det er der ikke taget stilling til, men det er klart, at man laver en analyse for at blive klogere. Og hvis det viser sig, at vi kan bruge nogle af pengene bedre i den bilaterale bistand, så bruger vi den viden til at flytte rundt på nogle af bevillingerne.
- Regeringsgrundlaget omtaler, at miljøbistanden skal sættes i vejret – efter at området er blevet kraftigt beskåret. Hvorfor?
- Regeringen har gennemført besparelser og omlægning af miljøbistanden, og nu får området et løft. Vi står over for nogle store globale miljøproblemer, og det er vigtigt, at vi sammentænker udviklingsbistand og miljø.
- Du sammenligner den nye bistandsprocent med skattestoppet, som får kolossal offentlig interesse. Men hvad bliver der af offentlighedens interesse for u-landsbistanden?
- Det er et rigtigt godt spørgsmål. 12,5 milliarder kroner (den danske udviklingsbistand i 2005, red.) er en rigtig stor post på Finansloven, som fortjener at blive diskuteret mere, end det er tilfældet. For mig handler det om at gøre udviklingsbistanden mere folkelig. Støtten til ofrene efter flodbølgen i Sydøstasien viste, at der er stor velvilje til at hjælpe folk i nød og til genopbygning af de berørte lande. Men debatten af den langsigtede udviklingsbistand finder ofte sted i lukkede forsamlinger og i en terminologi, der kan være meget svær for den almindelige dansker at forstå og dermed forholde sig til. Det er ikke de udviklingspolitiske spørgsmål, der trænger sig på, når jeg er ude i forsamlingshusene. Men det vil jeg godt være med til at lave om på. En folkeliggørelse er en stor ambition. Når det lykkes, så vil holdningen og dermed hele legitimeringen af bistanden også ændre sig.
- En række regeringsinitiativer har skabt en del offentlighed – eksempelvis Det Arabiske Initiativ. Er det den rigtige vej at gå, at gribe fat i nogle udenrigs- og sikkerhedspolitiske emner, der er oppe i tiden?
- Ja. Det er en måde at sætte udviklingsbistanden ind i en større, men også mere konkret politisk sammenhæng og dermed gøre den mere forståelig for den enkelte. Det Arabiske Initiativ har et mål og en pointe, som står meget klart for mange mennesker, og som de fleste kan forholde sig til.
- Men risikoen er vel, at man kan glemme det lange, seje træk i Afrika?
- Kunsten bliver at forene de to ting. Men kunsten bliver også at synliggøre, at det gør en forskel, at Danida er i Tete-provinsen i Mozambique, hvor jeg selv har været som medlem af Udenrigsudvalget, og hvor jeg har set vandprojekter, der virkelig gjorde en forskel.
- Men hvorfor skal pengene til Det Arabiske Initiativ tages fra u-landsbistanden?
- Der er én kasse og længere er den ikke – midlerne er ikke ubegrænsede ligegyldigt om man sidder her eller i Undervisningsministeriet. Det er et forhold, som vi alle må agere ud fra. Det er udtryk for en politisk prioritering, og jeg mener, at det er rigtigt at prioritere nogle af de mere synlige initiativer, og samtidig skal jeg forsøge at gøre de langsigtede programmer i Afrika mere synlige.
- Hvad lægger du vægt på, når vi taler folkelig forankring i forhold til u-landsorganisationerne?
- Jeg mener, at det var rigtigt at løfte en pegefinger over for ngo’erne, og jeg har forstået, at de også har taget medlemshvervningen meget seriøst. Så der er ikke nye krav på vej. Som medlem af et politisk parti mener jeg, at man er nødt til at have en legitimitet, men medlemmer behøver ikke være den eneste målestok. Synlighed kan også finde sted, selvom man ikke har mange medlemmer. Men det ser da pænest ud, hvis man har en medlemsskare, som man agerer på vegne af.
- Danida og u-landsorganisationerne har historisk set gjort et stort stykke arbejde for at skabe folkelig forankring i forhold til u-landene. Men har man ikke duplikeret og kopieret de samme historier og billeder fra u-landene og dermed gjort sig medskyldig i den ringe offentlige interesse?
- Formidling og synlighed spiller en væsentlig rolle. Det, at jeg har udvikling som et eneområde i modsætning til mine forgængere, Bertel Haarder og Per Stig Møller, giver nogle andre muligheder. Der skal arbejdes med opskriften på at skabe mere synlighed. Jeg har ikke umiddelbart nogen løsning her og nu, men lad os tales ved om et par uger…
- Kan du bruge nogle af dine erfaringer fra Undervisningsministeriet i u-landsspørgsmål?
- I min tid i Undervisningsministeriet var jeg meget opmærksom på, hvilken rolle uddannelse kan spille i udviklingssammenhænge, og i UNESCO-regi har jeg deltaget i konferencer om dette tema. Det handler om den banale betragtning, at uddannelse kan være vejen til at skabe bedre livsvilkår for den enkelte. Det er også noget regeringen fra starten har været opmærksom på.
- Hvad er dit ideologiske udgangspunkt, når du trækker i arbejdstøjet som udviklingsminister?
- Som liberal er jeg varm tilhænger af globalisering og liberalisering af verdenshandlen. Jeg tror på, at vi gennem økonomisk vækst kan skabe bedre betingelser for at bekæmpe fattigdom i den tredje verden – kombineret med udviklingsbistand og støtte til demokratiske institutioner, menneskerettigheder etc. Jeg har i den forbindelse noteret mig, at der skal laves en ny erhvervsstrategi, og vi skal se meget nøje på, hvad der er af muligheder i privatsektoren i vores samarbejdslande.
- Hvad mener du om spørgsmålet om udflytning af danske arbejdspladser til udviklingslandene, og til lande som vi støtter med dansk udviklingsbistand?
- Det er en utrolig svær diskussion. Vi hverken kan eller skal stoppe globaliseringen. Vi skal være opmærksomme på udfordringerne, og vi skal blive bedre til at efteruddanne de ufaglærte arbejdere, der mister deres jobs herhjemme. Regeringen har nedsat et Globaliseringsråd, og det er et udtryk for, at vi er meget opmærksomme på disse udfordringer. Spørgsmålet om vi skal blive ved med at yde bistand til de lande, der overtager vores egne arbejdspladser, er jo ikke relevant i forhold til ret mange af Danidas samarbejdslande. Men vi skal under alle omstændigheder støtte disse lande i en periode, indtil de kan klare sig selv.
- Hvad har overrasket dig mest her i dine første dage som Udviklingsminister?
- Det indforståede sprogbrug, de mange forkortelser og målsætninger. Det er et ekspert-teknokrat-sprogbrug, men det kan måske ikke være anderledes her i huset.
BLÅ BOG
Født 4. sept. 1962 i Esbjerg, datter af fiskeskipper og fhv. landbrugsminister Laurits Tørnæs og direktør Katty Tørnæs.
Nysproglig student fra Esbjerg Statsskole 1981. Gymnasieskoleophold i Chambéry, Frankrig, 1981-82. Odense Universitet 1982-84. Universitetsophold i Chambéry, Frankrig, 1984-85. Handelshøjskolen i København 1985-88. Københavns Universitet fra 1991.
Ansat i sekretariatet for Venstres Folketingsgruppe 1986-94.
Medlem af Folketinget fra 1994 (Ribe Amtskreds).
Medlem af bestyrelsen og forretningsudvalget for Venstre i Østre Storkreds 1988-91.
Landsformand for Danmarks Liberale Studerende 1988-90. Vicepræsident i The International Federation of Liberal and Radical Youth 1989-93. Medlem af folketingsgruppens bestyrelse fra 1994 og af Venstres hovedbestyrelse fra 1998. Politisk ordfører fra 1998. Undervisningsminister fra november 2001 til februar 2005.
Udviklingsminister fra 18. februar 2005.
Forgængerne
Danmarks udviklingsministre gennem tiderne.
Lise Østergaard (S) 1977-80. (Minister uden portefølje med særligt henblik på udenrigspolitiske spørgsmål)
Helle Degn (S) 1993-1994.
Poul Nielson (S) 1994-1999.
Jan Trøjborg (S) 1999-2000.
Anita Bay Bundegaard (R)
2000-2001.
Bertel Haarder (V) 2004-2005.
- Vi kan hjælpe 100 gange så meget, hvis vi bruger pengene i Den Tredje Verden. Det er hundesvært, men hvis vi gør det rigtigt, får vi mere for pengene.
Sådan sagde Bertel Haarder til Politiken 3. august 2004, efter at han var blevet udnævnt til udviklingsminister oven i posten som integrationsminister. Ministerierne skulle arbejde sammen, og særligt nærområdeindsatsen skulle i fokus.
Den soleklare pointe var, at udviklingspolitik og flygtninge er del af det samme spil, og derfor fik dobbeltministeren begge brikker at rykke med. Men da Anders Fogh Rasmussen viste sin nye regering frem den 18. februar 2005, var den ene ministerpost igen blevet delt i to.
I regeringens støtteparti Dansk Folkeparti er man kede af den hurtige exit for ’dobbeltministeriet’, som man opfattede som en god mulighed for at sammenkæde hjemsendelser af flygtninge, nærområdeindsats og bistandskroner.
- Hvis man mente noget med at lægge ministerierne sammen, kan jeg ikke forstå, hvorfor man allerede splitter dem igen. Jeg kan kun forestille mig, at det har været gjort for at sikre Ulla Tørnæs en ministerpost. I Dansk Folkeparti mener vi, at Bertel Haarder havde en arbejdsevne, der gjorde, at han kunne håndtere de to ministerier, og vi synes, det er et tilbageskridt, at to ret uprøvede ministre skal håndtere de to områder, siger Peter Skaarup.
Heller ikke den tidligere formand for Kristendemokraterne, Jann Sjursen, tror, at det var den politiske dagsorden, der afgjorde udviklingsministeriets skæbne ved de to seneste ministerrokader.
- Udviklingsbistanden er jo regeringens stedbarn. I 2004 skulle Bertel Haarder have et plaster på såret, efter han ikke var blevet EU-kommissær, og denne gang skulle Ulla Tørnæs have en ministerpost, efter at være blevet degraderet fra posten som undervisningsminister, siger Jann Sjursen.
- På bundlinjen bliver udviklingsministerposten brugt som en brik i spillet, og det er en af de sidste, der bliver placeret, hvilket er dybt beklageligt, siger Jann Sjursen, der frem til valget var formand for Folketingets Udenrigsudvalg.
Han er dog tilfreds med, at udviklingsområdet nu har fået sin egen minister. Jann Sjursen mener, at Bertel Haarder i dobbeltrollen fik blandet områderne uheldigt sammen ved at fokusere overdrevent på nærområdeindsatsen.
- Principielt bør der være en selvstændig minister, hvis Danmark vil følge bistanden til dørs og gøre sin røst gældende internationalt for at kunne fremme udvikling globalt. Vi skal bruge de muskler, vi har at spille med, fordi vi er en stor donor, men det har den nuværende regering tabt på gulvet, siger Jann Sjursen.
Den radikale Christian Friis Bach, der netop er blevet international chef i Folkekirkens Nødhjælp, er også godt tilfreds med, at udviklingsbistanden nu har sin egen minister. Men han ser alligevel et positivt potentiale i tanken om et dobbeltministerium.
- Det handler om rationalet. Baggrunden for regeringens sammenblanding var ubehagelig, det var pointen om, at udviklingsbistanden skulle bruges til at sende flygtninge hjem. Oplægget var altså negativt, men mulighederne kunne være positive, hvis man i stedet fokuserede på at undgå, at folk overhovedet er på flugt, siger Christian Friis Bach.