Grundigt, men tørt

Af Jesper Strudsholm

Med udviklingsindustriens konstante kurs- og medarbejderskifter sker det alt for sjældent, at nogen standser op og tegner de lange linier.

Det har den nu pensionerede Danida-veteran Ole Mølgård Andersen rådet bod på i ny bog.

Ambitionerne antydes i titlen; Tanzanias og Danmarks udviklingssamarbejde 1962-95. Altså en gennemgang af bistanden til den suverænt største modtager af dansk u-landsbistand gennem 33 år.

Ingen er formentlig bedre kvalificeret til det job end netop Ole Mølgård Andersen. Tilbage i 1960’erne underviste han i økonomi på University College i Dar es Salaam, hvor han senere blev chef for Danida-missionen. Og siden bevarede han gennem en årrække kontakten med landet som chef for Udenrigsministeriets Afrika-kontor og siden det daværende TSA (Tjenesten for Sektorfaglige Anliggender).

Vi kommer tilsvarende vidt omkring i bogen, der har grundige afsnit om både Tanzanias flaksende økonomiske udvikling og donorernes mange kursskifter under forsøgene på at hjælpe.

I 15 case studies kommer Mølgård mange steder helt ned i de detaljer, der ofte afgør bistandens succes eller fiasko – og som i en fremstilling som denne er med til at gøre stoffet nærværende. Han skal også roses for mange steder at give os en fornemmelse af, hvad tanzanierne selv mente om at være udsat for dansk og international bistandspolitik.

Det hele er præget af den grundighed, som var Mølgårds varemærke i Danida. Til gengæld savner man i nogen grad den vilje til bramfri kritik og selvransagelse på firmaets vegne, som han også var kendt for.

Man kunne have håbet, at Mølgård som nu forhenværende ville smide al forsigtighed over bord og kaste sig ud i den livlige diskussion af den ofte ganske brogede indsats i Tanzania. Men læsere på jagt efter markant stillingtagen (eller anek­doter fra maskinrummet) vil et langt stykke af vejen blive skuffet.

Der er ellers nok at have holdninger til. Præsident Julius Nyereres ambitiøse landbrugsreform med storlandsbyer (kendt som Ujamaa – ’fællesskab’ på swahili) førte til nogen af Afrikas største tvangsflytninger – og et voldsomt fald i landbrugsproduktionen.

Tvangsforflyttelserne var næppe gået i dag uden store protester om krænkelser af menneskerettigheder. Men Nyerere slap fra projektet uden de store skrammer i donorernes agtelse, blandt andet fordi han nød en personlig goodwill for sine politiske idealer, der i nogen grad mindede om nordisk socialdemokrati oversat til afrikansk.

Mølgård citerer loyalt dele af datidens kritik mod Ujamaa. Og et par gange beskriver han Nyereres karisma og andre forklaringer på donorernes lange tålmodighed med nogle af landsfaderens mere tvivlsomme ideer. Men ud over et enkelt sted at kalde Nyerere ’stædig’, viger Mølgård som regel uden om det indblik i datidens debatter, som han utvivlsomt har materialet til.

Vi kommer måske nærmest i hans beskrivelse af Det nordiske Andelsprojekt, der gennem 20 år forsøgte at overføre det bedste af den skandinaviske andelstanke til allerede eksisterende kooperativer i Tanzania. Her fornemmer man Mølgårds frustration over evindelige kursskifter og ikke mindst Nyereres politiske omklamring. Og i glimt får vi en fornemmelse af de diskussioner, som de involverede medarbejdere undervejs har haft.

Det er selvfølgelig fuldt bevidst, at Mølgård efter en lang karriere i Udenrigsministeriet har valgt em­bedsmandens helt overvejende neutrale fremstilling og lader læ­serne drage deres egne konklusioner. Men det havde unægteligt været forfriskende, hvis det hjerteblod, der overhovedet har fået Mølgård til at skrive bogen, i højere grad drev over dens sider. Det har han jo rigeligt pondus til at forsvare.

Jesper Strudsholm er korrespondent for dagbladet Politiken og bosat i Sydafrika.

Ole Mølgård Andersen:

Tanzanias og Danmarks udviklingssamarbejde 1962-95.

Udgivet af Danida.