Efter Beijing +10

Af Charlotte Kirkegaard

"Verden har brug for frie kvinder – de søde har vi nok af"

Sådan lyder starten af et digt skrevet og oplæst af en kenyansk kvinde den 8. marts. Digtoplæsninger, inspirerende oplæg, lesbiske feminister og kristne præster var en del af FN’s 49. Kvindekonference i New York. Det skulle have været en fejring af 10 året for Kvindekonferencen i Beijing, der udmundede i en stærk handlingsplan om ligestilling. I stedet blev det en øvelse i blot at holde regeringerne fast på det, det lovede dengang – med USA som bremseklodsen.

Regeringsrepræsentanter fra 130 lande og 7.000 ngo’er var samlet i New York 26. februar til 11. marts for at diskutere køn og ligestilling. På forhånd var fremlagt udkast til en absolut minimumserklæring, der blot bekræftede Handlingsplanen fra Beijing, selvom der blandt en række regeringer – herunder de europæiske – og ngo’er er enighed om, at Handlingsplanen ikke længere er helt tidssvarende. Den er ikke stærk nok, hvad angår kvinders reproduktive og seksuelle rettigheder og tager ikke højde for globaliseringen – særlig de økonomiske konsekvenser for kvinder.

Men regeringerne, FN og ngo’er har været enige om ikke at ville genåbne Handlingsplanen for nye forhandlinger, fordi fundamentalistiske kræfter i USA og den muslimske verden vil arbejde for en begrænsning af kvinders rettigheder.

Men tilslutningen til minimumserklæringen var også for meget for USA, som lagde ud med at forlange en tilføjelse, der gik på at Handlingsplanen ikke må medføre nye internationale erklæringer for verdens kvinder – navnlig ikke retten til abort. En tilføjelse, der i realiteten var meningsløs, da Handlingsplanen ikke omfatter retten til abort, men det betød at de officielle regeringsdelegationer måtte bruge en stor del af tiden den første uge til at forhandle med USA om at tilbagetrække denne tilføjelse. Konsekvensen var, at der ikke var kræfter og luft til at diskutere fremtidigt arbejde og nye visioner.

Sidst på ugen gav USA sig, og minimumserklæringen, der blot bekræfter det, man vedtog for ti år siden, blev trods alt vedtaget. USA fik ikke den støtte fra de muslimske lande, man havde regnet med men fik i hvert flad markeret eget standpunkt.

Den amerikanske holdning til kvinders reproduktive og seksuelle rettigheder har alvorlige konsekvenser for de lande, der modtager bistand fra USA. Dagen efter Bush tiltrådte som præsident, genindførte han en lov om, at der ikke måtte ydes bistand til u-landsprojekter, der indeholder oplysninger om prævention til ugifte, eller som yder rådgivning om eller udfører aborter. I stedet skal der prædikes seksuel afholdenhed, da amerikanerne mener at oplysning om prævention til unge fremprovokerer promiskuøs livsførelse. En ab­surd tilgang i forhold til afrikanske kvinder, der ofte ikke selv bestemmer, om de vil have sex eller med hvem, de vil have sex, og hvor risikoen for hiv/aids er ekstrem høj. Flere kvinder fra Syd fortalte under konferencen om de problemer, den amerikanske politik medfører i form af øget dødelighed og meget unge kvinder, der tvinges til at føde.

Et gennemgående tema på konferencen var det tilbageslag, som verdens kvinder oplever.

At det skal opleves som en sejr ikke at blive sat tilbage, men blot at kunne holde fast i en ti år gammel handlingsplan, vakte bekymring.

Mange udtrykte frustration over, at FN mister magt og indflydelse, samtidig med at kvinder har fået stor indflydelse inden for FN.

2015 Målene er et godt eksempel. Det er lykkedes kvinder verden over at være med til at sætte deres præg på strategien og gennemførelsen af målene. Samtlige mål har været gennemgået inden for FN med det formål at sikre kønsperspektivet, og der er kommet en række konkrete anbefalinger ud af det. Ifølge en række globale kvindeorganisationer og – netværk er problemet, at den globale handelspolitik – herunder Verdenshandelsorganisationen WTO – ikke er underlagt menneskerettighederne og dermed heller ikke tager højde for kvinders rettigheder og mangel på muligheder. Tværtimod har den globale handelspolitik en økonomisk slagside for kvinder, særlig i u-landene.

En anden stor bekymring er den kommende reform af FN. Det næste topmøde, der afholdes i september om 2015 Målene, er planlagt helt uden ngo-deltagelse – af sikkerhedsgrunde. De globale kvindeorganisationer er bekymrede for, at det for fremtiden bliver endnu sværere at deltage i og påvirke de store FN-møder og dagsordner og der er ingen tvivl om, at det er kvindekonferencerne, der samler den største ngo-deltagelse, og at denne deltagelse af græsrødder i konferencer gennem årene har vist sig at være en effektfuld måde at påvirke de globale dagsordner på.