Nicaragua møder Afrika

Alliancen for Fattigdomsbekæmpelse – ALPE - havde inviteret sine ghanesiske og nicaraguanske partnere til Danmark i forbindelse med en offentlig høring om det nye Allianceprogram. Udvikling talte med Yamileth Molina Flores fra gender-netværket i Nicaragua.

Tekst og foto: Poul Kjar

- Hvad laver Allianceprogrammet i Nicaragua?

- Vi samler en lang række af de organisationer i civilsamfundet, der arbejder på at få indflydelse på de nationale fattigdomsstrategier og sætter særligt fokus på køn og kvinders rettigheder. Vi har et lille budget til at organisere arbejdet og lave analyser og information om kvinders rettigheder i forhold til fattigdomsstrategierne. Og regeringen er forpligtet til at lytte til, hvad civilsamfundet har at sige.

- Men hvorfor er det vigtigt at sætte fokus på køn, det handler vel om at bekæmpe fattigdom?

- I Nicaragua er det kvinderne, der sørger for husholdningen, samtidig med at det ofte er kvinderne, der skal sørge for indkomst til husstanden. Og ikke nok med det. I mange tilfælde bliver kvinderne udsat for vold i hjemmet. Så kvindernes stilling i forhold til at bekæmpe fattigdom, er afgørende.

- Hvad får I ud af at være en del af en alliance med organisationer ikke bare i Nicaragua, men også i Honduras og Afrika?

- Fattige i for eksempel Ghana deler de samme problemer, som vi gør her i Mellemamerika. Det er derfor vigtigt at kunne udveksle vores erfaringer og løsninger på problemerne. Og de organisationer, der i sidste ende definerer de økonomiske rammer for de nationale fattigdomsstrategier, er globale institutioner som Verdensbanken og IMF. Derfor er det vigtigt, at civilsamfundet på tværs af landene får en fælles global stemme, så vi sammen kan lægge pres på institutionerne. 

- Men hvordan får I samarbejdet til at fungere på tværs af Atlanten?

- Det er klart, at det er svært, når vi ikke kan mødes ansigt til ansigt. Men det ghanesiske netværk har fået en koordinator, der har studeret og boet i Cuba i 10 år. Så arbejdssproget er faktisk spansk.




Denne side er kapitel 25 af 33 til publikationen "Udvikling nr. 2 marts 2005".

Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/4782/index.htm

 

 
 
 
 
  © | www.um.dk  
 

 

 

 

r