Bistandskonference

Et lille skridt på den lange vej

Den store diskussion i international bistand handler i disse år om at effektivisere. Verdens store donorer er dog ikke nået til enighed, så EU opstiller nu sine egne mål.

Af Sine Schack Vestergaard

Danida vil have én formular, USAid en anden, Verdensbanken skal have separate rapporter, og IMF har sine egne skemaer. Den udviklingshjælp, der skal komme de fattigste til gavn, kræver ofte uforholdsmæssigt store ressourcer til administration i u-landene, og det vil både de og donorlandene gerne lave om på. Derfor har der siden 2002 været afholdt en række internationale konferencer med det mål at effektivisere bistanden.

En pose med penge

En løsning på problemet med de mange papirer hedder budgetstøtte. Det betyder, at  donorerne giver en pose penge til u-landets statskasse, som det så selv administrerer efter deres egne principper for bogføring og lignende. Budgetstøtte er altså en helt anden form for bistand end den traditionelle, hvor donorerne giver penge til et bestemt projekt eller en bestemt sektor, og u-landet så skal afrapportere til donorerne efter donorernes standarder.

Selvsagt er budgetstøtte ikke ukontroversielt, da den kræver en meget høj grad af tillid mellem donor og modtager; en tillid der ikke altid er belæg for, hvis et modtagerlands regering for eksempel er kendt for korruption.

Uenighed på konference

Derfor var budgetstøtte også et af de afgørende stridspunkter under den nyligt afholdte Paris High Level Forum, der føjer sig ind i rækken af internationale møder mellem rige og fattige lande. En række lande med USA i spidsen modsatte sig, at konferencens sluterklæring skulle forpligte donorerne til i højere grad at give budgetstøtte. Andre lande, især Norge, Sverige, Holland og England er derimod meget ivrige efter gennem budgetstøtte at give u-landene et større råderum. Danmarks position er cirka midt imellem, oplyser Winnie E. Petersen fra Danidas Udviklingspolitiske Kontor.

- Fra Danmarks side ønskede vi, at erklæringen skulle opstille mål, for eksempel om at 50 procent af bistanden skal kanaliseres gennem udviklingslandenes egne systemer, siger hun.

Særlige EU-målsætninger

Sluterklæringen endte med at være langt mere vagt formuleret, end EU havde ønsket, og derfor valgte unionen at opstille sine egne forpligtende mål. De går blandt andet ud på, at EU-landene skal undgå at oprette nye bistandsprojekter ved siden af de lokale myndigheder. Tværtimod skal EU gå foran med at lade u-landene styre selv. U-landene forpligter sig på deres side til at forbedre deres administration, så den tillid, der er en forudsætning for den effektive bistand, kan være til stede.

Læs mere på :