Høvdinginden 

Skal man finde sig i at blive sat på gaden som hjemløs tigger, når ens mand dør? Kvinder i Zambia står klemt mellem landets officielle retsvæsen og landets gamle sædvaner – og her hjælper selv ikke kvindelige høvdinge.

Af Ulrikke Moustgaard, Zambia

Der skal to lange knæfald og 12 hurtige klapsalver til for at møde Olia Kabulwebulwe. Foruden en pose købmandsvarer med bodylotion, salt, ris, madolie, stof og andre produkter, der kan vise den kvindelige høvding i Nalusanga i Zambia, at hun bliver mødt med respekt og ærbødighed. Og det er den 48-årige høvding efterhånden blevet vant til som eneste kvinde blandt sit distrikts syv høvdinge og som eneherskende overhoved i Nalusanga.

Olia Kabulwebulwe nyder med andre ord en række privilegier, der ikke er alle andre kvinder i hendes by forundt. Hun bliver ikke set ned på, fordi hun er enlig mor til syv børn. Hun bliver ikke sat på gaden eller  skal servicere svigerfamilien eller forlade sit hjem, fordi hun er blevet enke. Dermed falder hun uden  for alle kategorier om normal praksis og sædvane, der for andre enker i Zambia betyder, at de også selv må pakke sammen og gå deres vej, når manden udånder.

Det er ligegyldigt, om man er 15 eller 70 år, når ægtefællen dør, om man er rig eller fattig, eller om man er syg eller rask. Tradition overtrumfer alt, og den betyder ofte, at enker bliver dumpet af svigerfamilien, der i henhold til sædvanen har ejendoms- og råderet over både børn og materielle ejendele. Og at de derudover også skal igennem et renselsesritual, hvor enten et mandligt familiemedlem eller en anden mand i landsbyen skal have samleje med hende for at jage den afdødes sjæl bort.

Kvinders retsstilling i det zambiske samfund er med andre ord ret svag. Selvom de med den zambiske lov i hånden har mange af de samme rettigheder som mænd – at arve, låne penge eller have ejendom – hjælper denne lov dem ikke meget, når de i praksis står over for problemerne. For problemer løses ofte i det traditionelle retssystem. I Nalusanga er dette system lig med et mæglermøde i paladset hos Olia Kabulwebulwe. Og hun holder sig hverken til lovbøger eller andre skrifter – kun til sin egen fornuft. Og den virker upåklageligt, siger høvdingen, der i paladsets møderum, en åben bambushytte med høvdingestol og håndlavede musikinstrumenter, vifter fluer væk med en antilopehale.

- Folk er meget tilfredse med mine afgørelser. Der er aldrig nogen, der har klaget, siger hun.

Ventetid i byretten

Men uden for Nalusanga klager mange kvinder deres nød over afgørelser fra høvdinge og traditionelle dommere. Ét af de emner, der meget ofte bliver klaget over, er sædvaneafgørelser om utroskab.

- Det opfattes sædvanligvis som legitimt for en mand at have elskerinder, og hvis en kvinde klager over utroskab, bliver hun fejet af bordet som jaloux, fortæller Ronah Lubinda, der arbejder med ligestillings­spørgsmål på den danske ambassade i Lusaka.

Utroskabssager er derfor så kontroversielle, at de næsten har fået karakter af underholdningsstof i både aviser og i retssale. I byretten Boma II Court i Lusaka står en kødrand af mennesker uden for retslokalernes åbne vinduer og følger med i slagets gang indenfor i lokalerne, der lige som anden offentlig ejendom i Lusaka har en særlig forkærlighed for farven turkis – uanset om det er sagsmapper, gardiner eller taxaer, det handler om.

Nogle af tilskuerne foran de glasløse vinduer er pårørende og venner til folk, der har deres sag for denne dag, andre venter selv på at komme ind. Det kan tage flere timer. Tålmodigt venter mænd, børn og kvinder i den brændende formiddagssol på trappestene og med ryggen mod muren. Indenfor virker tiden lige så lang. Dommerne drikker cola i forkontoret, funktionærerne falder i et med de endeløse bunker af papir, der er stablet op på bordet foran dem midt i retssalen, og de mange mennesker på tilhørerbænkene sidder med stive rygge og venter på, at det bliver deres tur til lidt retfærdighed blandt de mange andre sager, der er indbragt for domstolen.

- Vi får flere og flere sager ind fra især kvinder, siger Sainet Chitambo, dommer ved Boma II Court.

- Det er alt lige fra skilsmisser til jordspørgsmål.

Sainet Chitambo har en vis erfaring at bygge sine vurderinger på. Han har været dommer siden 1975. Og det er med en vis mistro, han kan konstatere, at kvinderne er begyndt at dukke op i hans retssal.

- Mange af dem er slet ikke ude efter retfærdighed. De er kun ude efter penge. Så det må man tage med, når man vurderer om en sag skal for – hvis det kun handler om penge, afviser jeg sagen og giver dem en bøde i stedet, siger han.

Hvad er kriminelt?

Tilbage i Nalusanga er spørgsmålet om menneskerettigheder begyndt at sive gennemsive høvding Olia Kabulwebulwes afgørelser.

- Vi afstraffer ikke længere folk fysisk, som man gjorde tidligere, siger hun.

Brud på straffeloven som mord tager Olia Kabulwebulwe sig heller ikke af; dem sender hun direkte til politiet i stedet.

Spørgsmålet er bare, hvordan man ifølge sædvanen vil definere et brud på straffeloven. For eksempel er vold mod kvinder, voldtægt og incest et stort problem i Zambia, men ikke desto mindre et problem, der typisk løses internt i de små samfund med høvdingens eller traditionelle dommeres hjælp, fortæller Ernest Sakala, højesteretspræsident i Zambia.

- Et stort problem er, at den slags netop ikke bliver overdraget til politiet, men ordnes med for eksempel betaling med en kylling eller et stykke kvæg mellem de implicerede, siger han.

Og skulle ofrene selv finde på at henvende sig til de officielle myndigheder for at få deres sag for en domstol, kan de ikke være sikre på, at ledere som Olia Kabulwebulwe vil anerkende andre retsinstansers afgørelser end deres egne.

- Det er op til samfundet at respektere en sådan afgørelse. Men det slet ikke en realistisk problemstilling, for du vil aldrig opleve, at en høvding tager fejl, siger hun.

Ulrikke Moustgaard er freelancejournalist. ulrikke@tiscali.dk

Retsvæsen på skolebænken

Danida støtter kvinders retssikkerhed i Zambia ved for eksempel at finansiere workshops for lokale dommere i menneskerettigheder. Zambias højesteretspræsident Ernest ­Sakala har selv deltaget i en sådan workshop, fortæller han til Udvikling.

Men også dem, det handler om – kvinderne – får en håndsrækning gennem danske skattekroner. Danida støtter nemlig flere kvindeorganisationer, der tilbyder gratis retshjælp og advokatbistand til kvinder, der gerne vil bringe en sag for retten.

- Nogle af organisationerne går meget direkte til værks. De tager simpelthen ud til slægtninge, som uretmæssigt har smidt enker på gaden og taget alle deres ejendele, og henter tingene tilbage med loven i hånden, fortæller Ronah Lubinda fra den danske ambassade i Lusaka. 




Denne side er kapitel 16 af 33 til publikationen "Udvikling nr. 2 marts 2005".

Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/4782/index.htm

 

 
 
 
 
  © | www.um.dk  
 

 

 

 

È