Prognose

Udviklingsbistanden vil stige Med en ny bistandsprocent på 0,8 vil Danmarks bistand til u-landene om få år begynde at stige, hvis de positive prognoser for dansk økonomi holder stik.

Af Poul Kjar

Ifølge regeringsgrundlaget ’Nye Mål’ må Danmarks udviklingsbistand ikke komme under 0,8 procent af bruttonationalindkomsten i de kommende år.

Det bringer ikke alene klarhed over, hvor meget Danmark kan bruge på udviklingsbistand i årene fremover. Det betyder også, at bevillingerne til u-landene begynder at stige, hvis Finansministeriets fremskrivninger af den økonomiske udvikling holder stik.

I 2004 udgjorde udviklingsbistanden 0,84 procent af BNI (der er tale om Finansministeriets skøn for BNI i 2004, som endnu ikke foreligger endeligt), og det svarer til cirka 12,1 milliarder kroner:

VK-regeringen har hidtil alene ladet bevillingerne til u-landene stige i takt med lønninger og priser. Var den politik fortsat, ville bistanden med den nuværende løn- og prisstigning være steget til 13,3 milliarder kroner i 2009, men da BNI stiger hurtigere end lønninger og priser, ville det samtidig have betydet et fald i bistandsprocenten til 0,76 procent.

Med regeringens nye bistandsprocent på 0,8 procent vil bistanden med den nuværende økonomiske udvikling derimod stige til 14,2 milliarder kroner i 2009 (se kurven herunder).

Hele regnestykket er baseret på Finansministeriets skønsmæssige fremskrivning af BNI og er dermed belagt med den usikkerhed, der ligger i at spå om fremtiden.

Derudover skal det også bemærkes, at regeringsgrundlaget taler om, at udviklingsbistanden ikke må komme under 0,8 procent i de kommende år – en formulering der åbner op for, at bistandsprocenten kan blive reguleret efter et par år.   

Og så ikke et ord mere om tal!




Denne side er kapitel 10 af 33 til publikationen "Udvikling nr. 2 marts 2005".

Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/4782/index.htm

 

 
 
 
 
  © | www.um.dk  
 

 

 

 

r