Dokumentation
Nye mål

Regeringsgrundlaget ’Nye mål’ blev fremlagt kort efter Folketingsvalget. Papiret indeholder en række tiltag, der handler om Danmarks internationale engagement. Udvikling bringer her et resumé af afsnittet ’Danmark i en mere fri og retfærdig verden.’

Danmark skal fortsat være blandt de lande, der yder mest og bedst udviklingsbistand. Regeringen vil derfor fastholde det nuværende bevillingsniveau for udviklingsbistanden gennem en årlig pris- og lønregulering. Regeringen vil samtidig sikre, at Danmark ikke kommer under 0,8 procent af BNI i udviklingsbistand i de kommende år.

Regeringen vil med et nyt samlet initiativ styrke Danmarks internationale indsats for at fremme frihed, demokrati og menneskerettigheder. Det betyder en oprustning af indsatsen i FN med en forstærket menneskerettighedsenhed i Udenrigsministeriet og flere midler til indsatsen i Ukraine, Kaukasus og Rusland inden for rammerne af Naboskabsprogrammet.

Danmarks bidrag til de multilaterale udviklingsorganisationer bør forholdsmæssigt bringes på niveau med ligesindede landes. Regeringen vil derfor underkaste Danmarks bidrag til de internationale organisationer (FN med flere) et kritisk eftersyn for at vurdere, hvor vi kan få mere udvikling for pengene.

Fri handel over grænserne på lige vilkår er den bedste hjælp, vi kan give de fattigste udviklingslande. Regeringen vil i verdenshandelsorganisationen (WTO) arbejde for, at verdenshandlen, herunder handlen med landbrugsvarer, liberaliseres til gavn for de mindst udviklede lande samtidig med, at de nye vækstøkonomier påtager sig deres ansvar og naturlige forpligtigelser.

For at styrke befolkningens og Folketingets indsigt og indflydelse i forhold til fordelingen af udviklingsbistanden vil regeringen indføre et nyt og mere gennemskueligt økonomisk styringssystem (tilsagnsbudgettering).

Udviklingspolitikken skal fordeles ud fra vore grundlæggende værdier og i nøje sammenhæng med den øvrige udenrigs- og sikkerhedspolitik. Fire hovedområder vil blive opprioriteret:

- Nærområdepolitikken, der sigter mod at forbedre levevilkårene for både fordrevne og lokalbefolkninger.

- Miljøbistanden skal forøges.

- Støtten til Afrika skal udbygges, og Danmark er parat til at bidrage militært og økonomisk til FN’s fredsbevarende indsats i Sudan og andre steder i Afrika.

- Regeringen vil videreføre indsatsen for at hjælpe de hårdest ramte områder efter flodbølgen i Sydøstasien, og er rede til at tilføre udviklingsbistanden nye midler i årets løb, hvis der opstår behov for yderligere indsatser."

Udvikling sætter på denne og de følgende sider fokus på nogle af tiltagene i Regeringsgrundlaget: Den nye bistandsprocent, det kritiske syn på den multilaterale bistand, det styrkede fokus på de globale miljøproblemer samt på indsatsen i Ukraine, Kaukasus og Rusland inden for rammerne af Naboskabsprogrammet. /pk




Denne side er kapitel 9 af 33 til publikationen "Udvikling nr. 2 marts 2005".

Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/4782/index.htm

 

 
 
 
 
  © | www.um.dk  
 

 

 

 

p&ari»d