2005 – Internationalt år for Mikrokreditter

Udvikling sætter spot på mikrokreditter, som kan have stor betydning for chancerne for at komme fattigdommen til livs. Hvis de vel at mærke bliver givet med omtanke.

Landsbysparekassen med de tre hængelåse

RUHITA, TANZANIA. 560.000 shilling. Så meget har de 23 medlemmer af spare- og kreditkassen i landsbyen Ruhita sparet op. I danske penge er det omkring 3.400 kr. Det er noget af en formue her på egnen mellem bananpalmer, pjalteklædte børn og en dagløn på nogle få kroner.

Rhoda Jerima er en af landsbysparekassens medlemmer, der siden sparekassen blev dannet i september sidste år, har sparet op, har lånt et større beløb end hun selv kunne skrabe sammen, har inves­teret - og fået udbytte. Rhoda Jerima sidder sammen med nogle af spareforeningens andre medlemmer rundt om et træbord i et jordklinet hus. Selv om spareforeningens aktiviteter tåler dagens lys, ser foreningens kvinder og mænd helst, at den gråmalede metalkasse med sedler og mønter holdes inden døre. At den grå pengekasse og dens formue ikke kommer i de forkerte hænder, er en af foreningens største bekymringer, og det vedkommer heller ikke resten af landsbyens beboere, hvor mange penge der er sparet op. Kassen er forsynet med tre hængelåse, og de tre nøgler er fordelt mellem sparekassens medlemmer.

Tredobbelt høstudbytte

Rhoda Jerima fortæller om sine investeringer:

- Jeg lånte 15.000 shilling, som jeg brugte til at hyre arbejdere til at arbejde på min jord, så jeg kunne dyrke mere majs og flere bønner. Jeg høstede 100 kilo bønner. Når jeg sælger dem, vil jeg alene for bønnerne kunne få mere end de 15.000 shilling. Tidligere har jeg kun produceret 30 kilo bønner.

Hun har allerede betalt 11.000 shilling tilbage til sparekassen, og den dag jeg møder Rhoda i det varme hus i Ruhita, betaler hun det resterende beløb tilbage.

Spare- og kreditforeningens medlemmer mødes en gang om ugen, hvor de indbetaler andele af 500 til 1.500 shilling og diskuterer, hvem der skal låne penge. Det er ikke nogen godgørende forening. Godt nok er renten kun fire procent, men kommer medlemmerne for sent til det ugentlige møde, skal de betale en bøde.

Foreningen, der er delt i undergrupper på 4-5 personer, hæfter solidarisk. Det betyder, at hvis én i undergruppen ikke betaler gælden, så hænger resten af gruppen på tilbagebetalingen. Den solidariske hæftelse er blevet anvendt, da en af spareforeningens medlemmer ikke havde betalt, hvad han skyldte efter de aftalte tre måneder.

Jordbrug med hakke

Ruhita ligger langt ude af en jordvej i Kigoma-regionen, der er en af de fattigste egne af Tanzania. Jorden er frugtbar, mangotræerne bugner af frugter i høsttiden, og majsen kan få fede kolber, specielt hvis planterne får et par håndfulde ekstra gødning fra kompostbunken. Jordbrug her foregår bogstaveligt talt ved at hakke i jorden – og oftest er det kvinderne, der svinger hakken. Udbyttet giver lige til dagen og vejen, men ikke overskud til at spare ret meget op eller mulighed for at gemme en del af høsten, så den kan sælges, når prisen er bedre.

Så selv om 23 bønders samlede indskud på 3.400 kr. i en metalkasse i Ruhita kan lyde beskedent, kan det være lige det skub, der giver de mere driftige landsbybeboere muligheden for at investere, få et bedre udbytte, spare mere op og investere mere. Enten i øget produktion eller i børnenes fremtid. Da medlemmerne i sparekassen i Ruhita fortæller om deres investeringsprojekter, er det langt fra alt sammen bønner, majs og andet landbrug. Flere af medlemmerne har taget lån til at betale skolepenge for deres børn. Én har lånt 103.500 shilling. Halvdelen er brugt til at betale skolepenge. Den anden halvdel er brugt til at leje arbejdskraft til bønnemarken og købe kokasser til at gøde bananpalmer og ananas.

Tre gange flere bønner

Spare- og kreditforeningen i Ruhita er startet som en del af Danidas støtte til den såkaldte nærområdeindsats i Kigoma-regionen langs Tanganyika-søen. Her bor 150.000 flygtninge fra Burundi og Congo og 30.000 fastboende tanzaniere. Den danske støtte går til aktiviteter såsom håndværksuddannelse, miljøprojekter, sundhed for flygtningene i lejrene, der ligner landsbyer med huse, gader, skoler og en kæmpe indhegnet plads, hvor FN’s Verdensfødevareprogram (WFP) deler majsmel og madolie ud. Men en del af den danske støtte går også til de omliggende landsbyer til eksempelvis jordforbedring med anvendelse af kompost og altså til spare- og kreditforeninger.

Den lokale afdeling af organisationen CARE står for projekterne. En af medarbejderne, Simba, fortæller, at spare- og kreditforeninger startede i to landsbyer. Da det så ud til at gå godt, blev der dannet yderligere grupper, og nu er der 16 foreninger med en samlet kapital på 11 millioner shilling. Som en del af projektet får gruppens medlemmer træning i blandt andet regnskabsførelse. De skal selv betale for den grå pengekasse, tre hængelåse med nøgler og en regnskabsbog.

Hidtil er 43 procent af gruppernes udlån anvendt til investeringer i landbrug, fortæller Simba. De øvrige lån er gået til, hvad der er rubriceret under betegnelsen ’business’ og kun en enkelt procent til indkøb af mad. Det sidste tager Simba som et udtryk for, at spareforeningens medlemmer er selvforsynende.

Der er mange hvis’er i spare- og kreditforeningens fremtid og overlevelse i Ruhita. Hvis nu den grå pengekasse bliver stjålet. Hvis det igen bliver tørke som for to år siden. Hvis uvanen med dårlige betalere breder sig. Hvis foreningens medlemmer kommer op at toppes…

Men foreløbig er foreningen på mikroniveau i fællesskab ved at løse ét af de helt store problemer for småbønder i Tanzania: Adgang til kredit. Og der er indkøbt kokasser til bananpalmerne, og Rhoda Jerima med sit mindste barn hængende ved brystet, har høstet tre gange flere bønner, end hun plejer.

De små kreditter har vokseværk

Mikrofinansiering bliver mere og mere populært. Også Danida rider med på bølgen.

Af Sine Schack Vestergaard

Selvom han kun var minister for udviklingsbistand i et halvt år, nåede Bertel Haarder at rykke de fattigstes adgang til finansielle produkter op i toppen af den bistandspolitiske dagsorden. Også under den nye udviklingsminister Ulla Tørnæs vil mikrofinansiering være blandt Danidas vigtigste prioriteter. Danida placerer sig dermed i slipstrømmen af en international trend, der de seneste år har gjort mikrofinansiering så populært, at FN har udnævnt 2005 til Internationalt år for Mikrokreditter.

En af praktikerne på området er bistandskonsulent i Danida Morten Elkjær. Ifølge ham er der to indlysende grunde til, at mikrofinansiering nyder så stor opmærksomhed:

- Med den øgede fokus, der er på den private sektor, er det gået op for mange flere, at den finansielle sektor er vigtig, og at man rent faktisk også godt kan tjene penge på at sælge finansielle produkter til de fattige, siger han.

- Det andet er, at man logisk kan se en forbindelse mellem mikrofinansiering og FN’s 2015 Mål. For eksempel ved at give lån til en kvinde, der kan udvide sin forretning og dermed få råd til sin søns malariabehandling og datterens skolegang.

Vanskeligt at kradse pengene ind

Det øgede fokus har fået Danida til at gennemgå sine aktiviteter inden for mikrofinansiering. Omkring 25 mindre og større aktiviteter, der økonomisk beløber sig til næsten 385 millioner kroner, bliver gået efter i sømmene for at se, om de lever op til de principper for mikrofinansiering, der er vedtaget internationalt. De foreløbige resultater af gennemgangen peger på, at der er muligheder for forbedring. For eksempel er det ikke er alle steder, at ordningerne løber rundt økonomisk. Det er ellers et af hovedprincipperne bag ideen. For at de lokale institutioner på længere sigt kan blive uafhængige af donorerne, er det vigtigt, at lån bliver betalt tilbage, og at der er overskud. Men selvom det er et hovedprincip, er det ikke så enkelt at leve op til. Til det siger Morten Elkjær:

- Det er et broget billede. Mange steder er der en høj tilbagebetalingsrate på 95 procent eller mere, men der er også nogle, der er betydeligt lavere. Når man giver små lån, skal man administrere flere lån, og det giver højere omkostninger. I de fattigste lande, hvor Danida arbejder, er der behov for støtte i længere tid, før man kan regne med at mikrofinansiering er en overskudsforretning, forklarer Morten Elkjær.

Han understreger, at det er vigtigt, at man husker at forholde sig nuanceret til hver eneste konkrete situation. Der vil typisk være behov for en anden type støtte til mikrofinansiering i Kosovo end i Tanzania.

- Øget fokus behøver ikke nødvendigvis kun at betyde flere penge. Det kan også betyde, at den bistand, vi yder, bliver mere effektiv. Det er et af formålene med gennemgangen af støtten til mikrofinansiering at undersøge, om vi kan få mere udvikling for pengene, slutter Morten Elkjær.

Sine Schack Vestergaard er journalistpraktikant i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed. sinves@um.dk

I alt bruger Danida i år knap 385 millioner kroner på mikro­finansiering, der går til aktiviteter i Bangladesh, Benin, Bolivia, Burkina Faso, Ghana, Kenya, Mozambique, Nicaragua, Niger, Tanzania, Uganda og Vietnam. Projekterne inkluderer både mikrokreditter og andre finansielle ydelser som opsparingskonti og forsikring. Derudover bidrager Danida til den internationale donorsammenslutning for mikrofinansiering, CGAP.

Fremover vil Danida også støtte mikrofinansiering i Kosovo.

Problemet er ikke mangel på penge

I Kenya hænder det, at banken kommer kørende i en firehjulstrukket bil.

Når mobil-banken kører ind i landsbyen, er det vigtigste bank-udstyr en computer og en trådløs internetforbindelse til pengeinstituttets hovedsæde i hovedstaden Nairobi.

Henne ved bilen og den solenergidrevne computer kan landsbyens beboere få oplyst, hvor mange penge, der står på deres konto. De kan ansøge om lån til at købe en ko eller betale lånte penge tilbage. Hvis de skulle have en fjern fætter, der er bosat i Danmark, kan de få sendt penge fra slægtningen.

Den mobile bank er ikke nogen gavebod. Det er en forretning. Lån betales tilbage med rente, og det koster at få sendt penge fra sin fætter. Men det koster langt mindre, end hvis man skulle tage lån hos den lokale lånehaj, hvor renten kan være både 50 og 100 procent, og virksomheder, der lever af at overføre penge fra ét land til et andet, tager sig også rigeligt betalt.

Ikke et vidundermiddel

Den mobile bank i Kenya er blot ét eksempel blandt tusinder på mikrofinansiering. Eksempler der kan hentes fra Afrika, fra Asien og Latinamerika, men også fra Mel­lem­østen og Balkan. Det fortæller Natasa Goronja. Hun arbejder i den Washington-baserede organisationen CGAP, der er et samarbejde mellem 29 donororganisationer. Natasia Goronja er omrejsende i mikrofinansiering, og et af hendes hovedbudskaber er, at den vare, hun tager rundt og reklamerer for, ikke er verdens frelse:

- Mikrofinansiering kan være en rigtig, rigtig god ide, og er det mange gange. Men det er blot ét blandt en række andre redskaber til at give fattige mennesker flere muligheder. Lige efter tsunamien i Sydøstasien fik nogen den fikse ide, at det var bedst at give de overlevende flodbølgeofre lån, som skulle betales tilbage. Herre Jemini! Disse mennesker havde mistet alt. De skulle ikke have lån. De skulle have nødhjælp, blikplader, søm og tømmer.

Lidt for trendy

Årligt bruger donorer et sted mellem 800 millioner og en milliard dollars globalt til at støtte forskellige aktiviteter inden for mikrofinansiering. Latinamerika har anslået 13 millioner kunder til mikrofinansiering. Afrika syd for Sahara har 25 millioner kunder, Nord­afrika og Mellemøsten har 48 millioner. Rusland og Balkan 17 millioner og Asien anslået over en halv milliard kunder til de forskellige finansielle serviceydelser, der er samlet under den fælles hat ’mikrofinansiereing’. Det er med andre ord både geografisk og pengemæssigt en ret omfattende aktivitet – og en aktivitet i hastig vækst, ifølge Natasia Goronja. Hun forklarer – måske lidt overraskende – at problemet ikke er mangel på penge. Den store udfordring er, hvordan den lille milliard dollars bliver fordelt og brugt. Ingen har et samlet overblik over, hvor mange institutioner, der formidler mikrofinansiering, men bare i ét land, Kenya, er der over 4.500 mikrofinansierings-institutioner.

- Mikrofinansiering er de seneste år blevet sexy. Det virker som om, alle vil have mikrofinansiering ind i snart sagt hvilket som helst projekt, men ikke tager den professionelle rådgivning alvorlig.

Og hermed er Natasia Goronja nået til en anden af sine mikrofinansielle kæpheste:

- Overlad forvaltningen af kreditterne til finansielle institutioner, ikke til nok så velmenende donorer, der lige skal have en komponent med mikrofinansiering med i et fire-årigt udviklingsprojekt. Hvad så når de fire år er gået, og agronomen, der har bygget et kreditvindue ind i ’sit’ landbrugsprojekt, rejser hjem?

Mikrofinansiering

Mikrofinansiering er hjælp til at låne penge til fattige mennesker, der vil have meget svært ved at blive fundet kreditværdige i en almindelig bank. Det kan være fordi de er fattige, fordi de ikke har det rigtige tøj til at gå i banken i, fordi de er kvinder i et samfund, hvor mænd tager sig af pengesager, fordi de er kasteløse, eller fordi de ikke kan læse og skrive.

Mikrofinansiering kan enten formidles af en bank, en privat organisation eller et kooperativ, der hjælper fattige med opsparingsmuligheder, lån og pengeoverførsler.

seks erfaringer med mikrofinansiering

1) Fattige har brug for og er villige til at betale for en vifte af finansielle ydelser (kreditter, opsparing, overførsel af penge, forsikringer).

2) Fattige mennesker, selv meget fattige, sparer op. Det kan være penge under madrassen, eller i form af dyr eller smykker.

3) Finansielle ydelser skal gives med udgangspunkt i kundernes behov – ikke hvad donorerne kan tilbyde.

4) Lokale finansielle institutioner og ikke donorer er bedst til at forstå kundernes behov og har den daglige kontakt med dem.

5) Mikrokreditter er ikke svaret på alle behov for udvikling. Gavebistand og nødhjælp kan være fornuftig og nødvendig bistand.

6) Adgang til kreditter styrker ikke mindst kvinderne. Der er en sammenhæng mellem mikrokreditter og et bedre liv med bedre adgang til rent vand, bedre uddannelse for børnene, flere piger i skolerne.

(Kilde: Building Inclusive Financial Systems. Donor Guidelines on Good Practice in Microfinance, CGAP, December 2004.)

Invester din opsparing i lån til fattige

To andelskasser i Danmark, Oikos og Merkur tilbyder mikro­kreditter til folk i verdens fattige lande:

Oikos fungerer ud fra det princip, at kunderne kan fravælge renter af deres opsparing. De rentefri penge, som Oikos derved får at arbejde med, sættes i en pulje, der gennem internationale ngo’er investeres i mikrofinansiering i Den Tredje Verden. 

Merkur Andelskasse har netop lanceret en ny type konto, der skal give fattige producenter i u-landene adgang til finansiering til lave renter og med lave administrationsgebyrer, så de kan producere eksportvarer. 

http://www.oikos.dk http://www.merkurbank.dk /ssv

2005 er mikrokreditår

Det Internationale år for Mikrokreditter føjer sig til en i forvejen lang og yderst forskelligartet liste af FN-udnævnte år. Det første FN-år var Flygtningeåret i 1959, og siden har i alt 42 emner, persongrupper, fænomener og fromme ønsker haft æren af at få et år i sit navn. Frivillige, fred, fattigdomsbekæmpelse og tolerance hører til de nyere, men også det olympiske ideal, kommunikation, børn og kvinder har været temaer for år.

Mikrokredittens forkæmpere skal dog ikke forvente, at ­lykken er gjort ved at få sit eget år. 1998 var internationalt ­hav-år, men ifølge professor i marinebiologi ved Københavns Universitet, Tom Fenchel, har det ikke sat nogen spor i hav­forskningen.

- Vi holdt nogle møder, og vores publikumsakvarium havde et arrangement, men det har ikke givet fem flade øre til forskning, siger han.

Når FN udpeger et år, følger der ikke automatisk en pose penge med. Idéen er, at nationale regeringer, fonde og andre skal blive opmærksomme på et tema og dermed støtte mere.

De handicappede havde deres FN-år i 1981, og ifølge formand for Dansk Handicapforbund, Jan Jørgensen, var gevinsten primært øget opmærksomhed.

- Vi bliver mere hørt i den periode, hvor der er handicap-år eller handicap-dage, siger han. Konkret betød handicap-året, at Danmark tilsluttede sig FN’s standardregler for tilgængelighed for handicappede.