|
Hiv/aids: Læger Uden Grænser får lidt ret – Udenrigsministeriet får aldrig fred
Udenrigsministeriets bevilling på 20 millioner kroner fra Folketingets nye hiv/aids-pulje til projekter, der inddrager behandling, hilses velkommen af Læger Uden Grænser. Organisationen ser en ny linie i dansk aids-politik.
Af Poul Kjar
- Det er første gang nogen sinde, at den danske regering giver direkte støtte til behandling af aids-syge i u-landene. Regeringen bryder dermed med mange års politik om kun at støtte forebyggelsesprojekter i aids-bekæmpelsen i Den Tredje Verden, skriver Søren Brix Christensen, formand for den danske afdeling af Læger Uden Grænser i en kronik i Berlingske Tidende den 21. februar 2005.
Anledningen er, at Udenrigsministeriet har bevilget de første 20 millioner kroner til at bekæmpe hiv/aids i udviklingslandene fra den særlige hiv/aids-pulje på 100 millioner kroner, der blev vedtaget af Folketinget i foråret 2004.
Bevillingen er gået til fire ngo-projekter, og to af projekterne integrerer på forskellig vis forebyggelse og medicinsk antiretrovir-behandling. Det er Læger Uden grænser meget tilfredse med. Organisationen har gennem de seneste år kritiseret den danske regering for ikke at satse på behandling med den stadig billigere medicin, som også anvendes i Vesten.
De to bevillinger går til et Røde Kors-projekt i Zimbabwe til udvikling af en hiv/aids-behandlingsmodel i sundhedssystemet i landområderne, hvor der også indgår finansiering af medicin. Og til et Ibis-projekt i Namibia med en helhedsorienteret tilgang til hiv/aids-behandling. Det går ud på at forebygge, pleje og give støtte til hiv-smittede, men der indgår ikke finansiering af medicin.
De to andre projekter, der har fået støtte fra den særlige pulje, er Dansk Etiopier Mission/Dansk Missionsråd, der laver hiv/aids-forebyggelse og omsorg for internt fordrevne mennesker i Liberia, og adventisternes ADRA Danmark, der laver hiv/aids-oplysning gennem radio og tv i Malawi.
Læger Uden Grænser omtaler bevillingen som en ny linie i dansk aids-politik. Anne Christensen fra Udenrigsministeriets Kontor for Humanitær Bistand og Ngo-samarbejde beskriver det således:
- Hensigten med den nye hiv/aids-pulje er at støtte mindre indsatser af innovativ karakter. Det innovative i Røde Kors projektet ligger ikke i behandlingen i sig selv, men i at projektet fokuserer på koblingen mellem forebyggelse og behandling, og søger at udvikle en model for håndtering af medicinsk behandling inden for det eksisterende sundhedssystem i landområder.
Anne Christensen tilføjer, at det ifølge retningslinierne for hiv/aids-puljen ikke er et spørgsmål om ’enten-eller’ mellem behandling og forebyggelse.
Det var også konklusionen på aids-konferencen, der blev afholdt i november 2004 af Udenrigsministeriet som en opfølgning på Copenhagen Consensus: Eksperterne sagde ved den lejlighed at:
" Det er vigtigt at koble forebyggelse og behandling, men Danmark skal fortsat fastholde fokus på forebyggelse, da der i mange u-lande er tale om under-finansiering af den sundhedssektor, der er fundamentet både for forebyggelse og behandling af aids".
Læger Uden Grænser og andre, der advokerer for mere behandling, er ikke enige i denne konklusion. Og med den nye bevilling til projekter, der inddrager behandling, har kritikerne fået en lille smule ret. Men ingen tvivl om, at Udenrigsministeriet af den grund ikke får fred.
Dertil skal det tilføjes, at Danmark i flere år har finansieret medicinsk behandling gennem internationale organisationer som den Globale Aids-fond og WHO.
Næste ansøgningsfrist for den særlige hiv/aids-pulje er den 1. september 2005.
Udkastet til den nye handlingsplan for Danmarks internationale indsats mod hiv/aids kan læses på Udenrigsministeriets hjemmeside, der er åben for kommentarer indtil den 29. marts. Udviklingsministeren vil præsentere strategien på et offentligt møde den 5. april.
Denne side er kapitel 6 af 33 til publikationen "Udvikling nr. 2 marts 2005".
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/4782/index.htm
|