Nyt fra Styrelsen:

Paradokset Bangladesh

En økonomisk vækst, om ikke af kinesiske dimensioner, så dog på hæderlige 5,5 procent om året.

Et markant fald i andelen af fattige op gennem 90’erne.

Positiv udvikling i den private sektor – ikke mindst i landbruget.

Og antallet af børn, der indskrives i grundskolen, er steget betydeligt, ligesom Bangladesh på en række andre områder er godt på vej til at nå FN’s 2015 Mål.

Hertil kommer så, at Danida har gode erfaringer fra samarbejdet om projekter og programmer på distriktsniveau i det sydøstasiatiske land.

Men ikke alt går godt. 

Det er  ikke festlig læsning at pløje sig gennem Landestrategi for Bangladesh 2005-09, der den 9. marts blev forelagt Danidas Styrelse. Denne strategi er Danidas grundlag for de næste fire års bistandssamarbejde med Bangladesh. Den vender vi tilbage til.

Efter 16 års militærdiktatur i Bangladesh blev demokratiet genindført i 1991. Det politiske miljø domineres af konfrontation mellem landets to store politiske partier: Regeringspartiet Bangladesh Nationalist Party og oppositionspartiet Awami League. Oppositionen møder ofte slet ikke op i parlamentet, hvilket reelt forhindrer demokratiet i at fungere mellem valgene.

Bangladesh har også en kedelig verdensrekord: For fjerde år i træk får landet absolut dumpekarakter i organisationen Transparancy Internationals rangorden over korrupte lande.

Parlamentet har taget initiativ til, at der nedsættes en antikorruptions-kommission. Men det er i høj grad uklart, om kommissionen vil komme til at fungere uafhængigt af regeringen.

Bangladesh har underskrevet de fleste konventioner om menneskerettigheder, men borgerlige og politiske rettigheder bliver ofte krænket, og økonomiske og sociale rettigheder bliver for en stor del ikke opfyldt.

Danidas landestrategi lægger ikke fingrene imellem i beskrivelsen af de faktiske forhold i et af verdens fattigste lande: "Politisk motiverede angreb, arrestation og tortur af menneskerettighedsaktivister, vold over for minoriteter, tilskyndelse til sekterisk vold og religiøs fanatisme florerer stadig. De seneste måneder er den politiske vold taget til med – endnu uopklarede – bombeattentater mod oppositionen."

Og den videre læsning byder blandt andet på denne beskrivelse:

"Den omfattende korruption, aftalt spil mellem embedsmænd og kriminelle, manglende ansvarlighed og en meget lav kapacitet i de institutioner, som skal håndtere loven, reducerer retssikkerheden yderligere."

Som landestrategien tørt konkluderer: "Det er således i høj grad påkrævet, at regeringen gør en hurtig og målrettet indsats for at fremme god regeringsførelse og tage hånd om de mange problemer".

Ja, det er vist ikke for stærkt udtrykt.

I december sidste år mødtes topembedsmænd fra Danida med regeringsrepræsentanter fra Bangladesh. Her blev der fra dansk side udtrykt skarp kritik af den bangladeshiske håndtering (eller  mangel på samme) af menneskerettigheder, demokrati og regeringsførelse. Danmark har skåret den årlige bistand ned fra 320 millioner  kroner i 2001 til 200 millioner  kroner i 2004. Hvad der nok har betydelig mere effekt er, at en række udenlandske donorer med Verdensbanken i spidsen har talt dunder til Bangladesh’ regering og krævet omfattende reformer.

Men skal vi da ikke bare lade bangladesherne sejle deres egen sø, når de nu ikke kan finde ud af det dér med menneskerettigheder og demokrati og har en kedelig tendens til at tæve politiske modstandere og smide syre i ansigtet på kvinder, der ikke opfører sig, som mænd mener, at kvinder rettelig bør opføre sig?

’Nej’ var den klare holdning raden rundt blandt medlemmerne i Danidas Styrelse.

I Bangladesh bor 140 millioner mennesker, hvoraf halvdelen lever under fattigdomsgrænsen. Danmark har valgt at give udviklingsbistand til en række lande i verden, hvor der er mest behov. Det er ofte også dér, hvor det er mest besværligt.

Og der sker fremskridt i Bangladesh, hvor det lykkes de udenlandske bistandsorganisationer og private hjælpeorganisationer at opnå en meget stor del af de tilsigtede konkrete resultater for de fattigste befolkningsgrupper i landet.




Denne side er kapitel 3 af 33 til publikationen "Udvikling nr. 2 marts 2005".

Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/4782/index.htm

 

 
 
 
 
  © | www.um.dk  
 

 

 

 

r