Miraklet bag bambuskrattet

Havemandens indsats virker omsonst, og set med danske øjne er det forfaldet, der springer i øjnene ved gensynet med Kisumu Industrial Training Centre ved Victoriasøens bred. Men for kenyanerne er det nærmest et mirakel, at centret fungerer i dag – 20 år efter Danida trak sig ud.

Af Mikkel Grabowski, Kisumu.
Haverne lå åbne og smukt beplantet med julestjerne, bougainvillea og euphorbia. Alt var nyt og pænt, for Kisumu Industrial Training Centre (KITC) var næsten nyanlagt. Året var 1975, og mine forældre, min bror og jeg var netop flyttet til Kenya for at bo på centret, hvor min far arbejdede som rådgiver ansat af Danida.

Da projektet i begyndelsen af 1980’ erne blev overdraget til kenyanerne mente skeptiske danskere på stedet, at "de vil lave bål inde i stuerne eller bruge parketgulvene som brændsel".

Nu – 30 år efter - er jeg tilbage i barndommens land. Spændt på at se, om pessimisterne har fået ret.

Under min rundvisning på skolen kan jeg ved selvsyn konstatere, at der foregår kvalificeret undervisning på de fleste af værkstederne. Bygningerne virker ret misligholdte, og i afdelingen for snedkeri gaber et stort hul i taget. Læreren demonstrerer dog stolt, at alle maskinerne stadig fungerer upåklageligt. Udenfor er de pænt trimmede hække enten væk eller groet til overstørrelse, og overalt ligger der skrald og gamle bilvrag langs vejene. Nogle af bilerne har ganske vist været brugt i forbindelse med værkstedsundervisning, men efterfølgende har man åbenbart ikke fundet det umagen værd at fjerne dem. Vejene på centret og de parallelle regnvandsrender bærer ligesom resten af KITC vidnesbyrd om den forrige regerings vedligeholdelsespolitik. Korruptionen under den tidligere præsident Arap Mois’ regering havde været så omfattende, at pengene til vedligeholdelse aldrig var blevet udbetalt. Derfor er en bevoksning med 10-12 meter høje bambus nu hjem for en større flok aber, og i træernes kroner har eksotiske fugle som ibis og hammerkop bygget kæmpe reder.

Hele vejen rundt om KITC er der bygget en solid mur. Væk er den smukke udsigt til Victoriasøen. Baggrunden for muren er håndfast nok, for flodheste har gentagne gange væltet det gamle trådhegn for at komme ind til det høje, saftige græs på centret.

Min guide og jeg slentrer videre hen til nogle åbne græsarealer, vi i sin tid kaldte for "slangemarken" – selvom det nu mest var sommerfugle, jeg løb rundt og fangede her – og jeg kan se, at nye store boligblokke til elever og ansatte er blevet opført i forbindelse med senere udbygning af KITC. De ansatte på skolen har ikke råd til at leje de huse, vi i sin tid boede i, og ledelsen har derfor lejet de ’fine’ bygninger til udefra kommende folk.

Og græsset gror
Pludselig står jeg foran vores gamle hus. Taget er hullet, murværket stærkt afskallet, og græs og bregner gror frodigt i tagrenderne. I haven, der er fuldstændig groet til, har høje træer og mandshøjt græs erstattet de smukke blomster. En forrested kingfisher i et træ lyser dunkelheden op med sit røde næb og turkisblå fjerdragt. Fuglens skønne farver står i stærk kontrast til synet af vores gamle stue. Nogen har dækket vinduet over spisebordet til med pap og gamle aviser, så næsten intet lys kommer ind. Det ser ud, som om man i al hast har forladt morgenmaden, men min guide fortæller, at manden, som lejer huset, kun bruger det i weekenderne. Parketgulvene, som vores hushjælp i sin tid bonede spejlblanke to gange om ugen ved at skøjte syngende rundt med en klud på hver fod, ligger der stadig, om end nu matte, sprukne og fuldstændig nedslidte. Ved nærmere eftersyn konkluderer jeg, at pap-arrangementet må være en foranstaltning mod regnen, for et stort stykke af taget mangler netop over vinduet.

Haven tættest på huset har tydeligvis været brugt som køkkenmødding igennem længere tid, og synet af det høje græs får mig til at mindes vores havemand Michael, som hver dag gik under den brændende sol og slog græsset med en speciel machete. Nu virker hans gæve indsats helt omsonst.

Et mirakel
"Kan jeg være stolt af min fars og de andre danskeres indsats?", spørger jeg centrets leder Mr. James Owange. Det kan jeg tilsyneladende, for Mr. Owange understreger, at på trods af nedslidte bygninger er KITC en ren solstrålehistorie; det er nærmest et mirakel, at alt materiellet ikke er blevet stjålet, og at de til stadighed uddanner nye elever.

Skolen er et forbillede for andre skoler i Kenya, siger han og tilføjer, at ledelsen arbejder på at forbinde KITC med skolerne i Nairobi og Mombasa via Internettet. Og ledelsen er tydeligvis meget positiv overfor danskernes indsats på KITC og u-landsbistand generelt – specielt, hvis der kunne tilflyde én lidt af den!

- Vi håber, dit besøg kan få Danida til at gå ind i projektet igen med flere midler til undervisere samt anskaffelse af computere, reservedele og nye maskiner, foreslår centrets ledelse. Og det skal indrømmes, at det nærmest er en bedrift i sig selv, at det overhovedet er lykkedes dem at drive skolen videre under så vanskelige økonomiske og politiske forhold år efter år. Ikke mange danske lærere eller elever ville acceptere at arbejde og studere under lignende forhold. Jeg tager høfligt afsked med ledelsen på KITC.

På vejen ud møder jeg en mand, som er ved at starte en maritim uddannelse for at øge sikkerheden for fartøjerne på Victoriasøen, og ikke overraskende håber han, at jeg kan få Danida til at gå ind i projektet. James Owange står lidt i baggrunden og venter utålmodigt, og da jeg omsider får sagt farvel til kaptajnen, forklarer han, at manden ikke har betalt én eneste shilling i husleje de fem måneder, han har været på KITC, men da han er en god ven af regeringen, er det en lidt penibel sag at opsige ham.

Kan man i et land med udbredt fattigdom og historisk funderede magtkampe mellem de over 50 forskellige stammer sikre sig mod, at korruption og vennetjenester fortsat florerer? Kenyas nuværende regering har udtrykt vilje til at bekæmpe korruptionen, men det ser ud til, at krav om kontrol og dokumentation for hver enkelt anvendt bistandskrone fra udefra kommende statslige organisationer som Danida er den bedste garanti for, at pengene reelt ender i de rette hænder.

Mikkel Grabowski er freelance skribent og fotograf. Han besøgte Kisumu på et Danida rejselegat. grabowskimedia@andelsmail.dk  


Denne side er kapitel 37 af 37 til publikationen "Udvikling nr. 1".

Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/4580/index.htm

 

 
 
 
 
  © | www.um.dk  
 

 

 

 

p;™A