Irak blev et sidespor

Svar fra Udvikling

Gretelise Holm (GH) tager det som udtryk for censur, at Udvikling har valgt at skære slutningen af hendes anmeldelse af bogen ’Krigens Dæmoner’ (Udvikling nr. 6/2004, side 16) bort. 

Vi beklager, at GH mener, at hendes indlæg er blevet beskåret på en urimelig måde. Set i bagklogskabens klare lys kan vi godt forstå, at mistanken om mundkurv dukker op, når det, der er skåret væk, netop handler om et delikat emne som Danmarks deltagelse i Irak-krigen.

Sagen er ekstra ærgerlig, fordi – som de fleste læsere af Udvikling nok har bemærket – at den ny avis Udvikling ikke er en rose-klub for Udenrigsministeriet, men tværtimod har en kritisk og problematiserende tilgang. En redaktionel linje, der har ledelsens fulde opbakning.

Problemet er altså ikke, at vi ikke kan tåle at høre argumenter mod Danmarks militære engagement i Irak. Sagen er, at vi bad GH skrive en anmeldelse af Alexandra Fullers bog fra 80’ernes borgerkrig i Zimbabwe. Bogen handler om krigens væsen, og GH vælger derfor at drage en parallel fra borgerkrigen i Zimbabwe og til Danmarks militære engagement i Irak. Her bevæger hun sig ind i en længere argumentation mod Irak-krigen. Efter vores smag for langt væk fra emnet, så her vælger vi at skære i teksten. Men som sagt – det kan der være mindst to meninger om.

Havde anmeldelsen bevæget sig ud af et sidespor mod ros til den danske deltagelse i Irak-krigen, ja så havde vi også barberet den ned. For bogen handler altså om Zimbabwe, ikke om Irak.

En skribent kan ikke forvente at få den fulde, originale ordlyd trykt ubeskåret. Men vores faste politik er at sende den redigerede tekst til godkendelse hos skribenten. I dette tilfælde kunne det så beklageligvis ikke lade sig gøre, fordi GH befandt sig på ferie i Egypten på det pågældende tidspunkt.
Redaktionen.




Denne side er kapitel 28 af 37 til publikationen "Udvikling nr. 1".

Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/4580/index.htm

 

 
 
 
 
  © | www.um.dk