Forvanskning af en anmeldelse

Indskrænkninger i ytringsfriheden eller censur er for det meste meget svær at påvise. Det er noget, som foregår diskret og under påskud af "prioriteringer", "pladsforhold" og "kvalitetskrav" etc..

Journalister, som lever af at ytre sig, er af gode grunde ikke meget for at afsløre indskrænkninger i ytringsfriheden, fordi de risikerer at lægge sig ud med arbejdsgiverne.

Det risikerer de under alle omstændigheder, hvis de overskrider arbejdsgiverens grænse for ytringsfrihed, og derfor er selvcensur et udbredt fænomen.

En sådan selvcensur burde jeg formentlig også have pålagt mig, da redaktøren for "Udvikling" bad mig skrive en anmeldelse af Alexandra Fullers stærke antikrigsroman: Krigens Dæmoner til tidsskriftet. For jeg ved godt lidt om, hvordan Udenrigsministeriet fungerer.

Men nu er en anmeldelse altså pr. definition en aldeles subjektiv meningstilkendegivelse, og de beder vel ikke mig om at anmelde, hvis det ikke er min mening, de vil høre?, tænkte jeg.

Sidste del af min anmeldelse lød herefter:

"Eller som K (bogens hovedperson) forklarer det:

"Jeg siger dig, hvis der var et krigsforbrydertribunal ville hver og én af os – på begge sider, de sorte var ikke et hak bedre – hele banden ville fandeme blive anklaget for mord."

Sådan er krigen, og det kan vi måske godt trænge til at blive mindet om i et land, hvor vi enten på grund af naivitet eller hjernevask tager det naturligt, at vore besættelsesstyrker på den anden side kloden bor i en lejr, som får navnet Camp Eden (Paradiset) samtidig med, at vi tror på, at vore soldater kun bruger deres dødbringende våben i godhedens tjeneste.

Angrebskrigen på Irak har allerede kostet langt flere civile liv end den 14 år lange borgerkrig i Zimbabwe. (Som Alexandra Fuller skriver om)

Et sted i sin analyse af dræberen K skriver Alexandra Fuller:

"Men jeg vidste allerede, at krigen ikke havde skabt K. Han var det produkt, som kom ud af det, når man lod et barn vokse op af den afrikanske muld, indpodede det en følelse af overlegenhed, forfølgelse og paranoia og derefter gav ham et gevær og sendte ham i krig for at forsvare en verden, han opfattede som sin egen.

Erstat "afrikanske" med "amerikanske" og lad det stå et øjeblik."

Nu må jeg lige - som noget redaktionelt væsentligt - indskyde, at min anmeldelse var betydeligt kortere end den model, jeg havde fået medsendt, da redaktøren bestilte anmeldelsen.

Alligevel blev jeg ringet op af bladets redaktør som gerne ville have lov at slette det sidste afsnit : Erstat "afrikanske"…, fordi anmeldelsen var lige netop den sætning for lang.

Okay, den slags tekniske hensyn bøjer man sig for.

Til gengæld synes jeg ikke, jeg kan bøje mig for, at hele sidste del af anmeldelsen blev forvansket, så den faktisk fik det modsatte indhold. Den lyder i det seneste nummer af Udvikling:

"Eller som K forklarer det:

"Jeg siger dig, hvis der var et krigsforbrydertribunal ville hver og én af os – på begge sider, de sorte var ikke et hak bedre – hele banden ville fandeme blive anklaget for mord."

Sådan er krigen, og det kan vi måske godt trænge til at blive mindet om her i et land, hvor vi tager det naturligt, at vore besættelsesstyrker i Irak kun bruger deres dødbringende våben i godhedens tjeneste." (Slut)

Man har bortredigeret forbeholdene: "På grund af hjernevask eller naivitet tager det naturligt…og tror på…", så det nu fremstår som en kendsgerning, at våbnene kun bruges i godhedens tjeneste.