Kærlighed i krigstid

Hvorfor skal historier fra Afrika altid handle om krig og aids og sult og nød og kaos og græshopper, der æder alt? Her er for eksempel en historie om: Kærlighed i krigstid.

I bedste fald ville hendes afdøde mands familie lade både Christina og børnene blive boende hos sig som en fortsat naturlig del af familien. I værste fald ville de konfiskere alle hendes ejendele og smide hende på gaden eller – som det sker for mange enker i Zambia - udnytte hendes arbejdskraft som underdanig tjenestepige for resten af familien.

Derfor var Christina ikke i tvivl, da hun en ganske almindelig dag hjemme i landsbyen fik et uventet tilbud: At blive gift med Armado fra Angola. En venlig mand med smilende øjne, der selv havde mistet sin familie under krigen i Angola og nu var kommet alene som flygtning til Nangwesi-flygtningelejren i Western Province i Zambia.

- Jeg var i Christinas landsby for at se, om jeg kunne gøre forretninger der, da jeg hørte om hende. Hun var en god kvinde, flittig og havde hverken dårlige vaner eller talte grimt om nogen, så jeg bad hendes familie om hendes hånd, fortæller Armado. Da de kommer fra samme stamme, er sproget ikke noget problem.

Det er tre år siden, de to mødte hinanden for første gang. Dengang var de begge ensomme. Nu sidder de – et bryllup og to børn senere – en torsdag novemberformiddag under træernes skygge foran hytten i Nangwesi-lejren med sammenflettede liv og skæbner. Han med sine stadig smilende øjne, der blinker genert, når han siger, at hun var en god kvinde. Hun med en rund mave bag nederdelen, som om få måneder vil føje endnu et bånd til det zambisk-angolanske skæbnefællesskab. 

Det er de ikke.

I Zambias flygtningelejre findes hundredvis af historier som Armado og Christinas, som nok handler om kærlighed, men også om andre lige så grundlæggende ting i livet. Mad. Sygdom. Børn. Overlevelse. Eller måske bare forholdet mellem mænd og kvinder.

- At skulle leve i en flygtningelejr virker måske ikke umiddelbart som en attraktiv tilværelse. Men for nogle kvinder i Zambia er det et bedre alternativ end livet uden for lejren, fortæller Mary Kalunga. Hun er Danidas koordinator  for nærområdeindsatsen i Zambia og har tidligere været administrativ leder af flygtningelejren Mayukwayukwa i den vestlige del af landet. Her trivedes den tværnationale kærlighed ekstra godt, fordi størstedelen af lejrens beboere var soldater fra oprørsbevægelsen UNITA og dermed enlige mænd.

- I lejrene er der gratis mad, og der er gratis medicin, sundhedsklinik og sundhedspersonale i et omfang, der slet ikke findes tilsvarende uden for lejrene, siger hun.

I Zambia er det ikke ualmindeligt, at én læge skal dække flere tusinde menneskers lægebehov, mennesker som i øvrigt bor spredt over store geografiske områder, hvorfor det kan være sin sag overhovedet at få behandling. Mange kvinder dør i barselssengen, mange børn dør af simple komplikationer som diarre. Medicin er dyrt for alle – naturligvis inklusive de mest fattige. Men i Nangwesi-lejren arbejder både jordemødre, læger, tandlæger og apotekere. Medicin, undersøgelse og behandling er gratis. Dertil kommer de gratis madrationer, undervisning af børn og praktisk uddannelse af voksne i for eksempel syning, computer eller murerarbejde.

For nogle kvinder i områderne omkring lejrene betyder alle disse tilbud til flygtningene, at de ved at gifte sig med en flygtning får markant bedre livsvilkår - ikke mindst også, hvis de får børn med flygtningen. Børn,  som dermed også har ret til madrationer.

For mændene i flygtningelejrene betyder det omvendt, at de bliver attraktive partnere for de lokale kvinder. Nogle mænd har som Armado mistet kontakten til deres egne koner og børn derhjemme under krigen og flugten, andre har aldrig været gift.

- Derfor er Christina og Armados historie ikke usædvanlig. I hver eneste lejr bliver historien gentaget igen og igen, fortæller Mary Kalunga.

- Her får man alting forærende, mens man udenfor skal skabe alt af sit eget sved, siger hun.

Alligevel er præcis dén forskel også grunden til, at Gladys nu efter to år i lejren ser tilbage på sin fortid med en vis længsel.

- Man bliver doven af at få alting, siger hun.

Og så er livet som flygtningekone også et ensomt liv.

- Det er lidt kedeligt, når de fleste her er fra Angola. Jeg er selvfølgelig sammen med de andre kvinder fra Zambia, men der er ikke én eneste fra mit område her.

Men kærligheden er ikke problemløs. For hvad sker der med jalousien i lejrene?

I flygtningelejren, hvor Mary Kalunga var leder, fik spillet om kærligheden en yderligere dimension, fordi lejren også blev beboet af mænd fra Burundi, Rwanda og Kenya.

Godt nok blev mange flygtningemænd kærester og ægtefæller med lokale zambiske kvinder, men der var stadig en overvægt af mænd og en undervægt af kvinder i lejren. Derfor var kvinder som sådan centrum for meget dramatiske magtspil mellem mændene. Flygtede kvinder fra Angola forlod simpelthen deres mænd i lejren for i stedet at danne par med de ofte noget yngre mænd fra især Burundi.

- Mænd fra Burundi er meget forretningsorienterede og var generelt bedre udrustet økonomisk end mændene fra Angola. De kunne derfor tilbyde bedre vilkår internt i lejren for kvinderne end de angolanske mænd, ikke bare madmæssigt, men også i forhold til den slags goder, mange kvinder gerne vil have: bodylotion, sæbe, make-up, siger Mary Kalunga.

De splittede familier skabte så store konflikter og slagsmål i lejren, at man fra lejrens side til sidst måtte inddrage domstolene for at statuere et eksempel og skabe ro. Her blev slagsbrødre dømt, og uretmæssige og papirløse skilsmisser kendt ugyldige.

- Armado tager tilbage, og jeg bliver her. Jeg tager tilbage til min landsby. Når han har fået papirerne i orden, tager jeg til Angola sammen med børnene, siger Christina.

Armado er ikke lige så sikker på, hvad fremtiden vil byde. Han er bekymret over papirerne. Og han ved ikke, hvad der vil ske, når han kommer tilbage til Angola – hvad hvis han genfinder sin oprindelige familie med kone og tre børn?

- Jeg ved kun, at vi vil ses igen, men jeg ved ikke hvornår. Hvis ikke papirerne går i orden, kommer jeg tilbage for at hente Christina, siger han.