|
Sådan fordeles pengene
Udvikling kortlægger Danidas nødhjælp til Sydøstasien
Den danske nødhjælp og genopbygningsbistand til katastrofeområderne i Sydøstasien er hovedsageligt rettet mod Indonesien og Sri Lanka. Den danske regering har i alt afsat 420 millioner kroner, hvoraf 200 millioner kroner går til direkte nødhjælp. Hjælpen til de enkelte lande ydes gennem danske nødhjælpsorganisationer, lokale NGO’er og Beredskabsstyrelsen og gennem FN-organisationer, der selv står for at fordele nødhjælpen mellem de berørte områder. Den danske genopbygningsbistand på 100 millioner kroner går hovedsageligt til genopbygning af vand og sanitet, og derudover er det vedtaget at fremrykke og omlægge 120 millioner kroner af den særlige miljøbistand til henholdsvis Indonesien og Thailand. Oversigten viser fordelingen af den danske nødhjælp på 200 millioner. (Her fremgår ikke 8 millioner kroner til Forsvarsministeriets Hercules fly.)
Indien De indiske myndigheder har meddelt, at der ikke er behov for udenlandsk bistand som følge af flodbølgen, men opfordrer i stedet til, at man hjælper mere nødlidende lande. Indien har selv bidraget med 23 millioner dollars til nødhjælps- og genopbygningsarbejde i Sri Lanka og Maldiverne.
Den danske ambassade i New Delhi har dog ydet 600.000 kroner til akutte nødhjælpsindsatser blandt fiskerfamilier ved Chennai, Trankebar og i Taramgabadi-området i det sydøstlige Indien.
Sri Lanka Beredskabsstyrelsen, 14 millioner kroner: Sender 39 vandrensningsanlæg, 40 drikkevandscontainere, medicin og materiel fra FN’s Børnefond UNICEF til Colombo.
FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), 10 millioner kroner: Fordeling af telte, tæpper m.v.
Dansk Røde Kors, 8 millioner kroner: Uddeling af fødevarer og nødhjælpsartikler, byggematerialer til akut genopførelse af boliger, skoler og hospitaler, sikring af rent drikkevand og sanitet, behandling af malaria og diarré samt støtte til traumebehandling.
Folkekirkens Nødhjælp, 8 millioner kroner: Uddeling af fødevarer, drikkevand, tæpper og køkkengrej til 200.000 mennesker. Efter den akutte nødhjælpsfase vil indsatsen blive rettet mod rehabilitering af infrastruktur.
Dansk Flygtningehjælp, 6 millioner kroner: Uddeling af drikkevand, mad, tøj og andre fornødenheder, rydning af veje og genopbygning af småbroer og vejdræn. Hertil kommer direkte bistand til enkelte hushold, vand og sanitet, samt støtte til indkomstskabende aktiviteter. På længere sigt vil støtten videreføres i et program for rehabilitering af bæredygtige levevilkår for internt fordrevne i Sri Lanka.
Den danske repræsentation i Colombo, 5 millioner kroner: Nødhjælpsindsatser gennem lokale srilankanske NGO’er. Indsatserne søges spredt i de berørte områder og omfatter fordeling af fødevarer, drikkevand, køkkengrej, tøj og redskaber.
Red Barnet, 5 millioner kroner: Fordeling af fødevarer, vandrensningstabletter, husholdningsudstyr og oprettelse af husly. Hertil kommer genforening af børn med deres familier og tiltag, der skal forhindre, at børn og unge kommer yderligere til skade eller forulempes.
ASF Dansk Folkehjælp, 3 millioner kroner
IAS,1 million kroner
Rotary Danmark, 0,5 millioner kroner
Maldiverne Der er udsendt en katastrofeekspert fra Beredskabsstyrelsen for at vurdere det konkrete behov for international hjælp.
Indonesien Beredskabsstyrelsen, 32 millioner kroner: Etablering af et mobilhospital i Aceh-provinsen og udsendelse af personale på i alt 25 personer. Indsatsen omfatter udsendelse af medarbejdere fra Beredskabsstyrelsen, kommunikationsudstyr, vandrensningsanlæg, køretøjer og kontorfaciliteter til cirka 80 medarbejdere. Støtte til et FN-krisestyringscenter, der varetager koordinering af international nødhjælp i Aceh-provinsen.
FN's Verdenssundhedsorganisation (WHO), 13 millioner kroner: Støtte til sundhedsvæsenet i Aceh-provinsen. Overvågning, varsling og kampagner vedrørende aktuelle sundhedsrisici, vurdering af de omfattende skader på sundhedsfaciliteter, etapevis genopretning af sundhedssystemet og etablering af sundhedsfaciliteter. Støtten omfatter endvidere genopretning af drikkevands- og sanitetsforsyning.
Dansk Røde Kors, 12 millioner kroner: Uddeling af fødevarer, genetablering af rent drikkevand og sanitet, behandling af malaria og diarré, byggematerialer til akut genopførelse af boliger, hospitaler, skoler og traumebehandling.
Internationale Røde Kors Komité (ICRC), 10 millioner kroner: Nødhjælp til den hårdest ramte del af befolkningen i Aceh-provinsen. Rent vand og sanitet, husholdningsartikler, husly og sundhedspleje, herunder etablering af et felthospital i Banda Aceh by. Støtten omfatter endvidere sporing af bortkomne familiemedlemmer og etablering af kommunikation.
Adventistkirken i Danmark, 5 millioner kroner: Oprettelse af lejre for hjemløse, uddeling af rent drikkevand, mælkepulver og medicin i og omkring byen Meulaboh på Sumatras vestkyst.
Ambassaden i Jakarta, 0,6 millioner kroner: Støtte til Indonesisk Røde Kors, der anvendes til nødhjælpsarbejde i byen Aceh og det nordlige Sumatra.
Dansk Bilharziose Laboratorium, 0,5 millioner kroner.
Bangladesh Har ikke anmodet om international hjælp som følge af flodbølgen.
Burma Har ikke anmodet om international hjælp som følge af flodbølgen.
Thailand Danmark har på nuværende tidspunkt ikke ydet humanitær bistand til Thailand.
Inden tsunamien forberedte Danmark en bevilling på 50 millioner kroner af den særlige miljøbistands-pulje til byudvikling i Thailand. Fra dansk side har man nu åbnet op for, at 20 millioner kroner vil kunne omdefineres til hurtige indsatser i katastrofeområdet indenfor byudvikling eller miljø.
Malaysia Danmark har ikke ydet støtte til nødhjælpsindsatser som følge af flodbølgen.
FN's Børnefond (UNICEF), 25 millioner kroner: Størstedelen af bidraget anvendes i Indonesien og Sri Lanka. UNICEFs arbejde er normalt rettet mod børn og mødre, men i katastrofesituationen modtager alle befolkningsgrupper hjælp. Indsatsen omfatter sundhedsarbejde, ernæring, genetablering af vand og sanitet, beskyttelse af børn og støtte til kommunikation og logistik.
FN's Fødevareprogram (WFP), 25 millioner kroner: Indsatsen omfatter hurtig tilvejebringelse og uddeling af fødevarer for at afhjælpe den mest umiddelbare nød, dels støtte til genopbygningsindsatser i form af programmer, hvor den udsatte befolkning stiller deres arbejdskraft til rådighed mod fødevarer eller kontanter.
FN's Kontor for Koordinering af Humanitær Bistand (OCHA), 5 millioner kroner: Støtte til organisations arbejde med indsamling af data til FN's appel om donorstøtte og OCHA’s koordinationsopgaver i de berørte lande.
Denne side er kapitel 11 af 37 til publikationen "Udvikling nr. 1".
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/4580/index.htm
|