|
Danidas Råd og Styrelse – nu én formand
Professor, dr.phil. Holger Bernt Hansen sidder fortsat for bordenden i Danidas Styrelse – det er dem der i praksis godkender bevillinger - og er desuden nyudnævnt formand for Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde.
Af Julie Grothen Holger Bernt Hansen har længe været en central person i det danske bistandsmiljø. Siden 1996 har professoren fra Afrikastudier været formand for Danidas Styrelse og er nu også udpeget som formand for Rådet. I en pressemeddelelse om udnævnelsen skriver udviklingsminister Bertel Haarder (V):
"I forbindelse med udnævnelsen af Styrelsen og Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde har jeg overvejet nødvendigheden af både en Styrelse og et Råd for Internationalt Udviklingssamarbejde. Som en passende forenkling mener jeg, at Styrelsens formand også bør være formand for Rådet, hvilket tilligevil skabe en bedre sammenhæng mellem Styrelse og Råd."
Elsebeth Krogh, der frem til årsskiftet var medlem af Styrelsen for Folkekirkens Nødhjælp, kan godt se værdien af at give den samme mand de to kasketter på.
- Jeg synes, Rådets gennemslagskraft skal styrkes. Og måske er en af løsningerne at have samme formand, siger Elsebeth Krogh, der i dag er seniorkonsulent hos Cowi.
Rådet er tidligere blevet kritiseret for at være uden reel indflydelse blandt andet i sidste års oktoberudgave af Udvikling. Det er meningen, at Rådet skal være en slags tænketank med folkelig forankring, som kan rådgive Styrelsen, men om virkeligheden lever op til den hensigt, såede flere af de daværende rådsmedlemmer tvivl om. Blandt symptomerne på Rådets tilstand har været det ringe fremmøde blandt de omtrent 50 medlemmer, der typisk indkaldes to til tre gange om året. Den tendens håber Holger Bernt Hansen at kunne komme til livs ved at invitere internationale eksperter og fokusere på de emner, der er aktuelle i den løbende bistandsdebat for at lokke medlemmerne til flere møder.
- Tidligere svævede rådsformandsrollen måske lidt frit i systemet, men når man også er styrelsesformand, skulle man gerne være på forkant, fordi man har det aktuelle, konkrete kendskab til, hvad der rører sig, siger Holger Bernt Hansen.
Og det tidligere styrelsesmedlem Elsebeth Krogh har også tiltro til, at han er den rette mand til at styrke Rådet.
Til gengæld mener hun, at der er sket en svækkelse af NGO-miljøet i Styrelsen.
I den nye sammensætning er der nemlig kun to reelle NGO’er tilbage blandt medlemmerne, nemlig Verdensnaturfonden WWF og Dansk Røde Kors.
- Vi har jo som NGO’er været sektorens talerør eller vagthund. Nu er der mindre indflydelse, der kan sikre, at man respekterer mangfoldigheden hos NGO’erne, ikke overdænger dem med bureaukratiske krav, og at man respekterer den folkelige forankring, siger Elsebeth Krogh.
Holger Bernt Hansen er ikke enig i denne kritik. Den nye Styrelse er godt afbalanceret, mener han, og så har han en besked til NGO’erne:
- NGO’erne har ikke patent på folkelig forankring. Vi andre kan jo også godt have et vist kendskab til, hvad baglandet mener, siger Holger Bernt Hansen.
Denne side er kapitel 6 af 37 til publikationen "Udvikling nr. 1".
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/4580/index.htm
|