Verdens blinde vinkel

Det er rent lotteri, der afgør hvilke katastrofer, der får verdenssamfundets opmærksomhed. Og det har konsekvenser for FN’s muligheder for at gribe ind, pointerer organisationens vice-generalsekretær under et besøg i København.

Af Sine Schack Vestergaard
Lige så hurtigt verden reagerede, da tsunamien skyllede ind over Sydøstasien, lige så langsomt reagerede den, da bevæbnede militser myrdede og fordrev tusindvis af fattige sudanesere fra Darfur. Det er FN’s vice-generalsekretær for humanitær bistand, Jan Egeland, der står bag den konstatering. Efter hans mening peger det seneste års begivenheder på, hvad der skal til for at en humanitær katastrofe får verdensomspændende opmærksomhed.

- Ved store naturkatastrofer reagerer verden. Det så vi i forbindelse med tsunamien og også for et år siden ved jordskælvet i den iranske by Bam. Verden reagerede også, men for sent, på Darfur, siger Egeland til Udvikling.

- For mig at se er det et lotteri, det her. Hver eneste aften deltager tusindvis af fattige i et lotteri, og det er vores opmærksomhed, de vinder eller taber og dermed også vores penge, siger den norske vice-generalsekretær.

En politisk løsning

Det har været hårdt arbejde at få Darfur-konflikten på FN’s dagsorden. Et arbejde, der netop har resulteret i, at Sikkerhedsrådet har fordømt brud på våbenhvilen og truet med at retsforfølge krigsforbrydere. Ifølge Jan Egeland er internationalt pres på parterne i en konflikt nødvendigt, og humanitær bistand alene er ikke nok.

- Vi har fået opbygget en stor kapacitet i Darfur med 9.000 hjælpearbejdere, og dødeligheden er gået ned i flygtningelejrene. Men alligevel er jeg pessimist for øjeblikket, for jeg føler, at det bliver farligere og farligere at drive arbejdet, siger Egeland.

- Der er brug for en bred alliance af nationer, der kan lægge pres på parterne. Det her er en politisk katastrofe, ikke en naturkatastrofe. Jeg håber, at Danmark vil være blandt de hårde i Sikkerhedsrådet og kræve økonomiske sanktioner, siger han med henvisning til både regering, oprørsgrupper og militser, siger han.

Opmærksomhed er afgørende

- Men når nu det internationale samfund har fået øjnene op og tegnebogen frem til fordel for Sudan, er der så andre konflikter, der er kommet til at stå i skyggen?

- Det østlige Congo er verdens værste katastrofeområde. Ingen steder i verden dør så mange mennesker – 1.000 - hver dag. Guinea i Vestafrika er i fare for at gå fuldstændig op i samlingerne og kan blive et nyt katastrofeområde, hvis vi ikke reagerer. Uden for Afrika kan Nepal eksplodere, hvis ikke parterne på en robust måde bliver bragt til forhandlingsbordet. Og endelig har vi Den Centralafrikanske Republik, der er verdens mest glemte katastrofe. Der er mange tidlige varslingssignaler, som bliver sendt ud, og nogle gange reagerer verden, andre gange ikke, siger han.

At verdens opmærksomhed har stor konkret betydning, er Den Centralafrikanske Republik et eksempel på: FN bad om 7,7 millioner dollars til humanitært arbejde. Organisationen fik kradset 2,2 millioner ind.

- Og det, vi fik, kom fra Sverige og Danmark, siger Egeland.

- Når der kommer stor opmærksomhed på en naturkatastrofe som tsunamien, er der så en fare for, at de glemte konflikter kommer til at betale i form af mindre hjælp?

- Nej, jeg håber snarere på det omvendte. Alle donorerne har sagt, at pengene til tsunami-ofrene er ekstra penge, og mange nye donorer er kommet på banen. Faktisk har 80 lande givet hjælp. Vi håber, at vi kan få dem til at interessere sig for de glemte katastrofer nu, siger Jan Egeland.

Sine Schack Vestergaard er journalistpraktikant i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed. sinves@um.dk  

I Asien-indsamlingens skygge
Centralafrikanske Republik
Landet er præget af vold og kampe mellem lokale oprørsgrupper. Ud over de politiske konflikter, der har sendt tusindvis på flugt, blev landet sidste år ramt af en særlig hårdfør polio og oversvømmelser – blandt andet.

De østlige dele af landet er plaget af etniske konflikter, der blandt andet involverer flygtninge fra Rwanda og Burundi. Urolighederne, som nedbrænding af landsbyer, mord og bortførelser, er fortsat til trods for en fredsaftale fra 2002, der deler magten mellem forskellige etniske grupper.