Fra desperation til reparation
Sydøstasien: Nødhjælpen er væltet ind. Nu skal donorerne og de lokale myndigheder for alvor bevise, at de kan holde hovederne kolde.
Poul Kjar, Sri Lanka Ved byen Galle på Sri Lankas sydspids kigger Buddha forundret ud over ødelæggelserne efter flodbølgen, der har hærget Sri Lankas kyster, helt op til hovedstaden Colombo på vestkysten.
Det samlede dødstal for flodbølgen i Sydøstasien er nu over 280.000, heraf 40.000 i Sri Lanka, hvor også en halv million mennesker har mistet deres hjem.
De mange hjemløse er blevet indlogeret i flygtningelejre, som nødhjælpen strømmer ind til. Og selv om der er eksempler på fejlslagen nødhjælp, dårlig koordinering og problemer med fordelingen mellem de regerings-kontrollerede og de tamilske dele af landet, så er der endnu ingen efterretninger om folk, der er døde af mangel på nødhjælp.
Nu er genopbygningen af landet også gået i gang. Det lange seje træk vil vise, om donorerne planlægger og konkurrerer på kvaliteten af bistanden, og ikke kun på antallet af nuller på bistandschecken.
Men er der overhovedet behov for den massive støtte til Sri Lanka – hvor flodbølgen ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) kun vil medføre et fald på én procent i stigningen af landets økonomi?
Svaret må være et JA! For det er i høj grad fattige fiskere, der ikke fylder meget i samfundsøkonomien, der er ramt. De har brug for støtte og genopbygning.
Det er dog helt afgørende, at Sri Lankas regering er i stand til at koordinere og fordele genopbygningsbistanden, så den når ud til alle hjørner af Sri Lanka.
Problemerne er til at få øje på. Først og fremmest er landets administration og forvaltning meget svag.
For det andet møder regeringens plan om at indføre en 100 meter zone fra kysten, hvor der ikke må bygges, stor modstand. Det vil være en (ny) katastrofe for mange små hotelejere, hvis hele eksistens det er at drive forretning på stranden. Og for de tusindvis af hjemløse fiskere, der er vant til at bo på stranden tæt på deres fiskerbåde. Planen er, at mange af dem skal genhuses i nye byområder inde i landet.
Endelig er der konflikten mellem den singhalesiske regering og tamilerne. Flodbølgen har ikke løsnet knuderne op i landets etniske og religiøse kludetæppe. Tværtimod.
Udvikling har besøgt Sri Lanka.
Denne side er kapitel 1 af 37 til publikationen "Udvikling nr. 1".
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/4580/index.htm
|