Stress i klasseværelset

Masser af lærere i Zambia kan ikke få job, selvom skolerne skriger på flere lærere.
Børnene vil bare gerne lære mere – og så undgå, at taget i klasseværelset falder ned.

Af Ulrikke Moustgaard, Kaoma

Han griner skævt, da talen falder på bambuspinden på katederet.
- Dén der? Den bruger jeg til at pege med, siger Hicks Kalyanya Chpango og begynder at fægte med pinden foran tavlen i klasseværelset, hvor 8. klasse i Lui Basic School i Kaoma i Western Province i Zambia har geografi.
Men det går ikke. Hele klassen bryder ud i grin. Og Hicks Kalyanya Chpango må gå til bekendelse.
- Man kan også bruge den til at disciplinere de unge mennesker. Du ved – autoritet. Bare det at have pinden i hånden virker ret præventivt, og ellers får de et lille slag over ryggen.
Hicks Kalyanya Chpango har brug for at kunne holde disciplinen i 8. klasse. Han skal nemlig holde styr på eleverne i både 8. og 9. klasse på én gang, fordi der er ikke nok lærere på Lui Basic School. De er syv lærere til 600 elever. Og Hicks Kalyanya Chpango må derfor løbe i rute­fart mellem 8. klasses geografi­undervisning og 9. klasses historieundervisning i lokalet ved siden af.
Situationen på Lui Basic School er langtfra enestående. Overalt i Zambia mangler skolerne lærere. Det ironiske er bare, at der er lærere nok på spring til et job, i alt 8.000 nyuddannede lærere står lige nu uden arbejde. Men staten har ikke råd til at betale deres lønninger.

Frygt for fremtiden

Nogle af dem, der inden længe gerne vil på statens lønningsliste, er de studerende på Mongu Teachers Training College, der nyder godt af dansk støtte til uddannelse af lærere i Zambia. Men før de studerende kommer så langt, at de kan pynte sig med lærertitlen, skal de igennem både bøger, eksaminer og praktisk træning – og denne formiddag står der rim på dagsordenen. En energisk stemme skærer sig gennem rummet:
- Er der virkelig ingen, der kan svare på, hvad et rim er?
Piger med flettet hår og skjortebluser og drenge med pressefolder følger ivrigt underviseren, der med talende hænder og søgende øjne folder sig ud på gulvet med provokationer til de studerende:
- Er et rim en sang? Nej, vel? Er det så en historie da? Hvad skyldes denne pludselige tavshed?
Fnis løber gennem rækkerne af de 43 unge studerende, som forsøger sig med at synge Twinkle, twinkle little star og andre børnerim i et forsøg på at finde det svar, den aktive mand foran tavlen så gerne vil have.
Men meget sjov er der derudover ikke ved at læse til lærer. Forude venter en dyster jobsituation, der kan tage pusten fra selv de bedste.
- Lærerjobbet er det eneste, man kan få heromkring, men der er bare mange af os om budet, siger Gloria Lubinda på 19 år, som lige er begyndt på uddannelsen.
Akim Mubiana Siyanga på 31 er også bekymret.
- Der er hverken job i de offentlige eller de private skoler, siger han. Selv har han i sit tidligere job som revisor sparet nok penge sammen til at åbne en lille privatskole, hvor en lærer nu underviser 32 børn, indtil Akim Mubiana Siyanga om et år er færdig med sin ny uddannelse. Herefter vil han ansætte sig selv.
Også lærerseminariets leder ser skeptisk på situationen. Set fra sin post frygter Francis Mwiyambango, at det store antal arbejdsløse lærere vil få færre unge til at søge ind på hans uddannelsesinstitution.
- Derfor offentliggør vi ingen statistikker om arbejdsløshedsprocenten blandt vore studerende, siger han.

Sund fornuft

Forklaringen på lærermanglen skal findes i de krav, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF) stiller til Zambia, før landet kan opnå gældsslettelse, mener mange.
- De har også tvunget regeringen til at introducere gebyrer i skoler og på hospitaler. Dette skal ses i sammenhæng med fattigdomsniveauet på godt 83 procent i befolkningen. Hvordan kan man forvente, at de fattige skal have råd til brugerbetaling, når de i øvrigt har mistet deres job gennem den privatiseringsproces, som Verdensbanken og IMF i første omgang pålagde vores regering? spørger økonomisk analytiker Jack Jones Zulu fra University of Zambia.
Jack Jones Zulu mener ikke, at Zambia kan indfri FN’s 2015 Mål om at sikre børn uddannelse af denne grund. Samme budskab lyder fra den danske u-landsorganisation Ibis, der peger på, at også dansk udviklingsbistand dermed bliver undermineret, fordi Danmark net­op støtter uddannelse af lærere i Zambia. Ibis efterlyser derfor dansk debat om, hvad Verdensbanken og IMF betyder for den danske del af FN’s 2015 Mål: Det globale partnerskab og samarbejde omkring støtten til udviklingslandenes proces mod at indfri sine mål.
Den slags kritik preller dog af på Zambias vicefinansminister Mutati. Han har netop deltaget i en konference om regeringens økonomiske prioriteringer, hvor han som eneste repræsentant for regeringen stod for skud fra adskillige NGO’er. Han opstillede et simpelt regnskab. 50 procent af statsbudgettet i Zambia går til offentlige lønninger. 20 procent går til at drive det offentlige system for eksempel til vand og elektricitet. 10 procent går til at støtte eksempelvis forskning, 15 procent til at betale gæld, og så er kun fem procent tilbage. Hvordan skal man så prioritere de fem procent, som i forvejen ikke kan gøre en særlig markant forskel?
- Der er en tendens til at gøre alting meget sort-hvidt. Det er muligt, at fortiden har budt på fejl, som har at gøre med Verdensbanken og IMF, men for det første bør vi være realistiske og se fremad, og for det andet er det, Verdensbanken og IMF beder os om at gøre, logik. Betal jeres regninger! Det har vi ikke gjort længe, og at ville gøre det handler ikke om at blive pålagt urimeligheder ’fra Amerika’, men om ganske almindelig sund fornuft, siger han.

Forfald

Tilbage i klasseværelserne på Lui Basic School er det ikke bare Hicks Kalyanya Chpango og hans seks kolleger, der er frustrerede over situationen med de manglende statslige midler. Lui Basic School er også ramt af besparelserne på sine ydre rammer. Af de oprindelige seks klasselokaler er der kun to tilbage, der ikke er styrtet sammen. Og et enkelt blik på de tilbageværende to klasselokaler er nok til at konstatere, at der nok ikke skal mere end en eller to regntider til, før tagene også her vil brase sammen. Skoledirektør Arnold Kakundi Biembl vrider sig i hænderne, da han dukker op foran 8. klasses lokale under en sort paraply. Nok dirigerer den regnen uden om ham, men den kan ikke holde despera­tionen væk.
- Se, det hele falder jo sammen, siger han. – Bygningerne, lærerboligerne, tagene.
Blandt eleverne er man også ved at være trætte af at se Hicks Kalyanya Chpango fare fra et klasseværelse til det andet.
- Jeg tror, vi ville lære mere, hvis vi havde flere lærere, siger en dreng i 8. klasse.
Nogle af de andre elever kunne også godt tænke sig at få nogle flere lærere af kvindekøn. Det er generelt et stort ønske i landets uddannelsessektor, fordi de kvindelige lærere kan virke som rollemodeller for pigerne i skolerne og dermed være med til at få dem til at blive på skole­bænken.
- Vi havde en, der tog os med ud for at spille bold, det var sjovt, siger en dreng. Andre er ikke helt så sikre på, om det overhovedet er en god idé at have en kvinde som lærer.
- Kvinder er dovne og ikke lige så kloge som mænd, siger en anden. Ingen svarer ham. Men efter nogle minutter tager en pige, der ellers har gemt sig i skolebogen i et hjørne af klassen, mod til sig og rækker fingeren op.
- Det passer ikke. Kvinder er kloge og stærke, siger hun.
Hicks Kalyanya Chpango morer sig over sine elevers kommentar.
- Tror I også, kvindelige lærere er lige så søde som mandlige lærere? spørger han klassen, snupper sin bambuspind fra katederet og går ned mellem rækkerne.
- Tror I, at kvindelige lærere kun vil bruge denne her til at pege med?