Afrika ­-usynlig i den globale handel

Retfærdig handelspolitik er andet end den frihandel, der i årevis er blevet forhandlet om uden synderlige resultater. For eksempel må de fattigste lande tage magten over deres egne naturrigdomme. Og det kræver stærkere stater i u-landene, mener forskere.

Af Miriam Katz

11 procent af verdens befolkning er afrikanere. To procent af den globale eksport kommer fra Afrika.
At verdensmarkedet stort set er lukket land for de fattigste lande, skulle FN’s 2015 Mål have været med til at ændre.
I det sidste af de otte mål forpligter de rige lande sig blandt andet til at sikre retfærdige handelsregler og tage særlige hensyn til de mindst udviklede lande i handelspolitikken. Men efter fem år med FN’s 2015 Mål ser UNDP’s ekspert på området David Luke ikke særligt lyst på udviklingen.
- Lige nu driver 2015 Målene ikke processen i verdenshandelsorganisationen WTO. Jeg er skeptisk over for, om de rige lande overhovedet tager målene med i deres overvejelser, når de forhandler, siger han og henviser blandt andet til drøftelserne om bomuld i den såkaldte Doha-udviklingsrunde. Her ønskede fire vestafrikanske lande i sommer at sætte et særligt punkt på dagsorden for at drøfte de faldende bomulds­priser, som især skyldes USA’s bomuldsstøtte. Det lykkedes ikke, selv om et WTO-panel tidligere på året faktisk konkluderede, at den amerikanske bomuldsstøtte er handelsforvridende:
- Hvis EU og USA virkelig tog 2015 Målene alvorligt, ville de have fundet en løsning, så de vestafrikanske bomuldseksportører kunne komme ind på verdensmarkedet, siger David Luke, der dog understreger, at der stadig forhandles om bomuld som del af landbrugsforhandlingerne, og at det er svært at spå om det endelige resultat. Næste møde i Doha-runden afholdes i Hongkong i december 2005.
I Doha-runden forhandler WTO-landene om en mere åben og fair verdenshandel, men indtil videre er det kun blevet til vage hensigts­erklæringer.
Det mest konkrete resultat nåede man i sommer med en aftale om at afvikle EU’s eksportstøtte. Der er dog ingen tidsfrist for afviklingen, og i øvrigt udgør eksportstøtten kun 1-2 procent af de i alt 300 milliarder dollars, de rige lande hvert år giver i støtte til deres egne landbrug.

Stadig barrierer for handel

Imens betaler de fattige prisen. Deres varer kan fortsat ikke konkurrere med de kunstigt lave priser på de støttede vestlige markeder. Og adgangen til de rige landes markeder er fortsat begrænset af kvoter, told og strenge regler om blandt andet fødevaresikkerhed.
Barrierer er der altså stadig mange af på verdensmarkedet, trods åbninger som EU’s Everything But Arms-program og USA’s African Growth and Opportunity Act, som i princippet åbner grænserne for u-landenes eksportvarer.
- De industrialiserede lande har et væld af indviklede regler og standardkrav, som udenlandske varer skal opfylde, lige fra størrelsen på dåsetomater til indholdet af be­stemte stoffer i fødevarer, fortæller Amin Alavi, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Han arbejder for øjeblikket på en ph.d.-afhandling om udviklingslandenes rolle og konfliktløsning i WTO.
- Fattige lande mangler ofte ekspertisen til at videreformidle viden om de komplicerede tekniske handelsregler til lokale eksportører. Samtidig er mange u-lande ikke klædt godt nok på til at deltage i WTO-samarbejdet. For eksempel udnytter de ikke, at man i WTO kan lægge sag an mod andre stater, hvis man som eksportør mener, man bliver uretfærdigt behandlet. Resultatet er, at mange udviklingslande ikke får nok ud af de frihandelsmuligheder, de reelt har, siger Amin Alavi.

Skat og royalties

- Men retfærdig handel er andet end frihandel, påpeger cheføkonom i Carl Bro-gruppen Karen Helveg Petersen. Hun henviser især til de afrikanske landes muligheder i energisektoren.
- I dag går Afrika glip af indtægter for milliarder, fordi landene har afgivet magten over deres egne naturressourcer. Olie og gas for enorme beløb udvindes af multinationale selskaber, som betaler alt for lidt i skat og royalties til statskasserne. Simpelthen fordi de afrikanske landes regeringer er for svage, når de forhandler med drevne udenlandske forretningsfolk. Oven i købet betaler olieselskaberne mange af lederne under bordet for at påvirke niveauet for skatter og afgifter eller for at få landene til at acceptere ugunstige beregningsmetoder. Desuden er der ofte svind i de skattekroner, staten får ved salg af for eksempel olie, så indtægterne ikke kommer landets befolkning til gode, siger hun.
Det ses for eksempel i Nigeria. Her koster det 2,5-3 dollars at udvinde en tønde olie. Prisen pr. tønde er cirka 45 dollars på verdensmarkedet. Hvis den nigerianske stat blot tog 10 dollars pr. tønde i skat, kunne det give over ni milliarder dollars i statskassen årligt med de 2,5 millioner tønder, som Nigeria producerer om dagen. Det er mere end statsbudgettet for 2003.
- Og Nigerias befolkning kunne jo nok godt bruge ni milliarder dollars, konstaterer Karen Helveg Petersen tørt.
- Men pengene er der ikke. Om det så er, fordi det er lykkedes olieselskaberne at hive uforskammet meget profit ud af Nigeria, eller det skyldes, at landets ledelse er løbet med pengene, er uvist. I hvert fald er det et problem, som donorlande som Danmark er alt for lidt opmærksomme på. Her kunne vi gøre en forskel ved at stille viden og ekspertise til rådighed for udviklingslandene, så de ikke sælger ud af deres egne naturrigdomme, siger hun og foreslår, at Danmark støtter det engelske Extractive Industries Transparancy Intiative, der arbejder på at få økonomiske transaktioner mellem multinationale virksomheder og u-landes regeringer frem i lyset.
- Det er ironisk, at donorer som Danmark stolt viser pæne, nybyggede skoler i u-landene frem for offentligheden, mens vi overser, at der foregår ødelæggende og temmelig ufine handler i baggården – som donorpengene så reelt kompenserer for, siger cheføkonomen i Carl Bro-gruppen.

Behov for protektionisme

At Afrika i dag er stort set usynlig i den globale handel, skyldes både indre og ydre faktorer. Til sidstnævnte hører faldende priser på vigtige eksportvarer som kaffe, sukker og bomuld – samt Vestens landbrugsstøtte og tekniske handelshindringer. Alligevel er frihandel ikke en mirakelkur for Afrika, mener adjunkt ved Institut for Stats­kundskab ved Aarhus Universitet, ph.d. Anne Mette Kjær.
- At fjerne handelsbarrierer er nødvendigt, men slet ikke tilstrækkeligt til at få Afrika integreret i verdensøkonomien. Samtidig med at de rige lande fjerner deres egen støtte, må de fattigste have lov at bruge samme protektionistiske strategier, som vi i den industrialiserede verden benyttede os af, da vores økonomier voksede frem, siger hun, der blandt andet bakkes op af en analyse fra Fødevareøkonomisk Institut ved Landbohøjskolen.
Den forudser, at konkurrence­stærke udviklingslande som Kina, Indien og Brasilien vil snuppe hovedparten af u-landenes gevinst, hvis alle handelsbarrierer fjernes. De afrikanske lande står til at tabe 181 millioner dollars årligt på frihandelen, mens de rige lande vinder mest.
Skal de afrikanske lande ind på verdensmarkedet, må de i første omgang styrke handelen i og ikke ud af Afrika, lyder det fra Den Afrikanske Unions initiativ NEPAD (New Partnership for African Development). I dag udgør handelen mellem de afrikanske lande bare 8 procent af regionens totale eksport. Anne Mette Kjær er – som mange Afrika-kendere – behersket optimist med hensyn til NEPAD’s gennemslags­kraft:
- Spørgsmålet er, om NEPAD og Den Afrikanske Union stadig er en kaffeklub for regeringsledere, der kun er interesserede i at opretholde status quo. De har lovet at kigge hinanden i kortene med såkaldte African peer-reviews, der skal holde landene fast på blandt andet god regeringsførelse og demokrati. Ti­den vil vise, om de også er parate til at bruge sanktioner over for de medlemmer, der ikke lever op til kravene. Men når de delegerede ved Den Afrikanske Unions møder stadig rejser sig op og klapper ad folk som Robert Mugabe, kan man da godt have sine tvivl.