2015 – en blandet velsignelse

De rige lande leverer varen, når det gælder det om at skaffe mere bistand til verdens fattigste. Men flere penge giver ikke nødvendigvis mere udvikling for verdens fattigste. Nye alliancer giver håb om mere effektiv bistand i fremtiden.

Af Miriam Katz

Haves: Flere end en milliard mennesker, der lever for under én dollar om da­gen.
Ønskes: Mindst 50 milliarder dollars mere i bistand fra de rige til de fattige.
Sådan lyder ønsket fra FN, og som noget nyt har de største globale givere ikke på forhånd revet ønskesedlen itu med ord som ‘urealistisk’ og ‘umuligt’.
- Tværtimod stiger den globale udviklingsbistand, samtidig med at der opstår nye, stærke alliancer i international bistandspolitik, fortæller direktør for UNDP’s nordiske kontor Poul Grosen.
- FN, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond er mere enige end nogensinde om, hvor mange penge det rent faktisk er nødvendigt at give i bistand, siger han.
- Tidligere slog vi Verdensbanken og Valutafonden oven i hovedet med idealistiske mål, de ikke ville følge. I dag er vi stort set enige om både mål og midler, og det er et kæmpe gennembrud for udviklingen i de fattigste lande, siger Poul Grosen.
Målene, der er enighed om, er FN’s 2015 Mål, som 191 af verdens nationer har forpligtet sig på i den såkaldte Millenniumerklæring. De går blandt andet ud på at halvere andelen af verdens fattige og sultende, få flere børn i skole, og bremse hiv/aids-epidemien inden 2015.
Midlerne, som der altså nu næsten er enighed om, er de fattigdomsstrategier, som Verdensbanken og Valutafonden (IMF) kræver af udviklingslandene, før de kan få bistand eller lån.
- Lige nu er vi meget tæt på at få kædet 2015 Målene direkte sammen med fattigdomsstrategierne, hvilket vil give en helt ny sammenhæng i global udviklingspolitik, siger Poul Grosen.
Kobles 2015 Målene på fattigdomsstrategierne, vil det betyde, at de fattigste lande ikke længere skal lede forgæves efter penge i budgetterne for at opfylde de ambitiøse FN-mål. I stedet skal u-landenes budgetter tilrettelægges ud fra en behovsanalyse af, hvad det rent faktisk vil koste at nå 2015 Målene. Og så skal lån og bistand fra Verdensbanken, Valutafonden og andre donorer kanaliseres direkte over i budgetterne, så målene kan nås.

Et skud i foden

Denne type bistand, såkaldt budget- og sektorstøtte, vinder frem i disse år – dog uden en direkte kobling med 2015 Målene. Men ikke alle bifalder tidens trend i udviklingspolitikken, der sker på bekostning af støtte til specifikke udviklingsprojekter.
En af kritikerne er skandinavisk Afrika-forsknings grand old man Göran Hydén, der i år er gæsteprofessor ved Aarhus Universitet.
- Man får simpelthen ikke nok udvikling for pengene med budget- og sektorstøtte. Pengene forsvinder ind i modtagerlandenes finansministerier, hvor der er stor risiko for, at de bliver brugt til noget andet end aftalt. Ofte til konfliktløsning på bekostning af fattigdomsbekæmpelse, siger Göran Hydén, der har boet og arbejdet mange år i Uganda, Kenya og Tanzania, dels for Ford Foundation, dels for universiteterne i Dar es-Salaam og Nairobi.
Hydén er i dag bosat i USA, hvor han er æresprofessor ved University of Florida.
Han mener, at de rige lande er langt fra at opfylde det 8. af 2015 Målene om at skabe globalt partnerskab for udvikling. Årsagen er ganske enkelt givernes berøringsangst.
- I dag holder de rige lande sig på sikker afstand af den besværlige virkelighed i udviklingslandene. Det er en ulykkelig situation, for mange af de fattigste lande både vil og kan samarbejde. Og ægte partnerskab mellem givere og modtagere ville hjælpe mange flere mennesker, end den nuværende form for bistand gør. Men det kræver, at giverne involverer sig aktivt i partnerskabet, siger han.
Han foreslår at gå helt væk fra budget- og sektorstøtte og i stedet fordele udviklingsmidlerne via selvstændige, nationale fonde i de fattige lande. Fondene skulle bestå af repræsentanter fra modtagerstat, landets civilsamfund og givere. Og pengene skulle så gå til de ansøgere, der kunne præsentere de bedste udviklingsprojekter.
- Sådan kunne man sikre, at pengene blev brugt rigtigt. I dag stiller giverne krav om reformer og god regeringsførelse til gengæld for bistanden, men de er tit helt ude af trit med virkeligheden i udviklingslandene. Ofte mangler der grupper, der er stærke nok til at bekæmpe korruption og andre svagheder i modtagerstaten, konstaterer Göran Hydén, der hilser den øgede bistand velkommen, men synes, FN overdriver pengenes betydning for udvikling.
- Mange problemer i Afrika kan løses med få midler. Dér, hvor vi virkelig har mulighed for et gennembrud, er ved at dele ansvaret for, hvordan bistandsmidler bruges i ­u-landene. Her burde lande som Danmark og Sverige gå i front, men som det er nu, skyder donorlandene sig selv i foden ved ikke at vise, at de penge, vi giver, kan udnyttes langt bedre, siger han.

Strømligning af bistanden

At udviklingsbistanden er alt for ineffektiv, kan Poul Grosen, der har mange års NGO-erfaring som generalsekretær for Mellemfolkeligt Sam­virke, godt være enig i. Men han er ikke i tvivl om, at den eneste vej frem er, at u-landene selv tager mere ansvar for deres egen udvikling – og at giverne så i øvrigt bliver bedre til at samordne og strømline bistanden.
- Vi ved, efter mange års erfaring, hvad der virker, og hvad der ikke virker i bistandspolitikken. Og det er altså helt centralt, at udviklingslandene tager ejerskab over udviklingen. Til gengæld skal de så forpligte sig til at levere god regeringsførelse. Og vi skal gøre bistanden mere langsigtet og effektiv, siger Poul Grosen, der blandt andet henviser til Zambia og harmoniserings-initiativet, der søger at opfylde det 8. 2015 Mål, der ikke kun handler om at skaffe mere, men også bedre bi­stand.
Alligevel, og trods de fine inten­tioner, er 2015 Målene en blandet velsignelse, mener Göran Hydén.
- Det har både fordele og ulemper at sætte en tidsgrænse for, hvad man vil opnå. Det øger bevidstheden om problemerne og mobiliserer kapital. Men når det gælder selve udviklingen, skaber man en situa­tion, hvor man ikke giver sig tid til at lære af det, man allerede har gjort, siger han.
Når tiden frem mod år 2015 er gået, vil verden sandsynligvis have nået målene – men det bliver takket være den høje økonomiske vækst i Kina, Indien og dele af Sydøstasien.
- Tilbage står de fattigste i Afrika og Latinamerika. Mange af dem vil sandsynligvis ikke have mærket nogen forbedringer, når vi kommer til 2015, måske snarere tværtimod, siger Göran Hydén og peger på den vigtigste hindring for udvikling i de fattige lande: Handels- og toldbarrierer på verdensmarkedet. Selv om det 8. af 2015 Målene også forpligter de rige lande på at sikre retfærdige handelsregler, ser Hydén ingen fremskridt i den retning:
- Indtil videre har de rige lande ikke gjort nogen væsentlige ind­røm­melser. Vi i de rige lande er ikke villige til at afgive vores privilegier. Sådan er virkeligheden, men vi må forsøge at skabe en situation, hvor alle alligevel har noget at tjene på den eksisterende verdensorden. Så folk oplever, at de gør fremskridt, selv om det sker på forskellige udviklingstrin. Ellers risikerer målene at skabe en farlig blanding af desillusion og kynisme i de fattigste lande.
Den risiko ser Poul Grosen også, men i en lysere optik:
- Det er absolut nødvendigt, alene af strategiske sikkerhedshensyn, at de rige lande opfylder 2015 Målene. Forventningsniveauet er sat højt, vi skal levere varen, og vi er på rette vej, siger UNDP-direktøren og understreger, at det især er de afrikanske lande, der behøver et massivt økonomisk input. Bistanden til Afrika faldt med 45 procent op gennem 1990’erne, og i dag synes landene syd for Sahara at sidde fast i en håbløs fattigdomsfælde.
- Derfor er det vigtigt, at vi fremover måler, hvor meget af bistanden der går til Afrika. Lige nu er FN og Danmark i front med cirka 60 procent af udviklingsmidlerne øremærket Afrika, fortæller Poul Grosen, der fastholder optimismen
- I dag diskuterer de rige lande ikke, om de skal give mere bistand. De diskuterer, hvor meget mere de skal give. Og man må ikke glemme, at idéen med det 8. af 2015 Målene jo er at levere så meget bistand, at vi kan holde op med at give bistand fremover, siger han og låner en metaforisk fortælling af Jeffrey Sachs, der er Kofi Annans særrådgiver for FN’s 2015-projekt.
- Verdens nød og elendighed er som en ildebrand, hvor man hidtil kun har sendt en enkelt brandmand, for så at konstatere, at han ikke kunne slukke ilden. Det spørgsmål, vi stiller nu, er: Hvad med at sende et helt brandkorps? Det kunne jo være, det var mere effektivt.

Flere penge på bordet

I dag giver de rige lande mere i bistand til de fattige end nogensinde: over 68,5 milliarder dollars. Det er en stigning på over 16 milliarder dollars i forhold til år 2000, der dog delvis skyldes udgifter i Irak og Afghanistan. Stigningen skal også ses i sammenhæng med, at bistanden til Afrika faldt med hele 45 procent op gennem 1990’erne.
USA er verdens største donor, selv om landet giver langt under de 0,7 procent af BNP i bistand, som alle OECD-lande for år tilbage lovede FN at give.
Danmark giver 0,8 procent af BNP i bistand og er således blandt de fem lande i verden, der lever op til løftet om at give 0,7 procent af BNP.
De kommende år vil flere af de største donorer give mere i bistand. Senest har EU lovet at fordoble sin bistand for at sikre, at 2015 Målene nås. Desuden har blandt andet Storbritannien, ­Spanien og Frankrig i år bebudet at øge deres bistand, så de når op på at give 0,7 procent af BNP.

Kilder: UNDP, OECD/DAC m.fl.

miriam.katz@vip.cybercity.dk