Væk fra donorstyring

Donorharmonisering er et vigtigt værktøj i forhold til de rige landes Mål 8 forpligtigelse om at yde bedre bistand.

Af Ulrikke Moustgaard, Lusaka

I de lange gange i Zambias finansministerium i Lusaka sum­­­mer luften af aktivitet. Velklædte embedsmænd og – kvinder be­væger sig i hastigt tempo op og ned af trapper og ind og ud af kontorer. For blot et år siden ville aktivitetsniveauet mås­ke have virket endnu heftigere.
For siden Zambia i 2003 indgik i det såkaldte Harmonisation in Practice-initiativ, har ministeriet fået lettet arbejdsbyrden i et omfang, der kan mærkes. Før i tiden ville alle de donorer, der støtter Zambia økonomisk, sikre sig, at deres penge nu også gik i de rigtige lommer og havde effekt i praksis. Det betød, at landets finansministerium brugte mængder af arbejdstimer og penge på at gå til møder og lave rapporter og monitoreringer til donorerne. Og dette vel at mærke uden at have den helt store indflydelse på, hvor donorernes penge bedst kunne bruges.
Men med Harmonisation in Practice-initiativet, hvor 11 lande er gået sammen om at koordinere bistanden til Zambia, er en del af arbejdsbyrden forsvundet.
- Ud af ministeriets 700 ansatte brugte godt 20 procent tidligere al deres tid på donorsamarbejdet. Dette tal er i dag halveret, fortæller vicefinansminister Mutati.
- Vi har fået meget mere spillerum og kontrol over vores egen skæbne, siger han.

Ejerskab, tak!

På grund af manglende gennemsigtighed i Zambias administration har korruption været et stort problem for landet – også når det gælder udviklingshjælp fra for eksempel Danmark.
Derfor har mange donorer valgt at give penge til enkelte projekter frem for til Zambias statskasse. Men for Mutati og hans kolleger har denne form for støtte voldt mange problemer. Et er som sagt arbejdsbyrden i samarbejdet med donorerne. Et andet er en meget svag styring af økonomien i landet og dets forskellige sektorer, fordi mange donorer eksempelvis meget gerne vil støtte kampen mod aids eller for kvinders rettigheder, mens færre har spyttet penge i ‘kedelige’ emner som landbrug eller turisme, som Zambia selv gerne vil have opprioriteret.
- Donorerne har deres darlings, og vi er blevet oversvømmet med penge i nogle sektorer – ikke mindst sundhedssektoren – mens andre er næsten tomme, fortæller Mutati.
Ubalancen har derfor og­så betydet, at Zambia har brugt penge, der egentlig skulle være gået til do­norprioriteter, til at dæk­ke andre af landets udgifter på de områder, hvor lommerne var tomme.
- Så over for vores partnere har vi selvfølgelig ikke fremstået særligt troværdige, siger Mutati.
Med Harmonisation in Practice-initiativet har Zambia nu selv fået mulighed for at sidde med ved bordet med donorerne, som er villige til at gå sammen og koordinere indsatsen, så donorpengene bliver spredt mere fornuftigt. Det giver også en mental bonus.
- Før var det ‘donorprojektet dit og dat’ og ‘deres’ penge, men nu føler vi selv et ejerskab, når vi kan være med til at bestemme over bistanden, siger Mutati.
Til gengæld har Zambia forpligtet sig til at lave åbne og gennemsigtige regnskaber, så alle – både donorer og zambianske parlamentarikere – ved præcist, hvad statens og donorernes penge går til.

En god historie

Også i donorkredse er man ret tilfreds med Harmonisation in Practice-initiativet.
- Samarbejdet mellem donor- og modtagerlande gør udviklingsbistanden mere effektiv, når man kan samle kræfterne på visse områder. Men samarbejdet betyder også, at vi har fået en ærligere og dybere dialog på mere lige vilkår, sigerDanmarks ambassadør i Zambia Orla Bakdal. Han fremhæver især ejerskabsfornemmelsen hos modtagerlandet.
- Det er den, der er vigtig, fordi den giver bæredygtighed. Zambia får større indflydelse på, hvad vi går rundt og laver i partnerskabets hellige navn, og får dermed også selv en fornemmelse af ansvar. Partnerskab er ikke et begreb, der altid fungerer i praksis. Når det for eksempel drejer sig om vedligeholdelse i donorprojekter er holdningen ofte: ‘Når projektbilerne er kørt i stykker, kan vi bare gå til donorerne og få nogle nye.’ Nu bliver vi faktisk taget mere alvorligt, siger han.
I andre afrikanske lande, såsom Tanzania, har donorstyringen også udviklet sig til det, som mange betragter som et donorsyndrom. Det indebærer, at landet er blevet alt for afhængigt af donorernes handlekraft og derfor helst ikke selv vil træffe beslutninger. Også det fænomen kan en ejerskabsfornemmelse forebygge.
Om Harmonisation in Practice-initiativet vil blive ved med at være en god historie for både Danmark, Zambia og andre donor- og udviklingslande vil fremtiden vise.
Succesen vil i høj grad afhænge af, hvordan baglandet i donorlandene vil reagere – ikke mindst på politisk plan. For hvad trækker flest stemmer: At ville bruge sine borgeres skattekroner på at redde mor-og-barn-liv på barselsgangene i Zambia, eller at bruge dem på et ‘kedeligt’ emne som landbrug? 

ulrikke@tiscali.dk