Tillæg 2015:
MÅL 8: Sikre øget bistand, retfærdige handelsregler og gældslettelse for udviklingslandene
Spurten skal sættes ind nu
Udvikling gør status på 2015 Målene. Det gør vi ved at sætte fokus på det ottende mål, som de rige lande er forpligtet til at nå.
Af Miriam Katz
Ambitionerne fejler ikke noget.
FN’s Årtusindeerklæring om at sikre fred og sikkerhed samt bekæmpe fattigdom er verdenssamfundets vel nok mest ambitiøse initiativ for at skabe en bedre verden siden FN’s grundlæggelse i 1945.
På verdensplan vil målet om at halvere fattigdommen sikkert blive nået, alene på grund af Kinas og Indiens galoperende vækstrater. Med Afrika ser det mere tvivlsomt ud, og spurten skal for alvor sættes ind nu, hvis verdens fattigste kontinent skal opfylde de otte 2015 Mål.
I efteråret 2005 samles verdens ledere til et stort FN-topmøde, hvor indsatsen for at nå 2015 Målene om at halvere verdens fattigdom, sikre skolegang for alle etc. skal evalueres.
Udvikling varmer op til topmødet med et 2015 tillæg med fokus på Mål 8, som de rige lande er forpligtet til at nå. Mål 8 handler om at opbygge globalt partnerskab for udvikling ved at give mere og bedre bistand og ved blandt andet at sikre retfærdige handelsregler, gældslettelse og billigere medicin til udviklingslandene.
Udvikling giver baggrund og indsigt i, hvor vi står i forhold til Mål 8, og vi tager pulsen på det globale partnerskab gennem reportager fra Zambia. 2015 er ikke bare et tal. Det handler om mennesker.
Christophers sidste rejse
Christopher Phiri fra Zambia døde af aids. Han nåede aldrig at få glæde af prisfaldet på aids-medicin fra 100.000 til 2.000 kroner for et års forbrug. Et prisfald, der blandt andet er et resultat af politisk pres på den vestlige medicinindustri, formuleret i det ottende af FN’s 2015 Mål. Af Ulrikke Moustgaard, Lusaka
Christopher Phiri må have haft meget ondt i sit lem. Syfilis har gnavet sig så dybt ind i huden både på lem og lænd, at blodet er trængt igennem både jeans og tæppe, selv om han har ligget i lighusets kølerum i flere dage.
Er dét, hvad Salomes tanker kredser om denne lørdag formiddag på kirkegården Leopards Hill i Lusaka, hvor Christopher netop er forsvundet under en bunke rød jord? Er det hans smerte, hun jamrer over?
- Chris!
Eller gælder Salomes fortvivlede råb til sin bror deres søster, der gik bort for to uger siden? Faderen, der døde for et år siden? Moderen, der fulgte efter? Christophers kæreste, de sammen lagde i graven i begyndelsen af måneden? Eller er råbet bare den sidste trevl af forårets sorg, da Salome begravede sin egen mand?
Døden er massiv i Zambia. I helt bogstavelig forstand. Hver måned tager malaria, aids, tuberkulose og andre sygdomme livet af tusinder af mennesker alene i hovedstaden Lusaka. Folk går til begravelse konstant.
- Hver begravelse minder dig om den forrige, du var til, og dén mindede dig om den før, som Salomes tante, Susan, siger.
- Men man bliver aldrig vant til det.
Derfor jamrer Salome.
Vi følger Christophers sidste rejse på kirkegården Leopards Hill, Lusaka
Lørdag morgen den 20. november har kvinderne grædt hele natten i det lille hus i Libala i Lusaka. For Christopher er død. Salome fik beskeden på fattighospitalet. Hun kunne ikke længere klare at passe ham selv.
Ingen taler om dødsårsagen, men alle ved, at Salome venter på svar på en hiv-test, hospitalet tog for nylig. Og med syfilis og en nylig død kæreste er det ikke usandsynligt, at 34-årige Christopher hørte til de 20 procent af den zambiske befolkning, der er smittet med hiv.
Uanset dødsårsag skal Christopher have en værdig begravelse, men efter så mange begravelser i familien er et altoverskyggende problem nu penge. Begravelser er dyre, for man skal både have kiste, transport til kirkegården samt mad og drikke til gæsterne.
Tre millioner kwacha kan en enkel begravelse sagtens løbe op i, og det er mere end en almindelig arbejdsmand kan tjene på et par måneder.
Heldigvis kan nogen i Libala skaffe en pickup, andre spæder op med penge og ude på kirkegården Leopards Hill er en graver allerede i gang med at finde en ledig gravplads. Så Salome og familien sætter sig på ladet af en hvid Toyota og kører af sted. Ligesom de har gjort alt for mange gange før.
Da bilen drejer om hjørnet til pladsen uden for lighuset, hvor de skal hente Christopher, får luften en snert af stress. Menneskemængden på pladsen, der alle venter på at afhente deres afdøde fra lighuset, er enorm. Nogle sidder i skyggen af de få træer på pladsen, andre har sat sig på kantstenen foran små boder, der faldbyder buketter af gule roser i plasticomslag og sirligt udformede begravelseskranse. De døde koster mange penge for de efterladte, mens andre tilsvarende får en god lille forretning ud af det.
- Billige kister, råber et skilt i en lygtepæl, men overskygges fuldstændigt af det tjekkede ’kiste-showroom’ nogle meter længere fremme, hvor der er kister til ethvert behov. Her er alt fra små, simple barnekister i mørkt træ til store luksuriøse, hvidlakerede kister med guldhåndtag og silkebeklædning. Også i døden er social status et emne, man ikke kommer udenom.
Salome styrer hjemmevant ind i ligkistemagasinet, hvor hun peger en lyserød trækiste ud. Første betaling er overstået. Næste venter ved indgangen til lighuset, hvor det egentlig er gratis at komme ind, men hvor man kan komme foran i køen, hvis man giver vagterne en skilling. Det gælder også i dag, hvor kisterne står linet op i en lige linje på jorden foran indgangen. Skal alle nå at hente deres lig, gøre dem i stand og køre dem på kirkegården, inden den lukker klokken 15, skal der et vist tempo til.
- Vær venlig at sikre Dem, at liget, De tager ud af lighuset, er Deres familiemedlem. Vi tager intet ansvar for ombytning, formaner derfor et skilt på muren.
Inden for i lighuset hersker travlhed. Mellem kølerummet og de to kønsopdelte vaskerum, hvor familiemedlemmer selv gør ligene i stand, farer mænd og kvinder rundt i halvmørket med deres tæppeindhyllede lig. Af og til falder en arm eller et ben uden for bylterne, der ligger stablet på metalborde i kølerummet – børn og voksne i en stor sammenblanding.
Under lighusets høje loft fældes ingen tårer. Alle har kun travlt med at få deres respektive afdøde gjort klar og komme væk igen fra stanken af død, lig og – ikke mindst – forrådnelsen hos de lig i kølerummet, der ikke er blevet afhentet, fordi familien ikke har råd til begravelsen og derfor venter på, at staten efter tre måneder fjerner liget.
Også Christophers tynde krop bæres gennem rummet og ind på vaskebordet bag de gule vægge. No smoking, står der på væggen.
Han bliver klædt af, spulet med en vandslange og vasket med sæbe side om side med fire andre døde. Det er Christophers storebror, der står for vasken. Han smører også Christopher ind i bodylotion og giver ham nyt tøj på, inden han lægges forsigtigt i den lyserøde kiste og bæres ud.
Den sidste rejse kan begynde.
- Dér, hvor Christopher skal hen, er der fyldt med blomster. Der er ikke problemer, der er kun fred, synger Salome og de andre kvinder, da Toyota’en forlader pladsen foran lighuset med Christopher og familien på ladet.
Men inden Christopher kan blive lagt i sin grav, venter et svært øjeblik: Det sidste farvel i kapellet. At det er en hård oplevelse, uanset hvor mange begravelser, man går til, vidner lydene fra ulykkelige mænd og kvinder uden for kapellet om. De hulker højlydt og må støtte sig til hinanden for ikke at falde om. Deres stemmer skærer i ørerne.
Inde i kapellet er det et barn på halvandet år, der skal tages afsked med. Han blev kvalt, da han slugte en rå bønne. Kvinderne i rummet begynder at besvime og må bæres ud i armene af to mænd. En anden kvinde forsøger desperat at lukke barnets mund, indtil en mand tvinger hendes hænder bort. Også Salome bliver overvældet af synet af sin bror, da den øverste tredjedel af det lyserøde kistelåg åbnes, og tæppet foran hans nyvaskede ansigt bliver fjernet. Hendes gråd smitter de andre kvinder i Christophers liv. Han var afholdt af alle. Godt nok led han af periodevis sløvhed og havde svært ved at tage sig sammen til at søge job. Men han var altid morsom, og for Salome en god trøst at have i huset, efter at hendes mand døde af tuberkulose.
Salome vil række hænderne mod ham, men får lagt en hånd på sin arm. De kan ikke blive længere. Udenfor venter alle de andre kister og pårørende, som også skal nå ind. Næste farvel siger en ung mand, der løber forvildet rundt efter en kiste med knyttede næver.
- Min hustru, min bedste ven.
For Susan, Christophers tante, er denne dag derimod blot en som alle andre. Hun har ikke tal på, hvor mange begravelser hun har været til i november, men hun tror, det har været næsten hver dag. Jo flere mennesker, man kender, desto flere begravelser går man til. Begravelser er blevet et socialt tilløbsstykke uden lige. Man kommer her flere gange om ugen – der er altid en, man kender, der dør. Christopher er nummer 9458, der bliver begravet på Leopards Hill alene i november – og alene i område ’A’. Leopards Hill må uden tvivl være et af de mest velbesøgte offentlige steder i den zambianske hovedstad.
For nogle er begravelserne ligefrem blevet en integreret del af at fornøje sig med gratis mad og drikke. I Lusaka behøver man ikke gå på bar for at drikke sig fuld. Man kan bare melde sig som frivillig graver hos en afdøds familie, der til gengæld kvitterer med litervis af den lokale majsøl, chibuku. På Leopards Hill betyder den ordning, at man mellem de sørgende menneskemængder finder unge mænd, der efter en hel formiddags indtag af flere liter chibuku under en brændende sol vakler grinende og fulde rundt med hakker og spader i et forsøg på at gøre gravene færdige til kisternes ankomst. De, der i deres fuldskab er kommet bagud i tidsplanen, forsøger på fuldstændig usystematisk vis at skiftes til at hakke rundt i jorden, mens familien tålmodigt venter med ligkisten på bilerne.
Heldigvis er Christophers grav blevet færdig til tiden, og hans kiste bliver nu for sidste gang båret fra ladet. Mens en præst taler om malaria et par meter derfra ved nabobegravelsen, forsøger tre mænd at skrue Christophers kiste ned i hullet, som er blevet en smule for lille. Christopher falder næsten ud, men omsider lykkes det at få kisten ned.
Det er slut.
Salome har sat sig på jorden med strakte ben.
- Jeg har lidt, min bror, siger hun til ham, mens jorden falder ned over kisten.
- Før sørgede jeg over dig i live, nu sørger jeg over dig i døden.
Hendes kusiner begynder at synge sangen fra før.
- Dér, hvor Christopher skal hen, er der fyldt med blomster …
Men denne gang stemmer Salome ikke i. Hun begynder i stedet at skælde Christopher ud. Hun skiftevis råber og græder.
- Jeg troede, du ville overleve. Nu er der kun mig tilbage.
Til sidst rejser Salome sig sammen med de andre familiemedlemmer og tager plads i pickup’en.
Endnu en begravelse er overstået på Leopards Hill. Endnu et menneske har forladt verden. I morgen venter en ny dag i Lusaka, og Leopards Hill bliver fyldt med sørgende igen. Men man vænner sig aldrig til det.
2015 Målene er konkrete
2015 Målene er en række konkrete, tidsbestemte mål for bekæmpelse af fattigdom, sult, sygdomme, analfabetisme og diskrimination af kvinder. Målene, som på engelsk kaldes "Millennium Development Goals", er resultatet af en verdensomspændende aftale indgået på FN's Millennium topmøde i september 2000 af verdens statsledere og regeringschefer.
Opbakningen til 2015 Målene er enestående på tre punkter: De otte mål er klart formulerede, der er fastsat en deadline, og så er der aftalt løbende overvågning af, hvordan opfyldelsen skrider frem. Desuden er løfterne vedtaget af alle FN's medlemslande, hele FN systemet, Verdensbanken og den Internationale Valutafond.
Der er otte mål, og hvert af målene indeholder en række delmål, der sætter en køreplan for, hvilke resultater der skal nås på vej til år 2015. I 2005 evalueres den foreløbige indsats på en FN Millennium-konference.
Så langt er vi fra 2015 Målene
Mål 1: Halvere antallet af verdens fattige og sultende
200 millioner færre lever i ekstrem fattigdom i Syd-, Sydøst og Østasien end i 1990. Det går også i den rigtige retning i de nordafrikanske lande. Men der er ingen eller kun små fremskridt i landene syd for Sahara, Latinamerika, Caribien og Vestasien, hvor andelen af fattige er vokset. Således lever 46,6 procent af befolkningen i det sydlige Afrika for under én dollar om dagen - en stigning på næsten fem procent i forhold til 1990.
Mål 2: Skolegang for alle
Mange flere børn kommer i skole i udviklingslandene i forhold til 1990, især i Latinamerika, Caribien og det østlige Asien, hvor 90 procent af børnene i dag går i skole. Men i flere af de afrikanske lande syd for Sahara er man langt fra at nå målet. I alt er 121 millioner skolesøgende børn stadig ikke begyndt i skole.
Mål 3: Fremme ligestilling og sikre kvinders rettigheder
Det er vanskeligt at vurdere opfyldelsen af dette mål, men FN bruger blandt andet adgangen til uddannelsessystemet som kriterium. Og set med de briller går det i den rigtige retning mange steder, bortset fra i landene syd for Sahara og i Syd- og Vestasien. I mange udviklingslande vil der være lige adgang for drenge og piger til grundskolen i 2005.
Mål 4: Mindske spædbarns- og børnedødeligheden
Udviklingen går i den rigtige retning i Nordafrika, Latinamerika og dele af Asien. Men i landene syd for Sahara er børnedødeligheden faldet alt for lidt de seneste 10 år. Ud af 1.000 børn i disse lande dør 174 inden de fylder fem år. Det tal er mere end 20 gange højere end i de udviklede lande.
Mål 5: Mindske mødredødeligheden med tre fjerdele
Usikker statistik gør det vanskeligt at vurdere udviklingen. Men ud af de 529.000 kvinder, der hvert år dør under graviditet og fødsel, kommer 445.000 fra landene syd for Sahara og i Sydasien.
Mål 6: Standse udbredelsen af hiv/aids, malaria m.fl.
Der gives flere penge til at bekæmpe sygdommene. Sidste år var tallet 4,7 milliarder dollars, men der er stadig langt op til de 12 milliarder dollars i 2005 og 20 milliarder dollars i 2006, som er nødvendigt for at komme hiv/aids til livs inden 2015. Samtidig steg antallet af mennesker med hiv/aids fra 35 millioner i 2001 til 38 millioner i 2003.
Mål 7: Sikre miljøvenlig og bæredygtig udvikling
Beskyttede områder bliver mindre og færre i alle dele af verden, især i lande med regnskove. Men flere har fået adgang til rent drikkevand. I Sydasien gælder det dog stadig kun 52 procent af befolkningen og i landene syd for Sahara 58 procent. Udviklingen går for langsomt i forhold til at nå målet i 2015, især hvad angår kloakering og spildevandsrensning.
Mål 8: Skabe globalt partnerskab for udviklingen
De rige giver mere bistand til verdens fattige. I 2003 nåede bistanden et højdepunkt: 68,5 milliarder dollars – dog påvirket af udgifter i Afghanistan og Irak. Men der er stadig lang vej til de 100 milliarder dollars årligt i bistand, som er nødvendigt, hvis u-landene skal kunne opfylde 2015 Målene. Globalt partnerskab handler også om retfærdig verdenshandel og gældslettelse og billigere medicin til u-landene.
Læs mere om, hvor langt verden er kommet:
http://2015.danida.dk/da/
http://www.undp.dk/article.asp?Article_Id=1703
Denne side er kapitel 26 af 33 til publikationen "Udvikling".
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/4141/index.htm
|
