En progressiv i den vide verden

Det gode, der sker i verden, skyldes kapitalisme, handel og de multinationale virksomheder, ikke socialisme, planlægning og u-landshjælp. Det er skammeligt, forargeligt og rystende, men sådan er det. Selv Informations redaktør må erkende dét i sin bog ‘Fra frihedens slagmarker’.

Af Martin Paldam

I de sidste 20 år er det gået omvendt af, hvad den typiske danske pro­gressive havde håbet og troet.
Den virkeliggjorte socialisme er brudt sammen: Af de fem socialistiske lande, der er tilbage, er de to største, Kina og Vietnam, blevet hektisk voksende kapitalistiske lande, hvor socialismen kun findes i form af et etpartidiktatur og i taler på revolutionens årsdag. De to sidste trofaste, Nordkorea og Cuba, er selv de gamle venner hørt op med at tale pænt om. Det står heller ikke godt til med de andre socialismer: Den arabiske socialisme er en ondartet ynk. Den afrikanske socialisme, der har ruineret så mange lande, hærger nu mest i Zimbabwe, og ingen husker, at Myanmar har sin egen buddhistiske socialisme.
Det chokerende er imidlertid, at det nu går bedre end nogensinde før for verdens fattige. Det vil ganske vist ikke sige så meget, men det er da altid noget. I disse år sker der nemlig en drastisk forbedring af verdens indkomstfordeling, fordi to fattige lande, med tilsammen 37 procent af dens befolkning, har valgt den kapitalistiske vej og er passeret fra at være fattige lande til at blive mellemindkomstlande. For Kinas vedkommende er grænsen allerede for længst passeret – nu nærmer man sig midten i mellemindkomstområdet – for Indiens vedkommende er det lige ved at ske. Fortsætter de to landes hurtige vækst, vil verden om blot 10 år se afgørende anderledes ud. Så vil der bo én milliard i rige lande, én milliard i fattige lande og resten, fem milliarder, jævnt fordelt over mel­lem­ind­komstområdet. Også i Europa sker væksten nu i den fattige østlige halvdel, efter at kapitalismen omsider har fået ordentligt fat også dér.
Det gode, der sker, skyldes kapitalisme, globalisering, handel og de multinationale virksomheder, ikke socialisme, planlægning og u-lands­hjælp. Det er skammeligt, forargeligt og rystende, men sådan er det.
Jørgen Steen Nielsen (JSN) er en ægte progressiv – tilmed redaktør på Information – også han erkender, at sådan er det. Han vidste allerede før den rejse, han begiver sig ud på i bogen ’Fra frihedens slagmarker’, at der var sket noget for­uroligende, og han erkender det flot. Selv om han har mange tilbagefald, er han dybt ramt af realiteterne.
En af de mest hellige ‘tanker’ for den progressive er, at økonomisk vækst alene ikke er udvikling. Det er en rigtig dum tanke. Vækst ‘alene’ er nemlig en umulighed – vækst ændrer alt i et samfund, noget til det værre, men det meste til det bedre. Alligevel har den fjollede ‘tanke’ været grundlaget for uendelig meget ørkesløs, selvgod, blød idealistisk snak.
Prøv at sammenligne to tal: På den ene side ‘reddes’ der dagligt et sted mellem 50.000 og 100.000 familier ud af dyb fattigdom i Kina og Indien ved de mange nye job, der hele tiden skabes af landenes rivende vækst. På den anden side kan man så sætte antallet af dem, der dagligt ‘reddes’ af alle de foranstaltninger, som  er fulgt af tankerne om socialt bæredygtig vækst, de elementære behovs strategi, fattigdomsorienteret vækst, og de 60 milliarder dollars i u-landshjælp. Mon det kan beløbe sig til 1.000 i hele verden? Jeg tror det ikke. Den rå, selviske, miljøødelæggende, ukultiverede kapitalisme er altså en langt mere succesrig kur imod fattigdom end alt, hvad de gode hensigter og sunde progressive idéer har ført til. Effektivitetsforskellen er mindst 50 gange, ja den er nok snarere 100 gange.
Dét oplever JSN, og han forsøger desperat at komme overens med det uden at smide alle sine gamle idéer ud. Indtrykket af kapitalismens triumf er naturligvis stærkest i Kina. Her er han lige ved at ryste sine gamle tanker af sig – han skriver faktisk om, hvor meget disse gode mennesker tog fejl, som gik rundt med Maos lille røde, og et lille helgenbillede af samme formand på den hønsestrikkede sweater. Der var sågar et kollektiv, der hed Maos Lyst.
I Indien er kapitalismens triumf endnu ikke helt så stor, så her er JSN’s tilbagefald hyppigere. Da Indien er et demokrati, brydes meningerne. Det er et u-land, hvor alle slags idealismer blomstrer, så her har JSN let ved at finde tanker, han kan lide. Han ser alligevel klart, at også her buldrer kapitalismen frem og trækker stadig flere ud af fattigdommen. Det er ikke Gandhis  spinderok eller den sympatiske fabiansocialist Nehrus idéer, der har gjort forskellen. Selv venstre­fløjsøkonomen Lord (Meghnad) Desai af Islington, som JSN citerer, har skrevet, at en fortsat liberalisering er vejen frem. Det har bestemt ikke været nemt for ham heller, men ortodoks har han aldrig været. Den føde, der bekommer de fleste dårligst, er egne gamle ord og artikler.
Efter Indien mellemlander JSN i Dubai – og det er så rigt og besynderligt et sted, at hans gamle idéer kan komme lidt til kræfter – og så går det videre til Kenya. Nu kommer spørgsmålet: Hvorfor går det så meget dårligere i Kenya end i Indien og Kina? Afrikanere og progressive var længe enige om, hvad svaret var: Den hvide mand! Alle slags imperialister og kolonialister har deres del af skylden. Verdensbanken og IMF er naturligvis også slem-me. De er ganske vist ikke særligt ‘hvide’, men de bor i Washington. De eneste, der er helt uden ansvar, er de ejegode afrikanerne, som spiller og danser så fint, når vi giver dem penge.
Dette svar er naturligvis noget racistisk pjat, og det tilfredsstiller heller ikke JSN. Selv om han stadig mener, at den hvide mand er slem, indser han, at hvad slemhed angår, er der ikke nogen klar racemæssig forskel. Der er nu gået 40 år siden den store frihedsbølge i Afrika, hvor også Kenya fik afrikansk styre. Tallene viser, at det er gået dårligere i de 40 år, end det gik i de foregående 40 år, da Afrika var regeret af kolonialister og imperialister. Det er faktisk svært at afgøre, om der overhovedet har været nogen stigning i levestandarden i de sidste 40 år i Afrika. Det er ikke så let at give et svar på hvorfor. Man kan dog sige, at det hverken skyldes mangel på sorte politikere eller u-landshjælp: I de 40 år har Afrika fået en årlig hjælp på i snit cirka 10 procent af kontinentets bruttonationalprodukt.
Realiteten er naturligvis, at dét, Afrika har brug for, er meget mere business, og så kan det være inderligt ligegyldigt, om forretningsmændene er sorte, gule, hvide eller blå. Bare der bliver tjent penge og sat ting i gang. Også dét erkender JSN, men her er det nærmest tæn-der-skærende.
Når man skal bevæge sig fra en træg reguleringsøkonomi til en dynamisk markedsøkonomi, må de ineffektive statsvirksomheder med alt for mange ansatte gøres markedsrette og privatiseres. Det kan kun ske gennem afskedigelser og effektiviseringer, det vil sige gennem en såkaldt strukturtilpasning – sådan én, som Margaret Thatcher lavede i England. Det er naturligvis væmmeligt, og det anbefales da også af IMF. Så her reagerer JSN’s mave med kraftige moralske op­stød, men en del af dem rettes faktisk imod Kenyas sorte politikere: Daniel Arap Moi var ikke nogen god afrikaner, men til gengæld var han en typisk afrikansk politiker.
Der er dog ét punkt, hvor JSN stadig holder den flossede fane højt: Dét er, hvad angår miljøet. Her er han på hjemmebane, for han er biolog. JSN gør det for eksempel helt klart, at han er meget klogere end Bjørn Lomborg. Det kommer som en lidt pudsig strøtanke, men det er da rart for læseren at vide. JSN ville ønske, at han kunne sige, at den frembuldrende kapitalisme er ved at ødelægge miljøet i Kina og Indien, ligesom den har gjort det i den rige verden, og at det alt sammen er meget bedre i Kenya, hvor kapitalismen slet ikke buldrer.
Men, det er desværre ikke rigtigt, og det ved JSN, så her bliver det svært, ja en underlig katteagtig rundtur om den varme grød. Dér, hvor miljøet har det bedst, er faktisk i de rige lande, og der er store problemer i Kenya. Det er bestemt ikke trivielt, hvad forholdet er mellem miljø og kapitalisme. Hvis man vil bevare Afrikas vilde dyr, er det turismen, man har brug for – og den skaffer også indtægter og jobs til et trængende kontinent.
Dét, der bærer JSN’s bog, er imidlertid noget dybt tankevækkende. Dét er kontrasten mellem på den ene side alle de mange velmenende tanker, som vestlige progressive har tænkt, samt de talrige deklarationer, FN-systemet hele tiden producerer. Alle idéerne om, hvordan de uegennyttige og vise regeringer skal styre og indrette alt til én stor fælles bæredygtig godhed. På den anden side er der så den rå kapitalistiske urkraft, der er ved at ændre verden, helt uden at tage hensyn til al den klæge, vamle snak. I en verden, hvor mange regeringer er som Daniel Arap Mois var, er det måske ikke så slemt, at regeringerne kommer til at betyde mindre.
JSN og jeg er vist næsten enige om, at det slet ikke går så ringe endda!

Jørgen Steen Nielsen: ’Fra frihedens slagmarker – I Indien, Kina og Afrika’.
Informations Forlag, 463 sider, 298 kroner.

Martin Paldam er professor i økonomi ved Aarhus Universitet.