Offentlige private partnerskaber
Derfor bliver firmaerne væk
Af Niels A. Jensen, Agro Business Development A/S
En kommentar til artiklen om Danidas Offentlige Private Partnerskabsprogram (OPP) i forrige nummer af Udvikling: Det nævnes, at programmet har haft en noget langsom start, blandt andet fordi virksomhederne har tøvet med at melde sig på. Mon ikke grunden til dette er, at Danida og den private sektor ofte lægger noget forskelligt i begrebet OPP? For Danida handler det om at få overført nogle af sine egne målsætninger om social udvikling i udviklingslandene til virksomhederne. Man forsøger “at føre en kanyle ind i virksomhedernes pulserende profitåre og indsprøjte en forpligtende dosis moralsk og socialt ansvar”, som journalisten vælger at beskrive det. Virksomhedernes sociale ansvar er et vigtigt område, men for en privat virksomhed er et offentligt privat partnerskab som oftest noget med samarbejde mellem virksomheder, forsknings-, uddannelses- og teknologiinstitutioner, halvoffentlige finansieringsinstitutter med mere – typisk i forbindelse med teknologitilførsel, vækstparker og netværk mellem mindre virksomheder. Eller det kan være BOT-projekter (BOT = Build, Operate, Transfer, red.), hvorunder private firmaer finansierer, bygger og i en periode administrerer offentlige anlægsprojekter. Netop med hensyn til samarbejde mellem virksomheder, forsknings- og uddannelsesinstitutioner med videre ser det ud til, at Danidas forskellige programmer er fraværende. PS-programmet, der støtter firmapartnerskaber mellem danske og lokale firmaer, er ikke gearet til privat-offentligt samarbejde. Der er således kun ganske få eksempler på, at danske forsknings- og uddannelsesinstitutioner har været partner i et PS-projekt, og i de fleste tilfælde har det været med en tilsvarende institution i udviklingslandet og ikke en privat virksomhed. Tilsvarende har næsten ingen institutioner i modtagerlandene haft PS-projekter med danske firmaer, om nogen. Vender man blikket mod Rådet for Udviklingsforskning, så er det heller ikke meget privat-offentligt samarbejde, der bliver formidlet gennem dette råd. De finansierede projekter er alle forankret i danske institutioner, som hovedsagelig samarbejder med tilsvarende institutioner i udviklingslandene. Private firmaer er fraværende. Så måske skulle Danida også tænke i andre baner end det sociale ansvar i forbindelse med offentlige private partnerskaber. Der er givet uudtømte muligheder.
Denne side er kapitel 15 af 33 til publikationen "Udvikling".
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/4141/index.htm
|