Staur gør status

Danidas chef, Carsten Staur, gør status over året, der gik. 2004 var ikke mindst kendetegnet ved, at udviklingsbistanden også blev et politisk værktøj i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Af Kjar & Katic

– Hvad er de tre vigtigste ting, der er sket på det udviklingspolitiske område i 2004?
– Der er sket meget. Men det bør nok især fremhæves, at sammenhængen mellem på den ene side udvikling og på den anden side konfliktforebyggelse og konflikthåndtering er blevet yderligere understreget, som det også fremgår af “Sikkerhed, vækst og udvikling” (regeringens prioriteter for dansk udviklingsbistand 2005-2009, red.). Vi skal ikke mindst engagere os i Afrikas konflikter, hvis vi vil skabe udvikling. Det hænger selvfølgelig også sammen med Danmarks plads i FN’s Sikkerhedsråd, der gør det muligt for os i endnu højere grad at spille på hele klaveret i forhold til sikkerhed og udvikling, og det hænger sammen med vores nye Afrika-politik.
- Det andet, man kan nævne, er den fornyede interesse, der har været for de sociale sektorer og ikke mindst satsningen på uddannelse, der udspringer af “En verden til forskel” (regeringens prioriteter 2004-2008, red.). Principbeslutningen herom blev taget sidste år, men det tager jo tid at forberede, og der er ingen tvivl om, at der også er sket en videre udvikling på det seneste. Ikke mindst i form af en øget vægt på erhvervsuddannelser som følge af regeringens fokus på økonomisk vækst som afgørende for fattigdomsbekæmpelsen.
- Der har endelig også i 2004 været stærk fokus på hiv/aids, sammenhængen mellem behandling og forebyggelse samt vigtigheden af at opbygge sundhedssystemer i de lande, hvor vi arbejder med hiv/aids. Her har Copenhagen Consensus i maj måned været en vigtig inspirationskilde, og vi udarbejder nu en ny handlingsplan for hiv/aids, der ligger klar i begyndelsen af næste år. 
- Med hensyn til at tænke konflikter og udvikling sammen, så er Danmark nu gået ind i Sudan, Irak og Afghanistan. For bare få år siden var det vel nærmest en utænkelig tanke, at vi i 2004 skulle gå så massivt ind i såkaldte fejlslagne stater?
- Vores almindelige programsamarbejdslande er jo udvalgt blandt de lande, som klarer sig rimeligt godt, men de er også påvirket af regionale ubalancer. Det kan godt være, at Burkina Faso er relativt stabilt, men naboen Elfenbenskysten er ved at falde fra hinanden. Det kan godt være, at Kenya er relativt stabilt, men Somalia og Sudan er ramt af krig. Det kan godt være, at Zambia har det godt, men nabolandet Zimbabwe har et ustabilt styre. Og det bliver vi også nødt til at forholde os til. Derfor er det regionale, sikkerhedspolitiske perspektiv vigtigt i disse sammenhænge.
- Vores engagementet i Irak og Afghanistan har en anden baggrund. Vi har været i Afghanistan længe, især med støtte gennem NGO’er og gennem UNHCR. Den 11. september satte imidlertid en ny global dagsorden, og det har været naturligt for os at engagere os i den. Det gjaldt i første række i forhold til Afghanistan, hvor vi er gået ind med et længerevarende bistandsengagement. Irak har fra starten været anderledes. Det er et mellem­indkomstland med et stort poten­tiale i form af olieindtægter. Så her er det mere kortsigtet tænkt. Men også her er der jo behov for støtte i en meget vanskelig periode.

- Du siger selv, at et land som Irak er et mellemindkomstland – er det ikke stik imod fattigdomsorienteringen?
– Det afgørende er vel, om der er politisk opbakning bag et engagement.
– Vi har jo også gennem flere år ydet støtte til Sydafrika, selv om deres BNI (bruttonationalindkomst, red.) ligger langt over fattigdoms­grænsen. Det har der været bred politisk opbakning til, først og fremmest fordi vi jo har hjulpet grupper, der i høj grad har haft behov for bistand. Derfor har det heller ikke i sig selv reduceret den klare fattigdomsorientering, der præger dansk bistand. På samme måde kan man sige, at vi gennem vores engagement i Irak også er med til at hjælpe befolkningen, især i Basra-området, igennem en svær tid, hvor landet fortsat ikke har fået gang i olieindtægterne.
- Men betyder det, at fattigdomsorienteringen ikke længere kommer i første række? 
- Nej, fattigdomsorienteringen er stadig helt afgørende. Men vi har ikke valgt verdens 15 fattigste lande til programsamarbejdslande. Vi har valgt 15 fattige lande, hvor det var muligt at arbejde med vores programsamarbejdskoncept og vores tilgang til fattigdomsbekæmpelse. Hvor vi meningsfyldt kan bidrage til at hjælpe landene til selv at bekæmpe fattigdommen. Vores program­samarbejdslande er derfor gennemgående lande, der har en reformorienteret regering og en positiv interesse i at skabe vækst og udvikling. Skiftende danske regeringer har i øvrigt også lagt vægt på en vis geografisk spredning af den bilaterale bistand. Vi samarbejder med lande i Vestafrika, i Østafrika, i det sydlige Afrika, i Asien og i Latin­amerika. Det er også en understregning af, at vi har valgt at orientere os bredt i verden og ikke kun mod de allerfattigste lande i Afrika, selv om de selvfølgelig får langt største delen af den danske bistand.

- Sammenkædningen mellem indvandrer- og udviklingspolitik  har spillet en væsentlig rolle i 2004?Er det godt for udviklingsbistanden?
- Jamen, hvad er det for sammenkædninger, vi taler om? Den ene problemstilling, der har været i fokus, har været den forpligtigelse, som også udviklingslande har til at tage deres statsborgere tilbage, hvis deres anmodninger om asyl her i landet afvises. Det opfatter vi som en klar folkeretlig forpligtelse, som alle lande har. Det andet aspekt har været nærområdeindsatsen, der udspringer af, at nogle af de mest marginaliserede mennesker i den­ne verden befinder sig i flygtningelejre rundt omkring i Den tredje Verden og ikke mindst i Afrika. Det er det problem, som nærområdeindsatsen sætter lys på. Og der er næppe nogen, der vil anfægte, at der er behov for større international opmærksomhed og mere interna­tional støtte, hvis vi skal finde varige løsninger på disse flygtninges problemer. Det sker i et tæt samarbejde med UNHCR, hvor vi jo i mange år har været en af de vigtigste bidragydere.   

– Kan du nævne et eksempel på et af vores traditionelle programsamarbejdslande, der har skabt politisk debat?
– Det er klart, at fokus mediemæssigt og politisk har været på de nye bistandsaktiviteter, hvor vi skaber øget samtænkning mellem udviklings- og sikkerhedspolitikken, mellem udviklings- og flygtningepolitikken og mellem udviklings- og handelspolitikken. Den nye Afrika-politik er nok det bedste eksempel. Der er ikke så meget mediemæssig opmærksomhed på det igangværende programsamarbejde. Men der er jo masser af succeshistorier, som det fremgår af de evalueringer, der bliver foretaget. De kommer bare ikke i medierne. Det er selvsagt noget, vi godt vil ændre på – men det er ikke let.

– Kan du nævne noget negativt, der er sket i 2004?
– Nepal er et eksempel på et programsamarbejdsland, der har nogle store problemer, og som det er vanskeligt at operere i, om end det viser sig, at vi til trods for urolighederne fortsat fra dansk side er i stand til at gøre en forskel. Vi har imidlertid på grund af usikkerheden valgt at arbejde med forskellige scenarier i vores nye landestrategi for Nepal. Vi er nødt til at forholde os til, om det går godt, rimeligt eller skidt. Og kunne justere landestrategien efter dette.

– Og hvad vil du fremhæve som positivt fra 2004?
– Jeg synes generelt, at vi bliver stadig bedre – og mere holistiske – i vores tilgang til udviklingssamarbejdet. Hvor 2003 med “En Verden til Forskel” i høj grad fokuserede på de sociale sektorer, har vi i 2004 rettet blikket mod betydningen af politisk stabilitet og sikkerhed og er ved at bevæge os ind på en fornyet styrkelse af indsatser, der direkte sigter mod øget økonomisk vækst og styrket erhvervsudvikling i vores samarbejdslande. Der er tale om en lø­bende proces, hvor vi til stadighed  kalibrerer indsatsen, så resultaterne optimeres. Og hvor mange ting jo spiller ind: både den internationale udvikling og udviklingen i de enkelte lande. Men der er for mig ikke tvivl om, at decentraliseringen af bistandsadministrationen til am­bas­­saderne i programsamarbejdslandene har været et stort skridt fremad og er med til at styrke kvaliteten i den danske bistandsindsats.