Skal, skal ikke

Nepal: Et land i væbnet konflikt, hvor parlamentet er opløst, og hvor korruption og massive brud på menneskerettighederne hører til hverdagen. Landet, der er verdens 12. fattigste, modtager 150 millioner kroner i dansk ­udviklingsbistand i år.
Udvikling har spurgt souschefen på den danske ambassade i Kathmandu, Martin Hermann om, hvordan man balancerer i et land, hvor regeringen måske ikke fortjener bistand, men hvor folket helt sikkert gør.

Af Kalika Bro-Jørgensen, Kathmandu

- Parlamentet er opløst, og førende menneskerettighedsorganisationer er enige om, at regeringen krænker befolkningens rettigheder i mindst samme omfang, som maoisterne gør. Danmark er jo den tredje største bilaterale donor i Nepal, og 85 procent af vores bistand går gennem regeringsinstitutioner. Hvorfor bruger I ikke den position til at stille nogle solide krav til regeringen?
- Det gør vi skam og­så, men i fællesskab med hele donorsamfundet. I for­bindelse med en do­norkonference i foråret gjorde vi det klart, at regeringen er nødt til at rette op på den mangelfulde situation inden for såvel menneskerettigheder som fred og demokrati, hvis vi fortsat skal have et fuldbyrdet partnerskab.
- Men i de sidste tre måneder er tilstanden jo på mange måder forværret. Hvorfor stiller I ikke et ultimatum?
- Lige netop at true med at trække bistanden tilbage skal man være meget varsom med. Det kan man jo kun gøre én gang, og så må man forlade sig på, at det har den fornødne effekt. Og man skal også tænke på, hvem det er, vi truer, og om de har magt til at gøre noget ved situationen.
- Man kunne vel, som nogle donorer allerede har gjort, trække pengene tilbage fra regeringen og kanalisere dem ud til NGO’erne i stedet?
- Jo, det er korrekt, at nogle donorer har fulgt en anden strategi, der mere direkte leverer ser­viceydelser i lokalsamfundene. Det kan jeg sagtens se en masse fordele i, men det er altså også med til at undergrave statsapparatet, og det er uheldigt på længere sigt. Når freden og demokratiet kommer, er det jo vigtigt, at Nepal har et velfungerende statsapparat. Og det får landet kun ved, at vi hjælper dem med at opbygge det. Vi skal være med til at vise nepaleserne, hvilken rolle staten kan og skal spille. Vores energisektorprogram er et godt eksempel på, at det kan lykkes at give penge gennem regeringen og stadig nå langt ud med udviklingsbistanden, hvor såvel NGO’er som private firmaer inddrages. Her opnår vi både en institutionel bæredygtighed i re­geringskontorerne og sikrer en pålidelig levering af service til befolkningen.
- Jeg synes, at det andet er lidt som at hoppe over, hvor gærdet er lavest, og man skal huske, at Nepals NGO’er ikke nødvendigvis er mere pålidelige end regeringen.
- Det fyger jo med beskyldninger om, at regeringen kanaliserer udviklingspenge til militæret, og at 10 procent af alle investeringer går direkte til korruption. Hvordan sikrer I, at det ikke sker for Danidas penge?
- Jeg kan garantere for, at ingen danske penge går til krudt og kugler. Og vi følger det danske nul­toleranceprincip over for korruption til punkt og prikke.
- Så vidt jeg ved, er det aldrig sket, at nogen som helst donorpenge uforvarende er gået til militæret. Men det er sandt, at regeringen har kanaliseret midler over til sikkerhedsstyrkerne, som egentlig var afsat til noget andet, såsom afholdelse af valg. Men det er altså deres egne penge, ikke donorernes.
Hertil kommer, at vi ikke giver generel budgetstøtte, kun sektorbudgetstøtte (tilskud til en øremærket del af Nepals statsbudget, red.), hvor vi blandt andet kræver, at sektorens andel af statsbudgettet fastholdes, og derfor er det ikke muligt at omdirigere pengene til andre formål. På den måde er vi også med til at fastholde regeringen på dens sociale forpligtelser for eksempel på uddannelsesområdet. Og så følger vi ellers nøje pengenes vej ud til slutbrugerne.
- Men hvordan forholder I jer til, at regeringen omdirigerer penge, der skulle have været brugt på valg, til sikkerhedsstyrkerne?
- Det er vi overordentligt kritiske overfor. Men vi må også erkende, at den nepalesiske stat har en legitim ret til at forsvare sig selv. Vi er dog meget bekymrede over deres metoder. Det undrer os for eksempel, at den nepalesiske hær optræder så eksemplarisk, når den er udsendt under FN’s blå flag, men ikke er i stand til at udvise samme gode opførsel på egen jord.
- Men jeg synes på den anden side, at der er en uheldig tendens til at overromantisere maoisterne. Vi må ikke glemme, at det er en brutal oprørsbevægelse, der træder alle civile rettigheder under fode.
- Men er det overhovedet muligt at opdrage på regeringen og få den til at overholde de retningslinjer, I stiller op?
- De er tunge at danse med, men de står også i en usædvanligt vanskelig situation. Vi må huske på, at den nuværende regering er den mindst ringe, vi har haft, siden parlamentet blev opløst, og vi ved ikke, hvad alternativet bliver, hvis denne regering falder. Så vi må prøve at støtte de kræfter i regeringen, der arbejder for fred og demokrati.
- Men det er på den anden side klart, at hvis staten fortsat vil sætte kikkerten for det blinde øje, så må vi som donorer tage konsekvensen. Og for at sikre fortsat service til befolkningen kan vi ende med at måtte ty til det næst­bedste – at gå mere eller mindre uden om statsapparatet. Men dér er vi altså ikke nået til endnu.