Komfurer i en krigszone

Trods en væbnet konflikt, der har indskrænket udviklingsbistandens rækkevidde, har Danidas energisektorprogram formået at nå ud i selv de fattigste, maoiststyrede afkroge af Nepal – i en grad, der overgår alle målsætninger.

Tekst og fotos: Kalika Bro - Jørgensen

Kathmandu vrimler med dyre importerede firhjulstrækkere – med blå nummerplader bagpå og vel­klædte, hvide mennesker indeni. Eller måske synes de bare påfaldende i mylderet af udrangerede vrag, der udstøder størstedelen af den grå tåge, som hænger tungt over Nepals hovedstad.
Uden for Kathmandu-dalen tynder det drastisk ud i diplomaterne. Også opbudet af sværtbevæbnede soldater svinder ind, men til gen­gæld er deres inspektion skærpet. Kun udlændinge slipper let gennem de mange kontrolposter, hvor der tjekkes for mulige terrorister.
Militæret er i højt beredskab i kampen mod den maoistiske op­rørshær, der efterhånden kontrollerer 80 procent af det bjergrige kongedømme. Sammen med ud­bredt korruption gør netop denne konflikt det svært for de internationale organisationer at nå ud i landområderne, hvor udviklingshjælpen el­lers er mest tiltrængt.
Danidas energisektorprogram (ESAP) har dog – gennem et tæt samarbejde med lokale NGO’er og det private erhvervsliv – formået at bringe vedvarende energi ud i selv de fattigste, maoiststyrede hjørner af verdens 12. fattigste land.

Langt ude på landet

Landsbyen Lwang Ghalel ligger i Kaski-distriktet. For at nå derud må man forcere ujævne bjergveje og krydse rundt ude i det stenede flod­leje – en tur kun for standhaftige fodgængere og firhjulstrækkere.
Ram Dhal har netop været nede for at tilse landsbyens lille vandkraftværk og trasker nu op ad de små, stejle stentrin med en ordentlig stak halm på hovedet. Han er en af de to operatører, som vandkraftværkets brugerkomité har ansat til at styre værket. Hver aften skal han tænde for værket inden solnedgang, og næste morgen skal det slukkes, så maskineriet ikke slides unødigt, mens solen sørger for lys, og folk har for travlt i markerne til at se tv og høre radio. I løbet af dagen skal værket tændes, når landsbyens små kornmøller skal kværne og slukkes igen straks efter.
Vandkraftværket er kun to år gammelt. Før det var der ingen elektricitet. Lwang Ghalel ligger så afsides, at det nationale elektricitetsnet ikke forventes at nå frem de første fem år, og derfor kvalificerede landsbyen sig til en klækkelig økonomisk støtte fra ESAP. Men landsbyen er også heldigt placeret i forhold til at udnytte vandkraft. I de flade såvel som meget bjergrige områder af landet er det umuligt, og folk må i stedet investere i solenergi, der er en langt dyrere løsning.
Over de sidste fem år har Danida støttet energisektoren i Nepal med 154 millioner kroner, der går via et center til fremme af alternativ energi (AEPC) under ministeriet for videnskab og teknologi. Herfra ka­na­liseres pengene ud i landet gennem lokale NGO’er og private firmaer som støtte til solenergi, små vandkraftværker og forbedrede kom­furer. Men folk må selv lægge hårdt fysisk arbejde og en pæn stak kontanter til for at få elektricitet. 
Værket i Lwang Ghalel producerer 44 kilowatt og forsyner 227 husholdninger med strøm. AEPC giver et fast støttebeløb pr. kilowatt. I dette tilfælde tre millioner nepalesiske rupees (240.000 DKK). Beboerne har splejset om de resterende 2,5 millioner, som værket kostede. Hver måned betaler de én rupee (= otte øre) pr. watt de bruger, hvilket er billigere end petroleumslamper og det nationale elektricitetsnet. Brugerafgiften er dels afbetaling på lån, dels opsparing, og landsbyen har nu 260.000 rupees stående i banken til den dag, værket skal repareres eller udskiftes.
For at holde omkostningerne nede har de fleste indbyggere måttet lægge mange timer i arbejdet med at bygge en kanal, der leder vandet fra en lille å ned gennem et langt rør til den turbine, der producerer elektriciteten. Netop disse metalrør samt elmaster og kabler forsinker udbredelsen af vandkraftværker, fordi militæret standser transporterne under påskud af, at de – i maoisternes hænder – kan ende som raketstyr eller bomber.
Siden 2001 er 148 større og mindre mikro-vandkraftværker (under 100 kilowatt) gjort færdige med støtte fra Danida. Men på AEPC mener man, at de 49, der er under konstruktion, også kunne have været i brug nu, hvis ikke det havde været for konflikten.

Elektricitet giver uddannelse

Ram Dhal var tidligere én af de mange nepalesere, der drog til storbyerne eller udlandet for at tjene til fami­liens opretholdelse og undgå maoisternes tvangsrekruttering. Han arbejdede under kummerlige forhold på en fabrik i Indien og savnede Nepal. 
Når AEPC støtter et vandkraftværk, kræves det, at landsbyen opretter en brugerkomité, ansætter operatører til at passe værket og fastsætter en række regler. Alt sammen for at sikre, at beboerne selv kan vedligeholde forsyningen uafhængigt af AEPC og de lokale NGO’er.
Da Ram Dhal fik jobbet som operatør, der betaler ham 2.900 nepalesiske rupees om måneden, blev det endelig muligt for ham at flytte hjem igen. I tilgift har han fået både kone og to børn samt tid til at dyrke sine forældres marker og passe deres bøfler. Og så er levevilkårene også forbedret.
- Det er dejligt at slippe for osen fra petroleumslamperne. Det sved i øjnene og gav en forfærdelig hoste, fortæller Ram Dhal. Men endnu bedre er det at kunne se tv.
- Nu kan jeg se nyheder og følge med i, hvad der sker i resten af Nepal. Jeg kan også se uddannelsesprogrammer, der lærer mig om landbrug og husdyrhold og andre nyttige ting, siger Ram Dhal.
For at fremme demokratiseringsprocessen støtter Danida også de nepalesiske medier med uddannelse af journalister og midler til at oprette lokalradioer. Men omtrent halvdelen af befolkningen er analfabeter og kan derfor ikke læ­se avis, og for at tænde for ra­dio og tv kræ­ves der elektricitet.
Og den er en mangelvare i Nepal. Hele 80 procent af be­folkningen bor i landområderne, hvor det nationale elektricitetsnet kun når 0,8 mil­lio­ner husholdninger ud af 3,8 millioner. Danida forsøger at nå de resterende tre millioner, og flere end 200.000 af dem har allerede fået adgang til vedvarende energiformer, blandt andet gennem Danidas aktiviteter.
Det eneste problem, Ram Dhal kan se i det nye vandkraftværk, er, at brugerne snyder med strømmen. Der er ingen målere på, så en gang om måneden går Ram Dhal rundt og tjekker, hvor mange elektriske apparater de forskellige husstande har anskaffet. Men eftersom der bliver brugt 42 kilowatttimer, og beboerne kun betaler for de 30, ved Ram Dhal, at folk flår deres udstyr ud af stikket og gemmer det, når de hører, at han er på vej!

Fanget i krydsilden

Det var den lokale politiker og so­cialarbejder Tek Bahadur Shresta, der for fire år siden tog initiativ til at få bygget vandkraftværket. Men han er ikke hjemme. Mange mænd og drenge kan ikke blive i lands­byerne, fordi maoisterne tvangs­rekrutterer dem. Men det er nu ikke tilfældet her.       
- Han er inde i Pokhara hos sin førstekone, fortæller hans andenkone, Laxmi Shresta, der sidder og ammer den yngste af deres tre døtre.
Hun bruger sine 100 watt på et lille tv, en radio og belysning. I køkkenet laver hun mad på et primitivt lerkomfur.
- Jeg kan mærke, at mit og mine børns helbred er forbedret, og det er lettere at holde huset rent. Men jeg kan også holde min butik længere åben, og mine ældste døtre kan lave lektier om aftenen, siger Laxmi Shresta.
Jo, røgen fra petroleumslampen er forsvundet. Tilbage er kun den, som hendes mors veninder puster ud efter tunge inhaleringer på filterløse cigaretter. De sidder og skutter sig i hjørnet og blander sig snart i snakken. Men da talen falder på konflikten, daler stemningen.
De fortæller i munden på hinanden om, hvordan der for blot et par måneder siden kom en snes maoister forbi og forlangte mad og husly. De opførte sig pænt, men landsbyens beboere vidste, at de ville gribe til våben, hvis nogen nægtede dem noget. Da militæret hørte om maoisterne i Lwang Ghalel, stormede de byen, og efter heftige skudvekslinger stak maoisterne af op i bjergene. Beboerne havde gemt sig inden­døre, men nu hev soldaterne dem ud. Flere blev gennembanket, og en enkelt – Lal Kaji Gurung – skød soldaterne på klos hold i maven.
Det er ikke nogen enestående skæbne, der ramte Lal Kaji Gurung. Konflikten rammer de civile hårdt. Forsvindinger, drab og voldtægter er hverdagskost i aviserne, og begge parter, maoister såvel som militæret, står bag de hårdhændede overgreb. Også antallet af internt fordrevne stiger dag for dag. Der findes ingen præcise tal, men et kvalificeret skøn fra en kilde i UNDP siger 100.000.

Biogas og bedre komfurer

I nabodistriktet, Syanja, snor den indisk sponsorerede Buddha-vej sig op igennem bjergene. I det fjerne skimtes Himalayas snedækkede tinder, og ned langs bjergskråningen ligger landsbyer jævnt fordelt. En af dem er Hari Pala.
Små stenhuse er spredt ud over sirlige terrasser med køkkenhaver og kvægfolde. Høsten er netop overstået, og inden for i køkkenerne simrer den hjemmekogte hirsebrændevin allerede på komfurerne.
Landsbyen er nok fattig, men alle har jord og kvæg nok til at være selvforsynende og endda sælge lidt på markedet. Alligevel er det for­bløffende at se, at langt de fleste af landsbyens 276 huse har toiletter, biogasanlæg, rindende vand, sirlige kompostbunker og nymoderniserede køkkener. Købt for beboernes egne penge, men med gode tilskud fra alverdens donorer.
Gennem AEPC støtter Danida udbredelsen af lerkomfurer med skorsten. Det ser nok romantisk ud, når nepalesiske kvinder sidder og laver mad ved åbne ildsteder, men det er sundhedsskadeligt og kræver hårdt arbejde.
- Før jeg fik nyt komfur, var køkkenet meget varmt og tilrøget. Mine øjne løb i vand, og jeg var konstant forkølet og hostede, siger Saraswati Gautam, der har mand og tre store sønner at lave mad til hver dag.
Hun kan mærke, at hendes helbred er forbedret, og ligeledes er hygiejnen. Desuden sparer det nye, effektive komfur hende for en masse tid både i køkkenet og når der skal hentes brænde. Tid, hun nu kan bruge på at dyrke flere afgrøder og sælge på markedet.
AEPC betaler ikke for komfurerne. Centret støtter kun oplysningskampagner, oplæring af de håndværkere, der bygger komfurerne, og teknikere i lokale NGO’er, som tager på jævnlige kontrolbesøg for at sikre, at komfurerne nu også lever op til standarden.
Saraswati Gautams komfur kos­tede således 250 nepalesiske ru­pees (21 kroner), men pengene var hurtigt tjent ind, fordi familien kan spare 25-40 procent på brænde, der er et relativt kostbart forbrugsgode i Nepal.

Over alle forventninger

1999-2004 var det ESAP’s målsætning at nå 40.000 husstande med forbedrede komfurer, 18.500 med elektricitet fra små vandkraftværker og 25.000 med elektricitet fra solceller. Men over al forventning var det allerede ved udgangen af 2003 lykkedes at installere 56.000 komfurer og nå 20.860 husstande med elektricitet fra vandkraftværker og 34.746 med solenergi. Oven i købet viser evalueringer tilfredshedsprocenter over 90.
Arne W. Andersen er rådgiver på AEPC, og hans forklaring på succesen er enkel.
- Ved at ar­bejde tæt sammen med lokale NGO’er og private virksomheder lykkes det at nå langt ud i landdistrikterne, og ved at lade det være helt eller delvist brugerfinansieret sikrer man, at folk sætter pris på det, de får, og udfører den nødvendige vedligeholdelse og reparation, si­ger Arne W. Andersen.
Det har man­­ge gange vist sig nyttigt, da det er lettere for lokale NGO’er og privatpersoner at overbevise maoisterne om, at projekterne gavner de fattige, og dermed undgå, at de obstruerer arbejdet. Men efter at maoisterne har udråbt deres bevægelse som ‘den ny regering’, kræver de, at de lokale NGO’er registrerer sig hos dem. Noget regeringen under ingen omstændigheder vil tillade.
En klemme, der dog indtil videre er til at have med at gøre. Men situa­tionen kan hurtigt forværres i en grad, så programmet kan være svært at videreføre. Sådan er det at lave bistand i Nepal.

Kalika Bro - Jørgensen er journalistpraktikant i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed. kalbro@um.dk

Læs mere om Danidas arbejde i Nepal: http://www.um.dk/da/menu/Udviklingspolitik/
LandeOgRegioner/Programsamarbejdslande/Nepal
Læs mere om AEPC: http://www.aepcnepal.org