Hvad er barmhjertighed?
Manden bag eksperthøringen Copenhagen Consensus, Bjørn Lomborg, deltog også på aids-konferencen med Bertel Haarders ekspertgruppe. Men uden at bidrage til debatten – hvorfor nu det?
Fem skarpe til Bjørn Lomborg
- Du deltog i konferencen uden at bidrage til debatten – hvorfor ikke? - Jeg er ikke ekspert på aids-området – og det har aldrig været meningen, at jeg skulle blande mig i den konkrete faglige diskussion. Men jeg synes, at konferencen gav en fornuftig diskussion af vores valg og fravalg på hiv/aids-området, og jeg er glad for, at regeringen lytter til anbefalingerne fra Copenhagen Consensus og opprioriterer kampen mod aids.
- Hvad mener du om eksperternes anbefaling af, at Danida får mest for pengene ved at satse på forebyggelse? - Det er da en vigtig pointe at sætte på dagsordenen, hvis vi for det samme beløb kan redde 10 mennesker ved forebyggelse og kun to ved behandling.
- Men mange eksperter og NGO’er er uenige i den konklusion, blandt andre Læger Uden Grænser kritiserer eksperterne for ikke at vise barmhjertighed over for dem, der allerede er smittet med hiv/aids? - Jamen, hvis vi havde penge til at gøre det hele, så ville det jo være fint. Men hvis vi kan redde flere menneskeliv ved at forebygge frem for at behandle, så er det vel endnu mere barmhjertigt. Man kan med lige så stor ret stille det omvendte spørgsmål: Er det barmhjertigt at lade 10 mennesker smitte, fordi man har nedprioriteret forebyggelsen og i stedet valgt at redde to liv ved at behandle? Prioriteringerne er ubehagelige, men vi må gøre os klart, hvilke valg og fravalg vi træffer.
- Men ifølge ekspertgruppen handler det ikke kun om penge, men i højere grad om at få landene til at engagere sig i kampen mod hiv/aids – og så kan vi vel ikke rigtig bruge din pris/nytte-tankegang længere? - Politiske problemer afhænger ikke kun af penge, men også af opmærksomhed. Copenhagen Consensus sørger for, at vi sætter fokus på de muligheder, hvor vi kan gøre mest godt. Hvis den øgede opmærksomhed også betyder, at flere u-landes regeringer får øjnene op for væsentligheden i at gøre mere, så er det endnu en positiv effekt af Copenhagen Consensus.
- Synes du, at vi fik nok for pengene på konferencen – var eksperterne omkostningerne værd? - Den politiske diskussion er blevet klogere, og vi fik trukket hovedlinjerne op, ved at nogle dygtige hiv/aids-eksperter og økonomer i fællesskab lagde hovederne i blød. Men hvis man havde haft en forventning om, at vi skulle høre mere fra dem, så skulle vi også have givet dem mere end to-tre dage.
/pk
Denne side er kapitel 8 af 33 til publikationen "Udvikling".
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/4141/index.htm
|