’Måske har de ikke noget pengetrykkeri’
Hvad lærer danske børn i 2004 egentlig om u-lande, og hvilke tanker sætter det i gang hos børnene? Udvikling satte sig ned på skolebænken for at få svaret.
Tekst: Theis Brøgger
Det ringer ind.
Klokken er 8.10 i Greve og det skaber trafik på Damagerskolens B-gang, hvor knagerækken prydes af et farvegalleri af jakker og tasker. Mange af skolens 600 elever løber mod deres respektive klasseværelser, og 20 af dem ender i det klasselokale, som lærer Jonna Freiesleben netop er gået ind i. Alt er, som det plejer at være denne tirsdag morgen i november. Bare ikke for 4.a. På en normal tirsdag morgen ville hun bede børnene om at åbne Natur og teknik-bøgerne, men klassen er midt i en række tema-uger om ’Børn i andre lande’, så faget er sammen med dansk skiftet ud med undervisningsmateriale fra Danida.
Børnene sidder i grupper med fire elever i hver, og de fem grupper arbejder med hvert deres u-land. Julius, Rasmus, Helena og Josephine – alle 10 år gamle – hiver penalhusene op af taskerne og åbner dette års u-landskalenderbog om pigen Mayna. Efter få minutter er morgenrutinerne i Greve erstattet af filosoferende tanker om livet i Bangladesh.
Slaver uden pengetrykkeri?
- Det er mærkeligt, at de er så fattige, siger Julius eftertænksomt, mens blyanten i hans hånd skriver tallet ét på sproget bangla. Sammen med Rasmus, Helena og Josephine har han som lektie i de foregående uger læst hele bogen om Mayna og de andre børnearbejdere, og nu er gruppen i gang med at løse de tilhørende øvelser og arbejdsopgaver. I de kommende uger skal der både laves tegninger om børnene i Bangladesh, læres landefakta, laves mad og ses film fra u-landene på tv. Undervejs er der tid til at fundere.
- Det er mærkeligt, fordi jeg ikke vidste, at børn skulle gå på arbejde, fortsætter Julius. – Mayna og de andre børnearbejdere synes, at skolen er det bedste i verden. Det kan jeg ikke helt forstå, siger han, mens pennen begynder på tallet to.
- Måske har de ikke noget pengetrykkeri, siger den tegnende Rasmus i forsøget på at finde ud af, hvorfor de fattige lande er fattige.
- Det kan også være, fordi deres familier måske har været slaver engang, svarer Julius.
På den anden side af bordet er pigerne optaget af børnedødeligheden i Bangladesh, som ifølge det faktaark, Josephine lige har udfyldt med samtlige farveblyanter i Julius’ penalhus, er på 10 procent. Både Josephine og Helena har svært ved at forstå, hvad det betyder. Josephine synes ikke, at det lyder ret højt. Heldigvis er lærer Jonna på sin overvågningsrunde nået til Bangladesh-gruppens bord. Hun sætter sig på hug mellem de to pigers stole.
- Det svarer til, at hvis det her var Bangladesh, så var der to af jer her i klassen, som var døde inden I blev ét år gamle, forklarer hun roligt med armen på Josephines skulder. Josephine sætter den lyserøde farveblyant til munden, fører en lok af sit lyse hår tilbage bag øret og kigger efter et par sekunders tænketid tilbage på Jonna.
- Okay, ja det er alligevel mange.
Endnu en pause.
- Det er sørgeligt, konstaterer hun eftertænksomt.
De søde negere på tv
For alle fire i Bangladesh-gruppen er det første gang, de for alvor lærer noget om u-lande. Hver af dem fortæller på deres egen måde, at de ikke vidste, at der fandtes lande, der er så fattige som Maynas. Men selv om de for første gang stifter bekendtskab med en flig af den tredje verdens elendigheder, så er det de små lyspunkter i historien om Mayna, der hjælper dem til at kunne forholde sig til livet i et u-land.
- Det er så anderledes. Vi har mange flere ting end dem. Men Mayna er stadig glad. Hendes forældre holder af hinanden, og de får mad hver dag. De kan stadig have det sjovt en gang imellem med deres hjemmelavede legetøj. Men det må alligevel være hårdt at skulle arbejde så meget. Det ville ikke være sjovt, hvis jeg skulle bo der, siger Helena.
Julius er også blevet lidt gladere for sit hjemland.
- Vi er heldige, at vi har så meget. For eksempel har en af mine kammerater otte dvd’er, fortæller han.
- Jeg har også engang været ude og samle ind med min mormor til et eller andet minerydning for Røde Kors. Når man læser om Mayna og de andre børn, så får man endnu mere lyst til at hjælpe, lyder det videre fra Julius, som i mellemtiden er nået til tallet syv på sit papir.
Indtil tema-ugerne gik i gang, var børnenes kendskab til u-landene begrænset til indslag fra Afrika i tv-nyhederne og korte kampagnespots for diverse indsamlinger lige efter ’Fjernsyn for dig’. Med sidstnævnte spots i tankerne fortsætter Julius:
- Jeg har også set de dér reklamer på tv med de dér rigtig søde negere, siger han forsigtigt, mens han skriver. Han ser op fra papiret og skynder sig at tilføje: – Eller hvad man nu skal kalde dem.
Svært at formidle u-landene
Klokken 9.38 hæver Jonna Freiesleben stemmen.
- Om to minutter er det ringetid, så vi bliver nødt til at pakke sammen nu.
Beskeden bliver mødt med et par sagte øv-suk rundt om i lokalet, og tankerne vender tilbage til dagligdagen i Greve. Der ryddes op i hver gruppe, og så lyder ringetonen. Hurtigere end Julius kan tælle til 10 på bangla, er klasselokalet 20 elever fattigere. Jonna Freiesleben sætter et par geografibøger tilbage på hylden og sætter kurs mod lærerværelset.
- At undervise 10-årige i u-landes problemer er noget af en balancegang, forklarer hun.
- Det er utrolig svært at formidle. De har svært ved at forstå rækkevidden af problemerne – som eksempelvis med børnedødeligheden. Jeg tror ikke engang, vi selv kan forstå, hvordan det føles for en pige som Mayna at hakke mursten en hel dag og ikke kunne løfte armen, når hun kommer hjem, siger Jonna Freiesleben, som har været lærer i 23 år.
- Men jeg synes, man skal undervise dem om det alligevel. De lærer at sætte pris på det, de har.
Theis Brøgger er journalistpraktikant i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed. (thebro@um.dk).