Operation politisk selvværd

Unges politiske engagement kan ligge på et meget lille sted. Klaus Buster Jensen er frivillig i Operation Dagsværk-sekretariatet. OD’s oplysningsarbejde er en vigtig byggesten i ungdommens demokratiske opdragelse mener han.

Af Kalika Bro-Jørgensen
Viden avler engagement. Det mener 20-årige Klaus Buster Jensen. I 1.g sorterede han legoklodser og skaffede på den måde 250 kroner til et uddannelsesprojekt for indianere i Chiapas-provinsen i Mexico, finansieret af Operation Dagsværk.

    Året efter meldte han sig til arrangørgruppen på sit gymnasium, og derigennem fik han i 3.g mulighed for at komme med et opfølgningshold til Mexico og se, hvad projektoverskuddet var gået til.

    I sommers blev han student, og nu har han afsat et halvt år til at være frivillig i Operation Dagsværk-sekretariatet. Et valg, der kun er muligt på grund af en god aftale i banken, for han får hverken SU, bistand eller dagpenge.

    - Det var nok turen til Mexico, der gjorde, at jeg sidder her i dag. Det var virkelig stærkt at se ulighederne med egne øjne. At se de mennesker, der arbejder for at ændre forholdene – ludfattige og dog med en utrolig gejst. Jeg mødte skolelærere, der var yngre end jeg. De havde arbejdet i årevis for at gøre livet lidt bedre for næste generation, fortæller Klaus Buster Jensen.

Haarder: Saml ind i fritiden!
Operation Dagsværk er et årligt tilbagevendende politisk slagsmål. Igen i år har undervisningsminister Ulla Tørnæs været ude med kritik. Som noget nyt har hun besluttet, at Operation Dagsværks indsamlingsdag skal ligge på en fridag i stedet for som før i skoletiden. Et initiativ, som en af hendes forgængere, integrationsminister og udviklingsminister Bertel Haarder, støtter.

    - Jeg giver ikke fem flade øre for gymnasieelever, der samler ind i skoletiden. Men jeg tager hatten af for dem, der gør det fritiden, siger Bertel Haarder og uddyber sit synspunkt med, at prisen for at holde gymnasierne åbne for de elever, der vælger ikke at deltage i indsamlingen, er alt for høj i forhold til det beløb, som det lykkes at indsamle på dagen.

    Det argument giver Klaus Buster Jensen til gengæld ikke fem flade øre for.

    - Det er jo en typisk cost-benefit-analyse, men jeg mener ikke, man kan opgøre udbyttet i penge. Den demokratiske dannelse og politiske selvfølelse, man får af at deltage i Operation Dagsværk, er stærkt tiltrængt, og gymnasierne formår ikke at levere den i undervisningen, siger Klaus Buster Jensen, og fortsætter:

    - Geografi i 2.g er det eneste fag, hvor det er obligatorisk at lære om udviklingslandene. Og ud over samfundsfag på højniveau er der utrolig lidt fokus på internationale forhold i pensum. Men det prøver vi fra Operation Dagsværk altså at gøre noget ved.

    De frivillige i Operation Dagsværksekretariatet arrangerer dias-shows og foredrag rundt på gymnasierne og fremstiller undervisningsmateriale. I år er det således lykkedes at bringe globaliseringsproblematikker ind i samfundsfag, dansk, spansk og sågar biologi.

    - Desuden prøver vi ikke at sælge varer. Det er de andre NGO’er meget bedre til. Vores hovedmål er at skabe en følelse af solidaritet mellem unge i hele verden. At vise danske unge, at det er muligt at ændre ved den nuværende ulige situation – og engagere dem i arbejdet. Så jeg er meget uforstående over for, hvordan Ulla Tørnæs kan tale så meget om øget elevaktiverende undervisning og internationalisering på gymnasierne, og så samtidig modarbejde Operation Dagsværk, siger Klaus Buster Jensen.

Svensk skoleeksempel
Undervisningsminister Ulla Tørnæs holdt i slutningen af oktober en ungdomskonference om unges deltagelse i det formelle demokrati. Blandt de inviterede talere var den svenske forsker Erik Amnå fra Göteborgs Universitet. I sin rapport ’Meaningful Participation’ slår han fast, at skandinaviske teenageres politiske engagement og ambitioner er langt lavere end i Sydeuropa.

    - Det måske mest bekymrende resultat er, at tiltroen til ens egen formåen – at kunne gøre sig hørt og have noget at tilføre – er svagest i de nordiske demokratier, siger Erik Amnå.

    Han udpeger netop uddannelserne som stedet, hvor interessen og engagementet kan og skal gødes. Derfor lyder han også mere end overrasket over undervisningsministerens nye udspil.

    - Operation Dagsværk er et eksempel på en foreningsform, der kanaliserer de unges politiske interesse i en konstruktiv retning og giver skolerne mulighed for at støtte en selvstændig aktiv stillingtagen og handling, siger Erik Amnå og fortsætter:

    - Sveriges modsvar til Operation Dagsværk gennemføres i skoletiden, og for mig er det naturligt, at skolen giver plads til netop denne type ’solidaritet i praksis’ – gerne som en del af samfundsfagsundervisningen.

kalbro@um.dk

Læs mere om Operation Dagsværk på: http://www.od.dk

Læs mere om Erik Amnås projekt på: http://www.cefos.gu.se/ycp/




Denne side er kapitel 21 af 39 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1 af 01-12-2004
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/3937/index.htm

 

 
 
 
  © | www.um.dk