Når bistand gør skade

’Mænd aner ikke, hvad hårdt arbejde er’
Et dansk-støttet kvindeprojekt i Kenya har gjort mænd til små-aggressive alkoholvrag og kvinder til hårdhjertede pengemaskiner. Kønnenes kamp truer ægteskabet som institution i området.

Tekst og foto: Helle Maj, Kenya
En ungdommelig fnisen kommer ud af munden på Ruth Muena. Hendes sort-gnistrende øjne får en overraskende mildhed over sig.

    - Han var så forelsket i mig og forkælede mig. Men det holdt kun til efter brylluppet. Så begyndte han at tæve mig. Næsten hver eneste dag løb jeg hjemmefra, siger Ruth Muena.

    I dag har den 45-årige Ruth Muena syv børn, men hverken kærlighed eller nåde tilovers for den mand, hun engang forgudede. Afsky står malet i hendes ansigt, når hun taler om ham.

    - Jeg har indset, at mænd ikke kan finde ud af at leve med deres koner. Du kan ikke stole på dem, de åbner sig aldrig op, de vil ikke have, man sætter spørgsmålstegn ved deres beslutninger, og de gider ikke skaffe penge til familien. Jeg ved ikke, om det kun gælder afrikanske mænd, vrisser hun.

    Hendes yngste søn, Misi på næsten to år, hænger i hendes ene bryst, mens hun taler. Hvis hun råber for højt, så stamper han fødderne ned i hendes skød. Kvinder sidder på jorden og på træstammer omkring hende og fletter kurve og småsnakker. Bag dem damper tre kæmpe-gryder med sisal, som er ved at blive farvet.

    Selv arbejder Ruth Muena på en lyserød kurv. I de sidste 18 år har hun været medlem af Yatta South Women’s Group i Machakos på Yattasletten i det sydøstlige Kenya, hvor 3.000 kvinder lever af at flette kurve og sælge dem internationalt og lokalt.

    - Jeg har faktisk været familiens forsøger i alle de år, fordi min mand ingenting laver. Jeg tjener mellem 200-380 kroner om måneden, så det er mig, der betaler mad, børnenes tøj og skolepenge, fortæller Ruth Muena.

    - Hvis du kigger omkring, så ser du mændene sidde og drikke sig fulde og vente på regnen. Min mand plejede at drikke i en grad, så han var ligeglad med, om vi og han selv fik mad på bordet. Til sidst havde han drukket så meget, at han blev skør og løb omkring som en vild i dagevis, fortæller hun.

    - Om jeg har respekt for ham? Nej, men jeg er bange for Gud, for volden og for naboerne. Derfor går jeg ikke fra ham. Og så ejer han jo jorden, så hvis jeg forlader ham, så har jeg ingen steder at dyrke grøntsager til mine børn.

Et land uden ægteskaber
På papiret er det MS-støttede Yatta South Women’s Project en fantastisk succes. Som der står på en lille seddel ved alle kurve til salg, så hjælper salget kvinderne til at realisere deres drøm om selvværd og forbedret levebrød.

    Men hverken Mellemfolkeligt Samvirke eller kvinderne tænkte i 1986 over, hvordan en mand ville reagere, når hans hustru fra at være tigger i hjemmet pludselig blev familiens økonomiske overhoved.

    Kurve-kvinderne lærte hurtigt konsekvenserne. – Vi fik tæv hele tiden, fortæller de fleste. Men det var først i 2002, at det gik op for alle, at noget var galt.

    - Vi fik lavet en evaluering i 2002, og den viste, at mændene her i området er blevet dovne på grund af vores kvindeprojekt. 70 procent af tiden laver de ingenting, fortæller Jane Mwende, manager for Yatta South Women’s Project.

    Hun er oprigtigt bekymret for fremtiden for familiebegrebet på Yattasletten.

    - Du ser familie efter familie, hvor det er kvinden, der er forsørgeren. Vi ved ikke engang længere, hvordan vi skal kategorisere mændene, for de opfører sig ikke som ægtefæller, men som børn. Det gider de yngre kvinder ikke være med til, så hvis vi ikke får stoppet udviklingen, så vil der til sidst ikke være (kerne)familier tilbage i Yatta South, siger hun.

    Sammen med forkvinden for Yatta South Women’s Group, Pricilla Kilele, har Jane Mwende fået en umulig opgave. For at redde områdets nuværende og kommende ægteskaber skal de få gjort mændene aktive i kvindeprojektet.

    Problemet er bare, at de 3.030 kurveflettende kvinder ikke har tænkt sig at give mændene nogen som helst indflydelse på projektet. Mændene fik nemlig en chance og brændte den.

    - Lige ovre på den anden side af gaden startede MS et projekt for mænd med at lave forskelligt håndværk. Det holdt ikke længe, fortæller Jane Mwende.

    Pricilla Kilele rykker sig frem i stolen og betror mig:

    - Mænd aner ikke, hvad hårdt arbejde er.

Sidste chance
Ruth Muena fortæller aldrig sin mand, hvor mange penge hun tjener om måneden.

    - Vores mænd tager aldrig penge op af lommen og deler med os. Selv hvis de skal på toilettet om natten, tager de deres bukser med sig, fnyser hun og hentyder til pengesedlerne i bukselommen.

    Lige fra starten har Yatta South Women’s Project vakt furore blandt områdets mænd.

    - Først blev de sure, fordi de troede, at vi ikke kunne klare vores daglige pligter, når vi nu skulle flette kurve. Så blev de sure, fordi vi kom for sent hjem. Og endnu mere sure, når vi sad og flettede kurve hjemme om aftenen, i stedet for at gå i seng med dem. Det fik vi en masse bank for, fortæller Pricilla Kilele.

    - Situationen er ikke god, men det er ikke for sent at redde ægteskabet som institution i området, siger Jane Mwende. Hun remser en lang række tiltag op, som er rettet mod kvindegruppernes mænd. Kurser om moderne landbrugsmetoder, aids-seminarer og ...

    - Ja, ja, bryder Ruth Muena ind med foragt i stemmen. De ved alt om aids, men de opfører sig stadig, som om de ikke kender til det.

    Efter årtiers kvinderettet donor-politik har MS og andre ændret salgsvaren fra at støtte ’Kvinder i udvikling’ til konceptet GAD, som står for Gender and Development.

    Kvinderne i Yatta South ved inderst inde godt, at den danske donors holdning er rigtig. Men den danske donor er jo heller ikke gift med deres mænd. Så for at få deres pointe i hus, sender kvinderne en stafet i byen efter en mand.

    Ind ad døren kommer Francis Mutie med lettere blodskudte øjne og en laset jakke. Hans hustru giver helt klart ikke ved dørene til at holde ham med tøj.

    - Før i tiden stod vi sammen som ægtepar og arbejdede sammen. Før projektet plejede min kone og jeg for eksempel at brænde trækul og sælge det. Det var det eneste, vi kunne tjene penge på, siger Francis Mutie og skal til at fortsætte, da Prisilla Kilele bryder ind.

    - Men selv dengang var det kvinderne, der arbejdede mest. I mænd gik bare ud og drak jer fulde.

    - Ja, det er rigtigt, nikker Francis Mutie og ser undertrykt ud.

    Han siger, at Yattasletten aldrig bliver det samme igen, fordi de unge kvinder ikke længere har respekt for mænd.

    - Projektet har ændret en masse, og vi mænd sætter stor pris på det, fordi kvinderne i kraft af deres arbejde er i stand til at tage sig af forpligtelserne hjemme. Men de unge mennesker er ikke som os. Derfor tror jeg, at fremtiden vil bringe store problemer.

    Er I blevet lidt dovne af, at jeres kvinder tjener de fleste penge?

    - Jeg har ingen kommentarer. Altså, jo, de fleste af os har ikke noget at lave. Men jeg har ikke flere kommentarer, svarer Francis Mutie.

    Hårdere presset om kvindeprojektet svarer han:

    - Vi mænd burde få lov at have det, som vi har det. I virkeligheden tror jeg ikke, at det er en god idé at få os mænd involveret i kvindeprojektet, fordi vi sikkert vil spolere det i løbet af ingen tid. På den anden side så nytter det heller ikke noget, at vi er uden arbejde.

    Tilbage står spørgsmålet: Er hvad fatter gør altid det rigtige? Og mutter? Eller donorerne?

    - I Yatta er der kvinder, som synes, at hvad fatter gør, ikke altid er det rigtige. Vores rolle som MS, som donor, er at være med til at sikre, at der er plads til den diskussion. Vores rolle er ikke at undgå, at diskussionen overhovedet opstår, siger Lotte Grauballe, leder af MS' program i Kenya. Hun fortsætter:

    - Vi forsøger at tage højde for, at bistand påvirker mænd og kvinder – og for den sags skyld børn – forskelligt. Dette er overordnet vigtigt, fordi de tre grupper ofte lever meget forskellige liv, og det er det, Gender and Development handler om at være bevidst om. Som donor skal vi gøre vores for at inddrage og tage højde for sociale konflikter, men vi kan ikke styre uden om dem alle. Det er ikke i vores magt – og heldigvis. De folk, vi arbejder sammen med, spiller en markant rolle i, hvordan bistanden virker. De er ikke blot passive modtagere, de har ansvar, slutter Lotte Grauballe.

Helle Maj er journalist bosat i Kenya. mayday@africaonline.co.ke