En uge med ambassadøren i Addis Ababa

Flyttekasser, vaffelbagning og ministerbesøg ...
For to måneder siden åbnede Danmark en ny ambassade i Etiopien. Udvikling bringer her et glimt af hverdagen, som ambassadør Mette Knudsen oplevede den i en uge i oktober.

Tekst og foto: Hanne Mølby Henriksen, Addis Ababa

Mandag
Jeg står op kl. 5 og bager vafler. Min søn Andreas fylder 16 år, kokken har lavet dejen aftenen før. Med sang og gaver kommer morgenen til at lugte lidt af fødselsdag, selv om vi har travlt. Kl. 7.15 kører vi. Ungernes skolevej går forbi et kryds kaldet Confusion Square, der er én stor trafikprop. I dag når vi hen på ambassaden før kl. 8. Har langt om længe fået en computer, så min mand er med for at sætte den op. Imens får jeg en lang telefonsnak med Afrika-kontoret i Udenrigsministeriet i København om vores støtte til ECOWAS (Economic Community of West African States, red.). Det er én af de tre regionale organisationer, Danmark skal bidrage til gennem ’Afrikaprogram for Fred’.

    Taler lidt regnskab med min sekretær. Der er kun os til at lave det, så vi skal begge lige lære hvordan.

    Har forsøgt at holde i dag og i morgen fri for møder. Skal planlægge et ministerbesøg (udenrigsminister Per Stig Møller og forsvarsminister Søren Gade, red.) til december og er i gang med Udenrigsministeriets årlige mål- og resultatstyring, hvor vi skal oplyse vores mål og strategi for det kommende år. Det arbejder jeg med det meste af dagen.

    17.30 kører jeg hjem til aftensmad og lagkage. Bagefter putter jeg Sofia og falder i søvn sammen med hende. Det gør jeg næsten altid. Vågner 20.30, sludrer lidt med drengene og bliver fanget af fjernsynet, der viser Fahrenheit 9/11 indtil alt for sent.

Tirsdag
Står op kl. 5.45 og rumsterer rundt, som jeg plejer. Ved 6.30-tiden spiser ungerne og jeg morgenmad. Min mand Ioanis spiser aldrig med. Han er en typisk græker, der bare skal have en kop kaffe og en smøg på terrassen.

    Inde på ambassaden tjekker jeg min mail, Politikens hjemmeside og de lokale aviser som fast rutine. Er også blevet tilmeldt en nyhedsservice fra den Afrikanske Union (AU), der holder mig opdateret på de afrikanske konflikter.

    9.30 kører jeg hen til den tyske ambassadør på en introduktionsvisit. En del af min tid går med den slags møder. Jeg skal forsøge at placere Danmark i diplomatiet, selv om vi bare er én blandt hundrede missioner. Mange andre lande er her med store ambassader, tunge karrierer og et langt engagement i de afrikanske konflikter. De fleste har undret sig over Danmarks fravær, så jeg har fået en overstrømmende modtagelse. Den fest varer nok kun en måned eller to, så glider jeg ind i mængden og har ikke meget historie eller netværk at trække på. Forhåbentlig stiger interessen med vores brede støtte til AU og vores medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd. Det afhænger selvfølgelig af, hvor høj en profil vi holder dér.

    Tilbage på ambassaden ringer jeg til et shippingfirma og rykker for vores flyttelæs. Det er ved at være en daglig foreteelse. Vi har boet her i to måneder, og vores ting er stadig ikke dukket op.

    Dagen igennem har jeg mailet med København om yderligere danske bidrag til Darfur. Vi beslutter at støtte den særlige task force, der skal sidde her i Addis Ababa og holde styr på 3.000 mand i Sudan. Det er måske ikke lige så sexet som at støtte selve missionen, men der er mere perspektiv i at hjælpe AU med opbygningen af kapacitet, synes jeg.

    Tager hjem lidt over 17 til en rolig aften med familien. Da huset bliver stille, sætter jeg mig og arbejder med ministeriets mål- og resultatstyringssystem, inden jeg går i seng.

Onsdag
Holder morgenmøde med min sekretær, chaufføren og de to piger fra det danske konsulat. De hjælper med det praktiske, når udenrigsministeren og forsvarsministeren skal besøge Etiopien og Sudan til december. Sammen gennemgår vi detaljer som hotel, program, transport og flytilladelse, hvis ministrene kommer i forsvarets eget fly. Vi planlægger også en reception for at markere den nye ambassade. Måske når vi ikke at få møbler, men jeg beslutter alligevel at satse på, at den kan holdes hos mig.

    9.30 kører jeg til møde i IGAD Partner Forum. IGAD er en anden af de tre regionale organisationer, støttet i ’Afrikaprogram for Fred’. Dagens møde handler mest om Somalia, og det trækker ud. Jeg når lige tilbage til min madpakke på ambassaden, inden det ugentlige EU-møde om Sudan. Vi er så mange donorer, at EU-delegationen står for at koordinere støtten med AU. Afrikanerne har stor vilje til at løse konflikten i Darfur og vil gerne bevare ejerskab til løsningen, men kapaciteten i AU er forsvindende lille. Det er ét af de helt store dilemmaer i øjeblikket.

    Da mødet slutter kl. 16, smutter jeg hjem og siger hej til familien. Jeg smører dagens anden madpakke og tager tilbage på ambassaden. Skal skrive en indberetning om mulighederne for at hjælpe de afrikanske lande med at overholde de internationale forpligtelser til at bekæmpe terror. Kl. 21 kører jeg til lufthavnen for at tage imod tre kolleger, der skal hjælpe med at få ’Afrikaprogrammet for Fred’ på plads. Den ene har ikke noget visum, så det tager tid. Er hjemme kl. 23 og falder ned foran fjernsynet med min mand. Det bliver igen for sent, inden jeg kommer i seng.

Torsdag
Sender chaufføren hen efter de tre besøgende kl. 8. Vi skal have styr på Danmarks støtte til AU, mens de er her. Jeg er betænkelig ved udkastet, der er for kompliceret og vil give den afrikanske organisation en masse separat administration. Der skal være en bedre balance, så de bureaukratiske krav til AU ikke bliver for store.

    I tre timer diskuterer vi programmet i detaljer. Jeg har ikke selv beskæftiget mig med konfliktforebyggelse før, så det er nyttigt at tale med folk, der arbejder med det til daglig og har designet den del af programmet. Vi deler opgaver ud og sætter os til at skrive.

    Kun afbrudt af frokost og et kort møde med EU arbejder vi indtil kl. 19 og bliver næsten færdige. Nu har vi et dokument, vi kan være bekendt at præsentere for AU. Vi kører hen på hotellet, spiser aftensmad og sludrer om, hvad der sker i ministeriet og omegn.

    Er hjemme tids nok til at tale lidt skolenyt med min yngste søn Alexander.

Fredag
Finpudser gårsdagens dokumenter og taler i telefon med København om ministerbesøg og støtten til Darfur. Internetforbindelsen er frygteligt dårlig, selv om jeg lige har fået installeret ADSL, som det vist nok hedder. Kan sidde og kigge ud af vinduet halvdelen af tiden, hvis ikke jeg har gang i noget ved siden af.

    Bliver færdig til frokost og går på pizzeria. Tager min kollega Peter med til et møde i AU bagefter. De to andre rejste hjem i nat. Mødet handler om hjælpen til Somalia efter etableringen af overgangsregeringen. I pausen kommer en mand hen og takker for Danmarks bidrag til Somaliland. Han præsenterer sig som ’former rebel’, men arbejder nu med at afvæbne militserne.

    Kl. 19 spiser vi aftensmad hjemme hos mig. Bagefter kører min mand Peter til lufthavnen i vores nye bil. Siden tirsdag har han forsøgt at skaffe nummerplader til den, men det er stadig ikke lykkedes. I går var han på syv forskellige kontorer. Der er altid et dokument, der mangler, eller et stempel, der sidder forkert. Sådan er det bare hernede. Det er en udfordring at skulle starte helt fra bunden.

    Det var også derfor, jeg sagde ja til det her job.

Hanne Mølby Henriksen er freelancejournalist. hmh@journalist.dk

AMBASSADØRENS BLÅ BOG

Navn: Mette Knudsen.
Alder: 42 år.
Uddannelse: Cand. scient. pol.
Seneste post: Souschef ved ambassaden i Lusaka.
Privat: Gift med Ioanis Papamichail. Mor til Andreas på 16, Alexander på 13 og Sofia på 3 år.