Afrika-analysen
Danmarks forskellige politikområder over for verdens fattigste kontinent skal sammentænkes.
Af Janina Graae Udenrigsministeriets Afrika-analyse tager bestik af den samlede situation i Afrika og skal danne grundlag for regeringens Afrika-politik, der fremlægges inden jul. Politikken skal danne ramme om en mere målrettet dansk indsats og kommer til at tage udgangspunkt i de afrikanske landes egne fattigdomsstrategier (PRSP’er).
Målet med analysen er at sammentænke udviklings- og udenrigspolitik samt sikkerheds- og handelspolitik, og den dækker en bred vifte af problemstillinger, som for eksempel fred og stabilitet, handel, menneskelige ressourcer og god regeringsførelse og menneskerettigheder. Analysen er udarbejdet i et samarbejde mellem Udenrigsministeriet og en ekstern ressourcegruppe. Desuden har alle interesserede haft mulighed for at debattere analysen på Udenrigsministeriets hjemmeside. Over 500 har været inde og kigge på analysen på ministeriets hjemmeside og 30 har sendt debatindlæg.
Afrika skal integreres bedre i verdensøkonomien Analysen påpeger, at økonomisk vækst er afgørende for at hjælpe de fattige i Afrika. Væksten skal først og fremmest ske i landbrugssektoren, der er den centrale sektor, når det gælder om at forbedre fattige afrikaneres levevilkår. Det skal også prioriteres at skabe et bedre erhvervsklima og fremme den regionale handel.
U-landenes forhandlingsevner skal styrkes, så de kan deltage i det internationale handelssamarbejde, og Danmark skal styrke sammenhængen mellem handels- og udviklingssamarbejdet.
Fred og stabilitet En af de danske prioriteter for det kommende medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd er Afrika, og analysen peger på, at det danske medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd i 2005/2006 giver en særlig mulighed for at arbejde for fred og stabilitet i Afrika.
Analysen argumenterer for, at en styrket dansk indsats for fred og stabilitet i Afrika bør tænkes sammen med støtte til de programsamarbejdslande, hvor viljen til forandring og muligheden for at bekæmpe fattigdommen er til stede. Analysen henviser desuden også til, at sammenbrudte stater er et resultat af en vedvarende mangel på politisk og økonomisk udvikling – og at det langsigtede udviklingsarbejde i sig selv er konfliktforebyggende, om end det bør følges op af andre initiativer.
Den danske nærområdeindsats vil blive styrket for at hjælpe flygtninge og modvirke nye konflikter, og derudover lancerede Danmark tidligere på året ’Afrikaprogrammet for fred’, der skal bidrage til en fælles afrikansk sikkerhedspolitik.
Menneskerettigheder, demokrati og god regeringsførelse Respekt for menneskerettigheder, demokratisering og god regeringsførelse står i stigende grad centralt i Afrika, men der er fortsat svage demokratier, megen korruption og grove krænkelser af menneskerettighederne.
Analysen peger på, at Danmark skal støtte afrikanernes egne initiativer, udnytte de sammenhængende programmer i sektoren samt styrke korruptionsbekæmpelsen.
Mennesker i centrum En sund og veluddannet arbejdsstyre er væsentlig for økonomisk vækst og fattigdomsbekæmpelse. Analysen peger på fire centrale områder, der skal styrkes:
- forebyggelse af hiv/aids - gældslettelse til lande med en ansvarlig social politik - sundheds- og uddannelsessystemerne - adgang til rent drikkevand og sanitet.
Læs selv Du kan fra den 6/12 downloade både oplægget til den nye Afrika-politik og Afrika-analysen, som Knud Vilby kommenterer på side 17, på følgende hjemmeside:
http://www.um.dk/da/menu/Udenrigspolitik/ LandeOgRegioner/Afrika/AfrikaPolitik/AfrikaPolitik.htm
Janina Graae er journalist i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed. jangra@um.dk
Denne side er kapitel 14 af 39 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1 af 01-12-2004
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/3937/index.htm
|