Mere tværgående samarbejde, men …

Udvikling har talt med direktøren for Institut for Internationale Studier (DIIS), Per Carlsen: 

Af Poul Kjar
- Har det styrket den samfundsfaglige u-landsforskning, at det tidligere Center for Udviklingsstudier (CUF) er blevet lagt sammen med tre andre forskningsinstitutioner?

    - Ja, det synes jeg. Der var fra start en del fordomme over for u-landsforskerne, men nu har de andre fået øjnene op for, at udvikling er tæt koblet til ikke mindst sikkerhedspolitik. Sammenlægningen er jo helt i tråd med de nye tendenser i udviklingsbistanden. Vi har oprettet fem afdelinger: ’Globalisering’ og ’Udviklingsforskning’, der udspringer af det gamle Center for Udviklingsforskning, og derudover ’Europæiske Studier’, ’Sikkerhed og Konflikt’ samt ’Holocaust og Folkedrab’. Vi har for eksempel lavet en tværgående gruppe, der arbejder med regeringens arabiske initiativ, og dér sidder forskere fra alle fem afdelinger, svarer Per Carlsen.

- Men sammenlægningen af fire selvstændige institutioner med forskellige forskningstraditioner har også givet problemer?

- Ja, det må man sige. For eksempel snakkede vi til vores store forundring om noget forskelligt, når vi brugte de samme ord. I det gamle DUPI (Dansk Udenrigspolitisk Institut, red.) var en udredning en form for hvidbog, der blev godkendt af bestyrelsen og sendt til regeringen, mens det for udviklingsforskerne var et policy-studie. Så vi har haft en øvelse med at finde ud af, hvad det er, vi taler om. Det er meget forskellige kulturer, og så er der jo også interne kampe om ressourcerne. Der opstår straks slagsmål og kævl om, hvem der skal finansiere de tværgående projekter.

- Vi har talt med flere forskere, der mener, at den frie forskningsånd fra CUF er blevet afløst af management-tankegang, hvor folk skal konkurrere om bevillingerne. Er det korrekt?

- Vi er samlet set blevet beskåret med 20 procent i forbindelse med

sammenlægningen, så der skal tjenes penge. Det er vilkårene, og på det punkt er jeg rimelig hård. Men jeg er da bevidst om, at alt det uden om forskningen ikke må tage overhånd. For eksempel kan vi nemt blive reduceret til et konferencesekretariat for Udenrigsministeriet, hvis vi ikke siger fra en gang imellem. 60 procent af forskernes tid er sat af til forskning, og resten af tiden er afsat til policy-studier, konsulentarbejde, udredninger og formidling. Hvis du sammenligner med andre lande, så er det faktisk meget lukrative vilkår, og i modsætning til forskerne på universiteterne har forskerne hos os ikke noget undervisningskrav.

- Hvorfor er Institut for Menneskerettigheder bedre til at skaffe eksterne midler, end I er?

- De laver direkte projekter ude i felten. Det skal vi også lære. Problemet er, at jeg råder over forskere, der kan lave studier, og som kan sige noget om, hvad og hvordan tingene skal gøres, men som ikke selv kan implementere. Jeg ville gerne have lavet et projekt, der kunne forebygge trafficking af kvinder i Ukraine, men jeg har ingen til at sætte på opgaven. Jeg har til gengæld en mand, der kan skrive bøger om emnet.

- Men hvordan går det med samarbejdet mellem Institut for Menneskerettigheder og Institut for Internationale Studier?

- Det er en uhjælpsom konstruktion. Vi skal årligt kæmpe om midlerne, og fobierne bliver trukket op hvert år til jul inden forhandlingerne, og det er ikke det bedste udgangspunkt for at få et samarbejde til at blomstre. Men til trods for det, så begynder samarbejdet at komme i gang. Når vi afholder en konference om Rwanda, så dukker de op fra Institut for Menneskerettigheder. Og når de afholder noget om den transatlantiske menneskerettighedsdialog, så er der nogle af vores forskere, der kommer over til dem. Vi har fælles bibliotek og kantine, så mulighederne er der for fællesskab. Vi er tættere på hinanden, og det skal nok komme. Og det giver større vægt i debatten og i udlandet, når vi taler på vegne af centret.

- Hvad ville du gøre, hvis du fik mulighed for at lave om på konstruktionen?

- Så ville jeg skære centerbestyrelsen med Uffe Ellemann-Jensen og dele af centeradministrationen væk, og så skulle de to institutter have hver deres bevilling, som der ikke skulle kæmpes om. Det kunne helt sikkert få samarbejdet til at blomstre yderligere. En bestyrelse for hvert institut må være nok.