Frustrerede forskere

Mere vægt på bistandsrelevansen når der gives bevillinger til u-landsforskningen, siger Danida. Men det giver ikke mere arbejde til danske forskere.

Af Poul Kjar
’Jeg forsker i aids, der slår mange mennesker i u-landene ihjel, derfor skal jeg have mange flere millioner til min forskning ...’

    ’Min forskning i beninske dværggeders mælkeproduktion er mere anvendelsesorienteret end din, derfor skal jeg have flere penge end dig …’

    ’Min forskning i oprindelige kulturers overlevelsesstrategier er grundlaget for overhovedet at arbejde i Den tredje Verden, derfor skal jeg …’

    Debatten om prioriteringen af Danidas forskningsmidler – 223 millioner kroner om året, eller hvad der svarer til den årlige danske bistand til programsamarbejdslandet Nicaragua – befinder sig alt andet lige på et højere niveau. Men konkurrencen mellem forskere og forskningsinstitutioner er benhård, og der kommer ikke flere forskningsmidler til danske forskere. Selv om Danida nu styrker forskningen i sektorprogrammerne.

    Danidas nye forskningsredegørelse siger lige ud, at styrkelsen af forskningen i sektorprogrammerne ikke kan øremærkes til danske forskere.

    - Den danske ressourcebase har troet eller forventet, at forskningsmidlerne i sektorprogrammerne kunne reserveres til danske forskere. Men det er jo imod hele filosofien i sektorprogramtankegangen, siger Danidas chefkonsulent på forskningsområdet, Anne Birgitte Hansen, der er en af penneførerne på forskningsredegørelsen.

    Dertil kunne man fristes til at sige, at det jo netop er hele pointen med udviklingsbistanden, at udviklingslandene skal lære at klare sig selv. Det er ikke for de danske forskeres skyld, at Danida støtter udviklingsrelateret forskning. Eller hvad?

    - Korrekt, siger Anne Sørensen, der er koordinator af jordbrugsnetværket, som er et Danida-støttet netværk med en række danske universiteter og forskningsinstitutioner, der har til huse på Landbohøjskolen. Jordbrugsnetværket har til formål at fremme brugen af jordbrugsrelateret forskning i udviklingsbistanden. Hun uddyber:

    - Men sagen er, at danske forskere har meget at byde på, og de lokale forskningsmiljøer kan lære en hel del af de danske forskere. Ikke mindst i forhold til det metodiske – den problemorienterede tilgang til forskning, det tværdisciplinære og det participatoriske.

Det frie forskningsmarked
Det synes indlysende, at der er brug for danske forskere til at hjælpe u-landenes forskningsinstitutioner og -miljøer op på et højere niveau og dermed få mest muligt ud af forskningsbevillingerne inden for sektorprogrammerne.

    Ikke mindst fordi det faktisk har vist sig at være vanskeligt i praksis at få inddraget forskningen i sektorprogrammerne, blandt andet fordi de lokale forskningsinstitutioner er meget svage. Chefkonsulent Anne Birgitte Hansen formulerer det på følgende måde:

    - Hvis de danske forskere har komparative fordele, så vil forskningsinstitutionerne i udviklingslandene også trække på de danske kollegaers viden og afsætte nogle af pengene inden for sektorprogrammerne til danske forskere. Men det er klart, at de danske forskere skal ud og konkurrere om projekterne.

    Anne Sørensen og jordbrugsnetværket arbejder netop på at udvikle samarbejdet mellem netværkets danske forskningsinstitutioner og forskningsinstitutioner i udviklingslandene – også i forhold til den forskning, der finder sted inden for sektorprogrammerne.

    Og det er lykkedes af og til. Netværket er indblandet i et fælles ugandisk-dansk forskningsinitiativ, hvor en gruppe forskere fra jordbrugsnetværket og forskere fra forskellige institutioner i Uganda har holdt workshops og nedsat en række forskningsgrupper, der skal munde ud i konkrete forskningsansøgninger.

    Forskningsinitiativet forsøger at inddrage bønder, landbrugstjenester og NGO’er i tråd med Ugandas nationale strategi for landbrugsforskning, og midlerne skal blandt andet komme fra den nationale forskningsfond i Uganda. 

    - Men det ligger i kortene, at det kun er de ugandiske forskere, der kan opnå bevillinger herfra. De danske forskere er alt for dyre i lønninger, siger Anne Sørensen.

    Forskerne fra jordbrugsnetværket skal altså søge penge andre steder for at kunne bidrage med deres viden til et dansk finansieret – men ugandisk administreret – sektorprogram.

    En naturlig konsekvens af programsektortankegangen og afbindingen af udviklingsbistanden.

Catch 22
De danske forskere fra jordbrugsnetværket har imidlertid de samme muligheder, som de altid har haft for at få finansieret deres forskning.

    Det sker gennem Rådet for Udviklingsforskning (RUF), der hvert år uddeler knap 100 millioner kroner til forsknings- og forskningsbistandsprojekter – som det i Uganda.

    Men problemet er bare, at forskerne fra jordbrugsnetværket flere gange har fået afslag fra Rådet for Udviklingsforskning (RUF) til lignende forskningsprojekter, der knytter an til landbrugssektorprogrammer og forskningsprioriteter i Uganda og andre programsamarbejdslande.

    - Forskerne oplever at få afslag fra Rådet for Udviklingsforskning, fordi deres forskning ikke er akademisk nok, eller måske har været for tæt knyttet til sektorprogrammerne - også selv om de forsøger at kombinere den anvendte forskning med det mere langsigtede. De føler dermed, at tingene bider sig i halen. Deres forskning er vældig relevant, men de kan hverken få den finansieret det ene eller det andet sted, siger Anne Sørensen.

    - Idéen med forskningsrådsmidlerne er at støtte forskning, der er bistandsrelevant og innovativ. Hvem der får pengene, vil altid ske på baggrund af forskningsrådets konkrete afvejning af, hvilke ansøgninger der bedst opfylder flest af de opstillede mål for forskningsstøtten, svarer Anne Birgitte Hansen fra Danida.

     Anne Sørensen fra Jordbrugsrådets mener – på lige fod med andre udviklingsforskere, som Udvikling har talt med – at forskningsrådets retningslinjer for, hvad man kan støtte, er for uklare. Det skaber forvirring og usikkerhed i forskningsmiljøet. Der er ifølge Anne Sørensen behov for, at forskningsrådet gentænker kriterierne for at uddele penge og omsætter de gode hensigter om at styrke den bistandsrelaterede forskning i konkrete retningslinjer.

    - Jeg kender godt til frustrationerne i forskningsmiljøet, men for mig at se er forskningsrådets overordnede mål for tildeling af forskningsmidler rimeligt klare. Det handler om faglig kvalitet og relevans, og forskningsprojekterne skal tage udgangspunkt i det, som udviklingslandene har behov for, siger Anne Birgitte Hansen.

    Hun vil dog ikke afvise, at der er behov for tydeligere at konkretisere  de overordnede mål og kommunikere dem klarere ud til alle parter.

Anvendt kontra fri forskning
Danidas øgede vægt på bistandsrelevansen i forhold til u-landsforskningen falder i naturlig forlængelse af anbefalingerne i Hernes-rapporten (april 2001) – opkaldt efter formanden for kommissionen. Rapporten anbefalede, at Danida i langt højere grad udnytter og inddrager den Danida-finansierede forskning og vidensproduktion i alle sektorprogrammerne.

    Det er en positiv udvikling, mener både Danidas Anne Birgitte Hansen og jordbrugsnetværkets Anne Sørensen. De ser ikke nogen fare for, at den frie forskning risikerer at få tildelt færre midler på bekostning af den anvendte forskning. 

    Men det er der til gengæld andre, der er bekymrede for, blandt andre professor i International Udvikling på Roskilde Universitetscenter og medlem af Danidas Styrelse, Henrik Secher Marcussen. Han siger:

    - Nu skal forskningen være en del af udviklingsbistandens værktøjskasse. Det er naturligt og logisk for dele af bistanden, ikke mindst for den tekniske del. Men grundforskning er en forudsætning for en stor del af den anvendte forskning. Der er tale om en forskningsfødekæde, som man ikke bare kan tappe af. Naturligvis har universiteterne selv en rolle at spille, men man skal se på tingene i sammenhæng.

    Henrik Secher Marcussen er ikke blind for, at den lokale forskningskapacitet i u-landene skal styrkes, og at det kan ske gennem sektorprogrammernes støtte og opbygning af lokale forskningsinstitutioner og -miljøer. Men når han læser Danidas nye forskningsredegørelse, så bliver han bekymret for, at bevillingerne fra forskningsrådet i for høj grad bliver resultatfokuserede, og at det vil gå ud over grundforskningen, som for eksempel danske ph.d.-studerendes feltarbejde.

    Men ifølge Danidas Anne Birgitte Hansen kan grundforskning, der gavner udviklingsbistanden, stadig finansieres af forskningsrådet. Hun mener i det hele taget, at mange af de danske forskeres frustrationer og bekymringer udspringer af misforståelser og dårlig kommunikation mellem Danida og forskningsmiljøet. Også på det punkt er Anne Sørensen fra jordbrugsnetværket enig med Anne Birgitte Hansen – dialogen og debatten om forskningsmidlerne er for dårlig.

    Og det må der kunne gøres noget ved. Man kunne jo begynde med at tale sammen.

Forskningsredegørelsen:
http://www.um.dk/da/menu/Udviklingspolitik/
PolitikOgStrategier/TemaerIBistanden/Forskning/

Forskningsrådet for Udviklingsforskning:
http://www.um.dk/da/menu/Udviklingspolitik/
OmDanida/ForskningsraadetRUF

Jordbrugsnetværket: http://www.netard.dk