Nyt fra Danidas Styrelse  

Nu kan sorte firmaer nøjes med at være halvt så sorte

Af Bo Simonsen
Danidas ’Virksomhed-til-Virksomhedsprogram’ – VtV-programmet – har i snart 10 år været fødselshjælper for samarbejder mellem danske og sydafrikanske virksomheder. Men programmet er endnu ikke kommet helt op på fulde omdrejninger.

    Danske virksomheder kan gennem VtV-programmet få hjælp til udvælgelsen af den rette samarbejdspartner, der i det sydafrikanske kan give adgang til nye markeder, produkter og produktionsmuligheder. Hjælpen til udvælgelse kan følges op af økonomisk støtte. Omvendt vil den lokale sydafrikanske virksomhed styrke sin position gennem adgang til dansk knowhow og teknologi – og det skulle også gerne kaste flere arbejdspladser af sig blandt den sorte sydafrikanske befolkning.

    Et antal danske og sydafrikanske virksomheder har i tidens løb fundet hinanden – men langtfra så mange som forventet. Siden VtV-programmets start i 1995 har en væsentlig betingelse for at få støtte gennem programmet nemlig været et krav om ’sort aktiemajoritet’, med andre ord minimum 50,1 procent sort ejerskab. Dette har været helt i tråd med den sydafrikanske regerings politik. Men den sorte befolkning er kun i ringe grad blevet inddraget i forretningslivet i Sydafrika og endnu mindre i ledelse og management. Danske virksomheder og interesseorganisationer har gentagne gange argumenteret for, at kravet om de minimum 50,1 procent sort ejerskab har stået i vejen for det dansk-sydafrikanske forretningssamarbejde.

    Betingelsen om sort majoritetsejerskab er nu lempet, og der stilles nu kun krav om minimum 25,1 procent sort ejerskab for at opnå støtte gennem VtV-programmet. Sorte virksomheder kan altså nu blot være halvt så sorte.

    Det ligger helt i tråd med den ændrede sydafrikanske politik i rammeloven Broad-Based Black Economic Empowerment Act, hvor en sort empowered virksomhed er en virksomhed, hvor mindst 25,1 procent ejes af sorte personer. Og hvad er så en sort person? Det er ifølge den sydafrikanske lov både afrikanere, farvede og indere. Danidas styrelse har nu sagt god for de nye retningslinjer for VtV-programmet i Sydafrika.

Fattigdomskredit til Vietnam
Fra Afrika til Asien: Styrelsen har tiltrådt en bevilling på 342 millioner kroner til fortsat at reducere den andel af befolkningen, som lever under fattigdomsgrænsen i Vietnam. Den danske støtte gives som en del af Verdensbankens såkaldte fattigdomskredit. Fattigdomskreditterne omfatter støtte til den fortsatte overgang til en socialistisk markedsøkonomi, til aktiviteter, der modvirker skævvridninger som følge af økonomisk vækst, og til den videre udvikling af en effektiv regeringsførelse og moderne administration. Moderne administration betyder blandt andet bedre formidling om Vietnams lovgivning til borgere og virksomheder samt forstærket krav om åben licitation.

    Det betyder også, at provinser og distrikter får bedre muligheder for at opkræve skatter og mere indflydelse på anvendelse af de offentlige indtægter.

    Lovgivning, licitationer og skatter lyder måske lidt småkedeligt og matcher ikke det traditionelle billede af u-landbistand, hvor glade børn er kommet i skole, og kvinden trækker vand op af landsbyens nye Danida-finansierede brønd. Men udviklingsbistand er, som det vil være læserne af denne avis bekendt, et bredt begreb, og eksempelvis viden om, hvad der er gældende ret, er både nyttig for at undgå at ende bag tremmer og medvirkende til at udvikle en moderne markedsøkonomi – socialistisk eller ej.

Andre projekter og programmer tiltrådt af Danidas styrelse:

-  Støtte til vand- og sanitetssektoren i Burkina Faso. 345 mio. kr. 
-  Projekt for bekæmpelse af hiv/aids i Burkina Faso. 25 mio. kr. 
-  Miljøprogramstøtte til Vietnam. 250 mio. kr. 
-  Fireårig programstøtte til Den Internationale Sammenslutning for Naturbevarelse (IUCN). 80 mio. kr.
-  Toårig samarbejdsaftale med Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO). 40 mio. kr. 
-  Konflikt- og terrorismeforebyggelse i Centralasien 10,7 mio. kr. (Se artiklen side 3).

bosimo@um.dk

Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde har til opgave at rådgive Udviklingsministeren. I praksis bliver bilaterale og multilaterale projekter og programmer til over 10 millioner kroner samt oplæg til nye strategier og handlingsplaner forelagt styrelsen til godkendelse. Læs mere om styrelsens medlemmer, mødeplan og tiltrådte bevillinger på
http://www.um.dk/da/menu/Udviklingspolitik/
OmDanida/StyrelsenRaadet/Styrelsen
 




Denne side er kapitel 2 af 39 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1 af 01-12-2004
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/3937/index.htm

 

 
 
 
  © | www.um.dk