Sammenlagte institutter:

Ulykkeligt politisk tvangsægteskab
Det tvungne bryllup mellem to forskningsinstitutioner giver ikke glade børn.

Af Poul Kjar
- Der er en konflikt indbygget i ægteskabet mellem Institut for Menneskerettigheder og Institut for Internationale Studier, der slås om den samme økonomiske bevilling. Det er min stemme, der er afgørende i konflikten, siger Uffe Ellemann-Jensen, formand for de to institutters fælles centerbestyrelse.

    Den tidligere formand for partiet Venstre og tidligere udenrigsminister tilføjer:

    - Begge institutter er nogenlunde lige sure på mig, og det må skyldes, at jeg har fundet en balance i tingene.

    Loven om etablering af Dansk Center for Internationale Institut og Menneskerettigheder blev vedtaget af Folketinget 29. maj 2002 efter flere måneders politisk kamp og heftig offentlig debat.

    Stridens kerne var spørgsmålet om daværende Center for Menneskerettigheder, som politiske kræfter i folketinget ønskede at lukke.

    Da det ikke kunne lade sig gøre, blev der indgået et politisk kompromis, hvor Institut for Menneskerettigheder blev lagt sammen med Institut for Internationale Studier (DIIS) under en fælles centeradministration og -bestyrelse. Centerformanden, i øjeblikket Uffe Ellemann-Jensen, udpeges af udenrigsministeren.

    Danida finansierer den udviklingsrelaterede del af forskningen i det nye Institut for Internationale Studier og har således en klar interesse i, at forskerne har de bedst mulige organisatoriske betingelser.

    Direktøren for Institut for Internationale Studier Per Carlsen siger:

    - Den overordnede centerkonstruktion er meget tung og tager alt for mange kræfter. Morten Kjærum (direktør for Institut for Menneskerettigheder, red.) og jeg bekriger jo hinanden for at få flest økonomiske ressourcer. Ellers var vi jo dårlige direktører.

    Hvad ville du gøre, hvis du fik mulighed for at lave om på konstruktionen?

    - Hvis vi fik en ny regering, så ville jeg foreslå, at man skar centerbestyrelsen med Uffe Ellemann-Jensen væk og ligeledes slankede centeradministrationen – og så skulle de to institutter have hver deres bevilling, som der ikke skulle kæmpes om.

    Direktøren for Institut for Menneskerettigheder Morten Kjærum er i dette spørgsmål helt enig med sin kampfælle. Han siger:

    - Synergien og samarbejdet er vigtigere end de formelle strukturer. Vi har jo mulighederne for i europæisk sammenhæng at skabe et enestående forskningsmiljø. Derfor bør det overvejes, om ikke konstruktionen skal ændres.

    Dertil svarer Uffe Ellemann-Jensen:

    - Måske havde det været lettere at lade det gamle Center for Menneskerettigheder fortsætte for sig selv, men nu ser loven ud, som den gør, og så må vi få det til at fungere.                

Læs s. 4-5 hvor Udvikling sætter fokus på Danidas forskningsmidler