Gå til indhold

360° – Verden i Udvikling

Nr. 4 · september 2018

Resumé

Summary

Indhold

KLIMA, SIKKERHED & MIGRATION

BUSINESS, TECH OG INNOVATION

IDEER, KUNST OG KULTUR

Bestil et gratis abonnement, tilmeld nyhedsbrev eller kontakt redaktionen på
www.magasinet360.dk
Følg os på Facebook, Instagram og Twitter som @magasinet360


Skribenter & fotografer

MAGASINET
DE ER MED TIL AT LAVE UDVIKLING:

FOTO: PRIVAT

Rasmus Flindt Pedersen:

Uddannet fotojournalist, freelance siden 2012. Den begivenhed, som for alvor sporede ham ind på krigs- og konfliktrapportering, var flygtningekrisen i 2015, hvor han dækkede begivenhederne fra strandene i Tyrkiet og Grækenland og op gennem Europa. Har modtaget flere priser med Årets Pressefoto 2018 som et foreløbigt højdepunkt.


Rania Abouzeid:

Journalist bosat i Beirut, Libanon. Har modtaget diverse priser, bl.a. Michael Kelly Award og George Polk Award for Foreign Reporting. Rania har bl.a. skrevet for Time Magazine, The New Yorker, Foreign Affairs og National Geographic.


Tore Rørbæk:

Uddannet i statskundskab fra Københavns Universitet og American University of Beirut. Retter sin journalistiske pen mod den arabiske verden og har de seneste år sat fokus på kurderne i Irak og Syrien. Fortæller med lyd i radiodokumentarer og arbejder på en graphic novel om den irakiske provins Sinjar.


Lasse Skytt:

Journalist bosat i Ungarn, hvor han rapporterer om central- og østeuropæisk politik og kultur til danske medier og organisationer. Lasse har også øjnene stift rettet mod teknologiens verden. Medstifter af et dronefirma i USA og beskæftiger sig med, hvad virtual reality og kunstig intelligens gør ved os mennesker.


Sebastian Backhaus:

Fotograf bosat i Berlin, fokuseret på Mellemøsten. Studerer arabisk, men har oplevet farlige fejl: Da han forlod en gruppe krigere på en syrisk frontlinje, kom han til at sige, "Nyd jeres ferie" i stedet for "Må Allah være med jer”.


Chris Huby:

Fransk fotograf med base i Paris, tilknyttet Le Pictorium.

Har bl.a. arbejdet for The Guardian, Figaro Mag og France24. Bosat flere steder i udlandet som barn og brugte sin linse til at udforske omgivelserne. Ser sine fotos som en mulighed for at skabe opmærksomhed om sociale forhold rundtomkring på kloden.


Thea Pedersen:

Efter et årti med fast løn og frokostordning som journalist og USA-korrespondent i New York for Ekstra Bladet har Thea siden 2017 opereret som selvstændig med base i Irak. Har for en række medier rapporteret fra bl.a. frontlinjen i Mosul, ruinerne i Raqqa og har fra sin seneste tur i Yemen for første gang arbejdet i fuld niqab.


Ole Damkjær:

Nytiltrådt presseansvarlig i Mellemfolkelig Samvirke. Tidl. Berlingskes "faldskærmsudspringer" i verdens kriser og konflikter siden 1996. Modtog i 2000 EU-Kommissionens journalistpris. Har på sine rejser svært ved at undvære sin ugentlige bordtenniskamp, sin hund, Fidel, og kone og datter.


Sofi Lundin:

Svensk freelance-journalist og fotograf med base i Uganda. Har læst socialantropologi, drukket te med oprørsledere i Kashmir, boet i flygtningelejre i Sydsudan og dokumenteret hverdagen blandt sexarbejdere i Uganda. Arbejder for internationale medier. Adobe har udnævnt Sofi til at være blandt ti globale talenter i fotojournalistik.


Jakob Lindmark Frier:

Chefredaktør på det danske techmedie TechSavvy, der skriver om morgendagens løsninger som blockchain, kunstig intelligens og IoT. Jakob interesserer sig især for, hvordan teknologi kan bekæmpe svindel og korruption og sætte skub i udviklingsarbejde og forbedre levestandarder i udviklingslandene.


Helle Malmvig:

drog som 18-årig med rygsæk til Egypten, Israel og Palæstina. Siden har hun været optaget af alting Mellemøsten -krig og konflikt, kunst og musik, Fairouz og Mahfouz. Flere akademiske grader senere – Msc i Mellemøststudier, SOAS, Cand Scient Pol, PhD Københavns Universitet - landede hun som forsker på DIIS.


Mads Mariegaard:

Journalist fra Journalisthøjskolen. Freelance med fokus på klima og energi. Tidl. redaktør af Udenrigsministeriets engelsksprogede magasin Focus Denmark og tidl. journalist og redaktionssekretær på 360°, dengang Udvikling. Tidl. kommunikationschef i Det Danske Hus i Palæstina.


Peter Tygesen:

Udgav efter rejser i Congos borgerkrig Afrika-insighter'en Congo – formoder jeg. Har arbejdet i Afrika siden 1980 med længere ophold i bl.a. Zimbabwe, Sydafrikas og DR Congo. Modtog i 2017 Timbuktuprisen.


Rasmus Bøgeskov Larsen:

Freelancejournalist med base i Egypten. Siden 2011 har Rasmus haft sin hverdag i det oprørske Kairo, hvor han på klos hold har fulgt den politiske og følelsesmæssige rutsjebanetur, som egypterne gennemlever. Efter otte år i Mellemøsten taler han flydende arabisk og laver en habil hummus.


Lise Josefsen Hermann:

Journalist med speciale i Latinamerika og en passion for bjergbestigning. Har boet flere år i Bolivia, Colombia og Ecuador, hvor hun bor i dag. Lise har rejst regionen tynd og leverer til bl.a. til DR, Information, Kristeligt Dagblad, Politiken, Danwatch, Deutsche Welle, BBC og medier i Ecuador og Colombia.


 

Annonce: Viborg Katedralskole (www.viborgkatedralskole.dk)

 

Ti ideer der forbedrer verden

AF LASSE SKYTT

1. Bæredygtige mursten af svamp, ris og glasskår

Vi bliver flere mennesker på jorden, og behovet for bæredygtige byggematerialer vokser. Nu har biologer fra RMIT University i Australien udviklet en ny type mursten, som både er billig at producere og udnytter det affald, der bliver smidt på lossepladsen. Ved hjælp af poresvampen Trametes versicolor er det lykkedes forskerne at binde risflager til glasskår i en biologisk proces og skabe en let og formbar mursten. Byggematerialet holder desuden termitter væk og gør farligt røgudslip mindre sandsynligt i tilfælde af brand.


2. Vindturbine danner strøm fra susende motorvejstrafik

I hele verden øger urbaniseringen behovet for nye energikilder, der kan levere strøm til byens husstande. Det gælder også i Tyrkiet, hvor firmaet Deveci Tech har designet en flytbar vindturbine med et solpanel på toppen. Den kan blandt andet placeres i midterrabatten på motorveje, hvor de forbipasserende biler genererer masser af vind. På én dag dannes nok strøm til to husstandes elforbrug. Modellen finpudses nu, før den udbredes på de tyrkiske motorveje.

3. Få vand ud af den blå luft

Manglen på rent drikkevand er et stigende problem, men nu har den amerikanske startup Zero Mass Water måske skabt en revolution i vandindustrien. Firmaets hydropanel, Source, kan hente rent drikkevand ud af den blå luft. Via solenergi trækker panelets nanomaterialer fugtig luft ned i et reservoir, hvor den får tilføjet magnesium og kalcium. Ifølge startupen kan det dagligt danne op til ti liter rent drikkevand og i panelets levetid hjælpe til at holde 70.000 plastikflasker ude af miljøet.


4. Ukrainsk robotfirma 3d-printer et hus på otte timer

Det er ofte dyrt og tidskrævende at bygge et hus, men det kan nu ændre sig. Det ukrainske robotfirma PassivDom har designet en 100-kvadratmeter stor 3D-printer, som kan printe de vigtigste dele til et husbyggeri – vægge, lofter og gulve. Det tager ikke mere end otte timer, før huset er klart. Herefter skal vinduer, døre, vandrør og elektricitet installeres af en håndværker. På sigt er det planen, at huspakken også skal indeholde sol- og hydropaneler.

5. Papir er energidrik for bier

Hverken urbaniseringen eller industrialiseringen har været særlig god for bierne. Det har betydet, at de må flyve over længere distancer, hvilket gør, at der bliver færre af de livsnødvendige insekter. For at hjælpe bierne har initiativtagere fra Polen udviklet en ny type papir kaldet Bee Saving Paper. Det kan tiltrække de arbejdsomme insekter ved hjælp af frø fra en af biernes yndlingsplanter og usynligt UV-blæk, som minder dem om lyset på blomstermarkerne. Når de lander på papiret, kan bierne "tanke op" fra det nærende glukosestof på papiret, som virker som en energidrik for dem og giver dem kræfter til at flyve længere "på literen". Bee Saving Paper kan bruges på alt fra parkeringsbøder til papirsposer i byerne.

6. T-shirt renser luften, mens du har den på

Bæredygtigt tøj har indtil videre primært været forbundet med produktionsdelen, men nu tager det italienske modefirma Kloters skridtet videre og lancerer en T-shirt, der ikke bare er bæredygtigt produceret, men som også renser luften, mens du har den på. Gennem et specialdesignet indlæg kaldet "The Breath" kan T-shirten opfange og absorbere nogle af de forurenende stoffer i luften, som normalt bidrager til eksempelvis kræft og lungesygdomme.

7. Frøer og myrer kan redde liv som nyt antibiotikum

I år er det 90 år siden, at den britiske læge og forsker Alexander Fleming opdagede penicillinen. Men de seneste 30 år er der ikke udviklet nye typer af antibiotika til mennesker, og de tidligere udgaver af den gamle medicin får sværere og sværere ved at dræbe de bakterier, der kan give alvorlige sygdomme. Lægevidenskaben skal derfor finde nye former for antibiotika – ellers er risikoen, at der fra 2050 vil dø flere mennesker i verden af infektioner end af kræft. Nu har forskere fra det amerikanske NCBI-bioinstitut dog fundet ud af, at huden på Phyllomedusa-frøen fra Brasilien indeholder op mod 300 antimikrobielle peptider (AMP), som kan bruges som medicin mod virus og bakterier, ligesom også flere myrearter indeholder en række potentielt livreddende antibiotika. Forskerne konkluderer, at den såkaldte bioinnovation bliver essentiel for fremtidens lægevidenskab.

8. Spiselig bærepose af bakterier som alternativ til plast

Brugen af plastikposer bliver kritiseret heftigt i disse år, og flere supermarkeder har fjernet dem fra hylderne. For nylig har den polske designstuderende Roza Janusz udviklet et miljøvenligt alternativ – en bæredygtig og sågar spiselig bærepose med navnet Scoby, der er sammensat af bakterier og gær og er produceret på samme måde, som man producerer kombucha-te.


9. App sætter fokus på bevarelsen af søgræs

Når der tales om truet natur, hører vi sjældent om søgræs, men faktisk er beskyttelsen af græstæppet på bunden af havet enormt vigtigt for vores natur- og dyreliv. Dårlig vandkvalitet og overfiskeri er dog skyld i, at søgræs forsvinder med stor hastighed. Med appen SeagrassSpotter opfordrer den walisiske organisation Project Seagrass nu dykkere og andre naturelskere til at tage billeder af steder med søgræs og uploade dem til appen, hvori det kortlægges, hvilke typer søgræs der findes hvor, og hvilke steder søgræsset er ekstra truet.


10. Apparat giver en stemme til de stumme

Forskere fra MIT har udviklet et apparat, der kan høre din indre stemme. Apparatet hedder AlterEgo og bruger elektroder til at læse de neuromuskulære signaler fra brugerens indre taleorganer, når han eller hun siger et ord i deres hoved. Signalerne sendes så til et maskinlæringsprogram, som sætter ordene i system, så de kan genkendes næste gang. I øjeblikket er AlterEgo i stand til at genkende omkring 100 engelske ord – for eksempel ”right”, ”left” og ”select”.

 

Update: Politik

FOTOS: MARÍA DE JESÚS PATRICIO MARTÍNEZ (PRIVAT)

 

Flere kvinder i politik = mindre korruption

ADSKILLIGE STUDIER har påvist, at kvinder er lige så villige til at give eller tage imod bestikkelse, som mænd er. Men undersøger man udelukkende politikere, dukker der en betydelig forskel op.

Et nyt studie af 125 forskellige lande viser, at der er en klar sammenhæng mellem andelen af kvindelige parlamentarikere og omfanget af politisk korruption. Samme tendens fandt forskere fra det amerikanske universitet Virginia Tech blandt lokalpolitikere i Europa. De kæder resultatet sammen med andre studier, der viser, at kvindelige politikeres prioriteringer er anderledes. De har mere fokus på for eksempel uddannelse og sundhed frem for de områder, hvor der typisk finder mest korruption sted.

/RBL


 

20 års konflikt afsluttet på få uger

I årevis har intet tydet på, at Etiopien og Eritrea skulle være i nærheden af at indgå en fredsaftale. Men nu er forholdet mellem de to nationer pludselig blevet normaliseret.

AF RASMUS BØGESKOV LARSEN

DA TELEFONLINJERNE mellem Etiopien og Eritrea blev genåbnet i begyndelsen af juli, var det ikke kun folk med familie i nabolandet, som greb røret.

'Jeg er så ellevild over det her, at jeg ringede til et tilfældigt nummer i Asmara (hovedstaden i Eritrea, red.) og havde en god snak med en kvinde ved navn Frtuna,” skrev Henok, en etiopisk mand på Twitter.

Han var langtfra alene.

Hundreder af etiopiere fortalte på de sociale medier om de samtaler, de havde haft med helt tilfældige borgere i nabolandet.

I 20 år har telefonlinjer, veje og luftrum mellem de to lande været lukket. En fastlåst konflikt om grænsedragning syntes uløselig, indtil Etiopien i april fik en ny ministerpræsident, som har sat et utal af reformer i gang. Ahmed Abiy besluttede efter sin tiltræden, at det var tid til at gøre en indrømmelse over for Eritrea. Fra 1998 til 2000 kæmpede de to lande om kontrollen med grænsebyen Badme, men de voldsomme kampe, som kostede 80-100.000 mennesker livet, afsluttede ikke konflikten. Etiopien fastholdt efter våbenhvilen, at Badme var etiopisk.

Med Ahmed Abiys beslutning om at opgive dette krav blev der åbnet for fred mellem de to lande. En aftale blev udarbejdet i løbet af få uger, og Eritrea har nu påbegyndt en tilbagetrækning af de styrker, de havde udstationeret i det omstridte område.

 

Egypten sparer 1.499.500 kroner per patient

I DANMARK koster det 1,5 millioner kroner at behandle en enkelt patient med et revolutionerende nyt lægemiddel, der kan kurere leverbetændelsen hepatitis C. I Egypten, som er det land i verden, hvor sygdommen er allermest udbredt, koster det nu blot 500 kroner.

Det er resultatet af en ambitiøs plan fra den egyptiske regering og lange forhandlinger med medicinalvirksomheden Gilead. Gileads nye medicin, som blev lanceret i 2013, har givet verden et effektivt middel mod den livsfarlige virus, som årligt inficerer millioner af mennesker i det globale syd. Gilead tager sig dog så godt betalt, at det ikke er realistisk for fattige nationer at gøre nytte af fremskridtet. Men flere lande har forhandlet sig frem til bedre priser og er begyndt at producere medicinen selv. Længst fremme er Egypten. Leversygdommen har i årtier været et af Egyptens største sundhedsproblemer, men nu ser det ud til, at landet i løbet af blot nogle få år vil være i stand til næsten at udrydde hepatitis C.

I Indien er hepatitis C-medicin blandt de lægemidler, som kan købes for få penge på 3.000 nye apoteker. Disse apoteker har ret til at sælge lokalproduceret medicin, som koster meget mindre end de importerede varer, der er på hylderne på de normale apoteker.

/RBL

Annonce: Bagsværd Kostskole & Gymnasium (www.bagkost.dk)

 

Digitalt – Unumed vil revolutionere afrikanske hospitaler

TECH-PORTRÆT
NÆSTE SKRIDT KUNSTIG INTELLIGENS

Den danske startup Unumed hjælper afrikanske hospitaler med at registrere patienter med en irisscanner. Men det lå ikke i kortene, at Henrik Albertsen skulle modernisere sundhedssektoren på det afrikanske kontinent.

AF JAKOB LINDMARK FRIER
FOTO: UNUMED

SOM barn blev Henrik Albertsen svimmel og utilpas, hver gang han så blod. Det blev ikke nemmere af, at hans far var reservelæge og derfor flyttede fra hospital til hospital, og familien flyttede med. Faren havde vagter på skæve tider af døgnet, og det var ikke usædvanligt, at Henrik Albertsen måtte følge med sin far på arbejde. I den periode blev det klart for Henrik, at han ikke ville følge i sin fars fodspor.

I stedet indskrev han sig på Danmarks Tekniske Universitet i starten af 1980'erne. Senest har han siddet i spidsen for investeringsfonden Nordic Venture Partners i knap 13 år og polstret mere end 50 virksomheder med kapital og håndteret mere end 350 transaktioner. Men fonden blev solgt i 2013, og den it-kyndige forretningsmand begav sig på jagt efter det næste eventyr.

Paradoksalt pegede pilen mod sundhedssektoren på det afrikanske kontinent.

”For mig handlede det om, hvilket problem jeg kunne løse for så mange mennesker som muligt med den viden og de ressourcer, jeg og vi i Danmark har,” siger Henrik Albertsen og fortsætter:

”Oprindeligt var det tanken at etablere en fond og finansiere udviklingsprojekter. Men dem er der nok af. Under mine rejser til Afrika blev det tydeligt for mig, at sundhedssektoren var meget belastet af gammeldags, analoge arbejdsgange. Det blev en øjenåbner for mig.”

Irisscanner

Mange steder i regionen syd for Afrikas Sahara er det ikke almindeligt, at man har en officiel fødselsdato. Det gør det svært for hospitaler at identificere patienter og ajourføre patientjournaler – journaler bliver derfor ofte skrevet på papir og arkiveret i kasser blandt titusinder andre.

De skrøbelige, ikkedigitale sundhedssystemer koster liv. Ifølge Røde Kors dør 13 millioner mennesker hvert år i udviklingslande som følge af ikkesmitsomme sygdomme. Men man anslår også, at to ud af tre dødsfald kan forebygges, hvis lægerne får adgang til oplysninger om patienternes kroniske sygdomme.

Henrik Albertsen så muligheden i digitalisering og stiftede i 2013 Unumed med det mål at tilbyde hospitalerne elektroniske patientjournaler og finansiel digital administration.

Ved hjælp af en irisscanner kan hospitaler på få sekunder identificere patienterne. Hurtigt kan de se, om den pågældende har været under behandling før, lokalisere journalen – eller oprette én, hvis det er første besøg – og få overblik over, hvilke forsikringer patienten har tegnet. Når patienterne har gennemgået et behandlingsforløb, bliver det registreret i en patientjournal og lagt i skyen – nemt tilgængelig for andre hospitaler.

Det gør en stor forskel for patienterne, at deres data er i skyen. De får en hurtigere og mere præcis behandling, næste gang de går til lægen. Men lige så vigtigt er det, at hospitalerne på platformen kan se, hvilke forsikringer patienten har. ”De kan også administrere vagtplaner og se lagerbeholdning af medicin og andet medicinsk udstyr,” fortæller Henrik Albertsen.

Det betyder også, at platformen kan overvåge sygdomstilstanden i specifikke områder, hvor de bruger Unumeds løsning. I skrivende stund har Unumed fire sundhedsinstitutioner i Afrika som kunder, og flere kommer til. Inden længe vil de første aftaler i Sri Lanka blive implementeret.

Vi er hele tiden gået efter en løsning, vi kunne tegne på bagsiden af en konvolut og sælge så billigt, at vi stadig kunne tjene penge på det og samtidig skabe værdi for befolkningen i udviklingslandene.

Henrik Albertsen, stifter af Unumed

 ”DER er så stor mangel på klinisk mandskab i udviklingslandene, at kunstig intelligens som hjælpemiddel er den eneste vej frem,” siger Henrik Albertsen.

Data i skyen

Normalt er vestlig teknologi dyr i afrikansk målestok. Men ifølge Henrik Albertsen er der intet, der retfærdiggør, at det skal være dyrt og utilgængeligt, hvis man bygger det med moderne teknologi. Unumeds hardwareinfrastruktur er billig, og platformen kan køre på Raspberry Pi, der er en simpel computer på størrelse med et kreditkort og typisk koster mellem 200 og 300 kroner.

”Vi er hele tiden gået efter en simpel løsning, som vi kunne tegne på bagsiden af en konvolut og sælge så billigt, at vi stadig kunne tjene penge på det og samtidig skabe værdi for befolkningen i udviklingslandene,” siger Henrik Albertsen.

Uagtet hvor i verden man er, skal et effektivt og pålideligt sundhedssystem have styr på sine finanser, så de kan drives som en virksomhed.

“Når man taler med repræsentanter fra hospitalerne i Afrika, finder man hurtigt ud af, at de taber mange penge på ikke at have styr på deres lagerfaciliteter og håndtering af patienters forsikringer. Hvis du skal have penge af et forsikringsselskab, skal du have god dokumentation for behandlingsforløbet. Hvis data kun er tilgængelig i papirformat, så kræver det mange flere ressourcer, end hvis data kan trækkes ned fra skyen,” siger Henrik Albertsen. Ifølge Henrik Albertsen er det afgørende, at hospitalerne lærer at drive forretning på niveau med resten af den vestlige verden.

”For mig at se skal vi væk fra almisser og skabe forretning og sameksistens med resten af verden. Det klassiske eksempel er at sende gratis tøj. Det stopper afrikanernes mulighed for at udvikle alle kompetencerne ved at producere på egen hånd. Mange af de projekter, der modtager finansiering, skævvrider dybest set folks fokus og kompetencer. Det er næsten som at sige, at afrikanske lande ikke kan bidrage med noget på egen hånd.”

SAMARBEJDE MED RØDE KORS

Unumeds platform er designet, så den kan bruges på mange slags klinikker og hospitaler. Det gælder også flygtningelejre, hvor man har arbejdet tæt sammen med Dansk og kenyansk Røde Kors. Når de flytter fra papir til elektronisk sundhed, får de adgang til information, som var usynlig før. Det betyder, at de kan bruge kræfterne bedre – og overvåge tegn på epidemier, før de spreder sig.

UNUMED

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) lever omkring 12 procent af verdens befolkning i Afrika syd for Sahara, men regionen har 27 procent af verdens samlede sygdomsbyrde.

Unumed er en sundhedsplatform, som vi kender den fra Danmark. Unumed sælger software (Saas – software as a service) til sundhedsinstitutioner på abonnementsbasis, og i dag benytter fire kunder sig af softwaren.

Kunstig intelligens

Det næste skridt for Unumed og Henrik Albertsen bliver at udvikle platformen med flere komponenter og ny teknologi.

”Kunstig intelligens er næste skridt. Når vi får teknologien på plads, vil den præge alle kliniske arbejdspladser, der er forbundet med sundhedsplatformen. Der er så stor mangel på klinisk mandskab i udviklingslandene, at kunstig intelligens som hjælpemiddel er den eneste vej frem,” siger Henrik Albertsen og nævner Nigeria som eksempel.

Man anslår, at det vil tage landet 300 år at uddanne nok klinisk personale svarende til populationen, hvis de uddanner den samme mængde, som de gør i dag. Det kan kunstig intelligens ændre på, og det er ambitionen, at platformen skal kunne forudsige epidemier.

 

Radikalisering – ”Hvordan ved man, at ønsket om at dræbe en vantro eller blive martyr ikke stadig rumsterer i mændenes bevidsthed?”

REPORTAGE
SYRIEN

Denne sommeraften har sheik Humaydis gæster taget plads på terrassen i hans palads. Flere af dem har ”en fortid”. Det betyder, at de har kæmpet for Islamisk Stat. Sheiken bruger sin magt til uden videre at give dem amnesti. De syriske tidligere Islamisk Stat-krigere er afgørende for Syriens stabilitet og fremtid.

AF TORE RØRBÆK
FOTO: SEBASTIAN BACKHAUS

IFØLGE en af soldaterne i Sanadid-styrkerne er de tidligere IS-krigere de bedste soldater, de har i deres hær.

ROJAVA, SYRIEN - Det er lige her, det sker. Sheik Humaydi peger frem for sig. Han sidder på en pude for enden af en overdækket terrasse foran sit enorme palads, der er forskanset bag adskillige voldgrave, sandsække og checkpoints i Syriens nordøstlige hjørne, Rojava.

”Først afsværger mændene Daeshs (Islamisk Stat, red.) radikale forståelse af islam, og så snakker vi sammen. Hvis jeg stoler på dem, kan de komme tilbage. Det hele afhænger af samtalen, og hvad jeg ellers ved om dem.”

Det, der reelt tales om, når sheik Humaydi siger ”komme tilbage”, er amnesti – og de folk, der opsøger sheiken for en ”samtale”, har alle en fortid i terrororganisationen Islamisk Stat.

Et par kilometer herfra, på den anden side af grænsen til Irak, kan den irakiske anti-terrorlovgivning give fængsel på livstid alene for at have været medlem af en terrororganisation. Her i det nordlige Syrien – også kaldet Rojava – ser man anderledes nådigt på den slags. Rojavas folkedomstole lægger især vægt på motivationen for at gå ind i organisationen og på, hvad man har gjort i dens navn. Men ét aspekt af retsopgøret med tidligere IS-krigere er dog særligt iøjnefaldende: Sheik Humaydi har som stammeleder magten til at bringe tidligere IS-krigere under sin beskyttelse – ergo en form for de facto-amnesti, udelukkende baseret på hans egen dømmekraft og efterretninger. Der er intet krav om retsproces, strafferamme eller afradikalisering.

EN FN-rapport fra august 2018 vurderer, at antallet af IS-krigere i Syrien er omkring 14.000. Nogle af de tidligere IS-krigere kommer til Sheik Humaydi for at få amnesti.

SHAMMAR-STAMMEN

har sin rod på Den Arabiske Halvø, hvor Shammar-dynastiet konkurrerede om magten med familien Saud. Det endte i 1921 med et nederlag, og en del af stammen flygtede efterfølgende til den nordlige del af Irak og Syrien. I Irak skønnes Shammar-stammen at have ca. halvanden million medlemmer, mens der er lidt færre i Syrien.

Sheik Humaydi og hans stamme er en magtfaktor i det nordlige Syrien. Stammen har længe haft et godt forhold til både det syriske regime og de syriske kurdere, men har altid været fjende af Islamisk Stat.

Sheik Humaydi har desuden været den ene af to præsidenter for Rojavas Jazira-kanton og har således bestredet en høj politisk post i Rojava. Shammarstammen holder primært til i områderne Yarubiya og Jeza, tæt på grænsen til både Tyrkiet og Irak.

Hvad der sker i disse områder, er definerende for, om vi får et stabilt Syrien i fremtiden, men det er klart, at en af grundene til, at vi hører så lidt fra disse egne, er, at de er farlige for journalister at opholde sig i.

Dawn Chatty, professor emeritus i antropologi ved University of Oxford

Saddam Hussein til te

Sheik Humaydis gæster sidder denne hede sommeraften langs siderne af den overdækkede terrasse. Mændene er alle arabere, klædt i den traditionelle thawb-kåbe, der går dem til anklerne. Uden på kåben bærer flere en læderstrop omkring skuldrene, som holder en pistol på plads under deres armhule. Shammar-stammen er beduiner, og en gammel syrisk tradition har givet beduiner mulighed for at bære våben – så længe de befinder sig i egne områder i ørkenen. Gæsterne hos sheiken taler kun lavmælt med hinanden, mens en dreng i et slidt joggingsæt serverer dem te. Sheiken er den eneste, der taler højt.

”I 1959 sad Saddam Hussein der, hvor du sidder. Han kom hertil sammen med fem andre efter et fejlslagent kup mod daværende premierminister Abd al-Karim Qasim. Saddam var blevet såret i benet. Jeg var kun en dreng, og jeg fik at vide, at gæstevenskabet var vores folks stolthed. Saddam var vores gæst. Vi tager os af vores gæster, men vi tager os især af vores egne, selvfølgelig gør vi det – også selvom de har en fortid.”

Gæsterne på begge sider af sheiken nikker anerkendende mod ham, indtil han slår ud med armen mod forsamlingen: ”Flere lige her iblandt os har en fortid. Du kan bare spørge dem.”

Blikkene i forsamlingen vender sig i alle retninger. Det lader ikke til, at en fortid i Islamisk Stat ligefrem er noget adelsmærke. Ingen blikke møder vores. For sheiken er mandatet til at udstede amnesti en kilde til prestige, men det synes omvendt ikke at være forbundet med anseelse at skulle snakke om sin fortid som benådet IS-kriger.

Som vestlig journalist er det ikke betryggende at se sig selv blandt bevæbnede mænd med en fortid hos Islamisk Stat. Hvordan ved man, at ønsket om at dræbe en vantro eller blive martyr ikke stadig rumsterer i mændenes bevidsthed? Det hjælper ikke, at vores tolk er yezidi. En minoritet, som Islamisk Stat anser som djævletilbedere og udsatte for et folkemord i 2014 kun få kilometer herfra. Tusinde af kvindelige yezidier forsvandt i den sammenhæng og holdes stadig som sexslaver af Islamisk Stat. Der er ikke så meget at gøre andet end at læne sig op ad sheik Humaydis dømmekraft.

Islamisk Stat er presset i Syrien. Territoriet under organisationens kontrol er svundet ind til stort set ingenting, og tilstrømningen af udenlandske krigere er tørret ud, men organisationen er stadig en enorm destabiliserende faktor i landet. En FN-rapport fra august 2018 vurderer, at antallet af IS-krigere i Syrien er omkring 14.000.

ABDUL Hamid Alaskkar kan ikke beskrive et konkret program for afradikalisering, men siger, at alle i Shammar-stammen ved, at de er forpligtede til at supervisere og inkludere frafaldne med en ”fortid” og bringe dem tilbage til stammens værdier og levevis.

Stammen tæller mange millioner

Sheik Humaydi Dham Al-Hadi er leder af den syriske gren af den arabiske Shammar-stamme, en stamme, der er blandt den arabiske verdens største, og som regionalt tæller mange millioner.

Sheik Humaydi kan ikke komme stammens størrelse i Syrien nærmere, men hans søn Bandar, der leder stammens hær, The Sanadid Forces, forklarer, at de har 8.000 mand under våben og 45.000 i reserve.

Sheik Humaydi og hans stamme er en magtfaktor i det nordlige Syrien, som ikke er til at komme uden om. Hans forhold til de forskellige magtinstitutioner har været skiftende, men han har altid haft et tæt samarbejde med kurderne. Som tidligere co-præsident i Rojavas Jazira-kanton har han selv været en del af ”det kurdiske magtapparat”, som han kalder det. Den gode relation til kurderne er da også forventelig, da områderne Yarubiya og Jeza, hvor Shammar-stammen lever, ligger i kurdiskkontrollerede områder.

For kurderne er sheikens gode forhold til det syriske regime ikke så betryggende. Men et meget vigtigt element i kurdernes samarbejde med sheiken er Shammar-stammens solide position som fjende af Islamisk Stat.

"DE tilfangetagne IS-krigere sorteres. Hvis de har været involveret i massakrer eller har meget blod på hænderne, udleveres de til kurderne, men ellers bringes de til sheiken. Tilfangetagne med høj social rank prioriteres højere end menige," siger Abdul Hamid Alaskkar fra sheik Humaydis mediecenter.

Tidligere IS-krigere kan afgøre Syriens fremtid

Syriens fremtidige stabilitet hviler blandt andet på, om krigere fra radikale islamiske grupperinger – herunder især Islamisk Stat – bliver reintegreret i samfundet. Derfor er dette aspekt en meget vigtig del af konflikten i Syrien, understreger professor emeritus i antropologi ved University of Oxford Dawn Chatty. Hun har studeret stammesamfundet i Syrien gennem årtier.

”Man regner med, at 12-15 procent af den syriske befolkning betragter sig selv som beduiner. Det er en stor og vigtig gruppe i det syriske samfund. Det er velkendt, at den syriske borgerkrig startede med regeringens undertrykkelse af fredelige demonstrationer i Deraa, som hurtigt spredte sig til Homs og Hama. Det er dog ikke velkendt, at samfundene i alle de tre byer har stærke forbindelser til Syriens beduinsamfund, og at disse samfund har følt sig belejret af staten i årtier. Beduinerne var blandt de første, der tyede til væbnet modstand, da urolighederne blev til borgerkrig,” fortæller professoren.

Det er i de tyndt beboede ørkenområder i Syrien, at Islamisk Stat stadig står. Det er der, de har været stærkest, og det er der, de eventuelt vil rejse sig fra igen. Mediernes fokus på tidligere IS-krigere fra europæiske lande og deres eventuelle tilbagevenden til vestlige samfund har fået meget opmærksomhed. Men vi ved næsten intet om, hvad der bliver af tidligere IS-krigere fra regionen. Det er trods alt dem, og ikke de vestlige jihadister, der er afgø rende for det fremtidige Syrien. ”Hvad der sker i disse områder, er definerende for, om vi får et stabilt Syrien i fremtiden, men det er klart, at en af grundene til, at vi hører så lidt fra disse egne, er, at de er farlige for journalister at opholde sig i,” fortæller professor Chatty, der før borgerkrigen selv har lavet feltarbejde i Syriens badia (ørken).

”Vi marcherer på den røde død”

På sheik Humaydis overdækkede terrasse er der opbrud. Med sheiken og hans sønner forrest er forsamlingen begyndt at bevæge sig indenfor, og vi kan benytte lejligheden til at hive en af stammens amnesterede IS-krigere til side.

Han er en fåmælt mand sidst i 30'erne, som svarer i meget korte sætninger. Han vil ikke oplyse sit navn, men fotos kan han godt gå med til. Han fortæller, at hans opgaver hos Islamisk Stat udelukkende var administrative og ikke indebar krigsførelse.

Alligevel påstår han at have haft en høj rang.

Det er velkendt, at IS uddeler titler, på baggrund af at man beviser sin loyalitet, ofte ved at henrette fanger.

Har han henrettet fanger?

”Nej,” erklærer han bestemt og gestikulerer med hænderne.

Hans øjne flakker. På intet tidspunkt mødes vores blikke. Han smiler, indtil ansigtet stivner i en utilpas grimasse.

Han vil gerne videre ind i sheikens gemakker sammen med resten af forsamlingen. Vi får et sidste spørgsmål:

Har han været igennem et forløb, efter at han kom tilbage og blev benådet?

Han svarer ikke direkte, men siger: ”Jeg har taget Shammar-ideologien til mig.” Herefter drejer han om på hælen og går indenfor.

Indenfor sidder sheiken i midten af et stort aflangt rum med sofaer langs væggen. Gulv, vægge og søjler er af marmor. En trappe fører videre op til et værelse med persiske tæpper og stole af imiteret guld. Sheikens officielle og mere intime modtagelsesrum. Rummets indgangsparti er flankeret af en udstoppet hare på en træstub, der angribes af to afpillede rovfugle. Et makabert syn, der måske taler til sheikens og Shammarstammens selvforståelse, men som på alle måder er en kontrast til den fyrstelighed, stedet ellers udstråler.

Sheiken troner under et stort rødt våbenskjold med gul påskrift. Det er Sanadid-styrkernes symbol. Den røde farve repræsenterer blod, den gule lys, mens mottoet lyder: Vi marcherer på den røde død.

Sheik Humaydi vil gerne indkredse, hvad denne ideologi betyder: ”Shammar-ideologien lægger vægt på stammens enhed. Den er antifundamentalistisk og pragmatisk og, meget vigtigt, i opposition til den saudiske wahabisme, der har skabt Islamisk Stat. Den er ren medicin.”

SHEIK Humaydi hævder, at han ikke optager tidligere IS-krigere, der har begået grusomheder. Han vil dog ikke svare på, om han nogensinde har nægtet at optage en tidligere IS-kriger.

Har han henrettet fanger? ”Nej,” erklærer han bestemt og gestikulerer med hænderne.
Hans øjne flakker. På intet tidspunkt mødes vores blikke. Han smiler, indtil ansigtet stivner i en utilpas grimasse.

Sortering af krigere

Det er denne ideologi, der er sheikens svar på antiradikalisering. Sheik Humaydi hævder, at han ikke optager tidligere IS-krigere, der har begået grusomheder, og at han bruger sit stammenetværk til at hente information om den pågældende. Han vil dog ikke svare på, om han nogensinde har nægtet at optage en tidligere IS-kriger.

Ifølge Abdul Hamid Alaskkar fra sheik Humaydis mediecenter, har der allerede fundet en sortering sted, inden en tidligere IS-kriger bringes for sheiken.

”De tilfangetagne IS-krigere sorteres. Hvis de har været involveret i massakrer eller har meget blod på hænderne, udleveres de til kurderne, men ellers bringes de til sheiken. Tilfangetagne med høj social rank prioriteres højere end menige.” Ifølge Abdul Hamid Alaskkar findes der ingen formelle aftaler om fangeudlevering. Det håndteres gennem netværk og involverer Sanadid-styrkernes eget efterretningsvæsen, men han bekræfter, at tidligere IS-krigere også er blevet udleveret fra kurderne.

”De tidligere IS-krigere kommer primært fra Irak og Saudi-Arabien. Jeg regner med, at der er omkring 150 af dem omkring sheikens palads. De kommer fra stammer, der er i forbund med eller under beskyttelse af Shammar-stammen. Disse folk kan være fattige, men også være drevet af religiøs overbevisning,” fortæller han.

Abdul Hamid Alaskkar kan ikke beskrive et konkret program for afradikalisering, men siger, at alle i Shammar-stammen ved, at de er forpligtede på at supervisere og inkludere frafaldne med en ”fortid” og bringe dem tilbage til stammens værdier og levevis.

Professor Dawn Chatty mener, at stammelederes mandat til at udstede amnestier kan have en positiv indflydelse på landets fremtidige stabilitet: ”Det i sig selv viser, at der er en tribal og social sammenhængskraft, og at et etisk kodeks fortsat er i spil.”

Man kunne frygte, at de radikaliserede individer forbliver radikaliseret og har kontakt til IS-terrorceller eller vil slutte sig til, hvis en ny islamistisk bevægelse som Islamisk Stat skulle rejse sig.

Helle Malmvig, seniorforsker ved DIIS, mener, at det er svært at sige noget entydigt om, hvorvidt sheikens amnestier kan påvirke fremtidig stabilitet.

”Ser man pragmatisk på det, kan det jo være bedre, at de er socialt forankret i stammen, hvis alternativet er, at de er socialt og økonomisk marginaliserede og mere tilgængelige for oprørs- eller yderligtgående radikale grupper.”

Næste dag bliver vi hentet af en af Sanadid-styrkernes soldater. Vi skal se sheikens araberheste. På vej til staldene kører vi gennem små landsbyer med faldefærdige lerhuse. Der er voldgrave og checkpoints flere steder. Soldaten peger på landsbyer i horisonten: ”Der var IS, og der var Nusra, og vi var lige her. De var over det hele, men de fik os aldrig.”

Vi spørger ham, hvordan han har det med, at nogle af hans soldaterkammerater har kæmpet for Islamisk Stat.

”Det er intet problem. Folk har mange praktiske grunde til at tilslutte sig. Folk her er ikke som de udenlandske krigere, der er drevet af religion. Nogle bliver truet på livet, nogle mangler penge, mens andre bare tilslutter sig, fordi deres landsby gør det. Det handler om overlevelse.”

Er de tidligere IS-krigere så også gode soldater i jeres hær?

”Det er de bedste soldater, vi har.”

ISLAMISK STAT I SYRIEN

Ifølge en FN-rapport fra august 2018 er der 14.000 IS-krigere i Syrien. Om landet bliver stabiliseret på sigt, afhænger i høj grad af lokale faktorer, bl.a. hvad skæbnen bliver for de mange lokale syrere og irakere, der stadig er i IS, fængslet eller er deserteret fra organisationen.

 

Update: Partnerskaber

FOTOS: TINBIT AMARE DEJENE, MATHILDE BERG UTZON

 

Folkekirkens Nødhjælp opruster samarbejde med private

EN ERNÆRINGSRIG yoghurt i kampen mod underernæring – udviklet i samarbejde med Arla. Sådanne projekter vil Folkekirkens Nødhjælp gerne lave flere af. Man opretter derfor en ny privatsektorenhed for at opjustere samarbejdet med virksomheder og udvikle innovative løsninger, der bidrager til bæredygtig udvikling i verdens fattigste lande. Samarbejdet med Arla er vokset ud af et fælles projekt i Etiopien. Det er et langsigtet strategisk samarbejde, forklarer leder af privatsektorenheden Gitte Dyrhagen Husager.

”Vi identificerer muligheder sammen, for vi har forskellige veje ind på et marked, så vi kan hjælpe hinanden. Vi har fokus på producenter, mens de har fokus på markedet.”

/EF

 

FinTech og CARE vil dyre mellemmænd til livs

Copenhagen FinTech og CARE vil i nyt partnerskab i Niger hjælpe lokale kvindegrupper, der sparer op og låner af hinanden, med en digital løsning: Via deres mobiltelefoner får de adgang til mikrolån.

AF EBBE FISCHER

ET AF VERDENS mindst udviklede lande, Niger i Afrika, vil i oktober modtage en danskbritisk delegation med en plan. Planen er at hjælpe lokale kvindegrupper, der sparer op og låner af hinanden, med en digital løsning, så de via deres mobiltelefoner får adgang til mikrolån – uden om det formelle banksystem, der tager høje renter.

Mobiltelefonen er udbredt i Niger, og projektet er et samarbejde mellem startuporganisationen Copenhagen FinTech og ngo'en CARE.

”Vi har haft syv virksomheder inde for at præsentere deres projekter. Det handler om at matche udviklingsarbejdets udfordringer med FinTech-virksomhedernes løsninger og dermed sikre, at teknologisk udvikling kommer verdens fattige til gode,” siger Rasmus Stuhr Jakobsen, generalsekretær i CARE Danmark.

Vinderen af konkurrencen blev det britiske Hiveonline. Den danske CEO Sofie Blakstad glæder sig nu til at komme til Niger i oktober med repræsentanter fra CARE.

”I første omgang bliver det en researchtur, men vi skal også vise vores teknologi frem,” siger Sofie Blakstad og uddyber:

”Vores mål er at være med til, at de her samfund kan vokse via finansiel inklusion. Niger og mange andre tredjeverdenslande har mange naturlige rigdomme, men ikke så mange materielle rigdomme. Og vi ser en tendens til, at mellemmænd tager alt for høje renter. Det vil vi gerne være med til at nedbringe.”

De høje renter skyldes imidlertid, at der typisk er stor risiko forbundet med at udlåne til folk, som nogle gange slet ikke er registreret. Her kan de personlige relationer komme i spil og være med til at nedbringe risikoen – og dermed renten.

”De har alle sammen en mobiltelefon, og den kan benyttes til det her,” siger Sofie Blakstad. Hendes virksomhed med ti ansatte er allerede etableret i Rwanda, hvilket man fra CAREs side fremhæver som en fordel.

CARE forventer desuden, at man fremover vil teste en helt ny serie udviklingsprojekter med partnerskaber i centrum. Rasmus Stuhr Jakobsen siger: ”Det handler om at give magten tilbage til brugeren, som ikke kan få hjælp i det traditionelle banksystem.”

 

I Yemen findes frontlinjen overalt

REPORTAGE
MELLEMØSTENS FATTIGSTE LAND: YEMEN

”I går sad 12-årige Nada Aiysh ved siden af sin far med hele familien i bil på flugt fra kampene. Nu ligger hun som martyr med et smil på læberne.” I verdens største humanitære katastrofe dør et barn hvert tiende minut. Tag med 360° til Nordyemen, hvor to journalister som de første danske journalister har fået adgang.

AF THEA PEDERSEN
FOTO: RASMUS FLINDT PEDERSEN

HVER dag ankommer mellem 70 og 80 desperate forældre med deres syge børn til hospitalet i Sa’dah. ofte vejer de mindre end halvdelen af normalvægten. Men de forsvinder lige så hurtigt, som de er kommet. For familierne har ikke råd til flere dages behandling.

A SANA’A, SA’DAH, MOCHA, KHAWHKAH, ADEN, YEMEN - Oudya er slet skjult stolt af sin gipsarm. Den 11-årige dreng maser sig frem med sin højre arm i slynge for at følge med i interviewet af kammeraten Ramsi. En forbinding på hans venstre skinneben er gennemblødt af blod og materie som følge af morgenens angreb.

”Jeg samlede grøntsager på gården sammen med Akram. Pludselig ramte et fragment fra mortergranaten,” siger Ramsi og klikker dernæst bekræftende med en lyd fra tungen på, at han selvfølgelig begyndte at græde.

15-årige Akram ligger på nabobriksen. Med forbinding og drop i skulderen trækker han vejret hektisk og virker med stirrende øjne paralyseret. Måske stadig i chok over mortergranaten, der slog ned som efterhånden en del af landsbyen Touhaitas hverdag.

”Jeg kan ikke trække vejret så godt,” hvisker han til sin far, landmanden Ahmed Ali Ahmad Jalum, der må lægge øret helt ned til sønnens mund for at høre ham.

”Der er angreb hver morgen og aften. Hver eneste dag,” fortsætter faren. ”Vi har flere sårede herinde,” insisterer en læge på felthospitalet i flækken Khawkah.”

”Nogle dage får vi fem patienter. Andre gange 80. Især til eid (muslimsk højtid, red.) for så ved houthierne, at der er mange mennesker, der samles og fester,” forklarer lægen og opsummerer gårsdagen: tre sårede kvinder, to mænd og så den dræbte blot 12-årige pige Nada Aiysh: I går sad hun ved siden af sin far og med hele familien samlet i bil, da de på flugt fra kampene kørte over en landmine. Nu ligger hun som shahid (martyr, red.), smuk, stille og med et smil på læberne i et interimistisk kølerum.

KRIGEN i Yemen kaldes en menneskeskabt katastrofe. Det er ikke kun militære, men også civile mål og infrastruktur, der bliver ødelagt, og med et kollaps af både sundheds- og skolesystemet til følge, der gør især børn til de første ofre.

KOLLAPSET SUNDHEDSSYSTEM

  • 1 barn dør hvert tiende minut som følge af sygdom, fejl- og underernæring.
     
  • 14,8 millioner har ikke adgang til almen lægebehandling.
     
  • Kun 46 procent af landets sundhedsfaciliteter fungerer.
     
  • 500.000 ansatte i sundhedssystemet har ikke fået løn i to år og søger ny indkomst.

Kun de heldige overlever systemets kollaps

Tre års kampe mellem houthi-rebellerne i nord og Hadi-regeringen i syd manifesterer sig ikke kun i den strategiske havneby Houdaida, der siden den Saudi-ledede koalitions offensiv har udgjort den reelle krigszone i Yemen. Også her, 130 kilometer syd for den aktuelle frontlinje, bliver landmænd, landsbyboere, fiskere og børn dagligt ramt af krigen.

Som den 15-årige Faud, der nu ligger på bare metallameller af en ambulancebåre midt på gangen og venter på at blive sendt på en otte timer lang køretur mod hospitalet i Aden.

”Det er meget svært nu. Vores huse er lavet af træ, og de brænder ned af ilden fra granaterne. Jeg kan ikke længere arbejde som fisker, men skal stadig brødføde mine ti drenge,” forklarer han.

”Jeg var ude at gå med min far, da vi hørte skud. Jeg troede, houthierne ville skyde ham i maven. Så jeg skubbede ham til side og blev ramt i stedet,” siger 11-årige Oudya, der fortsat stolt og nysgerrigt følger os rundt med sin sårede arm på Khawkahs delvist udbombede felthospital.

”Jeg sagde, min far skulle løbe hen og hjælpe soldaterne. Og så løb jeg efter, for jeg ville også kæmpe,” svarer Oudya med en mands ord, men med en drengs behov for anerkendelse, der straks belønnes med smil og skulderklap på hospitalsstuen.

Trods ar på krop og sjæl er dagens patienter heldige. For på disse kanter er grænsen mellem liv og død lige så kort, som afstanden til almen lægebehandling er uendelig lang – eller helt umulig. Felthospitalet er nemlig primært beregnet til frontlinjens sårede soldater, og den eneste reelle traumeklinik, netop åbnet af Læger uden Grænser (MSF, red.) i byen Mocha, ligger yderligere 50 kilometer væk.

”Med den aktive frontlinje i nord er det slet, slet ikke let. Lægefaciliteter har svært ved at nå frem. Vi er det første operationsduelige hospital imellem Houdaida og Aden. Så skal du have amputeret en fod eller opereres for skud eller fragmenter, så er der stor risiko for, at du aldrig når frem. Det tager syv timer fra vores klinik til hospitalet i Aden. Folk risikerer simpelthen at dø på vejen,” konstaterer projektkoordinator Thierry Durand, da vi møder ham på MSF-klinikken.

Organisationen har fortsat ikke fået lov af myndighederne til at operere ved den aktive frontlinje. Allige vel har de gennemført 38 operationer og 110 patienter, soldater som civile, med alt fra krigsskader, blindtarmsbetændelse til graverende graviditetskomplikationer, har fået livsvigtig behandling på den kun ti dage gamle klinik.

”Vi behandler kun akut syge og hårdt sårede. Men det, vi er vidner til her, er jo lige præcis konsekvenserne af krigen: et fuldstændigt og reelt kollaps af sundhedssystemet,” siger projektkoordinatoren.

YEMENS internt fordrevne lever i glemte lejre overalt og i hjem konstrueret af tøjrester, presenning og uden toiletter. Kvinderne holder sig derfor, til solen går ned, for at kunne være i fred.

KRIGEN I YEMEN

Krigen i Yemen har stået på siden 2015.

Konflikten er en udløber af folkelige protester, der opstod i kølvandet på

Det Arabiske Forår i 2011, som førte til præsident Ali Abdullah Salehs afgang. Afløseren blev vicepræsident Abd Rabbuh Mansur Hadi, men det resulterede i et militærkup forestået af Nordyemens stammedominerede militære fraktion, Houthierne, der i 2014 overtog hovedstaden, Sana’a.

Hadi flygtede til Aden i syd og senere i eksil hos Saudi-Arabien. Sidstnævnte gik i marts 2015 ind i krigen med en arabisk koalition af lande bag sig, der også støttes militært af blandt andet USA. Krigen er derfor blevet en proxykrig med rivalerne Saudi-Arabien og Iran på hver sin side og har samtidig udviklet sig til en humanitær katastrofe i Mellemøstens fattigste land.

Pigen med fluerne og råbet på vand

I dag omtales konflikten i Yemen som den glemte krig. For mens det internationale samfund de seneste tre år har fokuseret på Islamisk Stat i Irak og Syrien, og både nødhjælpsorganisationer og medier stadig har ekstremt restriktiv adgang til spidsen af Den Arabiske Halvø, lægger Yemen nu også jord til, hvad FN kalder verdens største humanitære katastrofe.

I en af landets utallige flygtningelejre blot 20 minutter fra felthospitalet i Khawkah udspiller katastrofen sig, i takt med at vi skridter gennem lejrens knastørre hede. Flere beboere kigger frem fra deres hjemmekonstruerede telte. De tror, vi er fra en nødhjælpsorganisation, og begynder spontant at råbe: ”Vand. Vand.”

Trods det dumpe lydtæppe af artilleri i baggrunden synes krigen langt væk. Men dens konsekvenser kommer til syne i deres værste form på en sammenfoldet blå presenning: I skyggen af et telt konstrueret af presenning, tøjrester, snor og kviste ligger treårige Ismahan helt alene. Uden nærmere nødvendig inspektion er hun en af landets tusinder af fejl- og underernærede børn, hvoraf der ifølge Red Barnet sidste år dagligt døde 130.

Men vi er slet ikke alene. Da jeg tager hendes hånd, stiger en gusten sværm af aggressive fluer op fra hendes udmagrede krop. Ismahan ligger uanfægtet med armen over sine øjne, med nøgen underkrop og i sin egen sygeligt gule afføring og ønsker ingen kontakt med omverdenen.

”Hun er syg. Hun spiser ingenting. Vi har kun tomatsovs og brød at give hende. Men det hjælper ikke, og vi har ikke råd til at tage til lægen,” indrømmer den 60-årige Saleh Ibrahim Saleh, der nu er kommet til. Som far til seks børn er han ankommet med familien til lejren for tre måneder siden, og udsigten til at vende hjem er lige så nedslående som Ismahans chance for at blive rask.

”Hvis vi har penge, vil vi tage hende til hospitalet. Hvis ikke, er der intet, vi kan gøre.”

VERDENS STØRSTE HUMANITÆRE KATASTROFE

  • Over 6.000 civile er ifølge opgørelser dræbt – men tallet er reelt langt højere.
     
  • 8,5 millioner står på kanten af hungersnød. Tallet frygtes at stige med 10 millioner, hvis ikke en løsning på konflikten findes inden årets udgang.
     
  • 2,2 millioner er internt fordrevne.
     
  • Sidste år blev knap 700.000 smittet i en koleraepidemi.
     
  • Høj inflation, stigende arbejdsløshed, manglende lønninger samt koalitionens sø- og luftembargo har forhindret både mad, medicin og nødhjælp i at komme ind i landet.

MELLEMØSTENS FATTIGSTE LAND

  • I 2018 har Danmark ydet 90 mio. kroner i humanitære bidrag, i 2017 219 mio. kroner til Yemen. Der forventes en yderligere større dansk humanitær bevilling i andet halvår af 2018.
     
  • 67 procent af børn under fem år er kronisk underernærede.
     
  • 22,2 ud af landets 29,3 millioner har brug for en eller anden form for nødhjælp.
     
  • 1,84 millioner børn har ikke adgang til uddannelse.
     
  • 16 millioner vurderes uden adgang til rent drikkevand.
     
  • 29.401 familier er flygtet alene fra Houdaida. Heraf 16.630 familier blot i juni og juli 2018.

Det, vi er vidner til her, er jo lige præcis konsekvenserne af krigen: et fuldstændigt og reelt kollaps af sundhedssystemet.

Thierry Durand, projektkoordinator, Læger uden Grænser

Når krig kan måles i vægten på et barn

År uden lønninger, massiv arbejdsløshed og en himmelflugt af priser på mad, vand og benzin på 30, 40 og 100 procent, blandt andet som resultat af både sø- og luftblokader, har sendt de i forvejen skrøbelige livsvilkår for borgerne i Mellemøstens fattigste land direkte mod en sort afgrund.

Tal på krigens hidtil anslået minimum 6.000 dræbte, 50.000 sårede og hundredtusindvis af syge og nødlidende er en umålbar gråzone, fordi tusinder ikke registreres. Men konkret kan krigen måles i blot to, tre eller fire kilo på alle de børn, der burde veje over det dobbelte, og som dagligt ankommer med desperate forældre efter timer eller dages kørsel til landets reducerede hospitaler. Som kun 25 dage gamle Layan, toårige Yad og ni måneder gamle Layan, hvis krogede fingre, kraftløse skrig og alt for gamle ansigter vi møder på Sana’as al-Sabeen- hospitalets akutte børneafdeling. Hver dag ankommer 20-30 udsultede små størrelser, men intensivafdelingen kan kun rumme seks.

Og krigen kan måles i de op mod 700 "sorte skygger", internt fordrevne særligt kvinder, der iført islamisk klædedragt kæmper i køen for at nå frem til deres retmæssige nødhjælpsration på en skole i hovedstaden, hvor klasselokaler er omdannet til værelser for horder af flygtninge, der ankommer i taxaer, busser og biler fra Houdaida.

”Vi gør vores bedste. Giver dem madrasser, tæpper, puder og madrationer. For tre uger siden ankom 500 om dagen. Nu er vi nede på 100, men det er kun, fordi mange bor hos familier i byen,” forklarer Hani Abduallah Fahem fra Abu Bakr Assadiq-skolen, et transitcenter for de internt fordrevne.

”Mine små brødre vågner om natten og leder efter mad, fordi de er sultne. Men der er ikke noget, og så begynder de at græde,” siger 13-årige Jihad Ali Mohammed, som er en af de 20-21.000 flygtninge, der er blevet registreret og fordelt på 24 skoler i Sana’a, siden offensiven i Houdaida blev indledt for to en halv måned siden.

”Det største problem er jo, at de ikke har mad eller tag over hovedet. Men efter skoleferien skal de alle sammen flyttes, for eleverne skal tilbage til skolerne, og så skal vi finde et andet sted til dem,” forklarer Hani Abduallah Fahem.

VANSKELIG ADGANG TIL YEMEN

Det tog syv måneder at få adgang til det meget lukkede Yemen, hvor journalisterne i 14 dage besøgte både den Hadikontrollerede del i syd og den nordlige del, hvor Houthi-oprørerne holder til. Kun få internationale og ingen danske journalister har hidtil fået adgang til nord.

UANSET hvilken side af frontlinjen man befinder sig i, er krigen til stede: Enten i huse bygget af konservesdåser som i en lejr ved Aden i det Hadi-kontrollerede syd. Eller i udbombet infrastruktur ved Hajjah i det Houthi-kontrollerede nord.

Dødelige bryllupsfester og knuste koleracentre

I de nordligste egne, i Houthi-oplandet Sa’dah og Hajjah, står katastrofen malet i ruinerne fra helt åbenlyse civile mål: i en udbombet vandstation, der leverede vand til op mod 30.000 af bjergregionens isolerede landsbyboere; i murbrokkerne fra et MSF-center for kolerapatienter og medicin; samt i antallet af grave for de 22 mennesker, der blev dræbt under en dødelig bryllupsfest, for henholdsvis blot ti dage, to og fire måneder siden.

På det frivillige kræft- og nyrecenter i Sana’a er de nu ikke kun presset på huslejen, men har svært ved at behandle de allermest nødstedte familier, der søger hjælp.

”Vi er i en situation, hvor vi ikke kan behandle vores patienter, må afvise dem eller sende dem andre steder hen,” erkender viceleder på det lille Al-Shafaqa Center Mohammed Shimsan, der forklarer, at medicin, der før kostede 6.000 rial (154 kroner), har rundet 15.000 rial (385 kroner).

”Før min søn blev syg, havde vi guld, køer og arbejde. Nu har vi lånt penge af naboer og familie for at få råd til hans medicin,” siger Ali Schrir. Skal sønnen have den nødvendige hovedscanning, skal familien samle de for faren, Ali Schrir, helt umulige 270.000 rial (7.000 kroner) sammen.

Nok har Saudi-koalitionens militære overlegenhed i luften og de Iranstøttede houthi-oprøreres kamperfaring på jorden splittet landet i to, men hverken sult, fattigdom, arbejdsløshed, kolera eller floder med urent drikkevand tager højde for geografiske krigszoner. Kampen for basal overlevelse er derfor lige præsent, uanset på hvilken side af frontlinjen vi bevæger os.

”Nogle har ikke engang råd til at køre til hospitalet på grund af benzinpriserne. Folk tager hjem og sælger deres bil, guld eller jord for at få behandling,” siger Mohammed Shimsan.

”Mens andre bare tager hjem og venter på at dø.”

 

Latter kan booste børns håb og drømme i krisesituationer

VÆRKER FRA VERDEN
VERDENS YNGSTE LAND: SYDSUDAN

TEKST OG FOTO: SOFI LUNDIN

”GENNEM vores workshops forsøger vi at inkludere hvert eneste barn og give hver enkelt ’10 seconds of fame’. Der er intet i vores lege, som er ekskluderende, og alle skal gå derfra med en vinderfølelse,” siger gruppeleder Rebecca Tiger.

DER bliver spillet glad musik fra et telt med ben. En dame i funklende kjole blinker til børnene med sine lange grønne øjenvipper. Ved siden af går en mand klædt i gult og med fletninger i håret. ”Male!” råber en dame med blomstrede seler og rund gumminæse. Det betyder hej på det lokale sprog, og de fire klovne fra Sverige har lært mange udtryk for at charmere børnene. Det er ikke mere end et par timer siden, de landede i Sydsudans hovedstad, Juba. Nu er de farveglade figurer omringet af hundredvis af nysgerrige børn i en af byens mange flygtningelejre.

Kunstnerne fra Sverige er fra organisationen Clowner utan Gränser. De rejser verden rundt for at sprede latter og skabe håb blandt børn i krisesituationer. Gruppeleder Rebecca Tiger, som til daglig er skuespiller i Stockholm, har klovnet for børn i mange dele af verden.

”Med vores forestillinger og workshops forsøger vi at sprede glæde, skabe tryghed og opbygge selvtillid blandt børnene. Latter giver håb og skaber drømme. Og med drømme kan man leve længere under vanskelige forhold,” siger Tiger.

OMKRING 85 procent af flygtningene i lejren er kvinder og børn. Mændene kæmper i krigen, der brød ud, da præsident Kiir anklagede vicepræsident Machar for kupforsøg.

Børn kæmper med psyken

På en åben plads midt i flygtningelejren står et lille rødt telt. En langbenet klovn begynder at snorke højlydt inde fra teltet, og latteren spreder sig blandt publikum, der tæller omkring 2.000 børn. Her i lejren for internt fordrevne bor godt 56.000 mennesker. Området kaldes for PoC (Protection of Civilians) og bliver drevet af FN.

Flertallet af indbyggerne er børn, som har boet her, siden kampene mellem landets præsident, Salva Kiir, og hans ærkerival, Riek Machar, brød ud i december 2013. Mange kæmper med traumer fra krigen. Det er disse børn, som holdet af klovne vil nå. I løbet af to uger skal de optræde for tusinder af børn og lave workshops for flere hundrede. De bruger humor og latter som redskaber i det psykosociale arbejde med børnene.

”Når vi laver forestillinger derhjemme, må vi bede børnene om at lægge mobiltelefonen fra dig. Det tager tid at fange svenske børns opmærksomhed. Her får man umiddelbar kontakt og føler, at budskabet når frem i første forsøg,” siger Tiger.

CLOWNER UTAN GRÄNSER:

  • Clowner utan Gränser (CuG) er en svensk organisation af frivillige, som begyndte i 1996.
     
  • Clowns without Borders International er den internationale organisation, som i dag har afdelinger i 15 lande: Spanien, Frankrig, Canada, USA, Belgien, Irland, Australien, England, Finland, Tyskland, Schweiz, Sydafrika, Østrig og Brasilien.
     
  • Klovne, jonglører, akrobater og musikere rejser rundt i hele verden for at sprede håb, latter og glæde blandt udsatte børn. Ungdomsfængsler, børnehjem, flygtningelejre og hospitaler er blandt de steder, kunstnerne besøger.
     
  • Det psykosociale arbejde opbygges gennem scenekunst for at frigøre børnenes livsvilje og styrke deres selvtillid.
     
  • Den internationale organisation fylder i år 25 år. I løbet af de år har kunstnerne holdt over 7.000 forestillinger i næsten 100 lande for i alt omkring to millioner børn.
     
  • Aktiviteterne bliver sponsoreret af både institutioner, privatpersoner og virksomheder. Sydsudan-rejsen blev finansieret af Folke Bernadotte Akademin. Sida, Forum Syd, Arvsfonden og EU’s asyl-, migrations- og integrationsfond er blandt andre sponsorer.

25 år med børn i kriser

Svenske Clowner utan Gränser er en del af den internationale organisation Clowns Without Borders, der blev grundlagt i Spanien i 1993. Ideen opstod, da klovnen Torell Poltrona blev inviteret til at optræde i en flygtningelejr i Kroatien. Flere end 700 børn mødte op til forestillingen, og Poltrona begyndte at tro på klovnens unikke evne til at gøre en forskel for børn i krise. I dag har organisationen afdelinger i 15 lande, og de sidste 25 år har de afholdt flere end 7.000 forestillinger i næsten 100 lande for i alt omkring to millioner børn ramt af konflikt og andre kriser.

Blodig konflikt i verdens yngste land

Midt på dagen er det gloende hedt i lejren. Der er ikke mange steder at søge skygge, og inde i de overfyldte telte kan temperaturen nå op på 45 grader. Nyachan Tutdel kom hertil i 2013. Tre år senere sluttede hendes mand sig til oppositionen, og hun aner ikke, om han er i live eller ej. I dag bor hun alene med sine tre børn her i lejren.

”Jeg var studerende, da krigen brød ud, og havde store drømme. Livet her i lejren er bedre end udenfor, men langtfra godt. Vi føler os utrygge, og folk kæmper med psyken. Børnene har brug for aktiviteter og glæde i hverdagen,” siger moren til tre.

Omkring 85 procent af flygtningene i lejren er kvinder og børn. Mændene kæmper i krigen, som brød ud, da præsident Kiir anklagede vicepræsident Machar for kupforsøg. Titusinder er blevet dræbt i kampene. Det, der begyndte som en politisk magtkamp mellem de to største befolkningsgrupper, dinkaer og nuere, handler i dag om langt mere. Sydsudan er hjemsted for utallige befolkningsgrupper, og disse har forskellige undergrupper præget af indbyrdes vold og konflikt.

HOLDET af klovne har brugt mange dage på at forberede programmet til rejsen til Sydsudan. De studerer kulturen og finder metoder til at få deres budskab igennem.

Massevoldtægter og drab

Den snart fem år lange borgerkrig har nået hver eneste afkrog i verdens yngste land. Kvinder og børn er hårdest ramt. 72 procent af kvinderne i lejren for internt fordrevne i Juba har anmeldt at være blevet voldtaget, siden konflikten brød ud, viste en undersøgelse fra FN’s befolkningsenhed i 2015.

”Jeg glemmer aldrig i 2016, da hundredvis af kvinder blev voldtaget af myndighedernes soldater. Det skete lige her uden for lejren. Mange blev efterfølgende brutalt slået ihjel,” siger Char James.

Før konfliktens udbrud arbejdede han som journalist og komiker inde i Juba. Han havde familie, et rart hjem, og fremtiden tegnede lovende. De sidste fem år har han boet i lejren og er i dag ansat af en lokal bistandsorganisation.

”Hvis jeg bevæger mig uden for lejren, bliver jeg slået ihjel. Vi nuere bliver opfattet som rebeller og bliver straffet for det. Myndighedernes soldater udsætter os for tortur og alle former for diskrimination. Det sker ofte, at de blokerer for transport af mad og vand til lejren her,” siger Char.

”DET her er ikke noget, man gør for penge. Man gør det, fordi man ved, at det gør en forskel. som da børnene i Myanmar holdt op med at lege krig og begyndte at lege klovn i stedet," siger Jonas Sjögren fra Clowner utan Gränser.

Kulturelle forskelle

I et telt fyldt med kegler, balloner og sæbebobler gør klovnene sig klar til næste forestilling. Udenfor står grupper af børn og prøver at komme ind i teltet. Jonas Sjögren har været med Clowner utan Gränser på fem rejser før denne. De fleste af dem til lande, der er ramt af flygtningekriser. Sammen med holdet af klovne har han brugt mange dage på at forberede programmet op til rejsen i Sydsudan. De studerer kulturen og finder metoder til at få deres budskab igennem.

”Selvom børn er børn over hele verden, fungerer de samme metoder ikke ens overalt. Det oplevede jeg i mødet med rohingyaer i Bangladesh. Der er berøring ikke accepteret, og de lader ikke piger deltage i legene. Så må man finde andre metoder, der kan virke,” siger Sjögren.

I mange lande tror folk på magi, og så må holdet tage den del ud af programmet.

”Da vi optrådte på et børnehjem i Burundi, gik børnene i panik og troede, at vi var dæmoner. Vi mødte mange vrede voksne, som ville have os ud derfra. Så måtte vi sætte os ned midt i folkemængden og vaske sminken af for at berolige folk,” siger Tiger.

Det psykosociale arbejde, som klovnenes rejser bygger på, er krævende. Hver workshop tager timevis at planlægge.

”Gennem vores workshops forsøger vi at inkludere hvert eneste barn og give hver enkelt ’10 seconds of fame’. Der er intet i vores lege, som er ekskluderende, og alle skal gå derfra med en vinderfølelse,” siger Tiger.

”MALE!” Det betyder hej på det lokale sprog, og de fire klovne fra Sverige har lært mange udtryk for at charmere børnene.

Klovnenæsen åbner grænser

Når klovnene lærer børn akrobatik og dans inde i teltet, står der mange børn udenfor og prøver at smugkigge med. Der er tydeligvis et enormt behov for underholdning og aktiviteter her i lejren.

”Krigen har taget barndommen fra unge piger og drenge. Nu kræver det et kæmpe arbejde at bygge deres fremtid op. Børnene har brug for at blive set, og vi må udstyre dem med redskaber og viden,” siger Kenneth Juma fra organisationen African Youth Action Network.

Repræsentanter fra flere organisationer, heriblandt African Youth Acton Network, mener, at der er alt for lidt opmærksomhed på psykosocialt arbejde.

”Vi får ofte kram og venlige ord fra de lokale ansatte. De takker os for, at vi ser børnene og tager os tid til dem,” siger Sjögren.

Han hylder klovnens unikke egenskaber.

”Der er noget uskyldigt ved en klovnenæse. Den røde næse åbner grænser og bringer mennesker sammen. Du kan nå alle på tværs af kultur, sprog og religion,” siger han.

Som klovn har han udsat sig selv for mange risici, og som frivillig kunstner får han ikke løn for sit arbejde.

”Det her er ikke noget, man gør for penge. Man gør det, fordi man ved, at det gør en forskel. Som da børnene i Myanmar holdt op med at lege krig og begyndte at lege klovn i stedet. Eller da fædrene i Bangladesh, som havde kritiseret os for at lade piger lege, pludselig gav os lov til at inkludere deres døtre. Det her er det vigtigste, jeg nogensinde har gjort,” siger Sjögren.

SYDSUDAN

  • Sydsudan er verdens yngste land og blev uafhængigt fra Sudan i juli 2011 efter en borgerkrig, der havde varet fra 1983 til 2005. Det er den længste sammenhængende periode af borgerkrig i hele Afrikas historie.
     
  • I december 2013 begyndte en etnisk præget borgerkrig, da præsident Salva Kiir fra dinka-folket fyrede vicepræsident Riek Machar, som tilhører befolkningsgruppen nuere.
     
  • Væbnede oppositionsgrupper i nabolandet Sudan gav tidligt deres opbakning til den sydsudanske regering i konflikten i Sydsudan. Det samme gjorde nabolandet Uganda. Krigen er en regional konflikt, hvor alle plejer egne interesser.
     
  • Flere end fire millioner mennesker har måttet forlade deres hjem som følge af konflikten. Heraf er flere end to millioner flygtet ud af landet.
     
  • I februar 2017 blev der erklæret sultkatastrofe i dele af Sydsudan. 100.000 mennesker var ramt af sult, mens én million var på randen af katastrofe. FN kalder det en menneskeskabt sultkatastrofe forårsaget af borgerkrig og økonomisk sammenbrud. Børn udgør over 60 procent af alle landets flygtninge.
     
  • Lederne Salva Kiir og Riek Machar underskrev en fredsaftale i august 2015, og Riek Machar blev genindsat som vicepræsident. I juli det følgende år brød der atter voldsomme kampe ud i hovedstaden, Juba, mellem Machars oprørere og regeringsstyrkerne. Præsident Kiir fyrede igen vicepræsidenten.
     
  • I juni 2018 blev endnu en fredsaftale mellem Kiir og Machar underskrevet. Sudans præsident, Omar al-Bashir, var mægler sammen med Ugandas præsident, Yoweri Museveni.
     
  • Danmark har længe været involveret i Sydsudan. Målet med engagementet er at støtte fredsprocessen, at styrke beskyttelsen af civile, at skabe bedre levevilkår for hele befolkningen og at opbygge et forenet og fredeligt land.

 

Update: Partnerskaber

 

Dansk fiskefabrik og FN bekæmper sult

FISKEMELSPRODUCENTEN TripleNine deltager i UNDP’s nye innovationsprogram, SDG Accelerator. De to partnere vil bekæmpe sult – et af FN’s verdensmål.

"TripleNine er med fremme i forhold til at udvikle nye proteinholdige ingredienser, og nu er de kommet på at tage muslinger og omdanne dem til fiskemel. Det er en ide, vi støtter som en central komponent i et innovationsforløb, der skal udvikle produkter, som kan løse verdens udfordringer," forklarer Stine Kirstein Junge, UNDP’s projektleder på sagen.

Hun fortæller, at kloden i 2050 skal mætte over ni milliarder munde, og at nye måder at benytte havets ressourcer på er et vigtigt element.

Virksomheden er en af verdens største producenter af fiskemel og fiskeolie og har hovedsæde i Esbjerg.

/EF

 

Landinspektør vil kæmpe for fattiges ret til jord

LIGE RET TIL JORD er en vej ud af fattigdom. Det er en gammel sandhed, og nu vil Danmarks største landinspektørfirma – LE34 – styrke ejendomsretten i tredjeverdenslande.

Cecilie Ravn-Christensen er landinspektør i LE34, og hun understreger, at lige ret til jord er essentiel for at bekæmpe fattigdom. Ikke kun for at sikre, at udbyttet når de rigtige, men også fordi man som ejer af jorden bibringer den større værdi.

”Er man ikke sikret retten til at beholde og dyrke sin jord, er det naturligt at gå efter størst muligt udbytte hurtigst muligt. Det resulterer i, at landbrugsjord i en lang række lavindkomstlande dyrkes uhensigtsmæssigt i forhold til bæredygtighed. Der bliver ikke investeret langsigtet i jorden," siger Cecilie Ravn-Christensen.

Projektet knytter sig til Dansk Industris Fra Filantropi til Forretning, der skal hjælpe danske virksomheder med at arbejde strategisk med FN’s verdensmål. LE34 er blandt de 21 udvalgte virksomheder i tiltaget, der løber over de kommende to år.

I arbejdet vil man benytte det danske matrikel- og tinglysningssystem som forbillede, da det er blandt verdens mest digitaliserede.

/EF

 

Nyt flygtningecenter til København

DANMARK SKAL være værtsland for et nyt flygtningecenter. Ikke en flygtningelejr, men et datacenter. En database, der skal indsamle og bearbejde viden. Centret bliver placeret i FN Byen i København – i regi af Verdensbanken og FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR. Udviklingsminister Ulla Tørnæs forklarer: ”Centret vil medvirke til at fremme en mere effektiv respons på store flygtningekriser i verdens brændpunkter og dermed også en styrket indsats i nærområderne,” siger hun.

Chefkonsulent i UM’s kontor for humanitær bistand Thomas Thomsen uddyber, at man bliver bedre til at reagere på nye kriser: ”En dybere viden vil styrke evnen til at levere gode og effektive bistandsprogrammer. Datacentrets fokus bliver at styrke en socioøkonomisk analyse af flygtningesituationer – specielt med fokus på mikroøkonomi.”

Thomas Thomsen påpeger, at Verdensbanken har metodisk ekspertise, mens UNHCR har adgang til flygtningegrupper og registrering af disse.

”Men UNHCR mangler analytisk kapacitet, så nu kombinerer man de to kernekompetencer,” siger han.

Til at bemande centret vil FN trække folk til København og formentlig ansætte et par nye i Danmark, forlyder det. Danmark vil efter planen støtte centret med godt 100 millioner kroner over fire år (betinget af parlamentarisk godkendelse, red).

/EF

Annonce: Odsherreds Efterskole (www.odsherredsefterskole.dk)
Annonce: Merkur Andelskasse (www.merkur.dk)

 

Den grønne bølge i Sydamerika – kampen for fri abort

REPORTAGE
SYDAMERIKA

Den 8. august stemte senatet i Argentina nej til at lovliggøre abort. I det katolskprægede Latinamerika er retten til abort stadig ikke en mulighed for de fleste kvinder. I Ecuador og flere andre lande fængsles kvinder for den kriminelle handling at have fået foretaget en abort.

AF: LISE JOSEFSEN HERMANN
FOTO: EDU LEON

RUNDTOMKRING i Sydamerika er der bevægelser i gang, der arbejder for lovliggørelse af abort, kendt under den såkaldte grønne bølge.

Quito/ Equador – Den grønne bølge skyller over Sydamerika. Titusindvis af kvinder med grønne tørklæder fylder gaderne rundtomkring på pavens kontinent. De kræver retten til lovlig, sikker og gratis abort. Også i Quito, Ecuadors hovedstad, har de grønne tørklæder fyldt gaderne.

På en kaffebar i Quitos historiske centrum møder jeg en 28-årig kvinde. Hun har endnu ikke fortalt sin familie om aborten, hun fik foretaget for to år siden. Kvinden vil være anonym, vi kalder hende Juana. Vi sipper til hver vores cappuccino, og jeg føler, at vi næsten lige så godt kunne tale på en café i København. Bortset fra at hun kigger sig rundt i lokalet og sænker stemmen, når hun fortæller om, hvordan hun fik foretaget aborten.

Nej til fri abort i Argentina

Rundtomkring i Sydamerika er der bevægelser i gang, der arbejder for lovliggørelse af abort, kendt under den såkaldte grønne bølge – la ola verde. Senatet i Argentina stemte den 8. august nej til delvis lovliggørelse af abort med 31 stemmer for delvis lovliggørelse og 37 stemmer imod forslaget efter en maratondebat, der varede til efter klokken 14 den følgende dag. Men at abort er på dagsordenen, har været med til at sætte bevægelser i gang på kontinentet – for eksempel i lande som Brasilien og Venezuela. ”Hvis Argentina kan, kan vi også,” lyder det. Afstemningen i Argentina var også symbolsk, fordi den foregik i pavens, den katolske kirkes overhoved, hjemland. En institution, der er kendt som modstander af abort. I Brasilien er debatten omkring retten til abort i fuld gang. I begyndelsen af august begyndte en række høringer om abort med henblik på en fremtidig afstemning.

Abort og ultralyd

Tilbage til Juana i Ecuador. Forholdet til hendes kæreste var dårligt, og hun ikke havde lyst til at få et barn, da hun opdagede, at hun var gravid. Via en veninde fik hun telefonnummeret på en læge, der kunne hjælpe hende. At abortere i Ecuador er ulovligt og strafbart med op til fem års fængsel for kvinden, medmindre graviditeten er resultatet af en voldtægt af en mentalt handicappet kvinde, eller hvis graviditeten er en trussel mod morens liv og helbred.

Juana husker besøget hos lægen som en scene i en gyserfilm. Konsultationen var i et gammelt højhus fra 1970'erne. Hun tog elevatoren op og så til venstre i en mørk gang. Der var ingen vinduer i konsultationen. ”Det var en forfærdelig oplevelse,” husker Juana. Lægen spurgte hende flere gange: Er du sikker? Juana var sikker – i hvert tilfælde indtil besøget hos lægen. Aborten ville koste 500 usdollar og skulle foretages som kirurgisk indgreb. Lægen fortalte også om risiciene ved en abort. Så foretog han en ultralydsscanning på Juana. Bagefter viste lægen hende billeder fra scanningen. ”Det var helt forrykt. Hvad skulle jeg bruge det til, hvis jeg havde besluttet mig for at få foretaget en abort?” Jeg har aldrig grædt så meget som efter besøget hos den læge. Og bagefter kom jeg i tvivl. Der er så mange myter omkring abort. Og så lidt information her i Ecuador. Lægen havde gjort mig bange. Og jeg ville under ingen omstændigheder tilbage til ham,” fortæller Juana.

ABORT I SYDAMERIKA OG DANMARK

  • Argentina nedstemte i august et forslag om delvis lovliggørelse af abort.
     
  • Brasilien begyndte i august en række høringer med henblik på afstemning om abort.
     
  • I Uruguay blev abort delvist lovliggjort i 2012.
     
  • I Latinamerika er straffen for abort strengest i Nicaragua og El Salvador med otte års fængsel.
     
  • I Danmark blev abort straffet med dødsstraf frem til 1866.
     
  • Retten til fri abort op til 12. uge i Danmark trådte i kraft i 1973.

Den grønne bølge fra 2005

Tilbage til Argentina. Hvert år dør omkring 50 kvinder efter abort i Argentina, og abort er den største årsag til mødredødelighed. Det er ulovligt at få foretaget abort, medmindre der er tale om resultatet af voldtægt, eller hvis morens liv eller helbred er i fare. Både kvinderne og lægerne risikerer op mod fire års fængselsstraf, hvis de får foretaget eller udfører en abort.

At afstemningen i august skete lige i Argentina, er ikke tilfældigt – landet har en lang tradition for feministiske bevægelser. Den grønne bølge begyndte i Argentina i 2005, da forskellige kvindegrupper afleverede 100.000 underskrifter til kongressen med krav om retten til lovlig, sikker og gratis abort under sloganet ”Seksualundervisning for at beslutte, prævention for ikke at abortere, lovlig abort for ikke at dø”.

Konsultationen var i et gammelt højhus fra 1970'erne. Hun tog elevatoren op og så til venstre i en mørk gang. Der var ingen vinduer i konsultationen. ”Det var en forfærdelig oplevelse.

Juana, 28-årig kvinde, der fik foretaget ulovlig abort i Ecuador.

Comadres

Vi tager tilbage til Juana i Quito. I dagene efter besøget hos lægen nager tvivlen hende. Hun kunne jo godt forsørge et barn, havde pengene til det. Hun var sund og rask. Hendes familie ville støtte hende, det følte hun sig sikker på. Men Juana ønskede bare ikke at få et barn på det tidspunkt med sin daværende kæreste. Og hun ville heller ikke tilbage til gyserlægen fra det mørke 1970'er-højhus. Hun havde hørt om en organisation, der hedder Comadres, som støtter kvinder i Ecuador i forbindelse med abort. Comadres hjælper kvinder med adgang til den nødvendige medicin og ledsager kvinderne, så de ikke står alene med deres abort. Hun ringede til dem og aftalte at mødes i en park for at høre nærmere detaljer. De forklarede, hvad det gik ud på, hvordan en medicinsk abort ville foregå og spurgte ind til, hvor mange uger Juana var henne. Hun skulle også udfylde en formular på en hjem meside, hvor hun bestilte pillerne – det kostede fire us-dollar. De talte også om, hvad hun skulle gøre og sige, hvis noget gik galt i forbindelse med aborten. Hun fik en kontakt til en læge, som ville tage imod hende. Hun ville aldrig kunne sige på hospitalet, at hun har fået foretaget en abort. I Ecuador er det ikke kun kvinden, men også sundhedspersonalet, som straffes, hvis der foretages abort. Og mange læger foretrækker ikke at gøre det for at være på den sikre side. Straffen for en abort er to til fem år for lægen eller personen, som har hjulpet kvinden med at få foretaget aborten.

Efter snakken i parken med en repræsentant fra Comadres var Juana stadig i tvivl. Ordene fra lægen om risiciene kørte rundt i hovedet på hende.

”Jeg var bange for at fortryde. Bange for at føle mig skyldig. På den anden side, hvis jeg valgte at få barnet, var det en beslutning, der gjaldt for evigt. Jeg følte mig alene. Du kan ikke tale åbent om det, og det er en ulovlig handling. Det er frustrerende, at det skal være sådan.”

To uger efter Juana fandt ud af, at hun var gravid, en fredag aften, tog hun pillerne. Den medicinske abort foregik uden komplikationer for Juana.

I LATINAMERIKA er straffen for abort strengest i Nicaragua og El salvador med op til otte års fængsel.

Abort i det skjulte

Sådan er det ikke for alle kvinder, der får foretaget abort i lande som Ecuador. I 2016 døde 14 kvinder i Ecuador på grund af abort. Siden 2013 er 326 kvinder blevet dømt for at have fået foretaget abort i Ecuador. Seks ud af ti af dem var under 19 år. Det er de fattigste og yngste, som straffes – de, som ikke har råd til at betale sig fra sikker og skjult abort. I 2015 blev der foretaget knap 100 ulovlige aborter i Ecuador hos piger mellem ti og 14 år. For aldersgruppen 15 til 19 var tallet over 1.000.

At abort i de fleste tilfælde er ulovligt i Ecuador, betyder langtfra, at kvinder ikke får foretaget abort. Det betyder blot, at de må gøre det i det skjulte, og at de ofte betaler en høj pris ved at risikere deres liv og helbred. Verdenssundhedsorganisationen WHO anslår, at der foretages omkring 150.000 ulovlige aborter i Andes-landet om året. FN har flere gange officielt bedt Ecuador om at ændre loven – således at det bliver tilladt i tilfælde af (alle) voldtægter, incest og hvis fosteret er alvorligt skadet.

For Juana var det en stor lettelse efter aborten: ”Jeg følte, at det var det bedste, jeg kunne gøre. Jeg ville selvfølgelig havde foretrukket ikke at blive gravid. Men nu hvor jeg var blevet gravid uden at ønske det, var en abort den bedste beslutning.”

Abort og mødredødelighed i Uruguay

I Uruguay blev abort delvist legaliseret i 2012, hvilket har medvirket til, at mødredødeligheden er faldet betydeligt, ifølge blandt andet en nyligt offentliggjort videnskabelig artikel.

I 1990'erne var abort den hyppigste årsag til mødredødelighed i landet. Fra 2001 til 2015 stod abort for 37,5 procent af mødredødeligheden, mens den fra 2011 til 2015 kun stod for 8,1 procent. Uruguay er ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO det land i Latinamerika med lavest mødredødelighed.

I Latinamerika er straffen for abort strengest i Nicaragua og El Salvador med op til otte års fængsel.

Ana Cristina Vera er talsmand i organisationen Surkuna, som arbejder for juridisk forsvar af kvinder i Ecuador, som kriminaliseres for at få foretaget abort. Hun er ekstremt kritisk over for tankegangen bag abortforbuddet i sit land: ”I Ecuador opfattes kvinder som personer, der ikke er i stand til at foretage selvstændige beslutninger, og derfor må staten træde til.” Hun mener, der er lang vej igen i Ecuador til ligestilling mellem kønnene: ”Ikke bare til vi når lovliggørelse af abort, men social accept af det,” lyder det fra Ana Cristina Vera.

Abort som menneskeret

Retten til frivillig afbrydelse af graviditet handler i høj grad om respekt af kvindernes menneskerettigheder på flere punkter: retten til liv, frihed og personlig sikkerhed, retten til at leve, retten til ikke diskriminering og lighed og retten til selv at bestemme, hvornår du vil have børn. Ifølge national statistik holder 80 procent i Ecuador op med at studere, når de bliver mor.

Juana har stadig ikke fortalt sine forældre om aborten: ”Jeg håber at kunne gøre det en dag. Men jeg er bange for, at de vil dømme mig. Det er jo også forbundet med, at det er ulovligt. Så føler man, at det er forkert. Det er jo det, samfundet fortæller os. Det sværeste er at skulle lyve om det. At skulle tage beslutningen om at få en abort, helt alene, har virkelig ændret mit liv. Det er den sværeste beslutning i mit liv,” fortæller Juana.

Den 8. august nedstemte Argentina forslaget om delvis lovliggørelse af abort. Som flere udtrykte på sociale medier: ”Vi vender alle tilbage. Næste gang som tsunami.”

*Juanas rigtige identitet er redaktionen bekendt, men vi har valgt at følge hendes ønske om anonymitet.

 

Økonomisk sammenbrud – Katastrofen i Maracaibo

FOTOSERIE
VENEZUELA

Venezuela gennemlever en af verdens mest omfattende økonomiske kriser. Landet er i frit fald, mens over to millioner indbyggere er flygtet til de omgivende lande. Den franske fotograf Chris Huby tog til Venezuela for at dokumentere kampen for at overleve.

FOTOS: CHRIS HUBY

BYEN sabaneta De Palmas var kendt som et godt sted for både fisk og fiskere. For ti år siden var fangsten mere end 1,5 ton om dagen. Nu er fangsten på omkring 50 kilo om dagen. Det er vidt anerkendt, at Venezuelas kendte oliereserver udgør de største i verden, anslået 297 milliarder tønder. søen er sort som blæk visse steder. Fiskerne lider af alskens sygdomme. De er fx nødt til at vaske sig med ren olie, når arbejdsdagen er slut.
NOGLE middelklassefamilier i Maracaibo, Venezuelas andenstørste by på to mio. indbyggere, forsøger at finde løsninger. Maribel, kvinden til højre, var ingeniør indtil for et par år siden.
MARIBEL og hendes familie krydser grænsen via en af landets farligste veje. Når transporten er betalt, tjener Maribel, hvad der svarer til adskillige månedslønninger i Venezuela. Hun siger, at hun ikke har andet valg.

MARACAIBO, VENEZUELA – Maracaibo er Venezuelas næststørste by. Med sin placering i den vestlige del af landet grænser den op til Latinamerikas største sø. Byen har to millioner indbyggere og blev bygget af USA i begyndelsen af det 20. århundrede med henblik på at udvide olieindustrien. Maracaibo var frem til 2013 en velhavende by. Søen rummer en af verdens største oliereserver.

Men de seneste par år, med fald i oliepriserne kombineret med landets manglende økonomiske diversitet, har regionen ifølge opgørelser fra Den Internationale Valutafond gennemgået en af verdens mest omfattende økonomiske kriser. Inflationen var i 2018 omkring 13.800 procent i et land, hvor 96 procent af eksporten bygger på salg af olie.

Konsekvenserne er til at tage at føle på: Valutaen er ingenting værd, og BNP er faldet markant. På det sorte marked kan en euro omveksles til op mod to millioner bolivarer.

Infrastrukturen bliver ikke længere vedligeholdt, og den humanitære krise er ved at komme ud af kontrol: ekstrem pengemangel, rekordhøj devaluering af valutaen, sult, pludselig fattigdom, epidemier, og over to millioner mennesker har allerede søgt tilflugt i nabolande, særligt i Colombia.

Valget den 20. maj 2018 kommer ikke til at forandre situationen væsentligt. Nicolas Maduro blev genvalgt med mere end 60 procent af stemmerne, men mange uregelmæssigheder blev afsløret: stemmekøb, nærmest fravær af oppositionspartier, stemmemaskiner, der ikke virkede, afdøde, der afgav deres stemme, eller folk bosiddende i udlandet, som ikke fik lov til at stemme i det hele taget. Selvom chavisterne bliver ved magten, har økonomien nået et så deprimerende niveau, at landet er på randen af sammenbrud.

Ved Maracaibos søbred er det en bitter pille at sluge: Lokale fiskeres ugentlige fangst er faldet fra 1,5 ton til blot 50 kilo på ti år. Eftersom ingen længere har penge at købe fisk for, ender fiskerne ofte med at spise deres fangst selv og er nødt til at sejle ud tre gange om dagen for at finde spiselige fisk. Søen er totalt ødelagt af de olieproducerende strukturer, som ikke længere bliver betjent.

De 45.000 kilometer rørledninger under vandet er begyndt at lække og spilder tusinder af liter olie om dagen, hvilket skaber en økologisk katastrofe. Fiskerne er for deres del tvunget til at fiske i sort vand. Mange indbyggere, der før havde solide jobs, tyer til smugling og korruption for at overleve med deres familier. Den franske fotograf Chris Huby tog til Venezuela for at dokumentere kampen for at overleve og nedsmeltningen af økonomien og samfundet.

Nu er Maribels familie blevet fiskesmuglere og sælger fiskene i Colombia.
KONVOJEN rummer mange familier. De fleste var almindelige mennesker indtil for få år siden: lærere, mødre, læger, mekanikere osv. Rejsen tager 24 timer.
ÉN euro eller én dollar kan omsættes til op mod to millioner bolivarer. Pengemangel er et stort problem for de lokale. Den Internationale Valutafond (IMF) har anslået, at inflationen i Venezuela vil nå 13.800 procent i år, og landet mærker allerede konsekvenserne i form af mad- og medicinmangel.
SITUATIONEN er så alvorlig, at folk, også børn, bliver prostituerede. Prostitution er ikke et nyt fænomen i landet, men antallet er eksploderet inden for de seneste år.
DENNE kvinde har kræft, men hun kan ikke komme på hospitalet eller købe den medicin, hun har brug for.
VENEZUELA, der engang var Latinamerikas rigeste land, kan ikke længere brødføde sin egen befolkning. Fattige gør deres bedste for at leve, men selv en busbillet koster mere end en månedsløn.

 

Update: Kultur

 

Kakerlakmælk og flueis: Tør du?

JAGTEN PÅ klimavenlige 'superfoods' bringer nyt i insektafdelingen. Mens larver og myrer for længst har bredt sig, har kakerlakker endnu ikke vundet videre berømmelse. Det kan ændre sig. Krystallerne, som kakerlakhunner producerer til deres unger, indeholder ifølge indisk forskning proteiner, aminosyrer og sukker ligesom mælk fra køer. Men koncentrationerne er op til tre gange højere. Forskerne understreger, at kakerlakfarme samtidig er mere miljøvenlige og bæredygtige end kvægfarme.

Måske mindre afskrækkende er det sydafrikanske firma Gourmet Grubb allerede på markedet med is af klimavenlige, økologiske, bæredygtige ingredienser – inklusive fluesekreter. Firmaet har registreret varemærket EntoMilk, der på foreløbig hemmelig vis udvindes af fluer. EntoMilk præsenteres som sundere end konventionel mælk, og fordi fluer fylder næsten ingenting, kan det endda produceres midt i verdens megabyer. Der er p.t. ingen planer om iseksport til Danmark.

/MR

 

Australsk film i opgør med racisme og kolonialisme

Ser man på australske film over de seneste år, er der som noget nyt begyndt at komme fokus på den del af Australiens fortid, der har været præget af racisme og kolonialisme.

AF MAI RASMUSSEN

MENS postkolonialistiske problematikker med afrikansk fortegn længe har figureret i kunstens verden, så er Australien først for nylig begyndt at diskutere den del af sin fortid. Til gengæld ser det ud til, at diskussionerne tager fart, hvis man bruger film som målestok.

Den anmelderroste Sweet Country er den seneste af en hel række film, som giver fortiden et kritisk eftersyn. I 2002 fortalte Rabbit-Proof Fence for eksempel om, hvordan børn af blandingsrace i 1930’ernes Australien blev fjernet fra deres forældre og sendt på kostskole for at blive kulturelt assimileret, som det hed. En god håndfuld år senere kom Red Hill, hvis handling sættes i gang, da en hvid politimand går i aktion, fordi en indfødt australsk forbryder er flygtet fra et fængsel.

Sweet Country, som går i danske biografer netop nu, har et lignende plot. En regulær menneskejagt går i gang i en nordlig 'outpost', da en sort australier slår en hvid krigsveteran ihjel, og ordensmagten og andre også hvide australiere er overbeviste om, at mordet er overlagt. Handlingen er sat i 1920’erne, og genren er western, og filmen er blevet betegnet som et mesterværk og et smerteligt realistisk portræt af australsk racisme.


 

Bibliotek med bøger på arabisk åbnet i Berlin

BERLIN HAR FÅET sit første offentligt tilgængelige bibliotek med arabisk litteratur. Frivillige kræfter har etableret biblioteket, som har adresse på centralbiblioteket og bærer navnet Baynatna, som er arabisk og betyder ’os imellem’.

Ifølge idemagerne er både behovet for og publikum til biblioteket åbenlyst:

”Vi havde brug for et sted som dette for bøger på arabisk. Det er vores modersmål og det sprog, vores poesi taler,” siger Maher Khwis, der selv drev et trykkeri, før han forlod sit hjemland, Syrien.

Bøgerne er samlet per donation, efter at Khwis og hans tre også syriske initiativkolle ger averterede på sociale medier, og studerende fra en nærliggende håndværksskole stillede op med søm og hammere, da der skulle bygges reoler.

Cirka en million mennesker fra især Syrien flygtede til Tyskland i 2015, da kansleren suspenderede den såkaldte Dublinforordning. Merkel sagde, ”den klarer vi”, og åbnede for, at flygtninge kunne søge asyl i Tyskland, selvom de havde opholdt sig og fået taget fingeraftryk i et andet EU-land. Tyskland genindførte i sommer de facto Dublinforordningen, idet asylansøgende udlændinge nu sendes til det EU-land, de allerede måtte have registreret en asylansøgning i.

/MR

 

Afrikas jord på himmelflugt

FEATURE
ØSTAFRIKA

Denis Tumushabe er en mand fra fremtiden i Afrika: Han sælger jord. Eller rettere: Han formidler kontrakter mellem folk i Uganda, der vil købe jord, og dem, der vil sælge. Jord er i stadig højere grad blevet en vare i Afrika, og mens jagten på god jord i disse år intensiveres, stiger prisen dramatisk. Det kan være godt for afrikanerne.

TEKST OG FOTO AF PETER TYGESEN

”PRISERNE på jord går bare én vej, og det er opad. Især god, frugtbar jord til landbrug. Køberne er især tiltrukket af nærhed til en hovedvej, så de kan få varerne til et marked,” siger Denis Tumushabe, der arbejder med jordkøb.

BUTOGOTA/UGANDA - Provinsbyen Butogota er så langt væk fra en hovedstad, man næsten kan komme: helt nede i det fjerneste, sydvestlige hjørne af Uganda, bare et bøsseskud fra en uvejsom skov, der markerer nabolandet DR Congo.

Billige kinesiske ladmotorcykler efterlader skyer af støv på byens gade, en jordvej, der leder ind i og ud ad byens to rækker flade butikker. De fleste bilister når knap nok at opdage, at de overhovedet har været i Butogota, før de er ude igen.

Byen ligner derfor langtfra et boom for ejendomshandel, men midt i hovedgadens husrækker tilbyder Property Masters professionel hjælp til jordkøb. Inde i butikken fortæller ejeren, Denis Tumushabe, om en dramatisk forvandling, der i disse år ændrer Afrika for bestandigt:

”Priserne på jord går bare én vej, og det er opad. Især god, frugtbar jord til landbrug. Køberne er især tiltrukket af nærhed til en hovedvej, så de kan få varerne til et marked.”

Tumushabe havde ingen erfaring med ejendomshandel, før han kom til området som lastbilchauffør. ”Jeg kørte for et te-firma og kom tilfældigvis i snak med nogle fra et telefonselskab, der skulle bruge et godt sted til en mobilmast. Jeg fandt en god placering, snakkede med ejeren og formidlede kontakten til køberen. Det tjente jeg 10.000 shilling på og tænkte, at det kunne jeg måske gøre igen.”

Butogota ligger lige om hjørnet fra en af Ugandas smukkeste nationalparker, "den uigennemtrængelige Regnskov Bwindi", som huser den ene af Centralafrikas to bestande af bjerggorillaer. Jorden omkring parken er noget af Afrikas mest frugtbare, og de stejle dalsider får rigeligt med regn til et bugnende udbytte af bananer, bønner, korn, te og kaffe. Befolkningstætheden er derfor høj og voksende.

Kaffeopkøberen lidt længere oppe ad gaden, Joseph Safari, har boet der hele sit liv. Han siger: ”Det går rigtig stærkt nu. For ti år siden skulle man betale én ko for én acre; nu koster en acre ti køer.”

Det går rigtig stærkt nu. For ti år siden skulle man betale én ko for én acre; nu koster en acre ti køer.

Joseph Safari, kaffeopkøber

Flere mennesker, mindre jord

1.800 kilometer derfra, i Tanzanias sydlige udkant, tørrer Bonifas Muguini sveden af panden og fortæller en tilsvarende historie: ”For ti år siden kostede en acre her på egnen 30.000 shilling. Nu skal man betale 300.000.”

Fra Sydafrika, Zambia, Mozambique, Congo, Ghana, Sydsudan og Etiopien kommer enslydende meldinger: Prisen på jord er på vej opad med stor fart, og den stiger hurtigere end den almindelige inflation.

Tumushabes fortælling og flere af de andre øjenvidners beretninger om prisstigningerne er indsamlet som et led i et stort danskfinansieret forskningsprojekt, Agricultural Investors as Development Actors, AIDA, ledet af seniorforsker Helle Munk Ravnborg, Danmarks Institut for Internationale Studier, DIIS. Projektet undersøger konsekvenserne af især danske landbrugsinvesteringer i Afrika.

Prisstigninger på jord har mange årsager, men Afrikas stærke befolkningstilvækst er en af de vigtigste. Antallet af indbyggere på kontinentet vokser med mere end en halv million om ugen. Storbyerne vokser endnu hurtigere, og deres svulmende omkreds sluger konstant landbrugsjord til nye boligkvarterer, veje, arbejdspladser og institutioner. Samtidig stiger behovet i byerne for fødevarer tilsvarende, men befolkningens og byernes vækst medfører samlet, at der bliver endnu flere mennesker om stadig mindre landbrugsjord.

Prisstigningen er universel, men forstærkes gerne af lokale forhold. I Kenya har for eksempel forsoningen i marts mellem præsidenten og hans rival efter to konfliktfyldte valg ført til økonomisk stabilitet og dermed nye investeringer og stigende jordpriser: ”Jeg har længe villet købe en stump jord i min fædrene landsby,” fortæller Moses Kinyanjui fra den kenyanske provinsby Nyeri til nyhedsbureauet Xinhua. ”Før aftalen i marts kostede en kvart acre 20.000 dollar. Nu koster den 25.000 dollar!”

I Butogota vurderer ejendomsmægleren, Tumushabe, at jordprisen stiger som følge af mere moderne dyrkningsmetoder, gode priser på te og kaffe og safarifirmaers behov for overnatningssteder.

I Madaba i Tanzania fik priserne et ordentligt skub opad, da byen blev distriktscenter og fik flere offentligt ansatte, elektricitet og en ny vej.

Lokale "fremmede" køber

Tidligere var der jord nok de fleste steder i Afrika. Meget af den jord, der ofte omtales som "ledig" og "ubrugt", leverer imidlertid nødvendigheder til landsbylivet som frugt, urter, jagtbytte og byggematerialer, eller den restitueres som braklagt. Men overalt er stadig mere af denne jord inddraget som permanent dyrket landbrugsjord. I dag ligger Madaba på en frontlinje i det sydvestlige udkantshjørne af Tanzania for denne omdannelse til landbrugsjord.

Fra byen ser man i det fjerne en bjergkæde. Halvvejs derude ankom bondeenken Apostuna Mdama for 19 år siden, da hun og hendes mand købte 10 acres af landsbyen, så de kunne flytte fra den regionale hovedby Njombe. ”Endnu længere ude, der hvor der ikke er vand, kan man stadig få lidt jord,” fortæller hun. På Google Earth ses, hvordan markernes firkanter i dag næsten har nået bjergene.

Forskning viser, at langt de største opkøbere af jord i Afrika er den lokale elite. Tumushabe genkender billedet: ”Mine købere her i Butogota er først og fremmest folk fra Kampala eller de andre store byer. De vil have jord til græsning eller andet landbrug, de bygger huse eller starter virksomheder. Desuden er der en del congolesere, der søger herover for at undgå uro og ustabiliteten i deres eget land.”

Lokale småbønder køber også jord. Nogle af dem tjener penge på markedsafgrøder som te, kaffe eller tømmer, og de ser muligheden for at udvide produktionen på nogle ekstra acres. De bruger ikke Tumushabe til at købe jord – de kender deres naboer og ved, hvem der vil sælge hvornår.

På DIIS fortæller seniorforsker Rasmus Hundsbæk Pedersen, at han har set det samme i sine feltstudier i den nordøstlige del af Tanzania: ”Det er hovedsagelig andre småbønder samt investorer fra byerne, der opkøber jord.”

Sælgerne er ofte fattigfolk, som har fået svært ved at betale faste udgifter som skolepenge eller er blevet ramt af en krise som sygdom og dødsfald.

“Folk vil helst ikke af med deres jord,” fortæller kaffeopkøberen Joseph Safari. ”De kan lide at eje jord, og de vil gerne investere i jord, hvis de har penge tilovers. Det er en populær form for opsparing. Så kan man altid sælge igen, hvis man får brug for kontanter.”

TEPLUKKERPIGE i Bwindiregionen.

Småbønder bliver rigere

Prisstigningen har negative, men sandsynligvis også positive konsekvenser.

”Sårbare grupper får vanskeligere ved at få adgang til jord,” fortæller Hundsbæk: ”Tidligere var det sådan, at kom man i en prekær situation, så kunne man som regel få noget jord at leve af. En skilt kvinde kunne vende tilbage til sin landsby, og hendes børn kunne også få jord.”

Til gengæld kan prisstigningen få den positive konsekvens, at jorden udnyttes bedre. Produktiviteten, altså mængden af afgrøder per areal, har længe stået stille i Afrika, mens den er steget støt alle andre steder.

Hundsbæk forklarer: ”Der er ikke meget forskning i følgerne af, at det bliver dyrere at købe jord, men vi ved ret meget om, hvad der sker, hvis det bliver muligt at leje landbrugsjord, og det sker i stigende omfang. Det giver mulighed for at de, som har behov eller er dygtige, kan få adgang til jord, og det medfører umiddelbart stigende produktivitet.”

Dermed følger udviklingen den generelle konsekvens af kommercialiseringen af afrikanske småbønders landbrug: Deres adgang til markeder, også et marked for jord, kan bidrage til at øge produktiviteten i landbruget.

Dette er ikke bare velkomment, men nødvendigt: FN’s fødevareorganisation, FAO, oplyser, at for hver gang produktiviteten hæves med en procent, falder antallet af fattige med 0,7 procent. I Asien steg produktiviteten med mere end 100 procent på bare 30 år, fra 1980 til 2010, og stigningen var en væsentlig årsag til det dramatiske fald i fattigdom i denne verdensdel.

I Afrika vokser antallet af fattige imidlertid støt, og vækst i smålandbrugets indtjening er en vigtig faktor til bekæmpelse af fattigdom. Langt de fleste fattige bor på landet og er afhængige af landbrug. Langt de fleste fødevarer produceres af småbønder.

Hundsbæk peger på endnu en positiv konsekvens af prisstigningerne: ”Mange afrikanere bor jo på landet og har jord. Når jordprisen stiger, bliver de som gruppe i princippet rigere.”

SMÅBØNDERNE DYRKER VERDENS MAD

Mere end halvdelen af alle verdens fødevarer produceres af småbønder med jordlodder på mindre end to hektar (cirka fem acres/fire tønder land). I Kina har det gennemsnitlige landbrug bare 0,3 hektar til rådighed, i Tanzanias frodige højland råder familierne gennemsnitligt over en acre (0,4 hektar). En højere produktivitet er en nøgle til at mindske fattigdom. I Asien medførte den såkaldte "grønne revolution" med bedre såsæd og dyrkningsmetoder, at produktiviteten blev mere end fordoblet på mindre end 30 år.

Så let vil det næppe gå i Afrika. Afrika er langt mere varieret og kompliceret. Langt de fleste afrikanske småbrug har ingen mulighed for overrisling. Samtidig dyrker afrikanske bønder langt flere forskellige afgrøder. Afrika har derfor brug for en mere sammensat strategi end Asien, men først og fremmest er der brug for, siger FAO og Verdensbanken, at afrikanske regeringer prioriterer landbruget højere.

 

Til kamp mod korruption – Uganda: “de fleste af vores observatører har modtaget trusler – nogle gange dødstrusler”

NYHED
KØBENHAVNERKONFERENCE SKAL OPRUSTE GLOBAL KAMP MOD SVINDEL

Ngo-folk og statslige efterforskere løber en høj risiko, når de bekæmper økonomisk kriminalitet i for eksempel Uganda. Verdens største konference for antikorruption kommer til Danmark i oktober. Læs om nogle af dem, der har sat livet på spil i Uganda og Ukraine for at komme korruption til livs.

AF MADS MARIEGAARD

“DET er risikabelt arbejde,” fortæller George Bamugemereire, deputy inspector general of government. “Mange af vores medarbejdere klager over chikane – især dem, der arbejder i felten. Chikanen kommer fra folk, som bliver undersøgt, for eksempel embedsfolk og private entreprenører.“

DET kræver både mod og omtanke at bekæmpe korruption i Uganda. Angela Byangwa, direktør for Rwenzori Anti-corruption Coalition (RAC), er adskillige gange blevet intimideret og truet med vold.

“Man skal være forsigtig, når man laver det her arbejde. For eksempel går jeg ikke ud om aftenen,” fortæller hun. RAC arbejder i Rwenzori-regionen ved foden af Månebjergene, Afrikas tredjehøjeste bjergmassiv, i det vestlige Uganda. RAC har otte medarbejdere og samarbejder med hundredvis af frivillige observatører, som rapporterer til organisationens sekretariat om ulovligheder i deres lokalsamfund. Rapporterne spænder vidt – fra privat brug af en af myndighedernes biler til skoleborde, som ikke er blevet leveret til skoler, selvom de er blevet betalt.

RAC tager sagerne op med de lokale myndigheder og opfordrer dem til at handle. Det sætter dog samtidig observatørerne i en sårbar position.

“De fleste af vores observatører har modtaget trusler,” fortæller Byangwa. “Truslerne kommer som regel fra ledere og embedsfolk hos de lokale myndigheder. Det kan være telefonopkald og beskeder, nogle gange med dødstrusler. Derfor har vi en ‘sikkerhedspulje’, som vi bruger til at bringe vores observatører til et mere sikkert sted, hvis de er blevet truet.”

Byangwa fortæller, at truslerne er aftaget, efterhånden som RAC har udviklet et samarbejde med ikke-korrupte ledere hos de lokale myndigheder:

“Når de, der plejede at intimidere os, ser os med deres egne topfolk, så bliver de bange.”

Man skal være forsigtig, når man laver det her arbejde. For eksempel går jeg ikke ud om aftenen.

Angela Byangwa, direktør for Rwenzori Anti-corruption Coalition (RAC) i Uganda

“DET kræver både mod og omtanke at bekæmpe korruption i Uganda,“ siger Angela Byangwa, direktør for Rwenzori Anti-corruption Coalition (RAC), som adskillige gange er blevet intimideret og truet med vold.

Rejs aldrig alene

Uganda ligger i den tunge ende af Transparency Internationals korruptionsindeks – som nummer 151. Bekæmpelse af korruption har derfor høj prioritet i Danmarks udviklingssamarbejde med den østafrikanske republik.

Dansk støtte går bl.a. til RAC og til Inspectorate of Government (IG), Ugandas sidestykke til Rigsadvokaten og Folketingets Ombudsmand. IG har mandat til at undersøge og retsforfølge misbrug af statslige midler i Uganda.

“Det er risikabelt arbejde,” fortæller George Bamugemereire, deputy inspector general of government. “Mange af vores medarbejdere klager over chikane – især dem, der arbejder i felten. Chikanen kommer fra folk, som bliver undersøgt, for eksempel embedsfolk og private entreprenører. De beder vores medarbejdere droppe sager, og nogle gange truer de med handling.”

“Derfor tager vi vores forholdsregler,” fortsætter Bamugemereire. “For eksempel sørger vi for, at vores medarbejdere aldrig rejser alene, og at de altid udfører arbejdet i dagtimerne. Vi har også haft sikkerhedsvagter til at beskytte en medarbejder i flere uger, fordi han var blevet truet.”

Blandt IG’s sager, fortæller Bamugemereire, er byggeprojekter, hvor ingeniøren kræver bestikkelse af entreprenøren, og entreprenøren finder pengene ved at bruge billige materialer til byggeriet:

“Når det senere går op for dem, der bruger bygningen, at den er ved at falde fra hinanden, så klager de til os.”


KONFERENCE MOD KORRUPTION

Korruption hæmmer økonomisk vækst og øger fattigdom. Derfor skal korruptionen tackles, hvis der skal skabes bæredygtig udvikling.

Sådan lyder budskabet fra organisationen Transparency International, der sammen med IACC Council står bag verdens største konference for antikorruption – The International Anti-Corruption Conference (IACC).

2018-udgaven løber af stablen 22.-24. oktober i Bella Center i København og arrangeres i samarbejde med det danske udenrigsministerium. Begivenheden ventes at samle over 1.000 deltagere fra hele verden – blandt dem repræsentanter fra den offentlige sektor, civilsamfundet, medierne og erhvervslivet. Konferencen vil fokusere på antikorruption i relation til udviklingssamarbejde og FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling, hvor bekæmpelse af korruption og bestikkelse har sit eget delmål.

Til gavn for verdens fattigste

Med konferencen i København vil Danmark sætte fokus på at styrke det internationale samarbejde om at bekæmpe korruption i udviklingssamarbejdet.

”Korruption er ofte en væsentlig barriere i udviklingssamarbejdet. Derfor er det vigtigt, at vi løfter kampen mod korruption op på højt politisk niveau,” siger udviklingsminister Ulla Tørnæs.

“Min ambition med konferencen er at engagere en række centrale aktører omkring konkrete initiativer til at komme korruption til livs, til gavn for verdens fattigste. Derved forhindrer vi også, at udviklingsmidlerne ender i de forkerte lommer.” På konferencens første dag er Danmark vært for et højniveausegment med deltagelse af ministre fra donorlande og udviklingslande samt repræsentanter fra internationale organisationer.

Bekæmpelse af korruption har høj prioritet i Danmarks udviklingssamarbejde. Danida støtter eksempelvis reformer af retsvæsnet og opbygning af kapacitet i landets rigsrevision. Hertil kommer støtte til parlamentets arbejde med at kontrollere den offentlige forvaltning. Bistanden går også til folkelige organisationer og frie medier, der fungerer som vagthunde og på den måde medvirker til at afdække korruption.

Endelig bidrager Danida til udviklingslandenes kamp mod korruption ved at deltage i dialog om udformning af nationale strategier for antikorruption.

 

Ukraine: opgør med kleptokratiet

Korruption er allestedsnærværende i Ukraine. En ny domstol skal bekæmpe problemet.

VITALY SHABUNIN, bestyrelsesformand for den ukrainske ngo The Anti-Corruption Action Center, deltog i juli i en demonstration i Kiev. Her blev aktivisten angrebet af modstandere af demonstrationen. Angrebet skete med en grøn væske, som ifølge shabunin gav ham forbrændinger i øjnene. Demonstrationen foregik uden for kontoret for Ukraines chefanklager for antikorruption, Nazar Kholodnytsky. Demonstranterne krævede Kholodnytskys afgang, efter at han havde lukket en bedragerisag mod indenrigsministerens søn. Kilde: The Kyiv Post.

UKRAINE er plaget af indgroede korruptionsmønstre, men en ny lov skaber optimisme. Loven, der blev vedtaget af det ukrainske parlament i juni, baner vejen for en særlig domstol for antikorruption. Domstolen skal behandle sager om korruption i Ukraine.

Danmark er stærkt engageret i kampen mod korruption og det bredere arbejde med reformer i den store republik ved Sortehavet. I juni var Danmark vært for en international Ukraine-reformkonference i København. Konferencen samlede en række aktører, som er engagerede i at fremme reformer i landet. En tilføjelse i juli betyder, at domstolen vil behandle alle korruptionssager, også dem, der blev åbnet før etableringen af domstolen. Det var en betingelse for, at Den Internationale Valutafond (IMF) ville frigive bistandsmidler til Ukraine.

“Konferencen i København fungerede som en facilitator for etableringen af den nye domstol,” siger Ruben Madsen, Danmarks ambassadør i Kiev, og tilføjer:

“Vedtagelsen af loven om domstolen er en vigtig udvikling. Det betyder, at vi nu er forbi det punkt, hvor der var straffrihed for korruption.”

Den ukrainske afdeling af organisationen Transparency International hilser også den nye lov velkommen.

“Loven giver mulighed for, at vi for første gang i Ukraines historie kan skabe en domstol, som er reelt uafhængig og har højt niveau af integritet,” siger Yaroslav Yurchyshyn, leder af Transparency International Ukraine.

“Jeg håber, at domstolen vil styrke vores kamp mod korruption i Ukraine, særligt kampen mod korruption på højt niveau, som involverer anklagere, dommere og politiske ledere. Korruption på højt niveau er den farligste form for korruption, fordi den begrænser udvikling og reformer på en lang række områder, som det ukrainske samfund har brug for.”

Ukraine på 130.-plads

Ukraine indtager en trist 130.-plads på Transparency Internationals Corruption Perceptions Index, nederst af alle i Europa (men dog over Rusland og fem stan-lande i Centralasien).

I en sag fra i år er chefanklageren for antikorruption i Ukraine, Nazar Kholodnytsky, paradoksalt nok selv anklaget for ulovligheder, har The Kyiv Post rapporteret.

I foråret kom der optagelser frem, hvor chefanklageren for antikorruption angiveligt presser anklagere og dommere til at stoppe sager mod højprofilerede mistænkte. Han skal også have opfordret et vidne til at afgive falsk forklaring og tippet mistænkte om, at deres ejendomme ville blive ransaget. Kholodnytsky har bekræftet, at optagelserne er ægte, men siger, at de er taget ud af en sammenhæng. I slutningen af juli besluttede en kommission, at Kholodnytsky ikke skulle fyres, men blot have en irettesættelse.

Succes for Ukraine er tæt forbundet med succes for regionen som helhed og dermed for mit eget land. Hvis Ukraine fejler, vil det reflektere negativt på hele regionen. Det er vigtigt, at vi alle fortsætter kampen for god regeringsførelse. Vi skal vise, at vi er engagerede i at lave reformer og blive en del af den europæiske familie.

Eka Tkeshelashvili, leder af EAUCI, EU’s initiativ for antikorruption i Ukraine

Kamp for god regeringsførelse

Danmark bidrager til Ukraines kamp mod korruption gennem Danidas naboskabsprogram. Danida medfinansierer og implementerer desuden EU’s initiativ for antikorruption i Ukraine, EUACI, som er det største program for antikorruption noget sted.

EUACI er et treårigt program, som begyndte i 2017. Til rådighed har initiativet et budget på 120 millioner kroner og en stab på 15 personer, alle i Kiev. Blandt målene er at styrke kapaciteten hos en række nyoprettede institutioner for antikorruption. EUACI yder også støtte til etableringen af den nye domstol for antikorruption. EU-initiativet skal desuden forbedre det ukrainske parlaments opsyn med reformer om antikorruption. Endelig får civilsamfundet og medierne også assistance i deres kamp mod korruption.

EUACI kender til problemerne med kontoret for chefanklageren for antikorruption, hvis leder, Nazar Kholodnytsky, er anklaget for ulovligheder.

Eka Tkeshelashvili, leder af EUACI, siger, at sagen udgør en udfordring.

“Det er særdeles vigtigt, at disse institutioner opretholder deres uafhængighed, så de kan gennemføre effektive undersøgelser og retsforfølge dem, der er involveret i kriminalitet,” siger hun.

Tkeshelashvili er tidligere toppolitiker i Georgien på den anden side af Sortehavet, hvor hun har været udenrigsminister, justitsminister og chef for landets anklagemyndighed. Georgien har gjort markante fremskridt i kampen mod korruption og rangerer højere end flere EU-lande på Transparency Internationals korruptionsindeks. Landet deltager, ligesom Ukraine, i EU’s østpartnerskab, der af nogle ses som et skridt på vejen til EU-medlemskab.

“Ukraine står mit hjerte nært,” fortæller Tkeshelashvili.

“Succes for Ukraine er tæt forbundet med succes for regionen som helhed og dermed for mit eget land. Hvis Ukraine fejler, vil det reflektere negativt på hele regionen. Det er vigtigt, at vi alle fortsætter kampen for god regeringsførelse. Vi skal vise, at vi engagerede i at lave reformer og blive en del af den europæiske familie.”

Hemmelige aftaler

Utilfredshed med korruptionen i Ukraine var medvirkende årsag til “Majdan” – bølgen af folkelige protester mod den daværende regering i 2013 og 2014. Siden er der sket visse fremskridt. Blandt de nye tiltag er ProZorro.Sale, en digital platform for salg af offentlige aktiver.

Bag platformen står blandt andre Transparency International Ukraine, Ukraines ministerium for økonomisk udvikling og handel samt den statslige institution Deposit Guarantee Fund. Initiativet støttes af EUACI og en række andre donorer.

Hovedparten af salget vedrører såkaldte misligholdte lån fra insolvente banker. Her er køberne typisk andre banker eller inkassovirksomheder. Platformen formidler også offentlige myndigheders salg af fast ejendom, brugte biler, affaldsmaterialer, lejerettigheder og meget andet, hvor virksomheder og almindelige borgere er blandt køberne. Pr. august 2018 har ProZorro.Sale solgt aktiver for over to milliarder danske kroner.

“Det gamle system indebar en kæmpestor risiko for korruption,” siger Oleksii Sobolev, fungerende direktør i ProZorro.Sale.

“I mange tilfælde havde højt placerede medarbejdere hos myndighederne aftalt en pris med en bestemt køber på forhånd. Med vores system er der fri konkurrence, og alle har adgang.”

 

Update: Nyt Fra Nærområderne

FOTOS: ASGER LADEFOGED, JØRGEN STJERNEKLAR

Endnu en fare truer rohingyaer: elefanter

I COX BAZAR i Bangladesh møder to helt forskellige kriser hinanden.

De udryddelsestruede wwhar svært ved at finde føde og har brug for hvert år at migrere over grænsen til skovene i Myanmar. Men nu er der pludselig 700.000 flygtninge, som har slået sig ned på elefanternes rute.

De ligeledes udryddelsestruede rohingyaer er flygtet fra den brutale forfølgelse i Myanmar og har søgt tilflugt i den konstant voksende Kutupalong-flygtningelejr i Bangladesh.

Det har skabt en farlig konflikt mellem mennesker og natur. I det seneste halve år har mindst 12 møder mellem landjordens største pattedyr og rohingya-flygtninge kostet liv. Derfor er der nu opført vagttårne og etableret frivilliggrupper, der holder udgik efter elefanterne.

/RBL

 

Zambia går imod den globale trend

AF RASMUS BØGESKOV LARSEN

BORGERKRIGEN i Den Demokratiske Republik Congo sender hver uge hundreder af mennesker på flugt til nabolandene. Det kan især mærkes i Zambia, hvor flygtningelejrene vokser, og flere og flere congolesere slår sig ned i de større byer. Men hvor sådan en tilstrømning i andre lande kunne have ført til lovstramninger og forstærket grænsekontrol, har reaktionen været den modsatte i Zambia. Flygtningene har fået flere rettigheder snarere end færre.

Udviklingen begyndte allerede nogle år tilbage, da flygtninge fra Angola og Rwanda blev tildelt permanente opholdstilladelser. Dernæst fik nytilkomne flygtninge lov til at bosætte sig i byerne, og i år har Zambia skrevet under på FN’s Comprehensive Refugee Response Framework, som promoverer reformer inden for flygtningepolitik.

Udviklingen er dog ikke uden hager for FN og andre flygtningeorganisationer. Den nødvendiggør et tæt samarbejde med Zambias præsident, Edgar Lungu, hvis støtte til flygtninge ikke kun handler om hans panafrikanske ideologi. Det handler også om at sikre sig international opbakning og dermed imødegå kritik af hans autoritære tendenser.


 

Colombiansk gæstfrihed ved at nå sin grænse

I LØBET AF det seneste år tabte den gennemsnitlige venezuelaner sig 11 kilo. Det er resultatet af, hvad venezuelanerne med en god portion sort humor kalder for "Maduro-kuren", opkaldt efter landets præsident Nicolás Maduro, som har ført landet på grænsen til statsbankerot.

Venezuelanerne flygter derfor fra deres land i omtrent samme antal som syrere og rohingyaer. Landet har ingen blodig krig, men økonomiens sammenbrud har konsekvenser, der ofte er lige så store. Størstedelen flygter til nabolandet Colombia, som alene i årets første fem måneder tog imod mindst 400.000.

Men gæstfriheden er ved at ebbe ud i grænsebyerne. Der er stadig velmenende mennesker, men der er også kyniske gangstere, som åbner "open air"-hoteller i gader og parker, hvor flygtninge betaler for den service at blive ladt i fred.

Colombias regering har gjort det vanskeligere for venezuelanere at opnå visum i et forsøg på at bremse tilstrømningen. Men det har indtil videre blot haft den effekt, at tusindvis krydser grænsen illegalt af de såkaldte "trochas" – junglestier, som er blevet anvendt af smuglere gennem årtier.

Flygtningestrømmen kan skabe rystelser på et tidspunkt, hvor Colombia økonomisk og politisk går en svær balancegang på grund af faldende oliepriser og en følsom fredsproces. Det frygtes, at krisen i Venezuela også kan ende med at destabilisere nabolandet.

/RBL

 

Diplomatisk vandkrise – Snart er det slut med Nilens gavmildhed

FEATURE
VERDENS LÆNGSTE FLOD: NILEN

Egypten er kendt som "Nilens gave", men efter 6.000 års total afhængighed er egypterne tvunget til at ændre deres forhold til floden, når Etiopien færdiggør Afrikas største dæmning. Vandmangel presser egypterne til at opfinde nye løsninger for at spare på vandet.

AF RASMUS BØGESKOV LARSEN
FOTO: MOHAMED KAMAL

BLOT én procent af egypterne lever ikke i nærheden af Nilen eller en af dens menneskeskabte forgreninger. Hvor der ingen Nil er, er der sjældent noget liv.

AOUN/ EGYPTEN - Landsbyen Aoun ligger for enden af Nilen. Vandet, som glider sløvt gennem byen, har bruset ned fra bjergene i Etiopien, slanget sig gennem ørkenen i Sudan og Egypten og fordelt sig gennem de tusinder af vandingskanaler, der som blodårer spreder sig ud over Nildeltaet lige nord for Kairo. Nu skal det blot gennem yderligere et sving i kanalen, før det løber ud i Middelhavet efter en 4.500 kilometer lang rejse. xx

Indbyggerne i Aoun er helt afhængige af det regnvand, som falder i de etiopiske højlande, for i Egypten råder solen enevældigt over himlen hele året. I årtusinder har Nilen bragt det livgivende vand med sig til Egyptens delta og skabt et af jordklodens mest frodige områder, som gjorde det muligt for verdens første civilisation at opstå og markere sig for eftertiden med dens urokkelige pyramider.

Men i dag er det ikke altid, at Nilen kan nå helt frem til Aoun, før den er brugt op. Derfor passer landmand Ragab Rabiaa ikke længere sine afgrøder ude i marken, men oppe på sit hustag. Herfra kan han se ud over landskabet i Aoun, hvor bønderne stadig dyrker markerne med de samme simple metoder som på faraoernes tid, mens han justerer på vandtilførslen til sine auberginer, chilier og risplanter, der gror i plastikrør.

"Vi er de sidste, som får vand, og det vand er for det meste afløbsvand fra andres marker. Nogle gange når der slet intet frem til os," siger Ragab Rabiaa, som er landsbyens uformelle overhoved.

Deltaet, der altid har været Egyptens brødkurv, er ved at tørre ud som et resultat af klimaforandringer og befolkningstilvækst. Udviklingen har været længe undervejs, og forskere har i årevis ringet med alarmklokkerne. Men endnu er det kun bønderne i deltaets udkanter, som for alvor mærker til det.

Det vil imidlertid snart ændre sig. Den løbende udvikling sætter i sprint til næste år, når Etiopien lukker skodderne i deres nye megadæmning og dermed også lukker for hele Egyptens vandhane.

"De fleste i Egypten er først begyndt at tage problemet alvorligt nu, hvor dæmningen er ved at stå færdig.

De næste år kommer hele landet til at leve med de problemer, som vi allerede mærker i dag," siger Ragab Rabiaa, mens en flok duer letter fra hans traditionelle, kegleformede duetårn, som står placeret midt i hans lille taglandbrug.

"VI er på vej ned ad en farlig vej. Det handler ikke om dæmningen, men meget mere om klimaforandringer. Hvis vi ikke gør noget radikalt, vil vores jorde dø helt ud," siger den egyptiske landmand Amr Bassiouny.

Ny magtfordeling i Nildalen

Blot én procent af egypterne lever ikke i nærheden af Nilen eller en af dens menneskeskabte forgreninger. Hvor der ingen Nil er, er der sjældent noget liv. Omkring 95 procent af landet er ubeboet ørken.

"Egypten er Nilens gave", skrev den græske historiker og rejsende Herodotus. Men den sande giver er Etiopiens regnsæson. 85 procent af Nilens vand kommer fra det etiopiske højland, og egypterne bruger i dag 90 procent af det. Så når Etiopien bygger en ny dæmning, der bliver Afrikas største, er det ikke blot et økonomisk og økologisk problem for Egypten. Det er en eksistentiel krise.

Hvis Nilen, som egypterne siger det, er "livets blodbane", betyder det, at Egyptens bankende hjerte befinder sig i en anden nation og er i et andet folks varetægt. Hidtil har egypterne blot ikke mærket til det. Med Den Store Etiopiske Renæssancedæmning bliver dette faktum for første gang til en håndgribelig virkelighed. Når dæmningen er klar til at blive taget i brug, vil Etiopien bestemme, hvor meget vand der kommer til at løbe videre ned ad Nilen.

Siden byggeriet blev påbegyndt i 2013, har Egypten forsøgt at bremse det med alt fra protester og boykotter til trusler om krig.

"Ingen kan røre ved Egyptens andel af Nilens vand. Det er et spørgsmål om liv eller død for nationen," sagde præsident Abdel Fattah el-Sisi sidste år, efter at endnu en forhandlingsrunde med hans etiopiske modpart var endt uden resultater.

Men dæmningen har vendt op og ned på magtforholdet i Nildalen. Landene ved Nilens udspring var i årtier ikke udviklede nok til at gøre brug af flodens ressourcer, og de historiske aftaler om fordelingen af Nilens vand var blevet udarbejdet af kolonimagterne i Egyptens favør. Det tillod egypterne at anse Nilens vand som deres ejendom.

Men nu står landene længst oppe ad Nilen, som i udgangspunktet har den geografiske overhånd, økonomisk stærkere. Etiopien har ikke ladet sig intimidere af de egyptiske trusler og nægter at anerkende en traktat, som de ikke var med til at udforme. De søger at maksimere udbyttet fra den nye dæmning ved at fylde dets reservoir op i løbet af blot tre år, hvilket vil kunne føre til akut vandmangel i Egypten.

"Egypten vil ikke længere være Nilens gave. Den tid er ovre. Det handler ikke kun om dæmningen, men også om alle de andre projekter, der kan følge efter, når landene længere oppe ad Nilen begynder at udnytte deres vandressourcer mere," siger Hafsa Halawa, en britisk-egyptisk politisk analytiker, der arbejder for den amerikanske tænketank Atlantic Council.

DET er først i indeværende år, at regeringen har vedtaget en plan, der skal reducere landets vandforbrug. Det er alt for sent og alt for lidt, siger mange af dem, som i årevis har presset på for reformer.

Afhængighed er blevet til misbrug

Men det, der ligner en katastrofe for Egypten, kan måske vise sig at blive en nødvendig katalysator. Måske var det lige netop truslen fra dæmningen, som egypterne havde brug for.

"Førhen var der ingen, der tænkte på at spare. At Nilen kunne løbe tør, var utænkeligt. Vi kunne finde på at lade vandet løbe i markerne i timevis, efter at afgrøderne egentlig havde fået nok. Ingen bekymrede sig," siger landmanden Ragab Rabiaa, da vi sidder på hans kontor i stueetagen.

Egypternes 6.000 år lange afhængighed af Nilen har i nyere tid udviklet sig til et misbrug. I byerne er det den naturligste del af hverdagen, at man holder støvet nede ved dagligt at sprøjte vand ud over fortove og gader, og at man ikke finder det umagen værd at reparere utætte vandrør.

"Se det her glas vand," siger Ragab. "Det er nok til at vande fire planter.

Det er dyrebart. Vi har brug for en ny kultur, hvor vi ærgrer os over hver eneste dråbe vand, der drypper på gulvet," siger han.

Det er netop med denne filosofi, at det økonomisk giver mening at dyrke afgrøder på et hustag. Metoden hedder hydroponics og er kendt verden over, fordi den gør det muligt at dyrke afgrøder med brug af meget mindre vand. Ifølge landsbyens leder anvender han mindre end en fjerdedel af det vand, som bønderne overrisler deres marker med.

Det usædvanlige er, at der hverken er store organisationer eller statslige organer bag de fattige bønder i Aoun. De er begyndt at dyrke på tagene helt på egen hånd.

"Vi er nødt til at finde løsninger. Vandet er som vores sjæl. Vi er intet uden det," siger Ragab Rabiaa, som har hjulpet andre familier i byen og i flere nabobyer med at opstarte deres egne taglandbrug.

EGYPTEN OG NILEN

  • Nilen betyder flod på græsk, og den er verdens længste flod.
     
  • 85 procent af Nilens vand falder som nedbør i Etiopien i månederne juliseptember. Det bliver ført af Den Blå Nil til Sudans hovedstad, Khartoum, hvor det blander sig med Den Hvide Nil, som har sit udspring i Uganda. Mødet mellem de to floder bliver kaldt for "historiens længste kys".
     
  • En traktat, der blev indgået af kolonimagterne i 1902, gav Egypten og Sudan vetoret over ethvert projekt længere oppe ad floden, som kunne påvirke de to landes vandforsyninger.
     
  • En aftale fra 1959 mellem Egypten og Sudan giver landene ret til henholdsvis 55,5 og 18,5 milliarder kubikmeter vand fra Nilen årligt, hvilket udgør næsten hele Nilens gennemsnitlige årlige strøm. Sudan har dog aldrig gjort brug af mere end en brøkdel af vandet, mens Etiopien ikke har behov for at tappe af Nilen, da der falder rigeligt med nedbør.
     
  • Siden 1959 er Egypten vokset fra 25 til knap 100 millioner mennesker og har udvidet dets landbrugsarealer med over 50 procent. I dag anvender Egypten både dets egen og Sudans andel af Nilens vand, det vil sige størstedelen af det vand, som flyder i Nilen.

DEN STORE ETIOPISKE RENÆSSANCE-DAM

  • Vil blive den største dam i Afrika og blandt de største i hele verden.
     
  • Dammen vil blive 175 meter høj og 1.800 meter bred. Dens reservoir vil kunne tilbageholde 67 milliarder kubikmeter vand, hvilket svarer til næsten alt det vand, som flyder gennem Den Blå Nil på et år.
     
  • Målet har været, at dæmningen skulle stå færdig inden årets udgang, men det ser ikke ud til, at tidsplanen holder.
     
  • Den vandenergi, som dæmningen kommer til at generere, vil fordoble Etiopiens elektricitetsproduktion og gøre landet til en regional eleksportør. Dæmningen er en central del af landets planer for økonomisk udvikling.
     
  • Dæmningen vil også muliggøre en omfattende udvidelse af landbruget i Sudan, da den vil skabe en mere regulær strøm og forhindre, at floden går over sine bredder i den etiopiske regntid.

Venter utålmodigt på en plov

En anden løsning på Egyptens vandproblem er en plov. Den er blevet udviklet af forskeren Atef Swelam, som i årevis har arbejdet på at finde simple og billige måder, hvorpå det gammeldags egyptiske landbrug kan omstilles til en fremtid med meget mindre vand. Men indtil for nylig var det ikke nemt at overbevise politikerne om behovet for reformer.

"Det er altid svært for os researchere at få politikernes opmærksomhed og omsætte forskning til udvikling. Men nu har vi fået et virkeligt gennembrud," fortæller Atef Swelam, som arbejder for den internationale organisation ICARDA, der har fokus på landbrugsudvikling i tørkeramte områder.

Den etiopiske dæmning står snart færdig, og det har fået den egyptiske regering til at tage tiltag, som hverken klimaforandringer eller befolkningstilvækst har formået at fremtvinge.

Regeringen er i gang med at gennemføre en større plan, som omfatter store investeringer i renseanlæg, desalineringsanlæg og modernisering af landbruget, samt en national oplysningskampagne i skoler, ungdomscentre og moskeer, der skal gøre befolkningen bevidste om behovet for at spare på vandet.

Og så har staten investeret i Atef Swelams plov, som er ved at blive sat i masseproduktion. Med den kan bønderne nemt lave højbede, der gør det muligt at dyrke blandt andet hvede med 25 procent mindre vand og alligevel få et større udbytte end førhen.

Hvor landmændene tidligere var skeptiske over for forandring, venter de nu utålmodigt på at få fat i en af Atefs plove.

"Problemet var, at vandmangel førhen var en hypotese. Det byggede på nogle beregninger. Sådan er det ikke længere. Nu er det åbenlyst, at vi kommer til at mangle vand, og der er bønder, som hverken kan læse eller skrive, som sidder på YouTube og ser videoer om klimaforandringer," siger forskeren.

Vi er nødt til at finde løsninger. Vandet er som vores sjæl. Vi er intet uden det.

Ragab Rabiaa, egyptisk landmand

EGYPTERNES 6.000 år lange afhængighed af Nilen har i nyere tid udviklet sig til et misbrug. I byerne er det den naturligste del af hverdagen, at man holder støvet nede ved dagligt at sprøjte vand ud over fortove og gader.

For lidt og for sent

På en stor granitsten på en ø i Nilen ved Aswan i det sydlige Egypten er der en inskription, der med hieroglyffer fortæller om syv år, hvor Nilens vand ophørte med at strømme, og landet led under tørke og hungersnød. Dengang bragte præsterne utallige ofringer til guden Khnom for at få vandet tilbage, mens det i dag er op til Egyptens diplomater at forhandle en aftale på plads med Etiopien.

Det er dog endnu ikke lykkedes. Ifølge kritikere har regeringen spildt flere år på at forsøge at intimidere Etiopien frem for at forberede sig på en ny virkelighed.

"Dæmningen behøver ikke at være et eksistentielt spørgsmål for Egypten. Der er enorme muligheder for at spare på vandet, hvis bare de rigtige reformer bliver gennemført. Vi kan sagtens klare os, selvom der er mindre vand i Nilen. Men det nægter regeringen at indrømme. For hvis den gjorde det, ville det i dens optik være som at give Etiopien og andre nationer grønt lys til at gøre brug af Nilen," siger Hafsa Halawa fra Atlantic Council.

"Regeringen taler hele tiden om, at dæmningen er et spørgsmål om nationens overlevelse. Men hvad enten der kommer en dæmning eller ej, er Egypten tvunget til at spare på vandet på grund af klimaforandringer og befolkningstilvækst. Derfor burde fokus være på at optimere udnyttelsen af vores vandressourcer snarere end på at minimere tabet af vand som resultat af dæmningen," siger hun.

Det er først i indeværende år, at regeringen har vedtaget en plan, der skal reducere landets vandforbrug. Det er alt for sent og alt for lidt, siger mange af dem, som i årevis har presset på for reformer. En af dem er Amr Bassiouny, som etablerede det første kommercielle landbrug i Egypten baseret udelukkende på hydroponics.

"Vi er på vej ned ad en farlig vej. Det handler ikke om dæmningen, men meget mere om klimaforandringer. Hvis vi ikke gør noget radikalt, vil vores jorde dø helt ud. Der er behov for en komplet omstilling af det egyptiske landbrug til den nyeste teknologi, og det skal ske meget hurtigt," siger han.

Da Amr Bassiouny etablerede sit landbrug, var hans vision at blive en pioner for denne omstilling. Men i dag har han måttet lukke sin farm ned, og det skyldes paradoksalt nok, at landets ledere pludselig har fået øjnene op for potentialet.

"Hydroponics er en voksende industri, og militæret gør nu alt for at sætte sig på markedet. Det investerer milliarder i dets egne landbrug, hvilket tvinger de fleste entreprenører ud af markedet, fordi de ikke har de samme midler," siger han.

Ifølge Hafsa Halawa er dette symptomatisk for den politiske udvikling under præsident Abdel Fattah el-Sisi, som kommer fra militærets rækker.

»Der er mange dygtige mennesker i Egypten, som arbejder på at skabe reformer. Men problemet er, at de militære ledere ønsker at kontrollere alt, hvad der sker, og ikke har evnerne til at udvikle en national strategi, som tager hensyn til både klimaforandringer, befolkningstilvækst og økonomi. Alt, hvad de gør, er ad hoc," siger hun.

 

Update: Tech

 

App giver syriske flygtninge overblik over de billigste fødevarer

OP MOD 90 procent af de syriske flygtninge i Libanon har begrænset adgang til mad, og det er én af grundene til, at FN’s Fødevareprogram har lanceret appen Dalili, eller ”min guide” på arabisk. Appen bruger geolokationsteknologi til at lave en oversigt over de nærmeste og bedste fødevarer i Libanon og er designet til at give syriske flygtninge og sårbare libanesiske familier fødevarehjælp via såkaldte e-kort, som hver måned bliver toppet op med 170 kroner per person. I appen kan brugerne lave indkøbslister ud fra de bedste madtilbud blandt 500 butikker i landet. Dalili bidrager også til at forbedre konkurrencen mellem butikkerne, hvilket i sidste ende kommer brugerne til gavn.

/LS

 

Droner finder malariamyggens gemmested

For at kortlægge, hvor de livsfarlige malariamyg befinder sig, har UNICEF sendt droner i luften i Malawi. På sigt skal de lokale selv stå for overvågningen.

AF LASSE SKYTT

DRONERNE KOMMER – med nødhjælp til afsides områder. Sådan har det ofte lydt de seneste par år, hvor de små, fjernstyrede luftfartøjer har transporteret medicin og andre livsvigtige fornødenheder til svært fremkommelige destinationer. Sidste år lancerede UNICEF et testcenter for humanitære droner i Malawi, og for nylig har centret udvidet sit repertoire til også at lade dronerne bekæmpe malaria, der årligt er skyld i cirka 500.000 dødsfald på verdensplan. Her fotograferer droner med 3D-sensorer dele af Malawi fra oven for at kortlægge, hvor malariamyggene befinder sig. I regntiden, mellem november og april, er det ikke svært for malariamyggene at finde områder med vand, hvor de kan yngle. Det er i denne periode, at malariasygdommen spreder sig. Men spørgsmålet er, hvor myggene gemmer sig i tørkeperioden, og her kan dronebillederne hjælpe.

”Hvis vi kan forhindre myggene i at yngle – specielt i de svært fremkommelige områder i tørkeperioden – kan vi gøre en betydelig forskel i bekæmpelsen af lokale malariatilfælde,” siger dronepilot Patrick Kalonde fra UNICEF ifølge netmediet The Conversation.

Selvom kortlægningen på nuværende tidspunkt er både dyr og kompliceret, lægger UNICEF vægt på, at det fremover er de lokale, der skal varetage opgaven. UNICEF har for nylig lanceret et støtteprogram, hvor dronestartups kan ansøge om i alt godt 600.000 kroner til at udvikle ’drones for good’.

 

Afrikanske kvinder lærer at kode

SOM EN DEL AF det danske TechVelopment-arbejde har ministeren for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs, afsat ti millioner kroner over de næste fire år til projektet African Girls Can Code, der skal styrke afrikanske kvinders digitale færdigheder.

I dag har hver fjerde afrikaner adgang til internettet, men det gælder for 25 procent færre kvinder end mænd, og derfor er der ifølge ministeren behov for at gøre en særlig indsats for, at kvinder i udviklingslande ikke bliver hægtet af som digitale analfabeter, men i stedet kommer til at nyde godt af teknologiens muligheder.

Projektet, som køres af UN Women, har tre delmål: På såkaldte coding camps skal kvinder i alderen 17-20 år lære at kode. Derudover skal it og kodning på tværs af køn gøres til en fast del af det nationale pensum i afrikanske lande. Og endelig skal projektet promoveres, så det kan inspirere unge kvinder til at vælge en karriere inden for teknologi.

Det samlede budget for det danske Tech-Velopment-arbejde lyder på 37 millioner kroner i 2018.

/LS

 

Vejen til frihed – ”Baba, tager vi den nemme eller den sikre vej?

ESSAY
SYRIEN

Den anerkendte journalist Rania Abouzeid har skrevet bogen om Syrien, lyder det fra begejstrede anmeldere fra New York Times til BBC. 360° bringer her et uddrag af No Turning Back om en families sidste nat i Syrien.

AF RANIA ABOUZEID
FOTO: RITZAU SCANPIX/ANDREW MCCONNELL, EPA/ABDALLA SAAD, AFP PHOTO/OMAR HAJ KADOUR

MANAR, 13, er fra Idlib i syrien. Hun flygtede med sin familie for tre år siden. seks dage om ugen henter en lastvogn hende og kører hende til en vinmark, hvor hun arbejder. Hun har ikke været i skole i to måneder, da det er højsæson for arbejde og hendes familie har brug for pengene til at overleve. ”Da vi flygtede fra Syrien, og jeg kom hertil, stoppede jeg med at være barn. Jeg blev ti år ældre på én dag,” siger Manar.

RUHA var ti år gammel, og Alaa var ni; på deres mor, Manal, virkede de lidt for lidt bange for den krig, der foregik omkring dem. Det var i midten af 2012, og pigerne havde lært krigens sprog, nye ord som katiba (bataljon), qannas (snigskytte), hawen (mortergranat), shazaya (granatsplinter). De kendte lydene, som hørte til nogle af disse ord, og vidste, hvordan man skelnede lydene fra hinanden. De fandt på nye lege ud fra de nye ord. De foldede papirfly – og legede, at de skød de virkelige af dem, som fløj rundt over deres hoved, ned.

Søstrene kom fra en øvre middelklassefamilie i Saraqeb, en by med 40.000 indbyggere i den landbrugsregion, der udgør hjertet af Syriens Idlib-provins, en del af oprørernes ekspanderende territorium.

Mens Ruha og Alaa havde vænnet sig til deres nye normaltilstand, gjaldt det samme ikke for deres yngre søster, treårige Tala. Hun led af en besynderlig hormon-ubalance, som en af de få læger, der var tilbage i Saraqeb, sagde var kommet af frygt. Den lille havde brug for at blive tilset af en specialist, men der var ingen – de var enten flygtet eller blevet slået ihjel.

Der fandtes endokrinologer i de regeringskontrollerede områder, men det var et andet land, en intern grænse langt mere farlig at krydse end den officielle grænse mellem to stater.

Tyrkiet var en mere tilgængelig mulighed, men hvordan skulle de komme derhen? Der var fire måder, hvorpå en syrer kunne komme ind i Tyrkiet: med sit pas; blødende i en ambulance; ved at gå til grænsevagterne og blive sendt til en flygtningelejr; eller at blive smuglet ind illegalt.

Ruhas familie havde ingen pas. Hendes far, Maysaara, sagde, at han ikke kunne bære tanken om at sende sin kone og sine børn i flygtningelejr. Der var reelt kun én mulighed. Maysaara bad sine ældre døtre om at pakke til to uger.

Den lille pige skreg. Hendes far, Maysaara, løb hen til hende. ”Jeg er her, jeg er her, vi er næsten fremme,” hviskede han. Hun slog sin lille hånd for munden for at forhindre sig selv i at skrige igen, men kunne ikke holde op med at ryste.

Aftenens bombardementer

”Vi skal til Tyrkiet! Vi skal til Tyrkiet!” råbte Ruha, mens søstrene omfavnede hinanden og hoppede op og ned i deres lyserøde soveværelse. De havde aldrig været uden for Syriens grænser. Ruha pakkede flere hårspænder og armbånd end tøj. Alaa pakkede to af sine yndlingssæt og et udvalg af T-shirts og shorts. Hun pakkede dem sirligt i sin lyserøde skoletaske og stod så foran et skab fuld af bamser. ”Hvilken en skal jeg tage med?” spurgte hun Ruha.

”Hvorfor? Vi er snart tilbage.” Alaa nikkede og lukkede skabet.

Deres yngre bror, seksårige Mohammad, var lige så begejstret, som de var. Hans søstre grinede, da han kom ind i deres værelse med sin blå skoletaske og viste dem, hvad han havde pakket.

”Han har lagt sit vasketøj derned!” sagde Ruha.

”Det er min taske, jeg kan tage det med, jeg vil!” svarede han.

”Okay. Giv dig selv ballade,” sagde Alaa, men ingen af søstrene sladrede. Huset var fuld af tanter og kusiner, som ville sende familien godt afsted.

”Hvornår kommer jeg til at se dem igen?” spurgte Ruha mig. ”Tror du, vi kommer til at tage afsted før aftenens bombardementer?”

Maysaara satte bilen i gang lidt efter kl. otte om aftenen. Ruha græd og vinkede til sine tanter og kusiner, der stod uden for døren, indtil hun ikke længere kunne se dem. En jeep ladet med et 14.5 mm antiluftskytsgevær kørte foran Maysaara for at yde dem beskyttelse, og fordi en af bilens to passagerer, Maysaaras nevø, skulle køre familiens sedan tilbage. Små drenge råbte, ”Gud bevare Den Frie Syriske Hær!” når jeepen kørte forbi dem.

”Er vi Den Frie Hær?” fnisede Alaa. Lille Mohammad faldt i søvn på bagsædet. Tala klappede i takt med revolutionære sange, der spillede via en usb-anordning.

Paradis, paradis, paradis.

Hvor hjemland er paradis! Elskede hjemland, din jord er sød, selv din ild er paradis.

EN LASTVOGN, fyldt med kartoffelsække, er blevet efterladt efter dens vinduer sprang i luften som følge af regeringens luftangreb, der ramte et grøntsagsmarked i Saraqeb i Syriens nordvestlige provins i Idlib.

Affald som livstegn

De kørte forbi byer, der så forladte ud, men hvor affald viste livstegn. Et sted var børn, som var for små til at kunne huske parker og gynger og rutsjebaner, i gang med at klatre i ruiner, hvor ingenting voksede, med deres små hænder og sko dækket af et fint lag gråt støv.

Gader fulde af lejligheder med åbne skudsår, hvor der knap var en dør eller et vindue, som ikke var blevet sønderskudt. Væggen til et soveværelse revet op, så dets private indre var blotlagt. Et spejl på en lysebrun kommode støvet, men intakt. I en anden by var en mark af boder – grøntsager i lilla og orange og røde og grønne farver. Sko i forskellige størrelser stod i sirlige rækker langs fortovet. ”Se, et normalt liv,” sagde Alaa. ”Er det her også oprørsterritorium?”

De siksakkede via striber af asfalt og grusveje for at blive inden for oprørernes grænser. De kom ind i en olivenlund. Maysaara klodsede bremsen og slukkede forlygterne. Han havde set spor af tanks i den bløde jord. Spørgsmålet var: Kom de fra regimets styrker eller oprørerne? Jeepen var kørt en anden vej. De var alene. Ruha bad i stilhed. ”Jeg er bange,” hviskede hun. Regime- eller oprørsspor? Maysaara stillede spørgsmålet over walkie talkie til en enhed fra Den Frie Syriske Hær, der befandt sig i nærheden. Svaret var uklart. Der var to veje ud, lød det fra en hakkende stemme – en kort en, som var fuld af syriske snigskytter, eller en meget længere, som kun havde et par enkelte checkpoints. Begge var farlige. Maysaara forsøgte at tage en beslutning.

”Baba,” hviskede Ruha, ”tager vi den nemme eller den sikre vej? Tag den sikre. Lad os ikke blive taget til fange og tævet.”

Uden et ord vendte Maysaara og Manal sig om og så på deres tiårige datter og dernæst på hinanden. “Tikrami ya sitt [som De ønsker, madame],” sagde Maysaara. Han tog den længere vej. Jeepen ventede på dem nær den tyrkiske grænse. Mohammad vågnede, idet familien stablede sig ind på jeepens bagsæde.

”Er det her Tyrkiet?” spurgte Mohammad.

”Nej, vi er taget tilbage til Saraqeb,” drillede Alaa.

FOLK går midt i ruinerne af en russisk Sukhoi Su-25 figther jet, der ligger spredt på jorden i Ma'saran, der ligger nær byen Saraqeb i det østlige Idlib. Ifølge det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder er det oprørskæmpere, der har skudt det ned og fanget piloten, der senere blev dræbt, da han kæmpede imod.

Smugleren

De kørte frem til en række træer, og derfra måtte de fortsætte til fods med deres virvar af skoletasker og rygsække. Ståltrådspiggene glimtede i månens lys. Der var silhuetter foran dem med plastikposer, hvis knitrende lyde afslørede dem og fik vagterne til at råbe på tyrkisk. Silhuetterne stoppede op. Ruha og hendes familie så på og afventede. Et spøgelse gik frem mod pigtråden. Der blev affyret skud op i luften, og en militærcamouflage kom til syne. ”Den er afspærret,” hviskede Maysaara. Familien trak sig tilbage.

Jeepen var væk. Maysaara ringede til en smugler, og vi ventede i mørket, indtil han kom. Syv af os blev mast ind i smuglerens bil. ”Det er en dårlig aften,” sagde smugleren. ”Tyrkerne har humørsvingninger, og i nat er de ikke blinde.”

”Bliver byen her beskudt også?” spurgte Ruha, mens den flimrede forbi. Et nyt punkt ved grænsen. Skud affyret. Ingen vej over. Det var allerede midnat. Tilbage i smuglerens bil til et andet grænsepunkt, der så lovende ud. Familien trådte ud på ujævne plovfurer, forhøjningerne og fordybningerne var vanskelige at forcere i det kulsorte mørke.

Maysaara gik forrest, bærende på Tala og adskillige tasker. Smugleren tog Mohammad over skulderen. Alaa skreg, da vi faldt ned i en mudret vandingsgrøft. “Schh!” sagde Ruha til sin søster, idet hun selv landede i grøften. ”Ikke så meget som et åndedræt!” Våde op til vores talje og med bukserne smurt ind i brun smadder.

Manals sorte frakke blev fanget i de sammenrullede metaltænder, som markerede grænsen. Hun befriede sig selv ved at tage frakken af. Der var stadig adskillige kilometer til den tyrkiske vej og den ventende bil. Gadebelysningen lokkede ude i horisonten.

NO TURNING BACK

Siden No Turning Back udkom i marts i år, har den modtaget bred ros og anerkendelse. Financial Times har kaldt den ’en ekstraordinær bog’ og den bedste måde at få indblik i den syriske konflikt på, mens New York Times kalder den ’uforglemmelig’. Det er især historiens fortælleform, der høster roser. Bogen er bygget op over dramatiske historier fra fire unge mennesker, hvilket gør det til en menneskelig fortælling, fremfor blot en krigsreportage.

Første nat som flygtninge

”Grænsevagter!” sagde smugleren. ”Ind i majsmarken!” Vente, hvile, videre, i skjul af de høje planter. Raslen. Der var andre i majsmarken. En syrisk mand ramlede ind i Alaa. Den lille pige skreg. Hendes far, Maysaara, løb hen til hende. ”Jeg er her, jeg er her, vi er næsten fremme,” hviskede han. Hun slog sin lille hånd for munden for at forhindre sig selv i at skrige igen, men kunne ikke holde op med at ryste. Ingen bevægede sig. Havde grænsevagterne hørt Alaa? ”Nu er det sket, vi er fanget,” hviskede Ruha. Hun ville hjem. Hun havde allerede fået nok af Tyrkiet. Det land var alt for svært at komme ind i. Venten i majsmarken. Smugleren lavede et par opkald. En gruppe mennesker var blevet pågrebet i at smugle en stor ladning hash ind i Tyrkiet. "Det er derfor, vagterne er på mærkerne," sagde han.

Maysaara bar nu på både Alaa og Tala. Flere syriske mænd, fremmede, hjalp med familiens tasker. Majsmarken hørte op, og en rydning åbnede sig. ”Løb!” sagde smugleren, mens han selv blev tilbage. Små ben bevægede sig så hurtigt, de kunne. Manal var bagstopper for at sikre sig, at alle børnene var med. En gammel sedan med smuglerens tyrkiske makker som chauffør kom til syne. Familien stablede sig ind på bagsædet, og den skrumplede afsted mod den tyrkiske grænseby Reyhanli. Længere ville smugleren ikke tage dem. Derfra var det med taxa til Antakya, til en lejlighed, hvor flere sårede oprørere fra Maysaaras enhed af Den Frie Syriske Hær opholdt sig.

De to mindste børn faldt omgående i søvn. Tyrkiet var denne første nat et overfyldt rum med to madrasser og en sofa. Ruha og Alaa skiftede fra deres mudderindsmurte tøj og gik omkuld på en af madrasserne. De faldt i søvn som flygtninge.

Oversat fra engelsk af Nina Trige Andersen.

 

Læst & set – Aktuelle udgivelser om globale forhold

Superstjerne, aktivist og migrant

M.I.A. er popsanger i superstjerneklassen. Og datter af en af grundlæggerne af De Tamilske Tigre.

KVINDEN med de tre navne – Matanga, Maya og M.I.A. – er stor nok til, at hun en aften kan sige til sine venner, ”Madonna ringede.” Stor nok til at udkonkurrere nu afdøde Amy Winehouse i spørgsmålet om, hvem der er årets sanger. Og stor nok til at blive nomineret til både en Oscar og en Grammy. Men der er mere: Matanga er også datter af en af grundlæggerne af den tamilske modstandsbevægelse/ terrorgruppe i Sri Lanka, De Tamilske Tigre.

Den opmærksomme læser har nu regnet ud, at der her ikke blot er tale om tre navne, men også tre identiteter som måske/måske ikke kan forenes i ét liv. Det handler denne voldsomme, rørende, hæsblæsende og larmende dokumentarfilm om.

Det store spørgsmål i filmen er, om M.I.A. er terrorsympatisør eller ligefrem også selv er terrorist, når hun til dels i sine sange og 100 procent eksplicit i interviews gør opmærksom på srilankanske statsovergreb og vold mod tamiler og på ingen måde tager afstand fra De Tamilske Tigres også voldelige metoder.

Her kommer et eksempel, som også viser filmens heftighed: Matanga (og vi biografgængere) ser optagelser af nakkeskudshenrettelser af tamiler begået af srilankanske mænd i uniform. Hovedpersonen er forfærdet og oprørt og udtænker sit svar på, at "verden" ikke tager afstand eller ansvar. Der klippes til et amerikansk ørkenlandskab, hvor en filmproduktion med eksplosioner, store biler, mange medvirkende og massivt filmhold er i gang. Maya (vi er nu hos den voksne kvinde af international herkomst) stiger ud af en stor bil med sit lille barn på hoften og bliver snart til M.I.A. på filmoptagelse, hvor rødhårede drenge, fordi de er rødhårede, bliver henrettet med pistolskud mod tindingen, med blodsprøjt ud af hovedets modsatte tinding.

Budskabet er ikke til at tage fejl af: Henrettelse ved nakkeskud og uden rettergang i det virkelige liv glider lettere ned end en popstjerne, som sætter tingene på højkant i en musikvideo.

Der sættes yderligere en tyk streg under absurditeterne, da et brøl af forargelse rejser sig i amerikanske medier, fordi M.I.A. vifter med en langemand til et af de gigantiske Super Bowl-shows, hvor hun optræder samme med Madonna. M.I.A. bliver sagsøgt for 15 millioner dollar af Super Bowl.

Det er i filmen uklart, om Matanga/Maya/M.I.A. ikke rigtig forstår, hvad der ramte hende, eller om hun afviser at acceptere det. På den måde spiller også dette sceneri ind i den gennemgående fortælling, og hovedpersonens både konkrete og eksistentielle afsøgning af, hvornår man er fræk, vild og "farlig" som popstjerne, fordi man er det som person, og hvornår man er en faktisk forbryder.

Tidligt i filmen siger Maya (her den unge kvinde, som går på kunstskole i London og er blevet klar over, at hun er en minoritet både som tamil og flygtning og tilflytter), at ”dette er historien om en far, som blev terrorist og ødelagde det hele.”

Både Matanga, Maya og M.I.A. fremstår som en pige og senere kvinde, der ikke finder ud af at samle sit livs puslespilsbrikker til ét billede, sådan som hun gentagne gange taler om at gøre. Det vises mest rørende, da hun som ung kvinde er på et af flere lange besøg i hjemlandet Sri Lanka for at forstå, hvad hendes familie og historie består af, og får to modsætningsfulde erkendelser: at hun med sit blod er forbundet til en blodig konflikt. Og at hun med sin engelske hjemadresse alligevel er distanceret.

Matanga/Maya/M.I.A. er på samme tid charmerende og foruroligende. Den skruer op for lyd og billede, viser hovedpersonens forundring over at bliver ”populææær”, som hun selv vrænger, og portrætterer en globaliseret og forbundet verden, som den foregår både i medierne og inde i en kvinde med tre navne.

Film: Matanga/Maya/M.I.A. (2018)
Instruktør & producer: Steve Loveridge
Premiere: 1. oktober i biografer over hele landet
Anmelder: Mai Rasmussen


 

Rejs!

Skal en bog som dette lykkes, skal læseren høre klapperslangens raslende hale lige så klart, som man ser naboens skorsten, og bogen skal søge svar på større spørgsmål, pointerer anmelderen. ”Men Ubbesen leverer suverænt begge dele.”

FORMLEN er kendt: Ældre skribent genrejser ungdomsrute og skriver begejstret bog om nutid, datid og forskel. Ofte er bogen ikke særlig interessant.

Skal det lykkes, kræves for det første, at vedkommende kan skrive, så man ser pagodens gyldne tag glimte i solen og hører klapperslangens raslende hale lige så klart, som man ser naboens skorsten og hører hans jamrende kat. For det andet skal rejsebogen søge svar på større spørgsmål, end hvad der er sket siden sidst.

Thomas Ubbesen leverer suverænt begge dele. Radiolyttere kender ham som journalisten, der gennem de seneste år sendte beretninger fra migrantstrømmen til Europa. Ubbesen var der. Fra flugt- og migrantruten hørtes hans helt usædvanligt engagerede stemme, når han på vores vegne mødte både arme mennesker, der rejste med liv og håb som indsats, og europæere, der følte deres øer og byer overskyllet af menneskebølger.

Migranterne rejste den modsatte vej af 1970’ernes unge europæere, der tiltrukket af eventyr, livseksperiment og bevidsthedsudvidende stoffer søgte gennem Tyrkiet, Iran og Pakistan mod Afghanistan, Nepal og Indien.

En sådan europæer var den unge Ubbesen. Bimlende skæv og klart registrerende i den dagbog, der er hans nye rejses ledetråd, nåede han hele den eventyrlige vej til de gyldne buddhaer i Bamyian på blaf og i busser og med tog. Som de andre på "ruten" havde han (næsten) ingen penge, men livet i Østen var billigt.

Mødet med migranterne lokkede ham på genrejse 40 år efter sin ungdoms rus. En kold morgen i 2017 står han igen på Gammel Køge Landevej med tomlen i vejret over skiltet Indien.

Du skal selv rejse ud og forstå det. Skynd dig, kom, om føje år kan du ikke! Af sted! Du behøver ikke megen forberedelse, læs Ubbesens bog, pak rygsækken. Rejs!

At følge sin ungdoms spor tvinger ham til igen at rejse billigt, og det er bogens store gave til os andre, for når turister i flok flyver hen over rejsemålenes befolkning, bevæger Ubbesen sig imødekommende med dem. Og som han dog kan skrive deres liv og verden frem! Se den tyrkiske højslette: ”Et stykke muslimsk chokolade-Schweiz med sæterhytter, sortbrogede klokkekøer og minareter i landsbyer klæbet til bjergsiderne”; mærk dunsten af ”fedtsvedende rigmænd”; nyd den kildrende ”sølvfine snorken” af en slumrende rejsepigekammerat; mærk klaustrofobien i Ubbesens desperate gennemtrængen af Old Delhis menneskemyldrende labyrint på vej til Tibetan Colony.

Her vil han have svar på det spørgsmål, der vokser gennem bogen til at blive dens ledetråd: Hvorfor skal mennesker lide så frygteligt? Turen går gennem ”blodagre” fra tidernes strømme af krige og fattigdoms krænkelser, og siden hans første rejse er de mennesketætte landes befolkninger mere end fordoblet; de har fået smartphones og tv og fly, men lidelsen er konstant, endda vokset. Hvorfor? Er der håb?

Han søger svar hos den vise lama i Tibetan Colony. Det skal ikke afsløres her, for du skal selv rejse ud og forstå det. Skynd dig, kom, om føje år kan du ikke! Af sted! Du behøver ikke megen forberedelse, læs Ubbesens bog, pak rygsækken. Rejs!

Bog: Gensyn med Hippie-ruten. I egne fodspor efter 40 år
Forfatter: Thomas Ubbesen
Forlag: Gyldendal
Anmelder: Peter Tygesen


 

Dansk topdiplomat skal rydde op i FN

PORTRÆT

FN's generalsekretær har udpeget den danske diplomat Jens Christian Wandel til at sætte skub i en omfattende reform af FN-systemet. Den opgave er den danske diplomat særdeles kvalificeret til – men det er også absolut nødvendigt, for det er op ad bakke at renovere den snart 73-årige gamle organisation. 360° har mødt super-diplomaten.

AF OLE DAMKJÆR

FOTO: UNDP.

Sisyfos-opgave. Det er en meget dækkende beskrivelse af det job, som den danske topdiplomat Jens Christian Wandel nu skal prøve kræfter med: Giv FN et gennemgribende serviceeftersyn, og gør den udskældte verdensorganisation mere effektiv og langt bedre til at løse de problemer, verden står over for.

Det er FN's generalsekretær, António Guterres, der har valgt den 56-årige dansker til opgaven, og fra og med den 31. juli har der stået Special Adviser to the Secretary-General on Reforms på Jens Christian Wandels visitkort.

Det lå ellers ikke i kortene, at den danske diplomat skulle fortsætte sit virke i FN, da han i 2017 tog afsked med jobbet som assisterende generalsekretær og administrationschef i FN’s Udviklingsprogram UNDP efter fem år på posten. Tanken var at arbejde med bæredygtighed i den private sektor, men så kom buddet fra generalsekretæren, og det kunne han ikke afslå.

”Jeg har en ret dyb erfaring omkring FN, og jeg har været meget involveret i store forandringsprocesser tidligere,” som Wandel selv udtrykte det over for Ritzau.

”Superkvalificeret”

Det kan folk, der kender ham, uden betænkningstid skrive under på.

”Vi havde et nært forhold, mens jeg var i FN. Wandel har rigtig gode erfaringer fra UNDP,” siger Socialdemokratiets tidligere formand og udenrigsminister Mogens Lykketoft, der i 2015-2016 var formand for FN's Generalforsamling.

I FN-forbundet kalder formanden, Jørgen Estrup, Jens Christian Wandel ”superkvalificeret”.

”Han kender kampene og rollefordelingerne i FN-systemet. Han har en lang erfaring i FN og er båret af FN-ånden. Han er ikke naiv, men realistisk i forhold til problemerne,” lyder Jørgen Estrups vurdering.

Faktisk havde den nyudpegede rådgiver allerede støbt nogle af kuglerne til det reformslag, han nu skal være med til at lede. Sammen med en anden dansk topdiplomat, FN's tidligere udsending i det krigshærgede Sydsudan, Ellen Margrethe Løj, har Wandel lavet et oplæg om management i FN som led i reformprocessen.

Den er igangsat af António Guterres, der overtog posten som FN's generalsekretær i januar 2017, men som allerede under sit kandidatur til stillingen fremlagde et reformprogram, der af FN-insidere beskrives som visionært og ambitiøst.

BLÅ BOG JENS CHRISTIAN WANDEL

  • 56 år, gift og har tre børn.
     
  • 1988: Uddannet cand.scient.pol. (Aarhus Universitet).
     
  • 1988-2017: Forskellige stillinger i FN – især i FN's Udviklingsprogram UNDP med udstationering i Samoa, Vietnam, Kirgisistan og Turkmenistan.
     
  • 2001-2008: Ledende kraft bag en række strategiske projekter inden for ledelse og organisationsudvikling i FN-hovedkvarteret i New York.
     
  • 2008-2012: Chef for UNDP's regionalkontor for Østeuropa.
     
  • 2012-2017: Assisterende administrator og chef for UNDP's Bureau of Management, der spiller en central rolle i den reformproces, som UNDP's daværende chef, Helen Clark, satte i gang internt i UNDP.
     
  • 2018- : Særlig rådgiver for FN's generalsekretær vedrørende en reform af verdensorganisationen.

Effektiv multilateralisme

Reformprogrammet er baseret på, at FN hviler på tre grundpiller – fred og sikkerhed, bæredygtig udvikling og menneskerettigheder. Og disse tre søj ler skal sammen sikre, at FN kan løfte sit ansvar for at sikre en ”effektiv multilateralisme”. Det er – og nok ikke tilfældigt – præcis den tankegang, der er basis for FN's 17 verdensmål og dagsordenen for en bæredygtig udvikling frem mod 2030.

Men én ting er reformer og visioner på et stykke papir. Noget andet er at få dem realiseret i den virkelige verdens(u)orden.

”En reform af FN er ikke en politisk neutral, teknokratisk øvelse. Kamp om magt og privilegier lurer i hvert eneste forslag. Mange eksperter vil gerne se en stærkere og mere effektiv multilateral organisation, men de mægtigste regeringer modsætter sig sædvanligvis en robust institution, og de bruger ofte deres magt til at blokere for forandringer,” påpeger den uafhængige tænketank Global Policy Forum, der overvåger FN.

Nødvendigheden af at modernisere og effektivisere FN er da heller ikke en ny ide. FN-reformer har været diskuteret i årevis, og adskillige generalsekretærer har fremlagt diverse planer. Det samme har tænketanke, kommissioner og gno’er. Og fra USA's præsident, Donald Trump, lyder det advarende krav: ”Reform or die.” I utilfredshed med ”bureaukrati og dårlig ledelse” i FN har præsident Trump allerede bedt Kongressen om at godkende en reduktion af USA's bidrag til verdensorganisationen.

One UN

Jens Christian Wandel skal blandt andet også banen vejen for et bedre samarbejde mellem FN's mange forskellige underorganisationer, i alt mindst 20. Og det er ingen hemmelighed, at de indimellem har svært ved at indordne sig og arbejde effektivt sammen på tværs af mål og interesser. Det var ikke mindst derfor, at FN's knap 200 medlemslande i 2005 besluttede, at FN-systemet skal virke og levere som en samlet organisation. Der blev talt alvorstungt om behovet for et ”One UN”, og et såkaldt høj-niveaupanel udarbejdede en rapport med overskriften Delivering as one til den daværende generalsekretær, Kofi Annan.

Nu skriver vi så 2018, og i mellemtiden er hverken behovet for en reform af FN eller problemerne med at komme igennem med den blevet mindre. For som Jens Christian Wandel understreger, så møder forandringer i et så stort system som FN altid modstand både indefra og udefra.

”FN er et meget stort system, så det at kunne håndtere noget, der går på tværs af systemet – det er svært. Og så bliver nogle ting politiseret måske af medarbejdergrupper, måske af institutioner, der har interesser, eller måske af nogle medlemslande, der ikke er enige i et specielt aspekt af reformen. Det er ikke ulig reformer andre steder i den offentlige sektor, det er bare i meget større skala,” siger Jens Christian Wandel til Magasinet 360°.

Er du optimist med hensyn til reformprocessen?

”Jeg har været 14 dage i jobbet. Men ja, det er jeg. Det er seriøst ledet af generalsekretæren, og vi har støtten fra hele FN's Generalforsamling, der er det tætteste, vi kommer på et verdensparlament,” fastslår den danske FN-diplomat.

TRE REFORMSPOR

Den reform af FN, som Jens Christian Wandel skal hjælpe generalsekretær António Guterres med at få gennemført, har tre overordnede formål:

En tilpasning af organisationen, så den bliver i stand til at indfri de verdensmål for bæredygtig udvikling, som FN’s medlemsstater har vedtaget.

En modernisering og effektivisering af ledelseskulturen i FN. Den skal moderniseres og effektiviseres, og arbejdet i FN's sekretariatsfunktion skal udføres bedre og billigere.

En forenkling og effektivisering af FN's indsats for fred og sikkerhed. Blandt andet skal FN være bedre til at håndtere regionale konflikter.

 

Apropos – Luksusfælden

Måske gør du som mig. I hverdagens skruetvinge af uendelige muligheder og krav laver jeg gerne aftensmad, giver distræte råd til min tweendatter og lytter med et halvt øre til nyhederne i radioen. Samtidig selvfølgelig! Efter middagen Twitter, Netflix og arbejdsmails. Drop nu den lunkne multitasking, som autoritære regimer og magtforførere benytter sig af, skriver Helle Malmvig.

AF HELLE MALMVIG
ILLUSTRATION: LOUISE THRANE JENSEN

MANSOUR er syrisk aktivist og en stor, muskuløs mand. Kæderygende og med tårer, der løber stille ned ad kinderne, fortæller han om de utålelige forhold i Idlib-provinsen. Det er den sidste oprørsbastion i Syrien, og lige nu venter både oprørere og de mange internt fordrevne på regimets uundgåelige offensiv. De har opgivet håbet om hjælp fra Vesten, hen over sommeren trak USA den sidste støtte til det nordvestlige Syrien. Jeg taler med Mansour over Skype i tre intense timer om den fejlslagne revolution og om, hvor svært det har været at få demokrati og lokalrådene i Idlib til at virke i praksis. Men der er særlig én sætning, som brænder sig fast hos mig: "I Idlib," siger Mansour, "er det en luksus at få lov til at reflektere og planlægge. Al vores tid går med at klare dagen og vejen, at komme i sikkerhed, at få mad, at overleve," fortæller han.

Det rammer mig midt i maven. Lige netop dén luksus har jeg jo til overflod. Det privilegium har vi, du og jeg, i Danmark. I Europa. Vi har rum til at tænke store tanker, at udvikle langsigtede strategier til at værne om den vaklende liberale verdensorden, at få læst Krig og Fred (færdig) eller bare bruge en halv time i stilhed med blikket indstillet på intetheden og se, hvad der melder sig. Og hvordan forvalter vi så den luksus? Hvordan bruger du den?

Måske gør du som mig. I hverdagens skruetvinge af uendelige muligheder og krav laver jeg gerne aftensmad, giver distræte råd til min tweendatter og lytter med et halvt øre til nyhederne i radioen. Samtidig selvfølgelig! Efter aftensmad, lektielæsning og sengelægning kaster jeg mig udmattet på sofaen, ser endnu en ligegyldig Netflix-serie med det ene øje, mens jeg tjekker arbejdsmails og Twitter med det andet. Måske når jeg liiiige at shoppe på nettet, inden jeg falder i søvn.

Mansour drømmer om et samfund, hvor der er plads til at filosofere og tænke over samfundet; til at være et reflekterende subjekt. Det samfund har vi i princippet, men det er umærkeligt ved at glide os af hænde. I stedet for refleksion fylder vi vores liv med støj og ting. Det, amerikanerne kalder clutter. Det er ikke kun i den private sfære, også i det offentlige rum lider vores samfund af clutter. På gader, i toge og på cafeer kører nyheder eller reklamer hen over evigt tændte storskærme. Vi podcaster, taler i mobiltelefon og har musik i ørerne, når vi går, cykler, løber eller kører bil, og imens kan vi sagtens kaste siddeblikke på butikvinduerne, der lokker med instant-lykke-fix, hvis blot vi køber noget mere. Det er et overflødighedshorn af støj, fyld og forbrug. I et sådant rum bliver politisk refleksion nemt reduceret til Trumps maniske daglige tweets og vores Facebookvenners hidsige opslag om Kystbanen, der endnu en gang er forsinket.

At skabe clutter i det offentlige rum er ligefrem en kendt og effektiv politisk taktik, som autoritære systemer rundtomkring i verden benytter sig flittigt af. I Assads Syrien, Xi Jipings Kina eller præstestyrets Iran pryder kæmpe plakater med landenes almægtige ledere eller det kommunistiske samfunds lyksaligheder husgavle og hovedstrøg, statsmedier og censurerede aviser udspyer evig propaganda, og på sociale medier florerer falske profiler og fake news. Det handler selvfølgelig om overvågning og kontrol, men også om informations- og sanse-overload. Der er ikke plads til at tænke store, anderledes ideer og yde politisk modstand, når din hjerne bliver bombarderet med sanseindtryk og data. Når Rusland sender ”troldehære” mod vestlige demokratier, er det til dels ud fra samme logik. Formålet er at skabe informationsforvirring og opgivelse. Muligheden for kritisk nytænkning eller bare tænkning svinder ind.

I sommerferien gik jeg offline, tog ikke telefonen, gik ture, hoppede i vandet med mine børn, kiggede på himlen og græsset i haven, der blev stadig mere brunt og tørt. Det gav plads og rum i hjernen. Jeg håber, jeg kan tage lidt af det med ind i vinteren. Jeg taler ikke om at blive frelst veganer og flytte i økolandsby, jeg elsker stadig mine højhælede Louboutin og vores nye lyserøde veloursofa. Men vi har en forbandet moralsk pligt. Sådan helt i den danske filosof K.E. Løgstrups forstand en etisk fordring, en pligt til at bruge tiden rigtigt og droppe den umiddelbare behovstilfredsstillelse og den lunkne multitasking.

Vi skal, med andre ord, værne om det helt særlige privilegium og rum, vi stadig har i vores europæiske liberale velfærdssamfund, i stedet for at ødsle det bort. Jeg tror, det er første skridt – et første bolværk mod trumpisme, russisk disinformation og ligegyldigt overforbrug, at vi tager på os at bruge vores tid ordentligt.

 

Nyt fra Asiatisk Plads

Aktuelt

  • Syv millioner kroner til LGBTI-personer: Fire projekter målrettet bekæmpelse af fordomme, rådgivning og støtte til LGBTI-personer skal dele syv millioner kroner. Initiativet er en del af regeringens handlingsplan, der blev lanceret i juni, og som indeholder 42 initiativer, der skal fremme tryghed, trivsel og lige muligheder for LGBTI-personer.
     
  • millionbeløb til den globale miljøfond: Udviklingsminister Ulla Tørnæs har sendt en ny bevilling på 450 millioner kroner til den Globale Miljøfond, der bl.a. er med til at finansiere bæredygtig udvikling i nogle af verdens fattigste og skrøbeligste lande. Det danske bidrag skal gå til indsatser mod klimaforandringerne og bekæmpelse af plastikforurening i havene.
     
  • 75 millioner kroner til EU’s trust-fond for Afrika: Regeringen fordobler sit bidrag til EU’s trustfond for Afrika. Det ender dermed på 75 millioner kroner. Trustfonden er et initiativ, der bidrager til en øget kontrol med antallet af irregulære migranter og flygtninge, der ankommer til Europa. Støtte fra trustfonden har styrket de afrikanske landes kapacitet til at kontrollere deres grænser, håndtere irregulær migration, sikre beskyttelsesindsatser og forebygge sekundære bevægelser. 50 millioner kroner af det nye danske bidrag vil gå til indsatser i Nordafrika og Sahel-regionen.
     
  • 300 millioner kroner til tre humanitære kriser: Udviklingsminister Ulla Tørnæs har besluttet at afsætte 300 millioner kroner til tre af verdens værste humanitære kriser og deres nærområder. Det drejer sig om de to fastlåste og langstrakte kriser i Syrien og Yemen samt krisen i Rakhine i Myanmar, der brød ud sidste år. Midlerne vil blive fordelt på baggrund af en ansøgningsrunde mellem danske humanitære partnerorganisationer.
     
  • Ny podcast om Bangladesh: Bangladesh er ikke længere at finde i gruppen af verdens fattigste lande. Siden oprettelsen i 1971 har landet været med i FN’s gruppe af mindst udviklede lande. Men i marts 2018 valgte FN ud fra en række udviklingsmål, at Bangladesh kunne rykke op i en ny kategori. Danmarks ambassadør i Bangladesh, Mikael Hemniti Winther, fortæller i podcasten om, hvilke mål Bangladesh skal opfylde for endegyldigt at forlade gruppen, samt hvilke økonomiske fordele de mister ved det. Han ser også på en status for Rohyngia-krisen.
     
  • 300 millioner kroner til vind i Bolivia: Danmark har via Danida Business Finance investeret 300 millioner kroner i et stort vindmølleprojekt i Santa Cruz i Bolivia. Vindmølleparken vil stå klar i 2020 og sikre grøn energi til cirka en million mennesker. Dermed giver Danmark et vigtigt bidrag til Bolivias målsætning om grøn omstilling og øget adgang til stabil strømforsyning for 95 procent af befolkningen i 2020. Vestas har vundet opgaven med at levere vindmøllerne til projektet i Bolivia.
     
  • Danmark støtter op om global religions- og trosfrihed: Udviklingsminister Ulla Tørnæs var til stede, da den første ministerkonference om fremme af global religions- og trosfrihed blev afholdt i Washington i juli. Cirka 80 lande deltog. Konferencen satte fokus på den stigende diskriminering, marginalisering og direkte forfølgelse, som rammer millioner af mennesker alene på grund af deres religion eller livssyn.

Få de seneste nyheder fra Udenrigsministeriet på www.um.dk.

Evalueringer

  • Evaluering af det danskledede europæiske udviklings- og beskyttelsesprogram i Mellemøsten (RDPP): RDPP er samarbejdet mellem Danmark og en række andre donorer om at bistå syriske flygtninge i Jordan, Libanon og Nordirak. Evalueringen, der kom i juni, konstaterer, at programmets resultater i høj grad er relevante i den langtrukne krise, der nu på syvende år raser i Syrien og nabolandene. Programmets mål har været at forbinde den kortsigtede hjælp, der lige nu fylder mest, med et mere langsigtet udviklingsperspektiv, hvor fokus er på bedre beskyttelse, selvforsørgelse og styrkede levevilkår hos flygtningene og de lokalsamfund, de kommer til.
     
  • Evaluering af Danmarks støtte til fremme og beskyttelse af menneskerettigheder: I mange årtier har fremme af menneskerettigheder været en hjørnesten i Danmarks internationale engagement. En ny evaluering, som konsulentfirmaet Nordic Consulting Group A/S har foretaget på vegne af Udenrigsministeriet, kortlægger, hvilke tiltag, initiativer og konkrete programmer der kendetegner Danmarks indsats. Den fokuserer desuden på, hvad der virker, og hvad der skal revideres. Evalueringen dækker perioden 2006-2016 og fokuserer på to hovedområder: den danske indsats for retssikkerhed og bedre klageadgang samt Danmarks kamp mod tortur. Evalueringen bekræfter blandt andet, at Danmark har en førende rolle i kampen mod tortur. Noget, der i årtier har været en politisk mærkesag i dansk udenrigspolitik.

Læs mere på www.evaluering.um.dk.

 

Fremblik

AF REDAKTIONEN

4. oktober
Historier om verdensmål

I løbet af hele 2018 inviterer Nyt Europa og Globalt Fokus til Historier om verdensmålene. Magasinet 360° er moderator. Der er i alt 17 begivenheder – ét for hvert verdensmål. Til oktober er turen kommet til verdensmål nummer 13, der handler om at bekæmpe klimaforandringer og deres konsekvenser. Find eventserien på Facebook, eller se mere på nyteuropa.dk. Hør også podcasts fra arrangementerne på iTunes.
http://bit.ly/historieromverdensmål

11. oktober
Verdens piger i fokus

For sjette år i træk er klodens piger i fokus på FN’s Internationale Pigedag. Her er formålet at øge bevidstheden om pigers rettigheder og de særlige udfordringer, som piger rundtom i verden står over for. Hvert år er et nyt tema i fokus. I år er det de udfordringer og muligheder, som piger bliver mødt af før, under og efter en krise.

19.-20.oktober
Første topmøde for P4G

P4G er et globalt initiativ, der især bidrager til FN’s verdensmål 17 om partnerskaber. I oktober afholdes det første topmøde for P4G i København. Her mødes stats- og regeringschefer, ledere af internationale organisationer, erhvervslivet og forskningsverdenen for at skalere partnerskaber og skabe politisk opmærksomhed om behovet for partnerskaber for at nå verdensmålene.
https://p4gsummit.org/

22.-24. oktober
Spot på antikorruption

Danmark er i oktober vært for verdens største antikorruptionskonference. Her bliver der sat fokus på, hvordan korruption modarbejder retfærdighed og demokratiske processer, og hvordan korruption derfor skal bekæmpes. På konferencen vil der være særligt fokus på FN’s verdensmål 16 om fred, retfærdighed og stærke institutioner.

24. oktober
FN skal fejres

Den 24. oktober i år er det præcis 73 år siden, at FN blev oprettet. Grundlæggelsen mindes hvert år med FN-dagen og er blevet fejret hvert år siden 1948. FN er verdens største internationale organisation med 51 lande, der har forpligtet sig til at opretholde fred og sikkerhed.

3.-14. december
Klimatopmøde i Polen

Polen er for tredje gang vært for FN's klimatopmøde, når COP24 i december bliver afholdt i den polske by Katowice. En af de vigtigste opgaver på topmødet bliver at videreudvikle detaljerne fra den såkaldte Parisaftale, der blev indgået ved COP21 i 2015, så man kan sikre en fuld implementering af netop den.
http://cop24.gov.pl/

Annonce: Ranum Efterskole College (www.ranumefterskole.dk)


Kolofon

Titel:
360° – Verden i Udvikling

Undertitel:
Nr. 4 · september 2018

Resumé:
360° - Danmarks globale magasin er i september-nummeret ude i kanter af verden, hvor få danske journalister har været før. Tag med fotografen Rasmus Flindt Pedersen, der sidste år vandt årets pressefoto, til Nordyemen. Og læs om, hvordan syriske stammeledere giver tidligere Islamisk Stat-krigere amnesti i en reportage fra det nordlige Syrien. Følg også 360° til Venezuela, hvor den franske fotograf Chris Huby skildrer den menneskelige tragedie i en af verdens mest omfattende økonomiske kriser.

Grønne løsninger dukker op i Egypten, der længe har taget Nilens vand som en selvfølge, men nu får vandmangel som følge af en ny stor dæmning. Vand kan også hentes ud af den blå luft, har den amerikanske startup Zero Mass Water opdaget. Læs om startuppen i Ti ideer, der forbedrer verden. Og følg i septembers tech-portræt den danske startup Unumed, der med en irisscanner og kunstig intelligens vil revolutionere afrikanske hospitaler.

Korruption hæmmer økonomisk vækst og øger fattigdom, og Danmark er aktiv i at bekæmpe den. Verdens største konference for antikorruption løber af stablen i København i efteråret. Men kampen mod korruption er farlig. Hør om modige kvinder og mænd i Ukraine og Uganda, der sætter livet på spil. Læs også om den danske topdiplomat Jens Christan Wandel, som også går en strid kamp i møde, når han skal reformere FN-systemet i karambolage med magt og privilegier.

God læselyst og følg os på Facebook, Instagram og Twitter som @Magasinet360

Abonnement
360° Danmarks globale magasin sendes gratis i Danmark, Færøerne og Grønland.
Magasinet udkommer fem gange årligt.
Tegn abonnement/adresseændring:
www.udvikling.dk
eller
Abonnementsservice:
distribution@rosendahls.dk – tlf. 43 22 73 00

Følg os på sociale medier:
facebook.com/magasinet360grader
instagram.com/magasinet360grader
Twitter.com/magasinet360

Bestilling af tidligere numre:
www.danida-publikationer.dk

Næste nummer:
7. december 2018

Noter:
Artikler i 360° udtrykker ikke nødvendigvis Udenrigsministeriets synspunkter

Udgiver:
Udenrigsministeriet

Ansvarlig institution:
Udenrigsministeriet

Copyright:
Udenrigsministeriet

Redaktion:
Content redaktør: Louise Stigsgaard Nissen, lousni@um.dk, 33 92 07 09
Digital redaktør: Katrine Vilarreal Villumsen, 33 92 05 96
Studentermedarbejdere:
Anna Petersen Nedergaard, annned@um.dk,
Ansvarshavende ifølge medieansvarsloven:
Louise Bang Jespersen, kontorchef, (KOM). Public Diplomacy, Kommunikation og Presse, Udenrigsministeriet

Anden bidragyder:
IncluDoc ApS (HTML udgave)
Lene Jensen (Korrektur)
Esben Niklasson (Grunddesign)
OTW A/S (Layout)
Bording A/S (Tryk)

Annoncesalg:
Rosendahls Mediaservice, Niels Hass – nh@rosendahls.dk, tlf. 29 33 66 06

Kontakt- og klagemuligheder:
Skriv til redaktionen på lousni@um.dk.
Det er også muligt at indgive en klage – dog senest 12 uger efter udgivelsesdatoen – til Pressenævnet på sekr@pressenaevnet.dk.

Sprog:
dan

URL:
http://www.netpublikationer.dk/um/360sept18/index.html

ISBN nr. Elektronisk version:
978-87-93616-81-3

ISBN nr. Trykt version:
978-87-93616-80-6

ISSN nr. Trykt version:
2596-4070

Version:
1.0

Versionsdato:
2018-09-25

Publikationsstandard nr.:
2.0

Formater:
html, gif, jpg, png, pdf, css

Udgiverkategori:
Statslig

Top

Denne side er hele publikationen i HTML til publikationen "360° – Verden i Udvikling – Nr. 4 · september 2018".
Version nr. 1.0 af 25-09-2018
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/360sept18/index.html