Gå til indhold

Læst & set – Aktuelle udgivelser om globale forhold

Superstjerne, aktivist og migrant

M.I.A. er popsanger i superstjerneklassen. Og datter af en af grundlæggerne af De Tamilske Tigre.

KVINDEN med de tre navne – Matanga, Maya og M.I.A. – er stor nok til, at hun en aften kan sige til sine venner, ”Madonna ringede.” Stor nok til at udkonkurrere nu afdøde Amy Winehouse i spørgsmålet om, hvem der er årets sanger. Og stor nok til at blive nomineret til både en Oscar og en Grammy. Men der er mere: Matanga er også datter af en af grundlæggerne af den tamilske modstandsbevægelse/ terrorgruppe i Sri Lanka, De Tamilske Tigre.

Den opmærksomme læser har nu regnet ud, at der her ikke blot er tale om tre navne, men også tre identiteter som måske/måske ikke kan forenes i ét liv. Det handler denne voldsomme, rørende, hæsblæsende og larmende dokumentarfilm om.

Det store spørgsmål i filmen er, om M.I.A. er terrorsympatisør eller ligefrem også selv er terrorist, når hun til dels i sine sange og 100 procent eksplicit i interviews gør opmærksom på srilankanske statsovergreb og vold mod tamiler og på ingen måde tager afstand fra De Tamilske Tigres også voldelige metoder.

Her kommer et eksempel, som også viser filmens heftighed: Matanga (og vi biografgængere) ser optagelser af nakkeskudshenrettelser af tamiler begået af srilankanske mænd i uniform. Hovedpersonen er forfærdet og oprørt og udtænker sit svar på, at "verden" ikke tager afstand eller ansvar. Der klippes til et amerikansk ørkenlandskab, hvor en filmproduktion med eksplosioner, store biler, mange medvirkende og massivt filmhold er i gang. Maya (vi er nu hos den voksne kvinde af international herkomst) stiger ud af en stor bil med sit lille barn på hoften og bliver snart til M.I.A. på filmoptagelse, hvor rødhårede drenge, fordi de er rødhårede, bliver henrettet med pistolskud mod tindingen, med blodsprøjt ud af hovedets modsatte tinding.

Budskabet er ikke til at tage fejl af: Henrettelse ved nakkeskud og uden rettergang i det virkelige liv glider lettere ned end en popstjerne, som sætter tingene på højkant i en musikvideo.

Der sættes yderligere en tyk streg under absurditeterne, da et brøl af forargelse rejser sig i amerikanske medier, fordi M.I.A. vifter med en langemand til et af de gigantiske Super Bowl-shows, hvor hun optræder samme med Madonna. M.I.A. bliver sagsøgt for 15 millioner dollar af Super Bowl.

Det er i filmen uklart, om Matanga/Maya/M.I.A. ikke rigtig forstår, hvad der ramte hende, eller om hun afviser at acceptere det. På den måde spiller også dette sceneri ind i den gennemgående fortælling, og hovedpersonens både konkrete og eksistentielle afsøgning af, hvornår man er fræk, vild og "farlig" som popstjerne, fordi man er det som person, og hvornår man er en faktisk forbryder.

Tidligt i filmen siger Maya (her den unge kvinde, som går på kunstskole i London og er blevet klar over, at hun er en minoritet både som tamil og flygtning og tilflytter), at ”dette er historien om en far, som blev terrorist og ødelagde det hele.”

Både Matanga, Maya og M.I.A. fremstår som en pige og senere kvinde, der ikke finder ud af at samle sit livs puslespilsbrikker til ét billede, sådan som hun gentagne gange taler om at gøre. Det vises mest rørende, da hun som ung kvinde er på et af flere lange besøg i hjemlandet Sri Lanka for at forstå, hvad hendes familie og historie består af, og får to modsætningsfulde erkendelser: at hun med sit blod er forbundet til en blodig konflikt. Og at hun med sin engelske hjemadresse alligevel er distanceret.

Matanga/Maya/M.I.A. er på samme tid charmerende og foruroligende. Den skruer op for lyd og billede, viser hovedpersonens forundring over at bliver ”populææær”, som hun selv vrænger, og portrætterer en globaliseret og forbundet verden, som den foregår både i medierne og inde i en kvinde med tre navne.

Film: Matanga/Maya/M.I.A. (2018)
Instruktør & producer: Steve Loveridge
Premiere: 1. oktober i biografer over hele landet
Anmelder: Mai Rasmussen


 

Rejs!

Skal en bog som dette lykkes, skal læseren høre klapperslangens raslende hale lige så klart, som man ser naboens skorsten, og bogen skal søge svar på større spørgsmål, pointerer anmelderen. ”Men Ubbesen leverer suverænt begge dele.”

FORMLEN er kendt: Ældre skribent genrejser ungdomsrute og skriver begejstret bog om nutid, datid og forskel. Ofte er bogen ikke særlig interessant.

Skal det lykkes, kræves for det første, at vedkommende kan skrive, så man ser pagodens gyldne tag glimte i solen og hører klapperslangens raslende hale lige så klart, som man ser naboens skorsten og hører hans jamrende kat. For det andet skal rejsebogen søge svar på større spørgsmål, end hvad der er sket siden sidst.

Thomas Ubbesen leverer suverænt begge dele. Radiolyttere kender ham som journalisten, der gennem de seneste år sendte beretninger fra migrantstrømmen til Europa. Ubbesen var der. Fra flugt- og migrantruten hørtes hans helt usædvanligt engagerede stemme, når han på vores vegne mødte både arme mennesker, der rejste med liv og håb som indsats, og europæere, der følte deres øer og byer overskyllet af menneskebølger.

Migranterne rejste den modsatte vej af 1970’ernes unge europæere, der tiltrukket af eventyr, livseksperiment og bevidsthedsudvidende stoffer søgte gennem Tyrkiet, Iran og Pakistan mod Afghanistan, Nepal og Indien.

En sådan europæer var den unge Ubbesen. Bimlende skæv og klart registrerende i den dagbog, der er hans nye rejses ledetråd, nåede han hele den eventyrlige vej til de gyldne buddhaer i Bamyian på blaf og i busser og med tog. Som de andre på "ruten" havde han (næsten) ingen penge, men livet i Østen var billigt.

Mødet med migranterne lokkede ham på genrejse 40 år efter sin ungdoms rus. En kold morgen i 2017 står han igen på Gammel Køge Landevej med tomlen i vejret over skiltet Indien.

Du skal selv rejse ud og forstå det. Skynd dig, kom, om føje år kan du ikke! Af sted! Du behøver ikke megen forberedelse, læs Ubbesens bog, pak rygsækken. Rejs!

At følge sin ungdoms spor tvinger ham til igen at rejse billigt, og det er bogens store gave til os andre, for når turister i flok flyver hen over rejsemålenes befolkning, bevæger Ubbesen sig imødekommende med dem. Og som han dog kan skrive deres liv og verden frem! Se den tyrkiske højslette: ”Et stykke muslimsk chokolade-Schweiz med sæterhytter, sortbrogede klokkekøer og minareter i landsbyer klæbet til bjergsiderne”; mærk dunsten af ”fedtsvedende rigmænd”; nyd den kildrende ”sølvfine snorken” af en slumrende rejsepigekammerat; mærk klaustrofobien i Ubbesens desperate gennemtrængen af Old Delhis menneskemyldrende labyrint på vej til Tibetan Colony.

Her vil han have svar på det spørgsmål, der vokser gennem bogen til at blive dens ledetråd: Hvorfor skal mennesker lide så frygteligt? Turen går gennem ”blodagre” fra tidernes strømme af krige og fattigdoms krænkelser, og siden hans første rejse er de mennesketætte landes befolkninger mere end fordoblet; de har fået smartphones og tv og fly, men lidelsen er konstant, endda vokset. Hvorfor? Er der håb?

Han søger svar hos den vise lama i Tibetan Colony. Det skal ikke afsløres her, for du skal selv rejse ud og forstå det. Skynd dig, kom, om føje år kan du ikke! Af sted! Du behøver ikke megen forberedelse, læs Ubbesens bog, pak rygsækken. Rejs!

Bog: Gensyn med Hippie-ruten. I egne fodspor efter 40 år
Forfatter: Thomas Ubbesen
Forlag: Gyldendal
Anmelder: Peter Tygesen


 

Top

Denne side er artikel 20 af 24 til publikationen "360° – Verden i Udvikling – Nr. 4 · september 2018".
Version nr. 1.0 af 25-09-2018
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/360sept18/index.html