Gå til indhold

Vejen til frihed – ”Baba, tager vi den nemme eller den sikre vej?

ESSAY
SYRIEN

Den anerkendte journalist Rania Abouzeid har skrevet bogen om Syrien, lyder det fra begejstrede anmeldere fra New York Times til BBC. 360° bringer her et uddrag af No Turning Back om en families sidste nat i Syrien.

AF RANIA ABOUZEID
FOTO: RITZAU SCANPIX/ANDREW MCCONNELL, EPA/ABDALLA SAAD, AFP PHOTO/OMAR HAJ KADOUR

MANAR, 13, er fra Idlib i syrien. Hun flygtede med sin familie for tre år siden. seks dage om ugen henter en lastvogn hende og kører hende til en vinmark, hvor hun arbejder. Hun har ikke været i skole i to måneder, da det er højsæson for arbejde og hendes familie har brug for pengene til at overleve. ”Da vi flygtede fra Syrien, og jeg kom hertil, stoppede jeg med at være barn. Jeg blev ti år ældre på én dag,” siger Manar.

RUHA var ti år gammel, og Alaa var ni; på deres mor, Manal, virkede de lidt for lidt bange for den krig, der foregik omkring dem. Det var i midten af 2012, og pigerne havde lært krigens sprog, nye ord som katiba (bataljon), qannas (snigskytte), hawen (mortergranat), shazaya (granatsplinter). De kendte lydene, som hørte til nogle af disse ord, og vidste, hvordan man skelnede lydene fra hinanden. De fandt på nye lege ud fra de nye ord. De foldede papirfly – og legede, at de skød de virkelige af dem, som fløj rundt over deres hoved, ned.

Søstrene kom fra en øvre middelklassefamilie i Saraqeb, en by med 40.000 indbyggere i den landbrugsregion, der udgør hjertet af Syriens Idlib-provins, en del af oprørernes ekspanderende territorium.

Mens Ruha og Alaa havde vænnet sig til deres nye normaltilstand, gjaldt det samme ikke for deres yngre søster, treårige Tala. Hun led af en besynderlig hormon-ubalance, som en af de få læger, der var tilbage i Saraqeb, sagde var kommet af frygt. Den lille havde brug for at blive tilset af en specialist, men der var ingen – de var enten flygtet eller blevet slået ihjel.

Der fandtes endokrinologer i de regeringskontrollerede områder, men det var et andet land, en intern grænse langt mere farlig at krydse end den officielle grænse mellem to stater.

Tyrkiet var en mere tilgængelig mulighed, men hvordan skulle de komme derhen? Der var fire måder, hvorpå en syrer kunne komme ind i Tyrkiet: med sit pas; blødende i en ambulance; ved at gå til grænsevagterne og blive sendt til en flygtningelejr; eller at blive smuglet ind illegalt.

Ruhas familie havde ingen pas. Hendes far, Maysaara, sagde, at han ikke kunne bære tanken om at sende sin kone og sine børn i flygtningelejr. Der var reelt kun én mulighed. Maysaara bad sine ældre døtre om at pakke til to uger.

Den lille pige skreg. Hendes far, Maysaara, løb hen til hende. ”Jeg er her, jeg er her, vi er næsten fremme,” hviskede han. Hun slog sin lille hånd for munden for at forhindre sig selv i at skrige igen, men kunne ikke holde op med at ryste.

Aftenens bombardementer

”Vi skal til Tyrkiet! Vi skal til Tyrkiet!” råbte Ruha, mens søstrene omfavnede hinanden og hoppede op og ned i deres lyserøde soveværelse. De havde aldrig været uden for Syriens grænser. Ruha pakkede flere hårspænder og armbånd end tøj. Alaa pakkede to af sine yndlingssæt og et udvalg af T-shirts og shorts. Hun pakkede dem sirligt i sin lyserøde skoletaske og stod så foran et skab fuld af bamser. ”Hvilken en skal jeg tage med?” spurgte hun Ruha.

”Hvorfor? Vi er snart tilbage.” Alaa nikkede og lukkede skabet.

Deres yngre bror, seksårige Mohammad, var lige så begejstret, som de var. Hans søstre grinede, da han kom ind i deres værelse med sin blå skoletaske og viste dem, hvad han havde pakket.

”Han har lagt sit vasketøj derned!” sagde Ruha.

”Det er min taske, jeg kan tage det med, jeg vil!” svarede han.

”Okay. Giv dig selv ballade,” sagde Alaa, men ingen af søstrene sladrede. Huset var fuld af tanter og kusiner, som ville sende familien godt afsted.

”Hvornår kommer jeg til at se dem igen?” spurgte Ruha mig. ”Tror du, vi kommer til at tage afsted før aftenens bombardementer?”

Maysaara satte bilen i gang lidt efter kl. otte om aftenen. Ruha græd og vinkede til sine tanter og kusiner, der stod uden for døren, indtil hun ikke længere kunne se dem. En jeep ladet med et 14.5 mm antiluftskytsgevær kørte foran Maysaara for at yde dem beskyttelse, og fordi en af bilens to passagerer, Maysaaras nevø, skulle køre familiens sedan tilbage. Små drenge råbte, ”Gud bevare Den Frie Syriske Hær!” når jeepen kørte forbi dem.

”Er vi Den Frie Hær?” fnisede Alaa. Lille Mohammad faldt i søvn på bagsædet. Tala klappede i takt med revolutionære sange, der spillede via en usb-anordning.

Paradis, paradis, paradis.

Hvor hjemland er paradis! Elskede hjemland, din jord er sød, selv din ild er paradis.

EN LASTVOGN, fyldt med kartoffelsække, er blevet efterladt efter dens vinduer sprang i luften som følge af regeringens luftangreb, der ramte et grøntsagsmarked i Saraqeb i Syriens nordvestlige provins i Idlib.

Affald som livstegn

De kørte forbi byer, der så forladte ud, men hvor affald viste livstegn. Et sted var børn, som var for små til at kunne huske parker og gynger og rutsjebaner, i gang med at klatre i ruiner, hvor ingenting voksede, med deres små hænder og sko dækket af et fint lag gråt støv.

Gader fulde af lejligheder med åbne skudsår, hvor der knap var en dør eller et vindue, som ikke var blevet sønderskudt. Væggen til et soveværelse revet op, så dets private indre var blotlagt. Et spejl på en lysebrun kommode støvet, men intakt. I en anden by var en mark af boder – grøntsager i lilla og orange og røde og grønne farver. Sko i forskellige størrelser stod i sirlige rækker langs fortovet. ”Se, et normalt liv,” sagde Alaa. ”Er det her også oprørsterritorium?”

De siksakkede via striber af asfalt og grusveje for at blive inden for oprørernes grænser. De kom ind i en olivenlund. Maysaara klodsede bremsen og slukkede forlygterne. Han havde set spor af tanks i den bløde jord. Spørgsmålet var: Kom de fra regimets styrker eller oprørerne? Jeepen var kørt en anden vej. De var alene. Ruha bad i stilhed. ”Jeg er bange,” hviskede hun. Regime- eller oprørsspor? Maysaara stillede spørgsmålet over walkie talkie til en enhed fra Den Frie Syriske Hær, der befandt sig i nærheden. Svaret var uklart. Der var to veje ud, lød det fra en hakkende stemme – en kort en, som var fuld af syriske snigskytter, eller en meget længere, som kun havde et par enkelte checkpoints. Begge var farlige. Maysaara forsøgte at tage en beslutning.

”Baba,” hviskede Ruha, ”tager vi den nemme eller den sikre vej? Tag den sikre. Lad os ikke blive taget til fange og tævet.”

Uden et ord vendte Maysaara og Manal sig om og så på deres tiårige datter og dernæst på hinanden. “Tikrami ya sitt [som De ønsker, madame],” sagde Maysaara. Han tog den længere vej. Jeepen ventede på dem nær den tyrkiske grænse. Mohammad vågnede, idet familien stablede sig ind på jeepens bagsæde.

”Er det her Tyrkiet?” spurgte Mohammad.

”Nej, vi er taget tilbage til Saraqeb,” drillede Alaa.

FOLK går midt i ruinerne af en russisk Sukhoi Su-25 figther jet, der ligger spredt på jorden i Ma'saran, der ligger nær byen Saraqeb i det østlige Idlib. Ifølge det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder er det oprørskæmpere, der har skudt det ned og fanget piloten, der senere blev dræbt, da han kæmpede imod.

Smugleren

De kørte frem til en række træer, og derfra måtte de fortsætte til fods med deres virvar af skoletasker og rygsække. Ståltrådspiggene glimtede i månens lys. Der var silhuetter foran dem med plastikposer, hvis knitrende lyde afslørede dem og fik vagterne til at råbe på tyrkisk. Silhuetterne stoppede op. Ruha og hendes familie så på og afventede. Et spøgelse gik frem mod pigtråden. Der blev affyret skud op i luften, og en militærcamouflage kom til syne. ”Den er afspærret,” hviskede Maysaara. Familien trak sig tilbage.

Jeepen var væk. Maysaara ringede til en smugler, og vi ventede i mørket, indtil han kom. Syv af os blev mast ind i smuglerens bil. ”Det er en dårlig aften,” sagde smugleren. ”Tyrkerne har humørsvingninger, og i nat er de ikke blinde.”

”Bliver byen her beskudt også?” spurgte Ruha, mens den flimrede forbi. Et nyt punkt ved grænsen. Skud affyret. Ingen vej over. Det var allerede midnat. Tilbage i smuglerens bil til et andet grænsepunkt, der så lovende ud. Familien trådte ud på ujævne plovfurer, forhøjningerne og fordybningerne var vanskelige at forcere i det kulsorte mørke.

Maysaara gik forrest, bærende på Tala og adskillige tasker. Smugleren tog Mohammad over skulderen. Alaa skreg, da vi faldt ned i en mudret vandingsgrøft. “Schh!” sagde Ruha til sin søster, idet hun selv landede i grøften. ”Ikke så meget som et åndedræt!” Våde op til vores talje og med bukserne smurt ind i brun smadder.

Manals sorte frakke blev fanget i de sammenrullede metaltænder, som markerede grænsen. Hun befriede sig selv ved at tage frakken af. Der var stadig adskillige kilometer til den tyrkiske vej og den ventende bil. Gadebelysningen lokkede ude i horisonten.

NO TURNING BACK

Siden No Turning Back udkom i marts i år, har den modtaget bred ros og anerkendelse. Financial Times har kaldt den ’en ekstraordinær bog’ og den bedste måde at få indblik i den syriske konflikt på, mens New York Times kalder den ’uforglemmelig’. Det er især historiens fortælleform, der høster roser. Bogen er bygget op over dramatiske historier fra fire unge mennesker, hvilket gør det til en menneskelig fortælling, fremfor blot en krigsreportage.

Første nat som flygtninge

”Grænsevagter!” sagde smugleren. ”Ind i majsmarken!” Vente, hvile, videre, i skjul af de høje planter. Raslen. Der var andre i majsmarken. En syrisk mand ramlede ind i Alaa. Den lille pige skreg. Hendes far, Maysaara, løb hen til hende. ”Jeg er her, jeg er her, vi er næsten fremme,” hviskede han. Hun slog sin lille hånd for munden for at forhindre sig selv i at skrige igen, men kunne ikke holde op med at ryste. Ingen bevægede sig. Havde grænsevagterne hørt Alaa? ”Nu er det sket, vi er fanget,” hviskede Ruha. Hun ville hjem. Hun havde allerede fået nok af Tyrkiet. Det land var alt for svært at komme ind i. Venten i majsmarken. Smugleren lavede et par opkald. En gruppe mennesker var blevet pågrebet i at smugle en stor ladning hash ind i Tyrkiet. "Det er derfor, vagterne er på mærkerne," sagde han.

Maysaara bar nu på både Alaa og Tala. Flere syriske mænd, fremmede, hjalp med familiens tasker. Majsmarken hørte op, og en rydning åbnede sig. ”Løb!” sagde smugleren, mens han selv blev tilbage. Små ben bevægede sig så hurtigt, de kunne. Manal var bagstopper for at sikre sig, at alle børnene var med. En gammel sedan med smuglerens tyrkiske makker som chauffør kom til syne. Familien stablede sig ind på bagsædet, og den skrumplede afsted mod den tyrkiske grænseby Reyhanli. Længere ville smugleren ikke tage dem. Derfra var det med taxa til Antakya, til en lejlighed, hvor flere sårede oprørere fra Maysaaras enhed af Den Frie Syriske Hær opholdt sig.

De to mindste børn faldt omgående i søvn. Tyrkiet var denne første nat et overfyldt rum med to madrasser og en sofa. Ruha og Alaa skiftede fra deres mudderindsmurte tøj og gik omkuld på en af madrasserne. De faldt i søvn som flygtninge.

Oversat fra engelsk af Nina Trige Andersen.

 

Top

Denne side er artikel 19 af 24 til publikationen "360° – Verden i Udvikling – Nr. 4 · september 2018".
Version nr. 1.0 af 25-09-2018
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/360sept18/index.html