Gå til indhold

Update: Kultur

 

Kakerlakmælk og flueis: Tør du?

JAGTEN PÅ klimavenlige 'superfoods' bringer nyt i insektafdelingen. Mens larver og myrer for længst har bredt sig, har kakerlakker endnu ikke vundet videre berømmelse. Det kan ændre sig. Krystallerne, som kakerlakhunner producerer til deres unger, indeholder ifølge indisk forskning proteiner, aminosyrer og sukker ligesom mælk fra køer. Men koncentrationerne er op til tre gange højere. Forskerne understreger, at kakerlakfarme samtidig er mere miljøvenlige og bæredygtige end kvægfarme.

Måske mindre afskrækkende er det sydafrikanske firma Gourmet Grubb allerede på markedet med is af klimavenlige, økologiske, bæredygtige ingredienser – inklusive fluesekreter. Firmaet har registreret varemærket EntoMilk, der på foreløbig hemmelig vis udvindes af fluer. EntoMilk præsenteres som sundere end konventionel mælk, og fordi fluer fylder næsten ingenting, kan det endda produceres midt i verdens megabyer. Der er p.t. ingen planer om iseksport til Danmark.

/MR

 

Australsk film i opgør med racisme og kolonialisme

Ser man på australske film over de seneste år, er der som noget nyt begyndt at komme fokus på den del af Australiens fortid, der har været præget af racisme og kolonialisme.

AF MAI RASMUSSEN

MENS postkolonialistiske problematikker med afrikansk fortegn længe har figureret i kunstens verden, så er Australien først for nylig begyndt at diskutere den del af sin fortid. Til gengæld ser det ud til, at diskussionerne tager fart, hvis man bruger film som målestok.

Den anmelderroste Sweet Country er den seneste af en hel række film, som giver fortiden et kritisk eftersyn. I 2002 fortalte Rabbit-Proof Fence for eksempel om, hvordan børn af blandingsrace i 1930’ernes Australien blev fjernet fra deres forældre og sendt på kostskole for at blive kulturelt assimileret, som det hed. En god håndfuld år senere kom Red Hill, hvis handling sættes i gang, da en hvid politimand går i aktion, fordi en indfødt australsk forbryder er flygtet fra et fængsel.

Sweet Country, som går i danske biografer netop nu, har et lignende plot. En regulær menneskejagt går i gang i en nordlig 'outpost', da en sort australier slår en hvid krigsveteran ihjel, og ordensmagten og andre også hvide australiere er overbeviste om, at mordet er overlagt. Handlingen er sat i 1920’erne, og genren er western, og filmen er blevet betegnet som et mesterværk og et smerteligt realistisk portræt af australsk racisme.


 

Bibliotek med bøger på arabisk åbnet i Berlin

BERLIN HAR FÅET sit første offentligt tilgængelige bibliotek med arabisk litteratur. Frivillige kræfter har etableret biblioteket, som har adresse på centralbiblioteket og bærer navnet Baynatna, som er arabisk og betyder ’os imellem’.

Ifølge idemagerne er både behovet for og publikum til biblioteket åbenlyst:

”Vi havde brug for et sted som dette for bøger på arabisk. Det er vores modersmål og det sprog, vores poesi taler,” siger Maher Khwis, der selv drev et trykkeri, før han forlod sit hjemland, Syrien.

Bøgerne er samlet per donation, efter at Khwis og hans tre også syriske initiativkolle ger averterede på sociale medier, og studerende fra en nærliggende håndværksskole stillede op med søm og hammere, da der skulle bygges reoler.

Cirka en million mennesker fra især Syrien flygtede til Tyskland i 2015, da kansleren suspenderede den såkaldte Dublinforordning. Merkel sagde, ”den klarer vi”, og åbnede for, at flygtninge kunne søge asyl i Tyskland, selvom de havde opholdt sig og fået taget fingeraftryk i et andet EU-land. Tyskland genindførte i sommer de facto Dublinforordningen, idet asylansøgende udlændinge nu sendes til det EU-land, de allerede måtte have registreret en asylansøgning i.

/MR

 

Top

Denne side er artikel 12 af 24 til publikationen "360° – Verden i Udvikling – Nr. 4 · september 2018".
Version nr. 1.0 af 25-09-2018
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/360sept18/index.html