Gå til indhold

Økonomisk sammenbrud – Katastrofen i Maracaibo

FOTOSERIE
VENEZUELA

Venezuela gennemlever en af verdens mest omfattende økonomiske kriser. Landet er i frit fald, mens over to millioner indbyggere er flygtet til de omgivende lande. Den franske fotograf Chris Huby tog til Venezuela for at dokumentere kampen for at overleve.

FOTOS: CHRIS HUBY

BYEN sabaneta De Palmas var kendt som et godt sted for både fisk og fiskere. For ti år siden var fangsten mere end 1,5 ton om dagen. Nu er fangsten på omkring 50 kilo om dagen. Det er vidt anerkendt, at Venezuelas kendte oliereserver udgør de største i verden, anslået 297 milliarder tønder. søen er sort som blæk visse steder. Fiskerne lider af alskens sygdomme. De er fx nødt til at vaske sig med ren olie, når arbejdsdagen er slut.
NOGLE middelklassefamilier i Maracaibo, Venezuelas andenstørste by på to mio. indbyggere, forsøger at finde løsninger. Maribel, kvinden til højre, var ingeniør indtil for et par år siden.
MARIBEL og hendes familie krydser grænsen via en af landets farligste veje. Når transporten er betalt, tjener Maribel, hvad der svarer til adskillige månedslønninger i Venezuela. Hun siger, at hun ikke har andet valg.

MARACAIBO, VENEZUELA – Maracaibo er Venezuelas næststørste by. Med sin placering i den vestlige del af landet grænser den op til Latinamerikas største sø. Byen har to millioner indbyggere og blev bygget af USA i begyndelsen af det 20. århundrede med henblik på at udvide olieindustrien. Maracaibo var frem til 2013 en velhavende by. Søen rummer en af verdens største oliereserver.

Men de seneste par år, med fald i oliepriserne kombineret med landets manglende økonomiske diversitet, har regionen ifølge opgørelser fra Den Internationale Valutafond gennemgået en af verdens mest omfattende økonomiske kriser. Inflationen var i 2018 omkring 13.800 procent i et land, hvor 96 procent af eksporten bygger på salg af olie.

Konsekvenserne er til at tage at føle på: Valutaen er ingenting værd, og BNP er faldet markant. På det sorte marked kan en euro omveksles til op mod to millioner bolivarer.

Infrastrukturen bliver ikke længere vedligeholdt, og den humanitære krise er ved at komme ud af kontrol: ekstrem pengemangel, rekordhøj devaluering af valutaen, sult, pludselig fattigdom, epidemier, og over to millioner mennesker har allerede søgt tilflugt i nabolande, særligt i Colombia.

Valget den 20. maj 2018 kommer ikke til at forandre situationen væsentligt. Nicolas Maduro blev genvalgt med mere end 60 procent af stemmerne, men mange uregelmæssigheder blev afsløret: stemmekøb, nærmest fravær af oppositionspartier, stemmemaskiner, der ikke virkede, afdøde, der afgav deres stemme, eller folk bosiddende i udlandet, som ikke fik lov til at stemme i det hele taget. Selvom chavisterne bliver ved magten, har økonomien nået et så deprimerende niveau, at landet er på randen af sammenbrud.

Ved Maracaibos søbred er det en bitter pille at sluge: Lokale fiskeres ugentlige fangst er faldet fra 1,5 ton til blot 50 kilo på ti år. Eftersom ingen længere har penge at købe fisk for, ender fiskerne ofte med at spise deres fangst selv og er nødt til at sejle ud tre gange om dagen for at finde spiselige fisk. Søen er totalt ødelagt af de olieproducerende strukturer, som ikke længere bliver betjent.

De 45.000 kilometer rørledninger under vandet er begyndt at lække og spilder tusinder af liter olie om dagen, hvilket skaber en økologisk katastrofe. Fiskerne er for deres del tvunget til at fiske i sort vand. Mange indbyggere, der før havde solide jobs, tyer til smugling og korruption for at overleve med deres familier. Den franske fotograf Chris Huby tog til Venezuela for at dokumentere kampen for at overleve og nedsmeltningen af økonomien og samfundet.

Nu er Maribels familie blevet fiskesmuglere og sælger fiskene i Colombia.
KONVOJEN rummer mange familier. De fleste var almindelige mennesker indtil for få år siden: lærere, mødre, læger, mekanikere osv. Rejsen tager 24 timer.
ÉN euro eller én dollar kan omsættes til op mod to millioner bolivarer. Pengemangel er et stort problem for de lokale. Den Internationale Valutafond (IMF) har anslået, at inflationen i Venezuela vil nå 13.800 procent i år, og landet mærker allerede konsekvenserne i form af mad- og medicinmangel.
SITUATIONEN er så alvorlig, at folk, også børn, bliver prostituerede. Prostitution er ikke et nyt fænomen i landet, men antallet er eksploderet inden for de seneste år.
DENNE kvinde har kræft, men hun kan ikke komme på hospitalet eller købe den medicin, hun har brug for.
VENEZUELA, der engang var Latinamerikas rigeste land, kan ikke længere brødføde sin egen befolkning. Fattige gør deres bedste for at leve, men selv en busbillet koster mere end en månedsløn.

 

Top

Denne side er artikel 11 af 24 til publikationen "360° – Verden i Udvikling – Nr. 4 · september 2018".
Version nr. 1.0 af 25-09-2018
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/360sept18/index.html