Gå til indhold

I Yemen findes frontlinjen overalt

REPORTAGE
MELLEMØSTENS FATTIGSTE LAND: YEMEN

”I går sad 12-årige Nada Aiysh ved siden af sin far med hele familien i bil på flugt fra kampene. Nu ligger hun som martyr med et smil på læberne.” I verdens største humanitære katastrofe dør et barn hvert tiende minut. Tag med 360° til Nordyemen, hvor to journalister som de første danske journalister har fået adgang.

AF THEA PEDERSEN
FOTO: RASMUS FLINDT PEDERSEN

HVER dag ankommer mellem 70 og 80 desperate forældre med deres syge børn til hospitalet i Sa’dah. ofte vejer de mindre end halvdelen af normalvægten. Men de forsvinder lige så hurtigt, som de er kommet. For familierne har ikke råd til flere dages behandling.

A SANA’A, SA’DAH, MOCHA, KHAWHKAH, ADEN, YEMEN - Oudya er slet skjult stolt af sin gipsarm. Den 11-årige dreng maser sig frem med sin højre arm i slynge for at følge med i interviewet af kammeraten Ramsi. En forbinding på hans venstre skinneben er gennemblødt af blod og materie som følge af morgenens angreb.

”Jeg samlede grøntsager på gården sammen med Akram. Pludselig ramte et fragment fra mortergranaten,” siger Ramsi og klikker dernæst bekræftende med en lyd fra tungen på, at han selvfølgelig begyndte at græde.

15-årige Akram ligger på nabobriksen. Med forbinding og drop i skulderen trækker han vejret hektisk og virker med stirrende øjne paralyseret. Måske stadig i chok over mortergranaten, der slog ned som efterhånden en del af landsbyen Touhaitas hverdag.

”Jeg kan ikke trække vejret så godt,” hvisker han til sin far, landmanden Ahmed Ali Ahmad Jalum, der må lægge øret helt ned til sønnens mund for at høre ham.

”Der er angreb hver morgen og aften. Hver eneste dag,” fortsætter faren. ”Vi har flere sårede herinde,” insisterer en læge på felthospitalet i flækken Khawkah.”

”Nogle dage får vi fem patienter. Andre gange 80. Især til eid (muslimsk højtid, red.) for så ved houthierne, at der er mange mennesker, der samles og fester,” forklarer lægen og opsummerer gårsdagen: tre sårede kvinder, to mænd og så den dræbte blot 12-årige pige Nada Aiysh: I går sad hun ved siden af sin far og med hele familien samlet i bil, da de på flugt fra kampene kørte over en landmine. Nu ligger hun som shahid (martyr, red.), smuk, stille og med et smil på læberne i et interimistisk kølerum.

KRIGEN i Yemen kaldes en menneskeskabt katastrofe. Det er ikke kun militære, men også civile mål og infrastruktur, der bliver ødelagt, og med et kollaps af både sundheds- og skolesystemet til følge, der gør især børn til de første ofre.

KOLLAPSET SUNDHEDSSYSTEM

  • 1 barn dør hvert tiende minut som følge af sygdom, fejl- og underernæring.
     
  • 14,8 millioner har ikke adgang til almen lægebehandling.
     
  • Kun 46 procent af landets sundhedsfaciliteter fungerer.
     
  • 500.000 ansatte i sundhedssystemet har ikke fået løn i to år og søger ny indkomst.

Kun de heldige overlever systemets kollaps

Tre års kampe mellem houthi-rebellerne i nord og Hadi-regeringen i syd manifesterer sig ikke kun i den strategiske havneby Houdaida, der siden den Saudi-ledede koalitions offensiv har udgjort den reelle krigszone i Yemen. Også her, 130 kilometer syd for den aktuelle frontlinje, bliver landmænd, landsbyboere, fiskere og børn dagligt ramt af krigen.

Som den 15-årige Faud, der nu ligger på bare metallameller af en ambulancebåre midt på gangen og venter på at blive sendt på en otte timer lang køretur mod hospitalet i Aden.

”Det er meget svært nu. Vores huse er lavet af træ, og de brænder ned af ilden fra granaterne. Jeg kan ikke længere arbejde som fisker, men skal stadig brødføde mine ti drenge,” forklarer han.

”Jeg var ude at gå med min far, da vi hørte skud. Jeg troede, houthierne ville skyde ham i maven. Så jeg skubbede ham til side og blev ramt i stedet,” siger 11-årige Oudya, der fortsat stolt og nysgerrigt følger os rundt med sin sårede arm på Khawkahs delvist udbombede felthospital.

”Jeg sagde, min far skulle løbe hen og hjælpe soldaterne. Og så løb jeg efter, for jeg ville også kæmpe,” svarer Oudya med en mands ord, men med en drengs behov for anerkendelse, der straks belønnes med smil og skulderklap på hospitalsstuen.

Trods ar på krop og sjæl er dagens patienter heldige. For på disse kanter er grænsen mellem liv og død lige så kort, som afstanden til almen lægebehandling er uendelig lang – eller helt umulig. Felthospitalet er nemlig primært beregnet til frontlinjens sårede soldater, og den eneste reelle traumeklinik, netop åbnet af Læger uden Grænser (MSF, red.) i byen Mocha, ligger yderligere 50 kilometer væk.

”Med den aktive frontlinje i nord er det slet, slet ikke let. Lægefaciliteter har svært ved at nå frem. Vi er det første operationsduelige hospital imellem Houdaida og Aden. Så skal du have amputeret en fod eller opereres for skud eller fragmenter, så er der stor risiko for, at du aldrig når frem. Det tager syv timer fra vores klinik til hospitalet i Aden. Folk risikerer simpelthen at dø på vejen,” konstaterer projektkoordinator Thierry Durand, da vi møder ham på MSF-klinikken.

Organisationen har fortsat ikke fået lov af myndighederne til at operere ved den aktive frontlinje. Allige vel har de gennemført 38 operationer og 110 patienter, soldater som civile, med alt fra krigsskader, blindtarmsbetændelse til graverende graviditetskomplikationer, har fået livsvigtig behandling på den kun ti dage gamle klinik.

”Vi behandler kun akut syge og hårdt sårede. Men det, vi er vidner til her, er jo lige præcis konsekvenserne af krigen: et fuldstændigt og reelt kollaps af sundhedssystemet,” siger projektkoordinatoren.

YEMENS internt fordrevne lever i glemte lejre overalt og i hjem konstrueret af tøjrester, presenning og uden toiletter. Kvinderne holder sig derfor, til solen går ned, for at kunne være i fred.

KRIGEN I YEMEN

Krigen i Yemen har stået på siden 2015.

Konflikten er en udløber af folkelige protester, der opstod i kølvandet på

Det Arabiske Forår i 2011, som førte til præsident Ali Abdullah Salehs afgang. Afløseren blev vicepræsident Abd Rabbuh Mansur Hadi, men det resulterede i et militærkup forestået af Nordyemens stammedominerede militære fraktion, Houthierne, der i 2014 overtog hovedstaden, Sana’a.

Hadi flygtede til Aden i syd og senere i eksil hos Saudi-Arabien. Sidstnævnte gik i marts 2015 ind i krigen med en arabisk koalition af lande bag sig, der også støttes militært af blandt andet USA. Krigen er derfor blevet en proxykrig med rivalerne Saudi-Arabien og Iran på hver sin side og har samtidig udviklet sig til en humanitær katastrofe i Mellemøstens fattigste land.

Pigen med fluerne og råbet på vand

I dag omtales konflikten i Yemen som den glemte krig. For mens det internationale samfund de seneste tre år har fokuseret på Islamisk Stat i Irak og Syrien, og både nødhjælpsorganisationer og medier stadig har ekstremt restriktiv adgang til spidsen af Den Arabiske Halvø, lægger Yemen nu også jord til, hvad FN kalder verdens største humanitære katastrofe.

I en af landets utallige flygtningelejre blot 20 minutter fra felthospitalet i Khawkah udspiller katastrofen sig, i takt med at vi skridter gennem lejrens knastørre hede. Flere beboere kigger frem fra deres hjemmekonstruerede telte. De tror, vi er fra en nødhjælpsorganisation, og begynder spontant at råbe: ”Vand. Vand.”

Trods det dumpe lydtæppe af artilleri i baggrunden synes krigen langt væk. Men dens konsekvenser kommer til syne i deres værste form på en sammenfoldet blå presenning: I skyggen af et telt konstrueret af presenning, tøjrester, snor og kviste ligger treårige Ismahan helt alene. Uden nærmere nødvendig inspektion er hun en af landets tusinder af fejl- og underernærede børn, hvoraf der ifølge Red Barnet sidste år dagligt døde 130.

Men vi er slet ikke alene. Da jeg tager hendes hånd, stiger en gusten sværm af aggressive fluer op fra hendes udmagrede krop. Ismahan ligger uanfægtet med armen over sine øjne, med nøgen underkrop og i sin egen sygeligt gule afføring og ønsker ingen kontakt med omverdenen.

”Hun er syg. Hun spiser ingenting. Vi har kun tomatsovs og brød at give hende. Men det hjælper ikke, og vi har ikke råd til at tage til lægen,” indrømmer den 60-årige Saleh Ibrahim Saleh, der nu er kommet til. Som far til seks børn er han ankommet med familien til lejren for tre måneder siden, og udsigten til at vende hjem er lige så nedslående som Ismahans chance for at blive rask.

”Hvis vi har penge, vil vi tage hende til hospitalet. Hvis ikke, er der intet, vi kan gøre.”

VERDENS STØRSTE HUMANITÆRE KATASTROFE

  • Over 6.000 civile er ifølge opgørelser dræbt – men tallet er reelt langt højere.
     
  • 8,5 millioner står på kanten af hungersnød. Tallet frygtes at stige med 10 millioner, hvis ikke en løsning på konflikten findes inden årets udgang.
     
  • 2,2 millioner er internt fordrevne.
     
  • Sidste år blev knap 700.000 smittet i en koleraepidemi.
     
  • Høj inflation, stigende arbejdsløshed, manglende lønninger samt koalitionens sø- og luftembargo har forhindret både mad, medicin og nødhjælp i at komme ind i landet.

MELLEMØSTENS FATTIGSTE LAND

  • I 2018 har Danmark ydet 90 mio. kroner i humanitære bidrag, i 2017 219 mio. kroner til Yemen. Der forventes en yderligere større dansk humanitær bevilling i andet halvår af 2018.
     
  • 67 procent af børn under fem år er kronisk underernærede.
     
  • 22,2 ud af landets 29,3 millioner har brug for en eller anden form for nødhjælp.
     
  • 1,84 millioner børn har ikke adgang til uddannelse.
     
  • 16 millioner vurderes uden adgang til rent drikkevand.
     
  • 29.401 familier er flygtet alene fra Houdaida. Heraf 16.630 familier blot i juni og juli 2018.

Det, vi er vidner til her, er jo lige præcis konsekvenserne af krigen: et fuldstændigt og reelt kollaps af sundhedssystemet.

Thierry Durand, projektkoordinator, Læger uden Grænser

Når krig kan måles i vægten på et barn

År uden lønninger, massiv arbejdsløshed og en himmelflugt af priser på mad, vand og benzin på 30, 40 og 100 procent, blandt andet som resultat af både sø- og luftblokader, har sendt de i forvejen skrøbelige livsvilkår for borgerne i Mellemøstens fattigste land direkte mod en sort afgrund.

Tal på krigens hidtil anslået minimum 6.000 dræbte, 50.000 sårede og hundredtusindvis af syge og nødlidende er en umålbar gråzone, fordi tusinder ikke registreres. Men konkret kan krigen måles i blot to, tre eller fire kilo på alle de børn, der burde veje over det dobbelte, og som dagligt ankommer med desperate forældre efter timer eller dages kørsel til landets reducerede hospitaler. Som kun 25 dage gamle Layan, toårige Yad og ni måneder gamle Layan, hvis krogede fingre, kraftløse skrig og alt for gamle ansigter vi møder på Sana’as al-Sabeen- hospitalets akutte børneafdeling. Hver dag ankommer 20-30 udsultede små størrelser, men intensivafdelingen kan kun rumme seks.

Og krigen kan måles i de op mod 700 "sorte skygger", internt fordrevne særligt kvinder, der iført islamisk klædedragt kæmper i køen for at nå frem til deres retmæssige nødhjælpsration på en skole i hovedstaden, hvor klasselokaler er omdannet til værelser for horder af flygtninge, der ankommer i taxaer, busser og biler fra Houdaida.

”Vi gør vores bedste. Giver dem madrasser, tæpper, puder og madrationer. For tre uger siden ankom 500 om dagen. Nu er vi nede på 100, men det er kun, fordi mange bor hos familier i byen,” forklarer Hani Abduallah Fahem fra Abu Bakr Assadiq-skolen, et transitcenter for de internt fordrevne.

”Mine små brødre vågner om natten og leder efter mad, fordi de er sultne. Men der er ikke noget, og så begynder de at græde,” siger 13-årige Jihad Ali Mohammed, som er en af de 20-21.000 flygtninge, der er blevet registreret og fordelt på 24 skoler i Sana’a, siden offensiven i Houdaida blev indledt for to en halv måned siden.

”Det største problem er jo, at de ikke har mad eller tag over hovedet. Men efter skoleferien skal de alle sammen flyttes, for eleverne skal tilbage til skolerne, og så skal vi finde et andet sted til dem,” forklarer Hani Abduallah Fahem.

VANSKELIG ADGANG TIL YEMEN

Det tog syv måneder at få adgang til det meget lukkede Yemen, hvor journalisterne i 14 dage besøgte både den Hadikontrollerede del i syd og den nordlige del, hvor Houthi-oprørerne holder til. Kun få internationale og ingen danske journalister har hidtil fået adgang til nord.

UANSET hvilken side af frontlinjen man befinder sig i, er krigen til stede: Enten i huse bygget af konservesdåser som i en lejr ved Aden i det Hadi-kontrollerede syd. Eller i udbombet infrastruktur ved Hajjah i det Houthi-kontrollerede nord.

Dødelige bryllupsfester og knuste koleracentre

I de nordligste egne, i Houthi-oplandet Sa’dah og Hajjah, står katastrofen malet i ruinerne fra helt åbenlyse civile mål: i en udbombet vandstation, der leverede vand til op mod 30.000 af bjergregionens isolerede landsbyboere; i murbrokkerne fra et MSF-center for kolerapatienter og medicin; samt i antallet af grave for de 22 mennesker, der blev dræbt under en dødelig bryllupsfest, for henholdsvis blot ti dage, to og fire måneder siden.

På det frivillige kræft- og nyrecenter i Sana’a er de nu ikke kun presset på huslejen, men har svært ved at behandle de allermest nødstedte familier, der søger hjælp.

”Vi er i en situation, hvor vi ikke kan behandle vores patienter, må afvise dem eller sende dem andre steder hen,” erkender viceleder på det lille Al-Shafaqa Center Mohammed Shimsan, der forklarer, at medicin, der før kostede 6.000 rial (154 kroner), har rundet 15.000 rial (385 kroner).

”Før min søn blev syg, havde vi guld, køer og arbejde. Nu har vi lånt penge af naboer og familie for at få råd til hans medicin,” siger Ali Schrir. Skal sønnen have den nødvendige hovedscanning, skal familien samle de for faren, Ali Schrir, helt umulige 270.000 rial (7.000 kroner) sammen.

Nok har Saudi-koalitionens militære overlegenhed i luften og de Iranstøttede houthi-oprøreres kamperfaring på jorden splittet landet i to, men hverken sult, fattigdom, arbejdsløshed, kolera eller floder med urent drikkevand tager højde for geografiske krigszoner. Kampen for basal overlevelse er derfor lige præsent, uanset på hvilken side af frontlinjen vi bevæger os.

”Nogle har ikke engang råd til at køre til hospitalet på grund af benzinpriserne. Folk tager hjem og sælger deres bil, guld eller jord for at få behandling,” siger Mohammed Shimsan.

”Mens andre bare tager hjem og venter på at dø.”

 

Top

Denne side er artikel 7 af 24 til publikationen "360° – Verden i Udvikling – Nr. 4 · september 2018".
Version nr. 1.0 af 25-09-2018
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/360sept18/index.html