Gå til indhold

Update: Partnerskaber

FOTOS: TINBIT AMARE DEJENE, MATHILDE BERG UTZON

 

Folkekirkens Nødhjælp opruster samarbejde med private

EN ERNÆRINGSRIG yoghurt i kampen mod underernæring – udviklet i samarbejde med Arla. Sådanne projekter vil Folkekirkens Nødhjælp gerne lave flere af. Man opretter derfor en ny privatsektorenhed for at opjustere samarbejdet med virksomheder og udvikle innovative løsninger, der bidrager til bæredygtig udvikling i verdens fattigste lande. Samarbejdet med Arla er vokset ud af et fælles projekt i Etiopien. Det er et langsigtet strategisk samarbejde, forklarer leder af privatsektorenheden Gitte Dyrhagen Husager.

”Vi identificerer muligheder sammen, for vi har forskellige veje ind på et marked, så vi kan hjælpe hinanden. Vi har fokus på producenter, mens de har fokus på markedet.”

/EF

 

FinTech og CARE vil dyre mellemmænd til livs

Copenhagen FinTech og CARE vil i nyt partnerskab i Niger hjælpe lokale kvindegrupper, der sparer op og låner af hinanden, med en digital løsning: Via deres mobiltelefoner får de adgang til mikrolån.

AF EBBE FISCHER

ET AF VERDENS mindst udviklede lande, Niger i Afrika, vil i oktober modtage en danskbritisk delegation med en plan. Planen er at hjælpe lokale kvindegrupper, der sparer op og låner af hinanden, med en digital løsning, så de via deres mobiltelefoner får adgang til mikrolån – uden om det formelle banksystem, der tager høje renter.

Mobiltelefonen er udbredt i Niger, og projektet er et samarbejde mellem startuporganisationen Copenhagen FinTech og ngo'en CARE.

”Vi har haft syv virksomheder inde for at præsentere deres projekter. Det handler om at matche udviklingsarbejdets udfordringer med FinTech-virksomhedernes løsninger og dermed sikre, at teknologisk udvikling kommer verdens fattige til gode,” siger Rasmus Stuhr Jakobsen, generalsekretær i CARE Danmark.

Vinderen af konkurrencen blev det britiske Hiveonline. Den danske CEO Sofie Blakstad glæder sig nu til at komme til Niger i oktober med repræsentanter fra CARE.

”I første omgang bliver det en researchtur, men vi skal også vise vores teknologi frem,” siger Sofie Blakstad og uddyber:

”Vores mål er at være med til, at de her samfund kan vokse via finansiel inklusion. Niger og mange andre tredjeverdenslande har mange naturlige rigdomme, men ikke så mange materielle rigdomme. Og vi ser en tendens til, at mellemmænd tager alt for høje renter. Det vil vi gerne være med til at nedbringe.”

De høje renter skyldes imidlertid, at der typisk er stor risiko forbundet med at udlåne til folk, som nogle gange slet ikke er registreret. Her kan de personlige relationer komme i spil og være med til at nedbringe risikoen – og dermed renten.

”De har alle sammen en mobiltelefon, og den kan benyttes til det her,” siger Sofie Blakstad. Hendes virksomhed med ti ansatte er allerede etableret i Rwanda, hvilket man fra CAREs side fremhæver som en fordel.

CARE forventer desuden, at man fremover vil teste en helt ny serie udviklingsprojekter med partnerskaber i centrum. Rasmus Stuhr Jakobsen siger: ”Det handler om at give magten tilbage til brugeren, som ikke kan få hjælp i det traditionelle banksystem.”

 

Top

Denne side er artikel 6 af 24 til publikationen "360° – Verden i Udvikling – Nr. 4 · september 2018".
Version nr. 1.0 af 25-09-2018
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/360sept18/index.html