Gå til indhold

Update: Politik

FOTOS: MARÍA DE JESÚS PATRICIO MARTÍNEZ (PRIVAT)

 

Flere kvinder i politik = mindre korruption

ADSKILLIGE STUDIER har påvist, at kvinder er lige så villige til at give eller tage imod bestikkelse, som mænd er. Men undersøger man udelukkende politikere, dukker der en betydelig forskel op.

Et nyt studie af 125 forskellige lande viser, at der er en klar sammenhæng mellem andelen af kvindelige parlamentarikere og omfanget af politisk korruption. Samme tendens fandt forskere fra det amerikanske universitet Virginia Tech blandt lokalpolitikere i Europa. De kæder resultatet sammen med andre studier, der viser, at kvindelige politikeres prioriteringer er anderledes. De har mere fokus på for eksempel uddannelse og sundhed frem for de områder, hvor der typisk finder mest korruption sted.

/RBL


 

20 års konflikt afsluttet på få uger

I årevis har intet tydet på, at Etiopien og Eritrea skulle være i nærheden af at indgå en fredsaftale. Men nu er forholdet mellem de to nationer pludselig blevet normaliseret.

AF RASMUS BØGESKOV LARSEN

DA TELEFONLINJERNE mellem Etiopien og Eritrea blev genåbnet i begyndelsen af juli, var det ikke kun folk med familie i nabolandet, som greb røret.

'Jeg er så ellevild over det her, at jeg ringede til et tilfældigt nummer i Asmara (hovedstaden i Eritrea, red.) og havde en god snak med en kvinde ved navn Frtuna,” skrev Henok, en etiopisk mand på Twitter.

Han var langtfra alene.

Hundreder af etiopiere fortalte på de sociale medier om de samtaler, de havde haft med helt tilfældige borgere i nabolandet.

I 20 år har telefonlinjer, veje og luftrum mellem de to lande været lukket. En fastlåst konflikt om grænsedragning syntes uløselig, indtil Etiopien i april fik en ny ministerpræsident, som har sat et utal af reformer i gang. Ahmed Abiy besluttede efter sin tiltræden, at det var tid til at gøre en indrømmelse over for Eritrea. Fra 1998 til 2000 kæmpede de to lande om kontrollen med grænsebyen Badme, men de voldsomme kampe, som kostede 80-100.000 mennesker livet, afsluttede ikke konflikten. Etiopien fastholdt efter våbenhvilen, at Badme var etiopisk.

Med Ahmed Abiys beslutning om at opgive dette krav blev der åbnet for fred mellem de to lande. En aftale blev udarbejdet i løbet af få uger, og Eritrea har nu påbegyndt en tilbagetrækning af de styrker, de havde udstationeret i det omstridte område.

 

Egypten sparer 1.499.500 kroner per patient

I DANMARK koster det 1,5 millioner kroner at behandle en enkelt patient med et revolutionerende nyt lægemiddel, der kan kurere leverbetændelsen hepatitis C. I Egypten, som er det land i verden, hvor sygdommen er allermest udbredt, koster det nu blot 500 kroner.

Det er resultatet af en ambitiøs plan fra den egyptiske regering og lange forhandlinger med medicinalvirksomheden Gilead. Gileads nye medicin, som blev lanceret i 2013, har givet verden et effektivt middel mod den livsfarlige virus, som årligt inficerer millioner af mennesker i det globale syd. Gilead tager sig dog så godt betalt, at det ikke er realistisk for fattige nationer at gøre nytte af fremskridtet. Men flere lande har forhandlet sig frem til bedre priser og er begyndt at producere medicinen selv. Længst fremme er Egypten. Leversygdommen har i årtier været et af Egyptens største sundhedsproblemer, men nu ser det ud til, at landet i løbet af blot nogle få år vil være i stand til næsten at udrydde hepatitis C.

I Indien er hepatitis C-medicin blandt de lægemidler, som kan købes for få penge på 3.000 nye apoteker. Disse apoteker har ret til at sælge lokalproduceret medicin, som koster meget mindre end de importerede varer, der er på hylderne på de normale apoteker.

/RBL

Annonce: Bagsværd Kostskole & Gymnasium (www.bagkost.dk)

 

Top

Denne side er artikel 3 af 24 til publikationen "360° – Verden i Udvikling – Nr. 4 · september 2018".
Version nr. 1.0 af 25-09-2018
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/360sept18/index.html