Gå til indhold

Skribenter & fotografer

MAGASINET
DE ER MED TIL AT LAVE UDVIKLING:

FOTO: PRIVAT

Rasmus Flindt Pedersen:

Uddannet fotojournalist, freelance siden 2012. Den begivenhed, som for alvor sporede ham ind på krigs- og konfliktrapportering, var flygtningekrisen i 2015, hvor han dækkede begivenhederne fra strandene i Tyrkiet og Grækenland og op gennem Europa. Har modtaget flere priser med Årets Pressefoto 2018 som et foreløbigt højdepunkt.


Rania Abouzeid:

Journalist bosat i Beirut, Libanon. Har modtaget diverse priser, bl.a. Michael Kelly Award og George Polk Award for Foreign Reporting. Rania har bl.a. skrevet for Time Magazine, The New Yorker, Foreign Affairs og National Geographic.


Tore Rørbæk:

Uddannet i statskundskab fra Københavns Universitet og American University of Beirut. Retter sin journalistiske pen mod den arabiske verden og har de seneste år sat fokus på kurderne i Irak og Syrien. Fortæller med lyd i radiodokumentarer og arbejder på en graphic novel om den irakiske provins Sinjar.


Lasse Skytt:

Journalist bosat i Ungarn, hvor han rapporterer om central- og østeuropæisk politik og kultur til danske medier og organisationer. Lasse har også øjnene stift rettet mod teknologiens verden. Medstifter af et dronefirma i USA og beskæftiger sig med, hvad virtual reality og kunstig intelligens gør ved os mennesker.


Sebastian Backhaus:

Fotograf bosat i Berlin, fokuseret på Mellemøsten. Studerer arabisk, men har oplevet farlige fejl: Da han forlod en gruppe krigere på en syrisk frontlinje, kom han til at sige, "Nyd jeres ferie" i stedet for "Må Allah være med jer”.


Chris Huby:

Fransk fotograf med base i Paris, tilknyttet Le Pictorium.

Har bl.a. arbejdet for The Guardian, Figaro Mag og France24. Bosat flere steder i udlandet som barn og brugte sin linse til at udforske omgivelserne. Ser sine fotos som en mulighed for at skabe opmærksomhed om sociale forhold rundtomkring på kloden.


Thea Pedersen:

Efter et årti med fast løn og frokostordning som journalist og USA-korrespondent i New York for Ekstra Bladet har Thea siden 2017 opereret som selvstændig med base i Irak. Har for en række medier rapporteret fra bl.a. frontlinjen i Mosul, ruinerne i Raqqa og har fra sin seneste tur i Yemen for første gang arbejdet i fuld niqab.


Ole Damkjær:

Nytiltrådt presseansvarlig i Mellemfolkelig Samvirke. Tidl. Berlingskes "faldskærmsudspringer" i verdens kriser og konflikter siden 1996. Modtog i 2000 EU-Kommissionens journalistpris. Har på sine rejser svært ved at undvære sin ugentlige bordtenniskamp, sin hund, Fidel, og kone og datter.


Sofi Lundin:

Svensk freelance-journalist og fotograf med base i Uganda. Har læst socialantropologi, drukket te med oprørsledere i Kashmir, boet i flygtningelejre i Sydsudan og dokumenteret hverdagen blandt sexarbejdere i Uganda. Arbejder for internationale medier. Adobe har udnævnt Sofi til at være blandt ti globale talenter i fotojournalistik.


Jakob Lindmark Frier:

Chefredaktør på det danske techmedie TechSavvy, der skriver om morgendagens løsninger som blockchain, kunstig intelligens og IoT. Jakob interesserer sig især for, hvordan teknologi kan bekæmpe svindel og korruption og sætte skub i udviklingsarbejde og forbedre levestandarder i udviklingslandene.


Helle Malmvig:

drog som 18-årig med rygsæk til Egypten, Israel og Palæstina. Siden har hun været optaget af alting Mellemøsten -krig og konflikt, kunst og musik, Fairouz og Mahfouz. Flere akademiske grader senere – Msc i Mellemøststudier, SOAS, Cand Scient Pol, PhD Københavns Universitet - landede hun som forsker på DIIS.


Mads Mariegaard:

Journalist fra Journalisthøjskolen. Freelance med fokus på klima og energi. Tidl. redaktør af Udenrigsministeriets engelsksprogede magasin Focus Denmark og tidl. journalist og redaktionssekretær på 360°, dengang Udvikling. Tidl. kommunikationschef i Det Danske Hus i Palæstina.


Peter Tygesen:

Udgav efter rejser i Congos borgerkrig Afrika-insighter'en Congo – formoder jeg. Har arbejdet i Afrika siden 1980 med længere ophold i bl.a. Zimbabwe, Sydafrikas og DR Congo. Modtog i 2017 Timbuktuprisen.


Rasmus Bøgeskov Larsen:

Freelancejournalist med base i Egypten. Siden 2011 har Rasmus haft sin hverdag i det oprørske Kairo, hvor han på klos hold har fulgt den politiske og følelsesmæssige rutsjebanetur, som egypterne gennemlever. Efter otte år i Mellemøsten taler han flydende arabisk og laver en habil hummus.


Lise Josefsen Hermann:

Journalist med speciale i Latinamerika og en passion for bjergbestigning. Har boet flere år i Bolivia, Colombia og Ecuador, hvor hun bor i dag. Lise har rejst regionen tynd og leverer til bl.a. til DR, Information, Kristeligt Dagblad, Politiken, Danwatch, Deutsche Welle, BBC og medier i Ecuador og Colombia.


 

Annonce: Viborg Katedralskole (www.viborgkatedralskole.dk)

 

Top

Denne side er artikel 1 af 24 til publikationen "360° – Verden i Udvikling – Nr. 4 · september 2018".
Version nr. 1.0 af 25-09-2018
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/360sept18/index.html